A little stroll - Percie

Hun så ikke på ham mens hun spiste. Hun kunne mærke hvor dårlig hun blev af at spise det. Men ikke desto mindre spiste hun op og stillede tallerkenen på plads efter sig.

//krea-svigt. veninde på besøg//

Det varmede virkelig at se, hvor meget hun kæmpede for at få spist op, men samtidig fik han også frygtelig dårlig samvittighed. Det var hans skyld! Hvis han nu bare havde accepteret det fra starten af, og ikke lavet det der ansigt, ville alt se helt anderledes ud.
Han sagde heller ikke noget, men sad og spiste i stilhed. Maden syntes at være kedelig, så han fik ikke spist helt op, fulgte bare efter hende, da hun også var færdig med at spise.
"Du skal altså ikke gøre det for min skyld," mumlede han lavmældt, mens de forlod spisesalen.

''det er ligemeget om du ville have det eller ej. Jeg skulle alligevel lære at spise det på et eller andet tidspunkt..'' hun så på himlen mens hun gik, så hun hamrede benet ind i en bænk. ''Av for en i Hades da også!'' knurrede hun af sig selv.

Han sukkede og besluttede sig for ikke at svare på spørgsmålet, da han ikke orkede at diskutere lige nu. Derfor slog han blikket ned i jorden, men der gik ikke længe, før hendes arrige udbrud fik ham til at kigge op. Der gik et par sekunder, før han fandt ud af, hvad der egentlig var sket.
"Er du okay?" spurgte han bekymret med hovedet på skrå.

''jeg har det fint!'' sagde hun med sammenbidte tænder, mens hun gned sit ben. Hun trak op i sine bukser, og afslørede en række ar på hendes ben. Hun gned lidt på sit bare ben og trak sig ned i bukserne igen. Hun begyndte at gå videre igen.

Hans ansigtudtryk gik fra bekymret til forfærdet, da han så hendes ben. Da hun begyndte at gå igen, tog han fat i hendes krave, for at stoppe hende.
"Hvad er der sket med dit ben?" Ville han vide. Hvorfor kom hun altid galt afsted? Godt nok havde han også syntes, at han var uheldig, men det var da intet i forhold til Elizabet. Stakkels pige.

hun stivnede lidt. Hun rev sig hurtigt fri fra ham og stirrede lidt på ham. Hun skjulte tydeligvis sine tænder ved at lade læberne forblive i en smal streg.
''D-det er ligemeget.'' fik hun fremstammet lidt efter. Hun begyndte at gå igen, uden at se på ham. Hun så lidt ned. ''Kom med, så viser jeg dig det.'' mumlede hun til ham

Hendes attitude fik ham til at holde lidt igen - det var tydeligvis et skrøbeligt emne han var inde på. Han bad lydløst til Nyx om, at hun ikke havde skåret i sig selv. Det var nok noget af det værste, der kunne ske. Men som han huskede, var der ingen friske sår. Heldigvis.
Han fulgte stille med hende, og svarede ikke på hendes spørgsmål, da det nok ville være lidt overflødigt. Og så også fordi han var alt for nervøs for at høre historien bag. Bare hun nu ikke havde lavet noget dumt.

Hun gik stille ind i pigernes opholdsstue. Da hun satte sig i en sofa, så hun på ham med et forsigtigt blik. ''jeg kan vise dig det, eller fortælle dig det med ord. Hvad vil du helst?'' spurgte hun, tydeligvis forsigtigt.

Han stak hænderne i sine bukselommer og fulgte tavs med hende. Da de nåede pigernes opholdsstue, satte han sig ved siden af hende med et suk, mens han rodede lidt i sit hår. Hendes ord forvirrede ham!
"Det der gør dig mest komfortabel," svarede han og kiggede sammenbidt på hende.

hun sukkede. Hvorfor valgte han ikke bare!?
Hun vidste at det ville freake ham ud hvis hun viste ham hvordan de ar var opstået. Hun vidste at han ville flegne ud over hendes evne til det. Alligevel, var det nok bedst at hun fik vist ham det nu, inden hun en dag ville misbruge det uden at han vidste det.
Hun trak forsigtigt op i sit ben, og tog hans hånd. Hun førte den ned til et af de store ar. Langsomt fortrak verdenen sig rundt om dem, og blev koldere, blæsende, og våd af regn.

Det regnede voldsomt udenfor. De stod i et lille værelse, på fjerde sal i et forfaldent børnehjem. Fem store mænd, og en dreng på de 15 år, stod allesammen med hver deres hundepisk, og slog løs på en lille pige som var fikseret til sin seng. Hendes ben var flænset til blod, og ligeledes hendes arme og underliv. Der var ikke en eneste tåre i pigens iskolde ansigt. Nærmere had, og raseri. Et raseri man kunne genkende fra Elizabet.
En af mændene åbnede sine bukser, og tvang hendes mund op..

Hun fjernede hurtigt hans hånd igen, og krøb sammen lidt fra ham. Hun rettede sine bukser på plads, og så ned, væk fra hans blik når det endelig gik op for ham hvad han lige havde set hos hende. Det hun havde vist ham havde kun været en af de mange gange det var sket.

Han kiggede uforstået på hende, da hun førte hans hånd ned til arret. Hvordan skulle det hjælpe på situationen? Knap havde han tænkt denne tænke, før deres omgivelser ændrede sig.

De var et mærkeligt sted, som han ikke genkendte. Og de var heller ikke alene. Skræmt kiggede han på Elizabet, hvis ben han stadig rørte. Men lyden af piskeslag fik ham straks til at vende fokus mod pigen, som lå i sengen og mændene som... Han kunne ikke se på det. Han fik det fysisk dårligt af det, og havde det som om han skulle kaste op. Det var Elizabet. En mindre udgave af hende. Det var en af de mange voldtægter hun havde været ude for!

Det var utrolig lettende at komme tilbage til nutiden, men han var ikke glad. Hvordan kunne han nogensinde blive glad igen, efter at have set dét? Kvalmen hobede sig op, og tårrerne pressede sig på.
"Elizabet?" Spurgte han og mærkede, hvordan han begyndte at ryste. Hvad var det, der lige var sket?

''Dérfor kunne jeg ikke være i en seng...'' hviskede hun med tårer i øjnene. ''De spændte mig fast... De piskede mig, voldtog mig..'' Hun gned tårerne væk. Hun kunne ikke se på ham. ''nu ved du det.'' Hun blev bare siddende og så ned, mens hun trak vejret kontrolleret for ikke at græde. Det havde hun lært for længst.
''Den yngste stod udenfor discoteket.. Jeg kunne se det i hans øjne.. De øjne glemmer jeg aldrig.'' Hun så op på ham med nærmest sorte øjne, sorte af hadet. ''du havde ingen mulighed for at vide det var ham. derfor kunne du ikke forstå hvorfor jeg bare gik. Han genkendte mig..'' Hun bed sammen.
''Jeg er ked af at du skulle se det hele... Du ville ikke kunne forstå det uden at se det..'' Hun så ned igen.

Det var næsten ikke til at holde ud at tænke på, hvad hun havde gået igennem. Og så havde han presset på, for at få hende til at sove i en seng, uden at tænke særlig meget over det. Han havde desperat holdt fast i tanken om, at det var for hendes egen skyld, men var det nu også det? Eller var det bare for hans egen skyld, så han ikke ville være bekymret? Hvor var han egentlig egoistisk.

"J-jeg bliver nødt til at gå," sagde han så og kom på benene. "Undskyld... Jeg har lektier, der skal laves," forsatte han så, hvorfor han forlod opholdsstuen. Det var egentlig rigtig, at han havde lektier, men hab havde ikke tænkt sig at lave dem. Det kunne han ikke - han ville bare have en sovepille og så gå direkte i seng og forhåbenlig glemme alting.

''hej-hej..'' mumlede hun da han forlod opholdsstuen. Hun blev siddende lidt, rejste sig så og gik op på værelset hvor hun tog sit iPod fra skrivebordet hvor den lå til opladning, og satte sig i vindueskarmen og tændte for musikken på højeste lydstyrke. Hun krøb ind i sin egen verden, gemte sig fra minderne. Hun havde vist ham det, og som hun næsten havde regnet med, så ville han gå.

Hun følte sig så tåbelig. Hun udleverede sit liv til ham, selvom hun vidste at han vile foragte det endnu mere. Hun krøb sammen, og uden at tænke over det sang hun med på musikken, højlydt. Temaet var åbenbart død og ødelæggelse, med det passede jo til hendes agressive fortid. Hun borede neglene ned i det halvbløde træ i vindueskarmen.

//Out//