Udmattelse [Åbent]

Sted: Fægtesalen
Tid: En times tid før aftensmad
Vejr: Overskyet og køligt
Omgivelser: De sædvandlige omgivelser. Men meget tomt for ynglinge.

Ciel havde kun lige fået smidt udstyret efter et par lange timers træning med hans fægtelærer. Det var ikke som træningen hjemme i Frankrig, men han skulle holde sig i form, hvis han nu kunne få tilladelse til at deltage i turneringen i år! Han regnede dog ikke med det ... Ikke efter hvad der skete sidste år.
Ciels pandehår klistrede til hans ansigt. Gennemblødt af sved. Han havde brug for noget at drikke, men efter træningen var hans ben som bly. Ringo, Ciels elskelige, sorte baggårdskat, kom løbende hen imod ham, hoppede op på den bænk, han sad lænet op af, og begyndte at gnide sin kølige pels mod Ciels ansigt. Han smilede træt men reagerede ellers ikke rigtig.
"Jeg orker virkelig ikke noget, Ringo," hviskede han lavmælt med sin tykke, franske accent. Men selvom han ikke orkede noget, var han tvunget til at få løftet sin røv og komme hen til spisesalen. Han satte hænderne mod gulvet og forsøgte at komme op, men væltede så ned på knæ og slog hul i sine mørke jeans. Han trak ærmet på hans sorte hættetrøje ned over hånden og tørrede sig over panden.

//Come on, jeg bider ikke xD Så tit~ //

//Jeg tror jeg tager chancen xD//


Espiritu kom gående gennem Nattens Hus mange gange, hun var netop lige ankommet til skolen efter at være blevet forflyttet på grund af nogle problemer på hendes spanske Nattens Hus, noget der var på grund af hendes forskellig farvede øjne, som om hun ikke var blevet mobbet nok i menneskeskolen hun havde gået på.
"Please vær spisesalen" Mumlede hun med en fin spansk accent da hun åbnede dørene, men det var det ikke. Det var fægtesalen. Hun sukkede opgivende og fik så øje på fyren der lå på gulvet og derefter katten. Hun grinede let og rødmede lidt samtidig. Hun havde en sort T-shirt på der viste mange fine sirlige ar på hendes arme, men det var kun nogle af dem. Hun havde osse ar på sin overkrop og ben, hele kroppen faktisk. Og så havde hun nogle sorte, lettere stramme bukser. Hendes øjne, grunden til al hendes mobning og andre problemer, var forskellig farvede. Hendes højre var havblåt og det venstre blodrødt, og lige nu så de på drengen på hendes egen alder og de havde et forsigtigt glimt. *Hvad nu hvis han er som dem?* Tænkte hun, men valgte alligevel at vise sin søde, generte side. "Har du brug for hjælp?" Spurgte hun med sin spanske accent og gik langsomt mod ham.

Ved lyden af en fremmed stemme, fik han et chok og røg ned at sidde på bagdelen igen - hvilket egentligt var ret godt, så han ikke bare blev siddende i den akavede stilling.
Han så straks op på pigen, der stod længere forude. I et øjeblik syntes han umiskendeligt at hun lignede Alma, men så snart han lagde mærke til øjnene, forsvandt tanken.
"Oui, merci." Han smilede flovt, men det var rigtigt. Han havde virkelig brug for hjælp! Træningen havde været langt hårdere end han havde regnet med og selvom han ikke havde noget imod det, regnede ham med at det ville tage ham et par timer at komme væk derfra.
Han lagde mærke til den spanske accent lige med det samme. For en gangs skyld var der nogen han kunne snakke med, uden at føle sig totalt håbløs! Han jublede svagt i tankerne, men han lod det ikke ses udadtil.

//Endelig! xD

Espíritu så på ham og lo stille. "Bare rolig, jeg bider skam ikke" Sagde hun lettere drillende og med sin fine spanske accent. Hun gik tættere på ham og rakte ham sin hånd, som var slank og elegant, og smilede skævt ned til ham. "Det er ikke noget at være flov over" Sagde hun og tænkte slet ikke over sine sirlige ar der kørte let over hendes arme. Hun havde set noget der kunne minde som genkendelse i hans øjne og undrede sig lidt over det. "Er du fra Frankrig?" Spurgte hun nysgerrigt og lagde slet ikke skjul på det. Hun skjulte normalt aldrig sine følelser, da det alligevel var en ret så umulig opgave.

//Yaii! xD//

"Jeg er ikke flov," svarede han og lagde hovedet lidt på skrå. Han var virkelig ikke flov. Han var bare for stolt til at lade sig selv blive fundet i sådan en situation. Men pigen foran ham var tydeligvis ikke nogen trussel mod hans skrøbelige ego, så han lod det ikke gå sig på.
Han greb fat om hendes håndled og trak sig selv op, men var tæt på bare at trække hende ned istedet. Da han endelig stod på sine egne ben med Ringo mjavende ved sine fødder, slap han stadig ikke hendes underarm. Istedet mødte han kort hendes blik og sank så kort hovedet i en høflig hilsen.
"Non, jeg taler fransk for sjov, hvad tror du selv?" Han kunne ikke lade være med at grine lidt. Han vidste godt, hans nationalitet var tydelig i hans stemme, men han havde aldrig fået spørgsmålet om han virkelig var fransk ...
Da hans latter forstummede tilføjede han; "Vi mødes i glæde ... Jeg er Ciel Moreau. Og du er?" Han havde lagt mærke til arene og genkendelsen var stadig en svag skygge i hans udtryk, men han var en god skuespiller, så hun kunne kun se en brøkdel af, hvad han spekulerede på og hvad han følte.

Espíritu lo stille og smilede skævt til ham. Hun hun blidt og roligt selv fat i hans håndled og hjalp ham op, hun vaklede ikke eller mistede balancen, hun var stærkere end man skulle tro. Hun så på ham med et skævt og sødt smil og slap heller ikke hans underarm. Hun så godt at han kun måtte hendes blik kort og undrede sig let over det. Hun lo lidt. "Jeg ville bare være sikker" Sagde hun med et lille grin.
"Vi mødes i glæde" Sagde hun nærmest blidt og så stadig på ham. "Espíritu Sangrienta" Sagde hun med et lille skævt smil. "Blodig Ånd. Hyggeligt at møde Dem Ciel" Hun smilede skævt og sødt til ham og slap så hans underarm. Hun mærkede at han kiggede på hendes ar og kløede ubevist sin arm og kørte så en hånd gennem hendes korte brune hår. Hun så nu mere grundigt på ham, hun var blevet ret god til at kunne se andres følelser i deres blikke og ansigter, uanset hvor meget de skjulte dem. "Hvorfor kigger du på dem?" Spurgte hun bare lettere køligt og så på ham med armene overkors hvilket fremhævede hendes bryster noget, men det kunne hun ikke gøre for.

"Jeg ser på dig. Det er normal høflighed at se på dem, man taler til." Han sukkede af hende men smilede stadig. Hun var noget følsom. Og så snart han hørte hendes efternavn, havde han regnet ud, at han havde haft ret siden han så hende første gang for bare et par minutter siden.
"Du skulle ikke tilfældigvis have en søster ved navn Alma?" Han lagde hovedet på skrå og så på halvmånen i hendes pande, for ikke at skulle se hende i øjnene.

//Min krea svigtede. Sorry.

Espíritu sukkede stille. "Arene" Sagde hun roligt. Hun kunne ikke så godt li at tale om dem, men havde intet imod at vise dem selvom det godt kunne gøre hende lidt utilpas.
Hun stivnede ret meget da han nævnte Alma. "Er.. er..er...Er hun.. er?" Stammede hun og fik større øjne. "Er Alma her?"" Spurgte hun igen med en mere skinger stemme og begyndte lidt at ryste. Hun lagde sine arme om sig selv og hadede at vise den her side, men de eneste minder hun havde med sin søster var ikke gode, det var den tid i Spanien, fra de var fem til de var otte. Hun så ned og nægtede lidt at møde hans blik selvom hun tydeligt kunne mærke det mod sin pande. "Demoniaca.." Hviskede hun næsten uhørligt og rystede let på hovedet og begyndte at mumle en længere sætning på spansk.


//Helt okay ^^//

"Oui," svarede han med et kort nik og smilede svagt. "Jeg kender hende." Ringo var begyndt at gnide sig mod Ciels ben, så til sidst endte han med at bøje sig ned og løfte katten op. Den havde tydeligvis brug for lidt opmærksomhed. Han kløede den bag øret. Den stakkels lille fyr havde skaldede pletter over det hele og hans ører var flosset. Ligesom både Alma og hendes søster, havde katten to forskellige øjne, men det var jo faktisk meget normalt blandt gadekryds, som hans egen lille baggårdskat var.
"Det er ved at være spisetid ... Vi kan måske finde hende over i spisesalen." Han gabte svagt. Et øjeblik havde han glemt, hvor træt han var, men nu var det tilbage. Udmattelsen.
"Medmindre du altså ikke vil se hende?"

Espíritu så på ham og så på hans kat og smilede lidt. "Han er da en sød lille en" Sagde hun med et lille smil og betragtede blidt katten, de havde altid været et af hendes ynglingsdyr, sammen med flagermusen og nogle andre blodsugende dyr. Hun vendte blikket mod ham igen og rystede let på hovedet. "Ikke nu, slet ikke nu" Sagde hun stille og vendte blikket ned og rystede stadig. Når hun tænkte over det havde der aldrig været nogen til at være der for hende når hun var ked eller bare havde brug for en at snakke med. Hun så ned igen med lettere blanke øjne. "Undskyld mig.." Sagde hun lavt og med en dirrende stemme, hun vendte sig om og gik mod dørene der førte ud ad fægtesalen. Hun var ved at græde, igen, og hun hadede det. Hun havde altid været så let ved tårer og ville ikke have at nogen så det, og især ikke en hun lige havde mødt. Hun ville have det okay hvis det var en meget tæt ven, men.. igen, hun havde ingen venner og havde egentlig aldrig haft det..

Ciel sukkede tungt, da hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå. Han lagde hovedet lidt på skrå og overvejede hvad der mon havde fået hende til at græde. Det var helt klart noget med hendes søster, men ... hvad?`
"Det nytter ikke at flygte," sagde han ud i luften, mens han fortsat kløede katten bag øret. Han begyndte at gå mod en tilfældig udgang, uden at tænke over, om hun ville give ham et svar eller ej. Han regnede ikke med det, så han gad ikke stå og vente på ingenting.

Espíritu stoppede op lige foran døren. "Det gør det ikke, nej.. Men jeg kan ikke li at græde foran andre.." Hviskede hun med et stemme der dirrede så meget at den truede med at knække over. Hun ville ikke være alene når hun var i sådan et humør, det var aldrig godt. Hun stod nu bare stille lige foran døren med rystende skuldre og blikket vendt ned ad mens hun tavst græd. Hun hadede virkelig at skulle vise sig sådan, det var svagt, og af det hun havde lært i sit liv var det aldrig at vise nogen svaghed for så ville de kunne bruge det mod en dag. Det var derfor hun ikke ville møde sin søster, hun var bange for hvad der kunne ske..

Ciel sukkede tungt af hende og gik bare forbi hende uden at tage sig af, deres skuldre stødte sammen. Ringo spandt i hans arme og så mod pigen med sine uhyggelige monster-øjne. Den blottede tænderne i noget der lignede et hånligt smil, før den lagde hovedet mod Ciels skulder igen.
"Tu sais ... Hvis du ikke bryder dig om at græde overfor andre, så hjælper det meget at græde ud, når der ikke er nogen i nærheden ... Så er du stærkere, når du er i andres selvskab, fordi tårene er obrugt." Han stoppede op og så hen på hende. Han fik det skidt over at se hende sådan med sunket hoved, men der var ikke noget at gøre. Hvis de havde kendt hinanden bedre, havde han lagt armene om hende og gjort hvad han kunne, for at trøste hende, men ærligt talt havde han det ligeså skidt med at være i nærheden af nogen, der græd, som hun havde det med at græde overfor andre.

Espíritu sprang lidt tilbage da deres skuldre stødte sammen og så på ham med lettere våde kinder. Hun svarede ikke, orkede det simpelthen ikke. "Hvorfor døde jeg ikke bare da de bortførte os?" Sukkede hun og stoppede med at græde lige så stille. Hun tørrede tårene væk og gik så helt over til ham så hun stod lige foran ham. "Ved du overhoved hvordan det er ikke at have nogen venner?" Spurgte hun langsomt og roligt og så ham i øjnene med et utroligt sårbart blik. "Hele mit liv er jeg blevet mobbet, på grund af mine øjne. Ingen, simpelthen ingen turde at nærme sig mig på grund af de troede at jeg var et monster!" Hun hævede ikke stemmen det mindste. "Og så er der ting der tærrer så meget på ens sjæl og Ånd at man ikke bliver den samme igen.. Det er der ingen her der kender til" Hun lod rolig og talte lidt langsomt og havde sørget for at hendes hår var nede foran hendes ene øje, det røde af dem. Det var hendes Sjæl, rød som blod på grund af de ting der skete for ti år siden. "Hvorfor blotte Sjælen for dem der bare vil ødelægge den mere end den allerede er?"

Ved de ord sprang Ringo ud af armene på Ciel og forsvandt ud af fægtesalen. Ciels sorte hår dækkede hans øjne men han så hende tydeligt. Og blikket, der lå på hende, var koldt.
"Gider du holde din kæft? For mig lyder det som om du har været så langt gemt inde i din egen verden, at du ikke aner hvordan andre har det." Han sukkede tungt og stak hænderne i lommerne på sin hættetrøje. Han var faktisk virkelig vred, men han hævede ikke stemmen det mindste. Han havde ondt af hende. Ikke på gund af 'mobningen' eller 'alt det frygtelige ingen kendte til', som hun plaprede om. Men fordi hun var så snæversynet.
Alma havde fortalt ham, hvad der var sket med de to. Men Alma havde i det mindste set på ham som en ligeværdig og ikke som en der følte sig højt hævet over alle og skulle have ondt af hende.
"Du aner ikke hvad andre har været igennem." Han så stadig bare koldt på hende. Så vendte han om og gik.

Espíritu blev helt tavs da han sagde det og så ret skamfuldt ned. Hun var slet ikke vant til at være sammen med andre, hun vidste ikke hvordan det var at have venner. "Nej.. Jeg ved intet om omverdnen.." Sagde hun lavt g stille, fuldstændig sårbar. "Jeg har aldrig været ude i den.. Jeg ved ikke engang hvordan det er at have venner.. Jeg prøver ikke at få dig til St have ondt af mig" Hun satte sig ned ved døren og gad ikke mere. Hun lod en finger følge hendes ar. Hun hadede at være sådan, men hun kunne ikke gøre for det, hun vidste intet om hvordan man skulle opføre sig omkring andre da alle normalt enten flygtede fra hende eller prøvede at mobbe hende. Nu så hun bare ned og så lille ud, med håret hængende ned over sine øjne.

"Så lad være med at sige noget om ting, du ikke har styr på overhoved." Han sukkede tungt og lænede sig mod dørkarmen. Han havde ikke mere at sige, men det så ud til at tøsen ville blive ved med at forsvare sig.
"Det, der sker for os, påvirker os kun, hvis vi lader det påvirke os. Det kan godt være, du ikke kender noget til omverdenen, men så mand dig dog op og lær den at kende." Han var måske lidt hård ved hende, men han holdt fast i sin mening. Han forsøgte ikke at gøre nar af hende eller at gøre hende ked af det, men han måtte have hende til at forstå ... Alligevel ... hvis hun ikke forstod, var det ikke hans problem ... Kun hendes eget liv ville blive ødelagt, hvis hun intet gjorde.

Espíritu sad bare og lyttede tavst til hvad han sagde og nikkede lidt til sidst. Hun så forsigtigt op på ham, stadig med øjnene skjult bs sit hår. "Undskyld, men jeg har bare aldrig fået det lært.." Sagde hun lavt og rejste sig igen. Hun var lidt højere end sin søster. "Kunne jeg.." Startede hun tøvende og så lidt på ham. "Kunne jeg få en chance til og vi kunne state forfra?" Hun lød noget bedende og så forsigtigt på ham, og håbede ikke St hun ville få flere af hans kolde og hårde blikke, hun blev virkelig utryg ved det.

Ciel havde stået med armene over kors, men nu faldt de ned langs siderne igen. Han så på hende i et par tavse sekunder før han rettede sig op og gik hen foran hende. Så rakte han hånden frem, som tegn på at han ville hjælpe hende op.
"Man skal være en meget lille person, for ikke at give nogen en anden chance ... Kom med hen i spisesalen. Jeg er hundesulten." Han smilede skævt til hende og håbede på at den opmuntrende tone kunne gøre hende lidt mere tryk.
"Jeg skal nok prøve at lærer dig det ... Men jeg er nok ikke den bedste til jobbet ... Hele mit liv har bestået af skuespil." Han trak lidt på den ene skulder. Ind imellem var han i tvivl om, hvem han egentlig var.

Espíritu så på ham, smilede lidt da han rakte hende hånden og tog roligt imod den og trak sig selv op. Hun sukkede ret lettet over at han ville give hende en chance til. "Tak Ciel, tusind tak.." Sagde hun og så på ham med et lille smil. Hun var virkelig gæs's for at han gav hende endnu en chance. Hin slap hans håbs og nikkede lidt samtidig med St hendes mave rumlede let. Hun lo lidt og lagde sine arme om sin mave. "Det er jeg osse , jeg ledte efter spisesalen da jeg kom herind" Sagde hun med et lille smil og slappede langsomt af og blev mere 'sig selv'.
Hun så på ham og smilede. "Igen tak.." Sagde hun og smilede lidt til ham. "Øjnene afslører alt.." Hun grinede lift, tænkte sig ikke helt om før hun nærmest blidt strøg håret væk fra hans øjne samtidig med hun gjorde det ved hende selv. Hun så ind i hans øjne og blev nærmest åndeløs. "Wow.. Du har virkelig flotte øjne" Hviskede hun lavt og betragtede hans øjne mens hendes egne stadig var blottede.

Han skulle lige til at fortælle hende, hvor hun var gået forkert, da hendes kommentar om øjnene kom frem. Han så hendes hånd flytte sig op mod hans ansigt og huskede hvad der var sket, da Alma havde gjort det samme. Han greb hårdt fat om hendes håndled uden at tænke over det, mens han pressede øjnene i.
Der var en grund til, at han lod håret hænge ned i ansigtet! Men de fleste forstod det bare ikke ... Han kunne ikke lide øjenkontakt ... Han følte sig blottet og sårbar hver gang nogen så så direkte på ham. Det blev for intimt for ham, og han var ikke vant til at have nogen tæt på sig på den måde.
Hans øjne var krystalblå med en enkelt grøn ring i, men hun ville umuligt kunne have nået at se dem, da hun forsøgte.
"Stop." Han hadede virkelig hvor svag hans stemme løs i det øjeblik. Så slap han hende og gik ud af døren. "Kom ... Spisesalen er ikke så langt væk." Hans blik var slået ned mod jorden.

Espíritu gispede af chock og forsrækkrldr da han pludselig greb hårdt fat om hendes håndled. "U-u-undskyld" Stammede hun lettere skræmt g så på ham med store forskræmte øjne. Hun klynkede let og og prøvede at tage sit håndled til sig, men kunne ikke før han slap det. Hun ømmede sig og så ned. "Undskyld" Hviskede hun igen. "Du må ikke være sur" Hun lød Virkelig bedende og så forsigtigt på ham. Hun nikkede lidt og fulgte efter ham, men ømmede stadig sit håndled en smule. "Du har et fast greb" Mumlede hun lavt og skævede lidt til ham inden hun så ned.

"Jeg er ikke sur," sagde han bare kort for hoved og stak hænderne i lommerne på hans hættetrøje. Han var bange for, han måske havde grebet for hårdt fat i hende. Han havde ikke haft nogen hensigt om at skade hende! Han vidste godt at han var stærk - han var trods alt fægter - men han havde ikke regnet med, at han ville tage fat i hende med fuld styrke. Det var han ikke sikker på, om han havde gjort.
"Er dit håndled okay? Du kom vel ikke til skade?" Han bed sig bekymret i læben og så på hende over skulderen mens de gik mod spisesalen.

Espíritu kom hurtigt op på siden af ham. Hun var let og hurtig og kunne let løbe fra de fleste. "Nejnej, du har bare et fast greb.." Sagde hun stille og så ned. Hun kunne mærke sit hjerte banke hurtigere end normalt i hendes bryst og skævede noget vagtsomt til ham. Hun så på sit håndled og bevægede langsomt sine fingre. Hun havde et ret tyndt håndled og kunne, desværre, let komme til skade. Hun kunne ikke li at skulle være svag og vendte blikket ned ad mens hun roligt fulgte efter i hans tempo, sagde ikke mere eller så på ham.