Os (et digt jeg har skrevet)

Jeg giver alle én rose i denne grav.
Som det ikke er meget jeg har til at give, men der er til dem, der er døde.
Men det er nok for dem, også dem der ikke kender mig eller elsker mig.
Så bare at jeg giver dem noget, er stort i deres øjne.
Vi er jo af samme blod, kød og ånd, som om vi ser forskellige ud.
Om er vi sorte, brune, gule eller hvide, har vi det samme i os, og gøre os til ET.

Hvorfor skal nogle dø for andres hånd?
Når vi burde rakke den til dem, og hjælp dem, så godt vi kan.
Hvorfor krig, sult, sorg?
Hvorfor skal nogle føle, at de har magt, ret og kan gøre det ting, de gør?
Hvorfor kun hjælpe den der har det bedst?
Når den er den, der ikke har det bedst, der har brug for hjælp, som om de ikke siger det.

Vi er alle mennesker, som alle er lige, af ret og fødsel.
Vi har alle følelser og tanker, om hvem vi er og hvad vi er.
Vi drømme, som alle andre. Det er ikke noget vi skal tag for givet, og glemme.
Vi må huske på, at når en af os døder, døder vi alle sammen, en smule inden i.

Kig inden i dig selv, og se, hvad jeg ser.
Jeg ser ikke en person, med en bestem hudfarve, tro eller tanker, som det første.
Men en sjæl, et levende væsen eller korte sart, et MENNESKE.
Jeg er ligeglad med hud, tro og tanker.
Jeg tænker på DIG, som person, som en sjæl, jeg er del af.
Vi er alle en del os, dig og vi er alle en del MIG.
Hvis du ikke kan se det. Vil dit liv være kort og langt, med masse af ligegyldighed, uvished, og du vil ikke se det smukke, der er.
Så, hvem er du?

Sejt. Meget dybt.