skal, skal ikke?

hun havde set Calla løbe sin vej. Rose gik tilbage til sit værelse hun prøvede forgæves at få den ting af en halskæde af, men den var som plantete fast på hendes hals. hun var alene. hun gik ud i skoven, hen til søen. hun sagde højt "er det mig i vil have, jamen tilykke jeg er ikke Calla, jeg er ikke den i vil have!" hun faldt på knæ.

cal hørte rose råbe, hun stoppede op og løb efter lyden, hun kunne hele tiden høre Nikka snakke. hun ville nå frem til rose før nikka. men hvordan kan jeg bevæge mig hurtigere end en ånd? cal rasede som en gal frem mod rose. hun var fremme ved hende hun så på rose ``rose, de har mig allerede. men du er speciel på en måde som interesserese sig for dig. de viste sig for dig. og kun for dig.`` hun så på rose og mærkede nikkas ånd være der hun hørte hende hviske højt så selv rose ikke kunne undgå at høre det ``vi har allerede calla, ja. men du rose er speciel. der er noget ved dig som minder os om de gamle dage.`` stemmen forsvandt. der var helt stille.

"Nå så det er jeg tilykke!" hun sprang i vandet og hen til den tunnel som kun hende og Kayla kendte. hun svømmede hen til hullet hvor hun kunne få luft fik hurtigt lidt, og der efter videre, hun brød vandet og kravlede op på den lille ø. ø'en var umugelig at finde hvis man ikke havde nogen stærke lunger. hun kravlede op i en træerne. hun kunne ikke se jorden eller noget andet af bare blade.

cal så efter rose da hun dykkede ned i vandet, men opgav. rose kom vel tilbage når hun fik lyst til det, hun gik tilbage til skye. hun svang sig op og red mod grotten. da hun var nået frem svang hun sig ned på jorden og gik ind i hulen. hun tog sit malegrej og gik i gang med at male i den ende af grotten som ingen kendte, ikke engang rose.

tøj: Stram t-shirt, shorts og bare fødder.

"hun havde set Rosie hoppe på hovedet i vandet, og Calla der var gået sin vej. hun trak på skulderne og fandt et par dykker-briller frem, hun ville se hvad Rosie lavede, hun sprang i vandet og svømmede. længere fremme kunne hun se en lille grotte. "HMMM... den slutter hvist her. nå Rosie må jo være her et sted?!" hun klattrede op af klipperne i hullen, og vendtede. 'Gad vide hvor Calla var gået hen?" hun trak på skulderne.

cal gik ud af hulen igen for at få noget frisk luft, hun så sig om og fik øje på et højt gammelt egetræ. hun gik hen til det og begyndte stille at klatre op i det, indtil hun nåede til en gren hun kunne sidde på. hun lukkede øjnene og lagde hovde tilbage mod barken, pludselig havde hunu på fornemmelsen at der var noget galt så hun kravlede ned igen.

Hun kunne være det bekendt at være sådan over for Calla, det var ikke hendes skyld at hun havde den gave. Rosie kravlede ned på jorden og sprang i vandet igen, hun kom til det sted hvor tunlen var helt mørk, den drejede og hun svømmede videre, hun klarede hele vejen uden vejr træninger. hun gik hen i mod Calla's grotte...

cal stod og kiggede mod vandet hvor rose var svømmet, pludselig fik hun frygtelig ond hun lagde sig ned på ryggen.

længere henne så hun Calla. hvad lavede hun? Calla havde lagt sig ned på ryggen. Rosie gik hen til hende. "Calla hvad sker der?" hun kiggede nervøst på hende. hun satte sig ned på hug ved siden af hende. "Calla hvad sker der?" hun spurgte igen, hun var gennemblødt, fra top til tå. Hun ventede ivrigt efter svar fra Calla...

hun dykkede ned efter at have vendtet i lang tid på Rosie. da hun så over fladen dykkede hun op og så Calla ligge på jorden og rosie. "Hvad er det i har gang i?" hun svømmede hen mod dem da hun så Calla ligge ned på jorden. "Hvad fanden er der sket?"

"Ikke noget, hun lagde sig bare ned!" hun kiggede på Calla rørte ved hendes mave. barnet bevægede sig helt utroligt meget inde i Calla's mave, var det derfor hun havde lagt sig ned, barnet var ikke på vej ud, hun ventede stadig på svar fra Calla. Hun kunne se at Calla var ved sine fulde fem.

cal begyndte at gispe hun så dog stadig roligt på rose ``barnet bevæger sig meget, smerter meget....`` hun besvimede.

hun løftede Calla op i sine arme. "Kat kan du hjælpe mig vi skal have hende hen til hendes værelse hurtigst muligt" hun kiggede håbefuldt på hende, hun var bekymret for Calla. hun begyndte at gå hen i mod pigernes sovesal...

"Stol på mig! jeg tager over her fra. Hvis du finder hendes værlse og gør hendes seng klar, så kommer jeg med hende." Hun smilede til Rosie og tog Calla i sine arme. "up-se-sa-se." hun så på Rosie. "Vi gør det beste vi kan gøre for dig, Calla." Hun kyssede Calla på hovedet og gik med hende hen mod sove-salen.

"Her" hun åbnede døren og gik ind og hentede lidt morfin for gravide, hendes forældre havde givet hende det. "Flyt dig lige Kat!" hun skubbede Kat væk og stak Calla. "Kom nu Calla hør det forsvinder lige om lidt, kom tilbage til os vær stærk" hun så på Calla mens hun stod ved siden af hendes seng...

cal mærkede noget stikke i huden, hun måtte haft lukkede øjnene for hun åbnede dem og så på rose og på kat ``tak, i er de bedste`` hun smilede til dem, men lukkede munden igen for ikke at skrige i smerte, hun kunne ikke holde skriget væk. hun lagde hænderne på maven og mumlede ``søde lille ven. du gør mor stor smerte. lig dig stille.`` hun så igen op på kat og rose. hun smilede til dem begge hun kiggede direkte på kat ``var jeg ikke tung sådan at bære hele vejen?`` hun smilede da Luna hoppede op på sengen og gnubbede sig op ad hendes mave ``jaja Luna. jeg har det fint, det samme har babyen`` hun begyndte at klø katten bag øret.

Hun spænde sine muskler. "Nej, du var ikke så tung." 'som jeg forestilede mig.' tænkte hun. "Ømmm... hvad var det lige der skete der ude?" hun så mystisk på Calla. Hvis det her var så slemt som hun havde forestillde sig, døde hun inden babyen blev født. "Jeg har det alså ikke så godt med det her...." hun så på Calla, "og jeg skal også lige snakke med dig under 4'er øjne." hun så ned i gulvet.

hun kiggede på Kat. 'halskæden! det hun drømte om mig og Mal, det er nu du må gribe chancen og fortælle Kat hvad ånderne har fortalt os!' hun tænkte det og håbede at Calla opfangede det. "Kat det er naturligt at have stærke smerter når man er gravid! hun kiggede på Kat og så på Calla og tilbage til Kat. "Fint jeg smutter ud på gangen!" hun gik ud og lukkede døren efter sig, hun satte sig op mod muren...

"Calla... jeg har lovet Malakas noget, jeg ville tale med dig om." hun så alvorligt på Calla. "Det er nemlig fordi, jeg har 1 gang sammen med Malakas, gået helt i sort, sådan fuldstændig. jeg trak hverken vejret eller bevægede mig." hun så på Calla. "Også var det... at.... Ømm... Tjov. der hvor jeg var, var mørkt-tom-rum, så Malakas sagde at jeg skulle gå til dig for at få det løst....." hun kiggede ned i gulvet og smilede ikke som hun plejde.

cal tænkte sig om ``det lyder som mine ånder. de vil have dig væk fra mal`` hun så på hende og sukkede dybt ``jeg er ked af det kat. men inden jeg fortæller dig det så sværg højt og helligt ved nyx at du vil tilgive mig.`` hun så afventende på kat.

"Jeg sværver at tilgive dig, men det er ikke min skyld jeg måske bliver lidt sur..." hun rynkede på næsen og satte sig ned. "Okay jeg er klar." hun smilede selv-sikkert til hende.

cal satte sig ved siden af kat. hun sukkede `` i en drøm, fortalte ånderne mig at dig og mal ikke høre sammen. det var derfor du blev hentet af dem. de prøvede at fortælle dig det, men du forstår ikke deres historie og så har du heller ikke gaven. men i hvert fald så prøver din ånd og hans ånd at komme så langt væk fra hinanden som muligt, jeres ånder vil ikke have noget med hinanden at gøre.`` hun så usikkert på kat, hun bad til nyx om at hun ville tilgive hende hurtigts muligt.

hun havde hørt det hele. Så hun trak benene op under hende og lagde hovedet ned på knæene, hun ventede på Kat's reaktion. "Nyx lad nu ikke Kat blive sur og vred lad hende forstå, vi har kæmpet så meget her for nyligt, jeg ønsker blot at kampene skal finde en ende, jeg beder dig Nyx af hele mit hjerte!" hun viskede det så lavt at ingen kunne høre det...

hendes ansigt snerpede sig sammen. "undskyld mig." hun marcerede ud af døren. efter at have lukket den sprintede hun ud af bygningen og ind i en af skovenede. da hun var nået langt nok væk satte hun sig ned i græste og militerede. efter et par minutter kunne hun ikke mere, hun regste sig og trak vejret dybt ned i lungerne. hun skreg af sine lungers fulde kraft.

ejste sig og gik ind til Calla. "Hun løb hvad er der foregået her inde?" men hun havde hørt det hele også det med at Kat var blevet angrebet af Calla's ånder. "Kan hun også du ved høre dem og forstå dem?!" hun kiggede forvirret på Calla og satte sig vd siden af hende. "Hun falder ned igen, tag det helt roligt!" hun puffede svagt til Calla og smilede derefter til hende...