Udmattelse [Åbent]

Espíritu sad bare stille og mumlede på spansk. Hendes blik var fjernt og hun hørte ikke at nogen kom nærmere. Hun havde en lille skitse bog i sit skød, så pludselig ned på den og begyndte at tegne med en meget fin presiton. Hun bed sig lidt i læben og tænkte slet ikke over hvad hun tegnede, hendes blik var lettere fjernt og hun tegnede bare videre. Da hun endelig kom til sig selv igen og opdagede hvad hun havde tegnet, gispede hun og stirrede ned på blokken hvor hendes søster og en anden fyr hun aldrig havde set før stod og smilede til hinanden. Hendes søster havde kort og mørkt hår, glat, mens fyren var høj, slank og ret muskuløs. Hun havde ikke set sin søster her og slet ikke ham fyren, men Alma måtte kende ham, især at dømme efter den måde hun smilede til ham på tegningen.
Nogen gange når hun ikke tænkte sig om kunne hun få adgang til sin søsters bevisthed og vidste at Alma kunne det samme med hendes, det var en tvillinge ting. Espíritu sank en gang og lukkede sine øjne.

// Du har ikke fået tildelt nogen affinitet, så din karakter kan ikke have den slags evne, som at tegne personer hun ikke kender, men pludselig ved findes. Undskyld for at være den stikse medadmin xD Din karakter kan selvfølgelig stadig være en god tegner.//

//I know that Ciel xD Jeg taler om tvillingetelepati ^^' Tvillinger kan dele drømme og tanker//

// Når de ikke har haft kontakt i så mange år, ville der ikke rigtig være nogen forbindelse mellem dem.

//Tvillingers bånd er stærkere end det, Ciel. Når de er tættere på hinanden forstærkes det og de har mødt hinanden i drømme, men ikke face to face endnu.

// Fint, hvis du skal være så stædig, så slipper du denne gang, men jeg snakker med Clary om det. Det er allerede fuldstænd usandsynligt at to i samme familie bliver mærket, så jeg synes ærligt talt i har fået frihed nok. //

Ciel så hen imod pigen i det fjerne. Han fik et kortvarrigt chok, og hans hjerte slog et ekstra hårdt slag, men så faldt han til ro med det samme.
Bare hende, tænkte han roligt.
Han var fristet til at vende om og gå med det samme, men han måtte vel være en gentleman og finde ud af, hvordan hendes håndled havde det.
Med et svagt suk vendte han sig mod hende og gik i den retning ...

// Skal jeg ikke så bare ændre hvad jeg har skrevet så alle er glade?

// Næh. Jeg snakker med Clary om det uanset hvad.

// Okay så

Espíritu sad og prøvede at få sit åndedræt mere under kontrol mens hun stirrede på tegningen. Hun lukkede sine øjne og prøvede at trække vejret dybt og roligt ind til hun hørte skridt og åbnede dem med et sæt og så på skiggelsen der kom nærmere. Straks var hun klar til at løbe, et instinkt hun havde udviklet, men da hun så at det var Ciel slappede hun mere af igen og vinkede lidt til ham med sin gode hånd og smilede svagt og umærkeligt inden hun vendte blikket ned ad igen, rev papiret af blokken og krøllede det sammen inden hun begyndte at tegne halvMånen over dem, samt skyerne der gled forbi.

Ciel så at hun vinkede, men han gengældte det ikke. Han havde det frygteligt på grund af det, han havde gjort. Han bed sig fraværende i læben og så på hende.
"Salut ... Hvordan har din hånd det?" Han tænkte at han ligeså godt kunne lade være med at spille formel, og bare gå lige til sagen med det samme.
Han stak hænderne i lommerne på sin hættetrøje og skabede foden lidt i jorden. Hans blik var vendt ned mod græsset og han havde ikke mødt hendes blik på noget tidspunkt.

Espíritu så at han ikke vinkede igen og sænkede sin hånd igen og sukkede. Hun viste ham sin indbundte hånd. "Et bar revner i knoglerne, intet andet" Sagde hun stille og så lidt på ham inden hun vendte blikket mod papiret igen. Hun bed sig let i underlæben. "Og dine arme?" Spurgte hun lidt forsigtigt, hun kunne huske blodet.. "Ciel.. Hør.." Startede hun og så på ham, men prøvede ikke at fange hans blik. "Det gør ikke noget.. Du kunne ikke tænke klart, det er helt okay.." Hun så ned på blokken igen og tegnede den mere op med fine strøg. Hun lignede ikke en der tegnede, men hun elskede det, så var hun i sin egen verden, ingen der hadede hende eller frygtede hende, der bare bare ro.

"Jeg har det fint," mumlede han fraværende. Hans arme smertede men han havde ikke tænkt sig at fortælle hende hvor skidt det stod til. Han så stadig ikke på hende, men knyttede irriteret næverne.
Nu gjorde hun det satme igen ... Talte om ham, som om hun vidste alt hvad der skete med ham, hvad han tænkte og hvad han følte. Det var virkelig noget, der gjorde ham rasende.
"Hvis du har det fint, så ... Salut." Han vendte om for at gå, mens han fraværende lov tankerne strømme.
Du opførte dig stort, tænkte han, og tvang sig selv til at smile. Du gav hende en ny chance. Men hun spildte den.

Espíritu bemærkede først nu at hun havde gjort det igen og knyttede næverne om blokkens hjørner og sukkede. Hun hadede det, hun prøvede jo at opføre sig ordenligt og ikke miste selvkontrollen, det var bare ret svært. "Undskyld jeg gjorde det igen.." Sagde hun lavt og så stadig ned, men vidste at han ville kunne høre hende.
Hun rev papiret af igen og gav sig fraværende til at tegne mens hendes blik var sløret af tårer, hun tænkte ikke over hvad hun tegnede, hun lod bare tankerne løbe og endte med at tænke på den tid og så tegnede hun to store runde træborde ved siden af hinanden hvor to små fem årrige piger var spændt fast, to små piger med krøllet hår og store skræmte øjne, forskellige farvede øjne. Hun så ned på tegningen af hende og hendes søster, det minde var et af de få hun kunne huske.
"Døden ville have været lettere end de minder.." Mumlede hun for sig selv og så bare på tegningen.

Ciel så sig over skulderen, da hun talte til ham. Han sukkede svagt, da han så hvad hun var ved at tegne. Alma havde fortalt ham det hele og han forstod virkelig ikke den dyrkelse af det, der havde skadet dem begge. Det var jo hul i hovedet at pine sig selv på den måde.
"Du tager fandme for let på livet." Han kunne godt selv hører at hans ord var et hvæs. Ville hun virkelig hellere dø? Nu hvor hun var sluppet væk fra det hele og havde et godt liv! Det var absurd og han gad ikke skændes mere.
"Du graver din egen grav med den tankegang ... " Med de ord gik han i fast tempo mod drengenes sovesal.