mad uheld - ciel

Han sukkede tungt af hende og rystede så på hovedet af hende. Det var vist håbløst at diskutere, eftersom han kunne se, hvad der var galt.
"Hvis du har så meget lyst til blod, må du da godt drikke fra mig ... Det sker der jo intet ved." Ynglinge kunne ikke præge hinanden så lidt blod betød intet.
"Og så kan vi få os noget pizza bagefter." Han rakte den sårede arm hen imod hende, mens han holdt katten med den anden.

hun bed sine tænder endnu hårdere sammen. "jeg vil ikke" sagde hun med sammenbidte tænder men gav alligevel efter for tøsten da han rakte sin hånd op. hun tog fat i den og drak. hun stoppede hurtigt og så væk. tira var hoppet ned og gået ind på pizzariet

Han smilede beroligende til hende, da hun trak sig væk. Der var jo ikke noget forkert i, at hun havde lyst til blod. Men det var klart at hun så det som noget forkert.
"Lad os nu få lidt pizza, ik?" Han tog blidt fat i hendes arm og trak hende med ind i gyden igen. "Tira er allerede smuttet,"

"det er typisk hende" sagde amiana og så på ciels kat. " har du du navn til ham?" spurgte hun og kælede den forsigtigt. Hun gik ind og så at tira var ved at spise mad oppe ved kassen. Amiana satte sig ved et ledigt bord og så på menukortet.

"Ringo," sagde han, da han fik øje på en speciel skaldet plet, katten havde. Den var formet som et æble og ringo var æble på Japansk - Ciels far var japaner, men Ciel kendte kun et par enkelte ord på det sprog, eftersom han var vokset op med fransk.
Han bestilte noget pizza og var ret overrasket over, at de ikke blev smidt ud for at have kattene hos sig.
Han lagde noget peperroni på bordet ved siden af sin tallerken og katten slugte det sultent lige med det samme. Han smilede svagt og fortsatte med at fodre katten, før han selv begyndte at spise.

amiana lagde menukortet og sukkede. hun bestilte en cola og ikke andet. hun var ikke sulten men det havde hun ikke været et stykke tid. tira kom hen til dem med et stykke kød i munden. hun hoppede op på bordet. hun gik hen og lagde det foran ringo og hoppede så ned i skødet på amiana

Ringo hvæste voldsomt af Tira og hvis Ciel ikke havde grebet fat i ham og trukket ham væk, ville han være sprunget på dem begge. Han beyndte at a'e katten blidt og den faldt hurtigt til ro mens smilet på Ciel's læber bredte sig og han kiggede nærmere på de flossede øre.
"Sikke en vildbasse, du er, Ringo." Han kunne ikke lade være med at grine lidt og kyssede katten på det snavsede hoved.

Amiana trak tira til sig. Hun kunne se solens første stråler begynde på himlen. Hun rejste sig. "jeg går tilbage til skolen" sagde hun og gik. Tira sad i hendes favn og så efter ringo og ciel. Hun spandt glad da amiana begyndte at kæle for hende og slikkede amiana på armen.

Ciel rejste sig hurtigt og småløb op ved siden af hende, med Ringo i armene. Han forstod ikke hvorfor det pluselig hastede sådan med at komme tilbage.
"Hvorfor? Hvad er der galt?" Han var bange for at han havde gjort noget galt, siden at hun pludselig reagerede på den måde.

Hun standsede og vendte sig mod ham. Hun tog fat i hans arme og så ham i øjnene. "ciel jeg er rød vampyr hvis du ikke har bemærket det. Jeg vil bare dø i solen hvis jeg bliver ude for længe. Det har altså ikke noget med dig at gøre, jeg kan godt lide at være sammen med dig. Du skaber gode oplevelser for mig og gør mig glad. Jeg kunne aldrig finde på at gå hvis jeg var sur på dig uden at fortælle dig det" sagde hun og gav ham et lidt kejtet knus. "forstår du nu hvorfor jeg har så travlt?" spurgte hun og smilede.

Han så Amiana i øjnene og sukkede så tungt mens han fortsatte med at gå ved hendes side.
"Jeg har bemærket at du er en rød yngling. Men jeg er trods alt en Fransk yngling. Vi havde ikke røde ynglinge derovre, så jeg aner intet om din slags. Beklager." Han sukkede svagt og lagde den ene hånd på hendes skulder. Han gav den et blidt klem og smilede opmuntrende. Han ville gerne støtte hende ... og det lød jo til at hun også var glad for hans selvskab, så det var vel bare helt perfekt.

Hun bed sig selv blidt i læben. Nogen gange kunne hun godt glemme at ciel ikke viste alt om hende og at han var fra frankrig fordi hun forstod ham så godt at hun ikke lagde mærke til hans accent. "undskyld jeg glemte bare lige at du ikke viste det fordi der ikke er røde ynglinge i frankrig" mumlede hun og så ned. Hun gik hen til tunnelerne. "jeg vidste det heller ikke før jeg kom til nattens hus her i tulsa hvor jeg blev rød vampyr" sagde hun

"Hvordan var det?" Hviskede han åndeløst og slap roligt hendes skulder. "At ... at dø på den måde?" Hans stemme rystede pludseligt.
Han var fægter, han var kriger og en stærk en af slagsen, men han var også kun en teenager, der havde set alt for mange venner og bekendte dø på den tragiske måde.
Og tankerne ... om hvordan det måtte føltes. Mens lungevæv og blod rev sig fri af det indre ... Han gøs ved tanken og strammede grebet om Ringo, der miawede højt og misfornøjet.

Amiana skar en grimasse og så op. Hun var blevet bleg og havde sat tempoet op. "det var virkelig skrækkeligt" sagde hun. Hun havde ikke lyst til at snakke om sin egen død og derfor var svaret kun kort. "jeg gider ikke snakke om det ciel. Det var så skrækkeligt at det gør mig bange bare at tænke på det" sagde hun og så op. De var allerede ved indgangen til tunnelerne ovre ved den gamle jernbane. Solen var efterhånden begyndt at blive mere synlig.

"Det er forståeligt." Han sukkede svagt, da hun virkede som om hun kunne gå i defensiv hvert øjeblik det skulle være. Han ville ikke presse hende unødigt. Det var jo hendes valg, hvad hun ville og ikke ville sige til ham.
Ringo sprang ud af hans favn og satte sig udenfor stationen. Han nægtede at gå med ind og Ciel sukkede bare tungt. Han kunne godt fornemme at katten ikke ville tage med dem derned. Og Ciel var heller ikke alt for glad for ideen.
"Amiana, jeg ... " Han sukkede tungt og så ind i mørket. Han kendte godt til historierne om stationen og hvordan de første røde ynglinge havde boet der.
"Jeg er klaustofobisk ... Og jeg vil helst ikke ned under jorden." Han så ned og følte sig en smule ynkelig. "Jeg bør nok bare tage tilbage til Nattens Hus."

Hun smilede. "der er ikke mange som kan lide tunnelerne ciel. Bare indrøm at et ikke kan lide dem for det kan jeg heller ikke. Jeg tager bare en smut vej hen til værelset på skolen eller også sover jeg hos amera. Gå du bare udenom så ses vi nok" sagde hun og gav ham et knus til farvel. Hun havde egentlig heller ikke lyst til at gå gennem tunnelerne men var nødt til det hvis hun ikke vil dø. Hun tøvede lidt

Han sukkede tungt af hende. Han havde jo lige præcist indrømmet det. Og det havde intet med tunellerne at gøre! Han kunne bar eikke lide tanken om, ikke at kunne flygte og ikke have plads til at kæmpe. Han kendte ikke terrænet og det var virkelig nok til at gøre ham bekymret.
Faktisk var der mange flere grunde, men ikke noget, der var værd at sige.
"Jeg kan godt tage med ... Men jeg er ikke meget for det. Men man er vel en gentleman ... Du skal ikke gå alene." Han knyttede næverne og tog mod til sig før han gik ind til hende og forsøgte at ignorere den trykkende følelse omkring sig.
Ringo fuglte ham.

Hun stoppede ham. "ciel du behøver ikke. Jeg kender hver eneste krog hernede og ved hvor jeg ikke skal gå hen. Barius har lært mig at forsvare mig så det er vel en fordel for mig hvis jeg nu skulle have lyst til at gå den forkerte vej men det gør jeg ikke for jeg vil gerne hjem og hvis ikke jeg når det inden solen er stået helt op sover jeg bare med amera. Jeg vil ikke kunne hjælpe dig hjem hvis vi ikke når det og jeg vil ikke lade dig sove hernede. Det vil være for risikabelt" sagde hun og så på ham. "hør her du skal ikke gøre det for min skyld jeg bliver bare altid lidt pyldret når jeg ikke kan se de mennesker jeg holder af" sagde hun og så ned fordi hun rødmede lidt. "vær sød at tage den anden vej. Den er meget mere sikker for dig selv om jeg ikke kan se dig" mumlede hun, vendte sig og begyndte at gå længere ind i tunnelerne. Der lød et lille bump og et miav da tira hoppede ned til ciel og ringo. Hun hvæsede lidt til ringo som for at fortælle at det her var hendes sted og så skyndte hun sig efter amiana ind i mørket. Amiana havde gemt sig lidt længere inde hvor hun kunne holde øje med om ciel fulgte efter hende eller om han gjorde som hun havde sagt. Hun ønskede ikke at lade ham gå ud . Solen alene men hun ønskede heller ikke at han skulle gå i tunnelerne når han ikke havde lyst. "gå nu" hviskede hun og mærkede noget vådt løbe ned af sine kinder. Det var først nu hun fandt ud af at hun egentlig græd. At være tilbage i tunnelerne bragte dårlige minder med om hendes død og livet bagefter.

"Ami ... Jeg er europærisk fægtemester. Jeg kan godt forsvare mig og jeg ville godt kunne klare en enkelt dag under jorden." Han sukkede irriteret, men stoppede så op, da hun forsvandt ind i mørket. Ringo løb efter Tira og Ciel kunne høre den frygtelige katteslogskamp.
"Ringo!" Han havde været så vred på Amiana, da hun bare forsvandt ind i mørket, men det var fuldstændig glemt. Han skulle have Ringo med sig og han ville ikke lade det stakkels kræ tilrive sig flere mærker.
Han gik videre ind i mørket uden at kunne se særlig meget. Han var måske på 5. trin, men hans nattesyn var ikke så udviklet endnu.

amiana sukkede da hun så han gik længere ind. hun fik fat i tira og kom til at rive sig på ringo. hun rystede på hovedet og kunne allerede lugte sit eget blod. tira var blevet godt vred og begyndte at bide i amiana for at få hende til at slippe så hun igen kunne slås med ringo men amiana lod ikke mærke til det. der var virkelig mørkt i tunnelerne men amiana kunne godt se noget og hun viste at hvis man ikke kendte stedet ville man straks fare vild. "ringo gå hen til ciel i stedet for at slås med tira" sagde hun opgivende. tira havde efterhånden bidt hul i hendes arm flere steder og lugten af blod var begyndt at brede sig. hun var begyndt at blive en smule bange da hun blev taget fat i bagfra så hun ikke kunne vende sig og slæbt længere ind i mørket. hun nåede lige at skrige inden alt blev sort. hun havde sluppet tira som straks var løbet mod ciel og hvavde ignoreret ringo.

Ciel stivnede og forsøgte at få sine øjne til at vende sig til mørket. Han havde hørt hende skrige og han ville komme til undsætning, men han anede ikke hvem der gemte sig i mørket, eller hvordan han skulle finde vej. Måske var det virkelig en dum idé at forvilde sig ind i tunellerne. Han var ikke en rød yngling og han ville aldrig kunne finde rundt som en af dem!
"Ami! ... Ami!" Han kaldte ud i mørket mens de to katte hvæsede et sted ved hans fødder. Ringo stoppede pludselig hvæseriet og løb ind i mørket. Ciel løb efter i håb om at Ringo kunne føre ham til Amiana.

amiana vågnede i den anden ende af tunnelerne. hun var omringet af røde ynglinge. hun så på deres øjne og så at de var blodrøde. hun var øm i hele kroppen og virkelig træt. hun satte sig forsigtigt op og alle ynglingende knælede ned foran hende. hun så undrende på dem og opdagede så en hun kendte. "alex" udbrød hun. hun havde kendt alex på nattens hus i italien og blev helt glad da hun så at det var ham. hun gav ham et stort knus men blev så bekymret. hvor var ciel og hvem havde slået hende ned bagfra inden hun var kommet her? hun viste det ikke. hun blev nødt til at finde ciel så der ikke skete ham noget. hun rejste sig helt op og svajede lidt af svimmelhed. hun gik ud på gangene og begyndte at lede. "ciel" kaldte hun. alex var fulgt med hende og gik ved siden af. han var virkelig en stor kæmpe og hvis man ikke kendte ham ville man tro han var en værre slagsbror men amiana vidste at han var det blideste væsen på hele jorden.

Sporet var koldt og han kunne pludselig ikke høre fodtrinene mere, efter at Amiana var blevet skæbt væk.
Han sukkede tungt og satte sig ned i tunellen. Han kendte ikke stedet og han vidste, han var faret vild. Han havde forvildet sig for langt ind i de underjordiske gange. Ringo og Tira var begge ved ham og han havde på fornemmelsen at den stakkels hunkat ikke vidste, hvor hendes yngling var. Ringo var rastløs og bevægede sig hele tiden i Ciels arme.
Der var så koldt og Ciels klaustofobi begyndte at tage over. Hans skuldre rystede og han begyndte at høre stemmer i tunellerne. Han gispede og stivnede, mens han forsøgte at bedømme om stemmerne var ægte eller indbildte.

"ciel" kaldte amiana igen. Hun var glad for at have alex ved sin side nu men hun var stadig bekymret for ciel. Hun så noget bevæge sig længere nede i mørket og satte farten op. Hun fik øje på de grønne øjne og smilede. "tira" udbrød hun og samlede katten op. Hun kunne mærke at tira var bange for den klamrede sig til amiana og hun holdt den ind til sig. "tira hvor er ciel?" spurgte hun og tira miavede. Amiana ventede på alex. Hun havde endnu ikke set ciel.

Ciel hørte stemmerne inde i tunellerne, men mørket og den trange plads havde paralyseret ham. Han kunne ikke røre sig, men han kunne tydeligt mærke hvordan Ringo lå og rystede i armene på ham. Han var vist ligeså bange som Ciel selv var. Et svagt, langtrukket og rystende suk slap hans læber, mens hans skuldre trak sig op til ørene.
"Amiana," hviskede han ud i mørket, mens han håbede at han på en eller anden måde ville blive hørt. Han var bare for bange til at hæve stemmen eller at han ville gå fuldstændigt i chok. Sådan noget kunne være farligt, selv for en yngling.