what do we say, if we don't say hello? ~ Percie

Dimitri grinede glædesløst af hende ord.
"Kommer ikke os ved? Hvem var det, der var der for ham, da han var allermest nede? Os. Til forskel fra dig kunne vi ikke finde på at gøre ham ondt. Han er vores ven," sagde han en anelse spydigt og kiggede nedladende på hende. Han vidste godt, at Perceval ville hade ham for dette, hvis han fandt ud af det, men han var efterhånden blevet så sur på Elizabet uden at have snakket med hende, at det var blevet en nødvendighed.

Hun ventede til han havde talt færdig, og gik så et fareetruende skridt tættere på.
''hør her, babyboy, jeg er ligegalad med hvad i tror. Det var en fejl, og det rager da mig om i kalder jer selv hans rigtige venner for at gå hen og verbalt trashe hans eks.''

Hun så ham kort og vredt i øjnene, inden hun smilede som om intet var sket.

Han holdt et grin tilbage, da hun tydeligt prøvede at skræmme ham. Desværre gik det ikke så godt, som Elizabet højst sandsynligt havde håbet på. Dimitris muskelmasse svarede til hendes x 3.

"Du synes måske ikke, at du fortjener det? At det du gjorde er okay?" Spurgte han sarkastisk.

''jeg har allerede forklaret Perceval at det var en fejl. Jeg behøver ikke stå til regnskab overfor en lille ignorant yngling.'' sagde hun inden hun vendte rundt på hælen og skulle til at gå igen.
Hun bed sammen, for at holde undertonerne af sin hulken tilbage. Hun ville ikke udstå svag overfor hans venner - ikke nu.

"Og hvordan synes du selv det gik?" Råbte Dimitri efter hende. "Hvordan reagerede han?"

Perceval var på vej ned i kantinen for at finde sin partner i spansk, da de var igang med et større projekt, da han hørte påstyret.
"Hvad har I gang i?" Udbrød han og så fra Dimitri til Vincent til Elizabet.

hun stirrede først på vennerne, så på Percie. Men øjne han burde kende alt for godt - de øjne der både var sårede og tæt på at flyde over med tårer.
Hendes vejrtrækning var der intet af. Hun var jo død anyway så hvorfor lade som om ilt var nødvendigt.

Hendes næste ord ville have skåret gennem luften, havde det ikke været fordi der ingen ord var.
Hun var tavs. Der var intet at sige.
Hun stirrede bare lidt på Percie, rystede på hovedet, og begyndte at gå - hurtigt.
Det gjorde ondt i halsen, og hendes øjne sved. Havde hun kunne græde havde hun gjort det. Men hun endte bare med at gå sin vej, som altid. der var alligevel ikke mere for hende dér.
Hadet hans venner udstrålede overfor hende var nok til at hun vidste at hun ikke længere var velkommen der.

Uden et ord hastede han efter ikke - ikke som prinsen på den hvide hest - men fordi han var en smule bange for, at Dimitri havde sagt noget, han ikke burde have sagt.

"Eli," råbte han efter hende og indhentede hende hurtigt og greb hende i armen så de stoppede op.

"Hvad skete der lige?"

Hun rev sig fri. Hun skulle ikke røre ved ham - ikke nu.
''jeg gider ikke tale om det, okay? Du kan jo spørge dine 'rigtige' venner.'' hun så væk, og rystede på hovedet.
''jeg ved at jeg svigtede dig - men jeg vidste ikke at både du og hele din vennekreds direkte hadede mig. Men det er jo bare rart at vide.''
Hun bed sammen igen. Så begyndte hun at tale sine stilletter på igen, klar til jagt.
Og på et eller andet punkt, ville hun ønske at hun kunne jage ynglinge.

Han kiggede uforstående på hende og undrede sig over hendes fjendskab.

"Hvad sagde de til dig, Eli?" Spurgte han stille og kiggede ned i jorden.

''Spørg dem. De var jo nogle sladretanter da de fandt ud af dem med mig og Ciel, så de burde da let nok kunne forklare dig hvilken kælling jeg egentlig er.'' hun så på ham.
''på den anden side, det ved du vel i forvejen. Forresten, var det Dimitri der fortalte dig om Ciel og mig? For hvis det er, kan jeg næsten garanterer dig for, at han enten kun har sagt en tiendedel eller har overdrevet til det maksimale.'' hun stod nu helt oprejst igen.

''Perceval, jeg prøvede ikke at såre dig. Jeg savnede dig, jeg var ensom og ked af det, og Ciel trøstede mig. Min dømmekraft var noget lort. Jeg ødelagde alt ved ikke at sige fra. Men sjovt nok, er det ikke det der ødelagde det mellem os. Det var at du ikke ville give mig en chance til. Ikke at jeg fortjener det - jeg var dig jo utro.'' endnu engang var hun ved at give op.

''jeg savner dig bare så ekstremt..'' hun rystede på hovedet.
''nåeh... jeg må nok hellere smutte, inden dine 'venner' kommer hen og jager en pæl gennem brystet på mig.'' mumlede hun og begyndte at gå igen

Han kiggede målløs på hende. Hvordan kunne hun tro det? At det ikke var hende, der ødelagde det, men ham fordi han ikke ville give hende en chance mere? Og forresten havde de slet ikke snakket om at prøve igen.

"Eli, bliv nu her. Vi har brug for at få snakket om det her," sagde han og prøvede at lyde fornuftig. "Hvad får dig til at tro, at det ikke var din utroskab, der ødelagde det? Hvis det havde været omvendt, er jeg rimelig sikker på, at vores situation ikke ville være meget mere anderledes."

''jeg har prøvet det før, Percie... Jeg ved at du ikke vil prøve igen - du stoler ikke på mig. Og det er forståeligt.'' hun trak på skuldrene.
''jeg siger ikke at du ødelagde det. Det var mig der startede hele problemet.'' sagde hun og så på ham.
'havde det været omvendt... så var jeg nok ikke blevet her. Men situationen ville ikke være anderledes fra nu. Dine venner, der mener at jeg ikke er bedre værd. Havde det været dig der havde svigtet, havde de stadig set på mig på den måde som Dimitri gjorde før - i ren foragt. De hader mig, Percie.'' hun så opgivende på ham.

Han rystede på hovedet.
"De hader dig ikke... De hader det du gjorde. Og det kan du takke mig for," sagde han og kiggede skyldbevidst ned på sine gamle, slidte converse.

"Men ja, jeg fik det af vide af Dimitri. Hvad skulle jeg gøre, Elizabet? Jeg blev jo sur på ham; sagde, at det ikke passede og at han løj mig lige op i ansigtet. Men så så jeg jer sammen..." Han holdt inde og sukkede dybt, ikke i stand til at forsætte.

''der er vist ikke mere at tale om, Percie..'' hun så lidt på ham.
''selvom vi begge ville prøve igen, ville det ikke være en mulighed.'' sagde hun, inden hun så lidt ned.
hun havde ikke lyst til at forklare at hun var blevet mage til Ciel, at de havde knyttet bånd.
Hun så på ham igen.

"Jeg tror ikke det bliver et problem," sagde han hårdt. Han havde i hvert fald ikke lyst til at prøve igen.

"Men du må hygge dig. Farvel, prinsesse," sagde han og forsvandt op på sit værelse.

hun stivnede da han kaldte hende det.
sidst hun havde hørt ham sige det, havde været den dag hvor de havde...
hun sukkede.
''percie, vent lidt!'' hun satte i løb efter ham, og greb ham om skulderen.
''hvorfor kalde mig det? Hvorfor nu?'' spurgte hun og prøvede at se ham i øjnene

Han kiggede forbavset tilbage, da han mærkede en hånd på sin skulder og så til sin egen forbløffelse, at det var Elizabet.

"Det ved jeg ikke," sagde han ærligt og kiggede ned i jorden. "Det virkede vel bare... Passende at sige."

''ville det være passende at kalde mig prinsesse, når det var det du kaldte mig dengang?'' hun så undret på ham.

''Percie, jeg ved godt at du ikke selv tror på det her, men er der den mindste mulighed for at vi kan være venner?'' spurgte hun stille.

Han rystede på hovedet. Når hun sagde det på dem måde, lød det forkert.
"Bare glem det. Det var en fejl," sagde han i stedet.

Da hun så kom med den klassiske venne-forespørgelse, kiggede han sørgmodigt på hende. "Det tvivler jeg på. Du sårede mig virkeligt," sagde han stille og kiggede ned i jorden.

''vil du hellere gå og være vred på mig resten af dit, ret så lange, liv?'' hun så undret på ham.
''Percie... Jeg vil hellere være din ven, end at være hende du vil hade ...'' hun så lidt ned.
''jeg ved at jeg ikke var fair. At du ikke kan lide mig længere... jeg vil bare være din ven...''

Han sukkede. Selvfølgelig ville han ikke hade hende hele sit liv, men derfor gjorde set ikke situationen nemmere.

"Det kan jeg ikke tage stilling til," sagde han og skulle lige til at undskylde.

''det regnede jeg heller ikke med..'' sagde hun og sukkede lavt.
''jeg er på mit værelse, hvis du får lyst til at snakke - okay?''
hun klappede ham kort og tøvende på skulderen, venskabeligt, inden hun begyndte at gå mod værelserne.

//senere?//

//klart //

Næste "morgen" sad Perceval på sit værelse og trillede tommelfingre. Det var lørdag, så han måtte selv bestemme, hvad han gav sig til. Tanken om at gå over til Eli havde strejfet ham, men så ville han hellere ned til Julie og hygge sig. Og alligevel følte han heller ikke for det.

I stedet satte han sig i det åbne vindue og tændte for en smøg. Udenfor regnede det, så luften var fugtig. Ærligt - han kunne godt have tænkt sig at løbe en tur for at få afreageret.