Long time ago -kattriona

Kattrionas dag var lang og kedelig. Der sket ingen ting. "Gudinde, hvor jeg dog keder mig... her sker ingen ting...." hun sukked og smuttede til sidste time. "Her er i det mindste noget jeg kan lide." hun løb hen i stalden og snakkede med Moon og red på hende også, men selv det var kedeligt. Hun føltes tom og udmattet. Hun ringede til Daniel da solen var ved at stå op. "Hej Dani. Kan du ikke komme over til mig? Og pjække fra skole." Hun smilede da hun hørte hans sejers udbrud. "Fint vendter på dig, over ved porten." hun snuppede et æble og gik uden for i skyggen.
Kort tid efter kom han og krammede hende. "Kom jeg skal vise dig noget." hun smilede glad, den grå og kedelige nat var som blæst væk, ved synet af Daniel.
De gik ned på hendes værelse og satte sig på hendes seng. "Hvad var det du ville vise mig?" Kattriona kyssede ham på munden og væltede ham bag over. "Det er hvor meget jeg har savnet dig." hun kyssede ham igen, og igen. "Wow, på røv at tænk på hvor meget du vil savne mig når jeg skal flytte." mumlede Daniel. Hun stoppede brat. "SKAL DU FLYTTE?!" Kattriona fløj væk fra ham. "Åh, kære Nyx, lad det her være en løgn."
Han forklarede hende at han skulle flytte fordi han havde fået tilbudet om et stipendium, og han kunne ikke takke nej da det var en stor mulighed for ham. Kattrionas tåre begyndte at trille igen. "Så må jeg bede dig gå. Jeg vil ikke se dig mere. Undskyld." Kattriona tog fat i ham og åbnede døren. "Farvel, Daniel." hun lukkede døren og gled ned af den. "Nyx, Jeg bed dig om svar. Har jeg gjort et eller andet siden alle jeg bliver venner med dør, eller flytter til den anden ende af verden?" hun lagde hovedet i hænderne og græd.

Da hun vågnede havde hun en træls følelse, som om der var noget som gjorde hende ked af det. Hun kiggede på klokken, Melani ville først være hos hende om en time. Kayla greb sin mobil og ringede Marc op. Hun ventede lidt og så tog han den. "Hey Kayla!" sagde han begejstret. "Heeej!" hvinede hun med et stort smil. "Hvordan er Italien?" spurgte han nysgerrigt. "Her er skønt! Alle er venlige og imødekommende, og min brors grav er så smuk!" fortalte hun ham, og han grinede i den anden ende. "Jeg savner dig," sagde han så. "Jeg savner også dig søde, men der er ikke noget at gøre," svarede hun, nu lidt trist. "Jeg må løbe, vi snakkes!" sagde han og Kayla lavede kysselyde før hun lagde på. Hun sad lidt og så på den tavse telefon. før hun ringede Kat op...

Kattriona snuppede en af hendes gamle telefoner og proppede SIM-kortet i og så på den. Grim, gammel, brugt og sort. Hun lagde den på hendes seng og rejste sig op. hun så på pigen i spejlet og tørrede sine øjne. "Jeg er bare et uheldigt... Okay meget uheldigt barn." hun sukkede.
Kattriona fór sammen og da telefonen ringede. hendes hænder famlede med den og så på skærmen. KAYLA. Stod der med store lysende bokstaver. "Hallo?" Hendes stemme var lille og forsigtig. Hun var ved siden af sig selv og havde bare brug for en der kunne være hendes ven.

"Hej Kat," hviskede hun stille. Hun var nervøs for hvordan veninden ville reagere. "Hvordan har du det?" spurgte hun så og ventede på et svar. Hun havde en lille smule ond i maven over at have ringet, men samtidig så fortrød hun det ikke, hun havde brug for Kat, det var helt sikkert.
Det bankede på døren og Kayla gik hen for at åbne, stadig med mobil til øret. Det var en fyr, som gik på Kaylas musikhold. Hun lagde hånden over mikrofonen og sagde: "Hej Derek. Hvad så?" Han skubbede hende forsigtigt til side og gik hen og satte sig på hendes seng. "Vi snakker bare når du har afsluttet," smilede han og lænede sig tilbage. Kayla var pinligt bevidst om at hun stadig var iført en tanktop, og shorts.

"Hvordan jeg har det?" Stemmen var lav og svag. Hun gled ned på gulvet og trak benene op under hendes krop. "Alt andet end godt...." hun begyndte at hulke og græde. "Hvad med dig?" hun snøftede og pillede ved det gulvtæppe der lå på gulvet. "Kayla, er det normalt at man har lyst til at hoppe ud i solen og bare ligge at brænde?" hun over vejede om hun skulle gøre det. Det ville være så meget letter at droppe livet og begynde forfra. Starte på et nyt liv... det havde hun håbet på her, men det var gået i vasken. "Er der godt hvor du er nu?" hunbed sig i læben og så op i loftet.

Hun sukkede. "Åh skat da! Hvad er der sket?" spurgte hun. Hun hadede at høre Kat græde. Hun vidste at hun var en af grundene, og det gjorde endnu mere ondt. Hun valgte bevidst ikke at svare på Kats spørgsmål om hvordan hun havde det. Da hun hørte det næste hun sagde gispede Kayla. "Det gør du ikke! Du kan lige vove på at gøre sådan noget! Jeg ville ikke kunne klare at du ikke var der til at hjælpe mig, selvom du er i den anden ende af landet..." sagde hun, med trist stemme og så på Derek. Han sendte hende et forvirret blik, og hun vendte sig væk fra ham. "Kat, du må ikke gøre det! Please, du betyder så meget for mig, og hvis du døde ville jeg også dø. Du har stadig så meget du skal nå, bare fordi der er nogle små bump på vejen betyder det ikke at du skal opgive det hele. Lov mig at du ikke gør det?!" forsatte hun og fik tårer i øjnene. Nogle arme blev lagt om hende bagfra og hun lænede sig uvilkårligt ind mod Dereks bryst.
Hun havde ikke rigtig lyst til at fortælle om hvordan Italien var, men Kat fortjente sandheden. "Her er dejligt, jeg savner selvfølgelig allerede folk derhjemme fra, men jeg passer bare rigtig godt ind her, og jeg har det rigtig godt," hviskede hun.

Hun snøftede og sagde: "Det er godt at høre du har det godt, selv om du ikke ville sige det lige ud." Hun tørrede sine øjne. "Små bumb, siger du. Hvad så med at du først flytter, jeg er blevet mishandlet som barn og nu tager Daniel og så væk. Kalder du det SMÅ BUMB?!" hun så ind i væggen. "Det er ikke til at over skue. Jeg kan ikke klare at miste mere, Kayla. Ikke andet." hun satte mobilen på højtaler og lagde den på gulvet. "Det er bare for hårdt." hun sukkede og stirrede på telefonen.

Hun snøftede. "Jeg savner dig allerede!" hviskede hun, og vendte sig om i Dereks arme og lagde hovedet mod hans skulder.
"Jeg ved godt du har det svært, tror mig det gør jeg, men du må ikke give op Kat. Du har stadig Xiëzi. Der er alle dem du kender på skolen. Jeg ved at du vil blive passet på, hvis bare du siger du har brug for hjælp. Bare du ikke gør noget dumt Kat," prøvede hun. I virkeligheden anede hun ikke hvad hun skulle sige; det var så forbandet svært ikke bare at kunne lægge armene om Kat, og fortælle hende at Kayla var lige her for hende. Lige nu var alt hun kunne gøre at snakke med Kat, og så håbe det var nok.

"Jah... Der er så kun ham...." hun sukkede. "Calla, er død fornylig da hun fødte et barn, Malakas har været med til at lave... Malakas har barnet.. og Rosie, Hun er ny den nye mor for barnet. Kayla, jeg har brug for en der kender alt om mig, En jeg bare kan græde ud ved..." hun sukkede og tårne trillede i stride strømme ned over hendes kinder. "Kayla, Jeg har ikke nogen piger... Ingen..." hun sukkede og sagde: "Jeg er bange." hun så på telefonen og ser en besked der er tikket ind. 'Vi ved hvor du er.' Hun for sammen og trak vejret hysteriskt. "Kayla de skriver til mig, J-jeg er bange."

Hun hørte hvad der var sket med em Kat havde nærmest. 'Hvad fanden sker der for dem?!' tænkte hun, og stivnede. Hun måtte kæmpe for ikke at give sig til at slå på et eller andet over at de bare havde forladt Kat, men igen, det havde hun også selv gjort.
Hun hørte at Kat sagde de havde skrevet. "Hvad så?" spurgte hun. Ikke ment som at hun var ligeglad, men mere som hvad skrev de. Hun løftede hovedet og så op i Dereks øjne. Hendes var fulde af bekymring og sorg, mens hans var fulde af beundring, og forvirring. Hun smilede ganske svagt, og han smilede tilbage.

"De.. De ved hvor jeg er..." Hun trak dynen ned over sig og lagde den om sig. "Kayla? De kommer efter mig... De ved hvor jeg." Hun begyndte at ryste. Hendes hjerne sendte signaler hun ikke forstod. Alle hendes nerver var på højkant og skærbede.
Hendes hænder søgte om en halskæde hun havde om halsen. "Rolig, Nu Kattriona." hun tog telefonen. og satte den på håndholdt. "Hvad gør jeg Kayla? Hjælp mig..." Hun bed sig i læben og prøvede at holde tårne i sig, men det lykkedes ikke. De blev bare ved med at strømme. 'Hjælp mig Nyx.' bad hun i sit hoved.

Hun sukkede. "Kat, slap af. Sig det til en lærer. Ciel er til at stole på, selvom han godt kan virke lidt hård. Hvad med at sige til ham hvad der sker? Eller en anden, det kan være hvilken som helst lærer, det bare ikke fedt at du går med det alene," sagde hun, forsigtigt men stadig bestemt.
Derek begyndte at trække i hende, fordi klokken efterhånden havde sneget sig hen omkring otte, og hun havde skolen. Hun lagde hånden over mikrofonen. "Jeg er nødt til at snakke med min veninde, hun er i problemer," hviskede hun. "Du kan ikke pjække allerede!" svarede han stille, og så på hende. Hun bed sig i læben og vidste det var rigtigt, men hun kunne hellere ikke droppe Kat. "Det er jeg nødt til. Vi ses til musik," sagde hun og lænede sig frem og kyssede ham blidt på kinden. "Tak fordi du kom," smilede hun, og han fangede hendes læber i et kys, før han gik.

"Det skal jeg prøve at gøre." hun så ned og prøvede at slappe af. "Hvem er du sammen med Kayla? Eller hvem var det du var sammen med?" Hun så spørgende ud i luften. "Og hvornår kan jeg se dig igen?" hendes stemme var svag og skelvende. Hun rejste sig og kom på benene. Og gik ud på badeværelset mens hun lyttede til telefonen. "Ved du hvor jeg kan finde ham?" hun tændte for vandet og tog sin tandbørste.
Smagen af mint, den beroligede hende. "Skal du enlig ikke snart til time?" Hun grinede for sig selv lettere hysterisk for at bringe noget andet på banen.

"Prøv fægtesalen eller biblioteket, der fandt jeg ham," sagde hun med et smil, glad for at Kat i det mindste ville prøve. "Jeg var bare sammen med en fyr hernede fra, Derek hedder han. Vi har musik sammen, han spiller tromme og synger," grinede hun og så på den lukkede dør. Så nikkede hun. "Jeg skal sådan set til time om...10 sekunder," sagde hun, og rystede på hovedet. "Jeg når nok anden time," tilføjede hun med et grin. Det blev dog forvandlet til et suk. "Jeg ved det ikke Kat, jeg ved virkelig ikke hvornår vi ses igen. Jeg mener at min musikklasse skal på turné rundt i forskellige lande, deriblandt USA, så prøver lige om vi ikke kan komme til Tulsa. Det er her i næste uge eller noget," sagde hun og glæden var at høre i hendes stemme.

"Han lyder sød." hun smilede og kastede noget vand i ansigtet. "Hvad har jeg dog gjort ved dig? Du plejer da gerne at ville til time... Jeg har forurenet din hjerne." hun grinede for sig selv, for ikke at komme til at tænke på Mændene. Det hele var vendt op og ned og der efter var det drejet lidt til højre og faldt sammen.
"I næste uge? Prøv at få dem til at over natte på NH i Tulsa. Det kunne være så dejligt." hun smilede for sig selv og så sig i spejlet. De røde øjne havde ca samme farve som hendes mærke. "så kunne jeg også møde din lille lover Boy." sagde hun i en drillende tone.
Hun fandt noget tog og et heatset og satte det i telefonen så hun kunne snakke med Kayla mens hun gik rundt på skolen. "Skal vi ringes ved senere eller i morgen?" hun drejede gik ud i den kølige natte luft og fik færden af mennesker. "Fuck." mumlede hun og snusede ind. Henne ved porten stod 2 store fyre og kiggede ind. "Kayla, De har fundet mig... Her på skolen de står ved porten... Jeg... jeg er bange." hun rykkede hen mod kanten og tryggede sig op mod muren.

Hun grinede. "Jeg gider aldrig til time, jeg er bare nødt til det hernede," sagde hun så og sukkede. Hun skyndte sig at gribe sin taske og guitarkasse før hun gik ud af sin dør. "Lov mig lige ikke at sige noget til Marc, ikke?" sagde hun bedende. Det sidste hun havde brug for var drengedrama. "Gå ind igen, Kat. Jeg ved ikke hvad du skal gøre. bare hold dig udenfor fare, okay?" sagde hun stille. "Du skal ikke være bange, de kan ikke gøre dig noget, du er for stærk. Jeg må løb, ring til mig senere, eller i morgen alt efter hvornår du har tid?" sagde hun og smed røret på. Hun gik ind i klassen.

"Jeg siger ikke noget til ham, Kayla." hviskede hun. Hun smed telefonen ned i tasken, og svang den over skulderen. Tasken satte hun fat i hendes bælte. "Så er der kun en vej... og det er op... Rådne idioter..." hun satte hænderne på muren og begyndte at klatre op på 1. sal. "Skal bare lige finde 1 åbent vindue... så jeg kan komme indenfor." hun søgte og fandt et åbent vindue. Fødderne søgte efter gulvet og fandt det. Hun landede lyd løst på gulvet og løb i gennem koridorne og fandt spise salen. "Så skal jeg bare overleve resten af dagen... hun sukkede og snuppede en del frugt og proppede det ned i tasken.

Hun satte sig stille ned på stolen, og læreren sendte hende et strengt blik, men sagde ikke noget. Kayla fulgte med resten af timen, og fløj næsten gennem dagen uden at træde ved siden af mere. Da musiktimen endelig kom, gik hun hurtigt og glad ind i rummet med guitarkassen i hånden og tasken over skulderen. Hun fik hurtigt øje på Derek som sad og smilede til hende og hun valgte en plads så tæt på hans så muligt. "Hey," mimede hun til ham og han mimede: "Hej smukke," tilbage. Hun så rødmende ned og fandt sin guitar frem, og snart spillede og sang de alle sammen. Hun mærkede et velkendt sus gå gennem sin krop så snart det var hendes tur til at spillede solo i sangen.
Da klokken ringede blev hun tilbage for at snakke med læreren. Han stod og ordnede nogle papir og Kayla rømmede sig hørligt. Han vendte sig forskrækket om. "Kayla! Hvad så?" spurgte han med et skævt smil. "Jeg ville bare høre, den der musikturné næste uge, ikke?" sagde hun sødt. "Jaa?" sagde han lidt mere mistroisk. "Er det muligt at vi kan overdage i Nattens hus Tulsa?" smilede hun og så bedende på ham. Han smilede let og grinede. "Det er skam allerede aftalt. Er der en særlig grund?" spurgte han så og lagde hovedet på skrå. "Det er jo der jeg kommer fra, og min bedste veninde er der," svarede hun bare og gik så ud af rummet med et smil. Derek ventede på hende og tog hende i sine arme og kyssede hende let. "Hvad så?" spurgte han.

Dagen var lang og trætende. "Den her dag er alt for lang...." Hun kiggede på uret og så at der var 30 sek, ca. Klokken ringede og hun skulle have ridning. Hun fløj gennem lokalet og ud od Stalden.
Moon vrinskede glad da hendes øjne fandt Kattrionas. "Hey smukke tøs." Kattriona gnuppede hendes pande og gav hende et æble fra tasken. "Kan jeg ikke få lov til at ride uden for skolen?" Læren nikkede og fandt en lille dåse med craem. "Smør det her på og smut af sted med dig." Det her var fedt. Moon blev hurtigt sadlet op og hendes mærke blev dækket. Hun satte sig op og red roligt ud og fandt sin telefon og sit heatset og ringede til Kayla. "Hey, Kaykay." Hun smilede stort og red roligt ud.

Mens hende og Derek stod og snakkede ringede Kaylas mobil. Hun trak den frem og så det var Kat. "Jeg er nødt til..." sagde hun og pegede på mobilen. Han kunne ikke lade være med at se skuffet ud. Hun kyssede ham. "Undskyld, okay?" sagde hun mens hun gik udenfor. Hun tog mobilen. "Hey Kat!" sagde hun med smil i stemmen. "Hvad så?" spurgte hun og åndede natten ind. Hun var gået lidt væk fra bygningen og så nu Derek komme ud af døren og gå over mod spisesalen. Hun håbede på at hun kunne nå og fange ham før han forlod den igen.

"Hvad så selv. Hvordan med det der musik noget?" Hun smilede og klikkede en gang med tungen for at styre Moon med stemmen.
Hendes sandser var skærbet og hendes øjne søgte i udkanten af skoven nær skolen. "Kayla, Hvorfor spiller du dobbelt spil?" hun drejede ned af hoved vejen. Tankerne fløj rundt i hendes hoved og hendes hænder skælvede. 'Hvis de så meget som viser deres ansigter, dør de.' Tænkte hun og lod Moon græsse lidt i læ af muren.

Hun smilede. "Vi ses i næste uge," svarede hun blot og grinede. Hun glædede sig allerede til at se Kat igen. Og så at spille sammen med sin nye klasse, som alle var møg talentfulde.
Hun undrede sig meget over Kats ord og rynkede panden. "Hvad snakker du om Kat?" spurgte hun mistroisk. "Er du ude og ride eller sådan noget?" tilføjede hun da hun hørte Kat klikke med tungen. Hun sendte flere blikke over mod spisesalen. Hun havde dårlig samvittighed over at gå fra Derek. Men veninde var trods alt vigtigst.

"Dobbelt spil... Ved nogen af drengene noget om hinanden? Og ja jeg rider en lille efter middagstur." hun grinede for sig selv. "Han er lige gået sin vej, ik'?" hun smilede ad sin kække replik. "Hør her, pigebarn. Nu lægger du på her og løber efter ham glemmer alt om Marc og score den Loverboy. Høre du? Det skal ikke være det stille, men hele baduljen." hun smilede kækt og klikkede med tungen. "så ses vi om en uge. Hav det godt Kaykay og ring lige når han er hoppet i dig ik'?" Hendes stemme havde fået en lettere drillende tone. "Men husk nu at beskytte jer." Hun grinede og ventede på hendes svar.

"Ej Kat hold op!" grinede hun. Hun grinede virkelig og alle folk gloede på hende. Tænk at hendes veninde kunne sige sådan. "Derek og jeg vi kender dårligt hinanden! Og jeg har scoret ham, næsten i hvert fald. Vi kysser lidt," smilede hun og faldt lidt i staver over tanken om Dereks kys. Hun sukkede lidt. "Drengene ved ikke noget om hinanden, nej. Men Kat, helt ærligt, Marc og jeg har ingen fremtid. Han er et menneske, og han er i et andet land. Derek er lige her, og han er yngling på 4. trin. Vi passer godt sammen. Han er også musikals, og vi hygger os. Men nu vil jeg gå ind til ham og snakke med ham, og lære ham at kende, men inden da burde jeg nok smutte ned i den nærmeste kiosk og købe noget beskyttelse," sagde hun med smil i stemmen og en fræk undertone. Nogle piger der gik forbi fnisede ad hende, men i stedet for at rødme sendte Kayla dem et stort smil og vippede med øjenbrynene. "Hvordan med dig og Daniel?"

"Pas nu på med ham." hun grinede og tænkte efter. "Jeg kan godt se det med at der ikke er nogen fremtid, for dig og Marc." hun drejede ned af muren så hun red rundt.
Spørgsmålet om Daniel ramte hende i maven. Hun sukkede højlyt og begyndte snakke. "Daniel har fået tilbudt et stipendium på et universitet, pga hans Football. Så om en måned skal han rejse til den anden ende ad landet. Jeg er glad for at det er sket... Men jeg holder ikke til at sige farvel til ham, så jeg sagde farvel i går aftes da han var hos mig. Jeg har det elendigt... Men jeg tror ikke at jeg skal have nogen nære venner, lige nu. Jeg tror lige jeg skal komme mig over alt det her først..." hun sukkede og klikkede med tungen, så Moon satte farten op. Det føltes som om Kayla sad ved siden af hende inde i opholdsstuen, eller noget i den retning.
Vinden skiftede retning, da en af lugtene ramte hendes næse. 'Blod.' Hun drejede Moon mod den dragende lugt og snusede ind. "Hvad fanden ser her?" mumlede hun.