Udmattelse [Åbent]

"Godt," mumlede han skyldbetynget.
Da de kom ind i spisesalen slog larmen mod dem med utrolig styrke. Ciel sukkede tungt da en begyndende hovedpine dunkede lige bag halvmåne mærket i hans pande. Han rystede lidt på hovedet, som for t få det af sig, så gik han hen imod bakkerne, for at få noget at spise.
"Er du sulten?" Han så lidt på den brunhårede pige, uden at give noget udtryk for, hvad der gik igennem hans hoved - og der var ret meget!
Katten Ringo var igen begyndt at følge efter Ciel, som diskret smed et stykke fisk på gulvet til den.

Espíritu så på Ciel og sukkede lidt. "Ciel, mit håndled har det fint, jeg er bare tyndt bygget, det er bare det" Forklarede hun stille og så lidt trist på ham.
Hun krympede sig let ved al larmen, hun var slet ikke vant til det. Hun stod lidt stille og smuttede så hurtigt efter Ciel og mindede lidt om et forskræmt dyr da hun ikke var vant til at være blandt så mange andre. Hun så på ham. "Meget jah.." Sagde hun stille og så så på hans kat og smilede lidt da hun igen så på Ciel. "Du er altså heldig at en kat har valgt dig" Sagde hun med et lille smil og tog en bakke lidt tøvende og med blikket vendt ned ad.

"Oui .." Smilet der sad klistret til Ciels ansigt var virkelig kærligt, mens han kiggede på katten, der ikke så alt for rask ud ... Men kunne ikke andet end at elske den forskræmte, forrevne hidsigprop. "Han vaglte mig også på det perfekte tidspunkt ... Jeg havde lidt problemer med at falde til her i Tulsa, så det var rart at have ham at snakke med ... Han har først valgt mig her i år." Endnu et stykke fisk fandt sin vej ned på gulvet før Ciel øsede mad op på sin egen tallerken. Brød og pasta med ketchup. Det var egentligt det eneste han havde spist i en lang periode.
Han fandt også et glas og hældte noget af blodvinen op. Det var meget forfriskende, og han havde for længst vænnet sig til smagen. Selvom han ikke altid følte sig så godt tilpas, ved at drikke blod.

Espíritu så på ham og smilede, mere ægte end tidligere. "Du er heldig, virkelig heldig" Sagde hun med et lille nærmest blidt smil som osse havde været der mens han fortalte.
Hun så på maden, tænkte lidt inden hun tog en lidt stor potion med spaggetti og kødboller og sørgede for at få en masse kødboller med, hun elskede alt slags kød, det havde hun altid gjort, samt en masse parmasan (Aner ikke hvordan det staves).
Hun så lettere overrasket på ham da han hældte blodvinen op og stirrede så bare ondt på den, rystede på hovedet og tog bare et glas og hældte mælk op i det.
Hun så lidt rundt efter et ledigt bord og fandt til sidst et. "Der er et bord derovre.." Sagde hun og så lidt forsigtigt på ham og så ned.

"Jeg ved godt, jeg er heldig," grinede han lidt. Han huskede tydeligt hvor trist han havde været, før han mødte Ringo. Han havde været så sygeligt jaloux på de, der havde fundet deres kat.
Han fuglte med hende hen imod det frie bord og satte bakken ned. Han satte sig tungt og satte den lille tallerken med fisk ned på gulvet. "Men han nægter at spise kattemad ... Han blev født i en baggård, så han er ikke vant til den slags." Han rettede sig lidt op og tog en slurk af blodvinen. Hans øjne lyste pludselig grønt ud igennem håret - lignede det i hvert fald. Hans øjne var så klare at de kunne virke helt lysende. Selvom håret dog stadig dækkede det meste.
Der var ikke synderligt meget vin i blodet og han følte sig pludseligt helt beruset. Blodrus. Nej! Ikke igen!

Espíritu smilede lidt af ham og mærkede godt hendes jalouxi røre på sig, men hun skubbede det væk.
Hun gik roligt mod bordet og satte barken ned og satte sig derefter, langsomt, overfor ham. Hun smilede lidt. "Fisk er jo osse meget bedre end kattemad, ik'?" Sagde hun lidt lavt og så rundt, som refleks, men dårligt nok ingen stirrede på hende som hun var vant til. Hun sukkede ret lettet og tog en lidt stor kødbolle i munden og spiste den. Hun stirrede lidt på ham da hun så noget grønt nærmest lyse ud bag hans hår. "For meget blod..?" Spurgte hun forsigtigt, og rakte langsomt sin hånd mod ham og strøg ham let over håret. "Hvorfor tror du at jeg ikke tog noget.." Hun tog sin hånd lidt hurtigt til sig selv igen og så ned mens hun prikkede til sin mad. "Spis noget, det burde hjælpe" Sagde hun stille og så stadig ned i sin mad.

Han var lige ved at slå hånden væk, da hun rakte hånden ud mod ham. Han satte glasset ned med sådan en kraft at det sprøjtede ud over bordet.
Ringo hvæsede og løb væk derfra - den kunne mærke hvad der var galt med Ciel.
Før Ciel kunne høre efter hvad hun sagde og følge hendes råd, rejste hans krop sig automatisk og begyndte at løbe. Han skubbede alle ynglinge ud af vejen og var ude af spisesalen på et øjeblik.
Hans øjne havde lyst så kraftigt op at det så fuldstændig unaturligt ud! Hans krop føltes ligesom dengang ... Færten ... Fristelsen ... Han prøvede at minde sig selv om den frygtelige fortrydelse han havde efter hvad han havde gjort ... At han havde mistet alt og var blevet forvist fra sit fædreland. Men hans instinkter havde taget over og han kunne ikke rigtig styre sin krop mere.

Espíritu sad kort stivnet inden hun rejste sig og spurtede efter ham. Hun vidste hvad der var ved at ske, hun havde selv været ude for det før, hun havde selv dræbt to eller tre mennesker ved et blodrus, og hun vidste hvad der skulle til for at stoppe det. Hun kunne enten få ham til at dikke sit eget blod eller gøre hans ben lamme så han ikke kunne komme nogen steder.
Hun nåede op på ham lidt efter at de var kommet ud ad spisesalen og ind i et af de tomme gange. Hun sprang på ham bagfra og spendte ben for ham så de tumlede ned på jorden. Hun sørgede for at de landede uden at skade sig alvorligt og fik ham ned at ligge nederst. Hun så på ham med nærmest lysende øjne og lidt hurtigt åndedræt og prøvede at holde ham nede, selvom hun vidste at han var stærkest. Hun lavede et lille sår i sit håndled og lod blodet løbe og så så roligt på ham. Hun sagde ikke noget, så bare på ham og holdte sit håndled lidt fra hans læber så han tydeligt kunne dufte hendess blod. Han kunne hade hende senere, lige nu galt det bare at han ikke skulle skade nogen.

Hans instinkter havde allerede fornemmet, at hun var på vej mod ham, så han var forberedt. Han var løbet hen imod drama-lokalet, hvor han vidste der ikke var nogen på denne tid - han havde genvundet nok kontrol til det.
Hun havde knap nok rørt ham før hele situationen skiftede og han havde slået hende ned i gulvet istedet for. Hans lysende øjne borede sig ind i hendes og han hvæste ligesom Ringo havde gjort, men langt mere brutalt og dyrisk. Han lugtede hendes blod, men det så ikke ud til at røre ham. Hun burde have vidst bedre! En ynglings blod ville aldrig kunne slå lugten af menneske!
Han havde hamret hendes håndled så kraftigt mod gulvet at det næsten lød som om noget knækkede i hendes arm, men ikke engang det vækkede ham.
"Hold dig fra mig," hvæsede han rasende, før han vred hendes håndled rundt, rejste sig og løb igen. Han ville ikke have hjælp! Han ville ikke have, hun skulle blande sig! Han vidste, hvad han måtte gøre ...
Det eneste problem var, at sidste gang det var sket for ham, var han i Frankrig hos venner, der kunne holde ham tilbage ... Hun anede jo ikke, hvad der var galt med ham!
Hurtigt var han inde i dramalokalet og fik sat dig ned ... Han rystede voldsomt over hele kroppen og kunne ikke få sine tanker til at hænge sammen. Men det var ikke vigtigt. Han skulle bare have sine instinkter i ro.

Espírit kom med et lavt skrig da det hele vendte sig og hun lå nederst. Hun klynkede højt af smerte og så skræmt på ham. Hun rystede voldsomt og havde store øjne og så skræmt ind i hans. Hun vidste godt at en ynglings blod ikke kunne måle sig med et menneskes, men vidste det stadig var lokkende. Hun kæmpede for ikke at skrige da han bankede hendes håndled hårdt ned i jorden . Hun så ind i hans øjne med en pludselig hårdhed. "Nej" Sagde hun, men det sidste af hendes ord endte i et lavt skingert skrig da han vred hendes håndled og var overrasket over at ingen af hendes knogler var brækket endnu.
Hun så efter ham og blev mindet sig selv for nogle uger siden, sidst hun var i en blodrus, hun havde ikke kunnet styre sig og hade endt med at dræbe en menneskedreng på hendes egen alder. Hun satte sig lagsomt op og blev svimmel og tog sig til hovedet med hendes raske hånd. Hun fik langsomt rejst sig op og gik lettere vaklende mod hans duft og til sidst ind i dramalokalett. Hun så på ham og gik langsomt og tøvende over til ham. "Jeg kan hjælpe.." Hviskede hun hæst da hun satte sig over for ham mens hun holdte om sit ømme håndled. Hun måtte få det tjekket for knoglebrud senere.

Ciel sad stadig og rystede, da hun kom ind i lokalet. Han vippede frem og tilbage med armene om benene og hovedet nede mellem knæerne, så ham mest af alt lignede en der var psykisk syg.
"Hold dig fra mig!" Hans stemme kom hvæsende og dyrisk mens han stadig ikke så op. Hans negle borede sig ned i huden, der var revet til blods i et voldsomt forsøg på at holde sig selv tilbage. "Gå din vej! Jeg har skadet dig nok!" Pludselig kunne gråd høres i hans stemme ... Han var bange ... Bange for at det hele skulle gentage sig ...
Hans negle havde kradset sig så dybt ned i hans arme at blodet dyppede ned over hans bukseben.

Espíritu så roligt på ham og rykkede så over ved siden af ham og lagde sine sene om ham. "Jeg nægter at gå igen" Sagde hun blidt. "Bare trak vejret roligt og lad mig hjælpe dig" Hun lød helt blid og nærmest kærlig, beskyttende. Hun tog blidt hans hænder og fik ham til at slippe sine arme langsomt. Hun havde en arm om livet om ham. "Jeg kan få dig til at besvimme et kort øjeblik, så slapper du af og trangen forsvinder" Sagde hun blidt og sagde ikke hvorfra hun vidste det fra, men det virkede. Hun nussede berogligende hans side og holdte begge hans hænder i sin ene hånd. "Rolig nu Ciel.." Hviskede hun lavt og blidt.

Ciels hænder nægtede at slippe og hans negle kradsede stadig dybt ned i hans hud. Han skubbede hende pludseligt hårdt væk og hvæste af hende igen.
"Jeg vil ikke have din forpulede hjælp!" Han havde kun været påvirket før ... Nu var han direkte rasende!
Han ville ikke have hjælp og han ville bestemt ikke have trusler om at hun ville få ham til at besvime.
"Du rør mig ikke igen!" Han hvæsede stadig af hende, men blodrusen havde lagt sig. Det sås tydeligt i hans øjne. De glødede stadig, men ikke på samme brutale måde som før. Nu var det mere som grøderne i et slukket lejrbål en sen aften.

Espíritu gispede overrasket da han pludselig skubbede hende væk og hun kom til St støtte sg til sit dårlige håndled og gispede af smerte og var let på at falde bagover, men genvandte balancen kort før det skete. Hun så på ham med frygten lysende ud af sine øjne og trak vejret hurtigere end normalt. "Jeg siger bare at det ville hjælpe" Hviskede hun. "Det gør det på mig når jeg i det humør.." Hun så ned seriøs vange for at se på ham for at han bare skulle hvæse af hende igen. Hun rystede og holdte sit håndled ind til sig ds det gjorde ret ondt.

"Jeg er ligeglad. Jeg vil ikke have din hjælp." Hans stemme var pludselig ligeså kold som den havde været ude i fægtesalen. Han rejste sig tøvende med rystende hænder og ben der føltes både deforme og uformelige.
Han så ned over sine arme og var pludselig forfærdet over, hvad han var i stand til at gøre... Overfor andre og sig selv!
Han sukkede tungt og lænede sig svagt op mod væggen. Han havde brug for støtten, for at kunne blive stående oprejst.
"Vi er tilbage ved udgangspunktet ... Du sammenligner folk med dig selv uden at kende deres situation." Hans udtryk, både i blikket og stemmen, ændrede sig. Det var skuffet.

Espíritu krympede sig synligt over den kolde tone i hans stemme. Hun mærkede skrækkelige minder presse sig på mens hun prøvede St skubbe dem væk. Hvad har du gjort af vores lille pige dit monster?! Et typisk minde fra hendes adoptivforældre.
Hun så stadig ned og hørte tydeligt skuffelsen i hans stemme. "Nej.. Jeg siger bare at besvimme er en af kroppens forsvarsmekanismer og får en til St skalær helt sf i kroppen, det hjælper på fx blodrus eller simpel stress.." Sagde hun lavt og stille. "Og undskyld.." Tilføjede hun stille og ømmede sit håndled. "Jeg burde få det her tjekket" Sagde hun lavt og rejse sig.

"Blodrus," gentog han med foragt i stemmen. Hun regnede altså med, at det var hans problem ...
Han rystede lidt på hovedet og følte pludselig at han var lidt mere sikker på benene. Så begyndte han fraværende at mumle for sig selv på fransk, men hun brudstykker var hørlige. 'Mon Déesse' kunne høres flere gange.
"Jeg må have vasket blodet af mig ... Og jeg må snakke med ypperstepræstinden." Efter han havde sagt det højt, havde han det som om han blev slået i ansigtet. "Merde! Espíritu ... Jeg ber dig, sig ikke til nogen at jeg skadede dig ... Hvis jeg bliver smidt ud fra det her Nattens Hus har jeg ingen steder at tage hen!" Den pludselige frygt i hans øjne var en stor omvæltning efter alt hvad der lige var sket. Han virkede pludselig lille og forsvarsløs. Og med blodet rendende ned af armene lignede han en syv-årrig der lige havde overlevet en bilulykke.

Espíritu så på ham og krympede sig over foragten i hans stemme. Hvorfor skulle han hele tiden snakke med hende med toner der gjorde så ondt? Hun så lidt på ham. "Jeg har ikke nogen affinitet som min søster, jeg kan kun gætte mig frem.." Sagde hun lavt og undrede sig over hvad han sagde, hun kunne godt nogenlunde fransk, men huk var ingen ekspert i det, trods det forstod godt de enkltr to ord msn kunne høre at man sagde flere gange.
Hun så på ham igen og sukkede let. "Hør, lige det punkt forstår jeg dig godt på.. Jeg har været på samtlige spanske nattens hus og andre osse.. De gav mig alle videre fordi jeg.." Hun stoppede sig selv og så ned. "Nåh, ligemeget, pointen er at jeg bare siger at jeg var uheldig at falde og derefter komme til at lave en forkert bevægelse med min hånd.. Eller noget.. Men jeg nævner ikke dig" Hun stadig ned og snakkede lavt. Hun bevægede forsigtigt alle sine fingre på den ømme hånd og håndled, skar ansigt, men kunne ellers gøre det. "Intet brækket, det er da godt nyt.."

Ciel smilede taknemmeligt og nikkede så.
"Merci ... Det betyder meget." Han forlod rummet og gik hen for at finde et sted at vaske sig. Sårene ser ret forfærdelige ud. Han havde faktisk før såret sig selv, men han havde ikke troet, han var i stand til at gøre det igen. Ikke efter han var blevet smidt ud af Frankrig. Ikke efter at han havde været nød til at forlade sin kæreste og sine venner.
"Mon Déesse," hviskede han knust. Han vidste ikke hvad han skulle have gjort, hvis hun havde valgt at fortælle det til nogen. Han ville være blevet smidt ud og hurtigt have hostet sine indvolde ud ... Tanken var skræmmende.

Espíritu svarede ikke, så ikke på ham, bare ned mens hun forsigtigt undersøgte alle led og knogler i sin hånd mens hun trak vejret lettere overfladisk på grund af smerten. Hun så ikke engang efter ham, men mærkede nogle tårer trille ned ad hendes kinder af smerten. Hun mumlede lavt på spansk, det eneste tydelige man kunne høre var ordene muerte og sangre som blev nævnt flere gange. Hun vidste at ynglinge healede noget hurtigt, men lige nu ville hun bare have smerten væk. Hun lænede sig op ad væggen og tænkte på de få ting hun kunne huske fra hun var fem til hun var otte og hun gyste. "Esto no es nada comparado con el tiempo .." Mumlede hun på spansk og lod sig samtidig glide ned at sidde på gulvet igen. Intet var brækket i hendes hånd og håndled, bare ømt. Hun ville aldrig kunne finde på at sige at det havde været ham der havde gjort det her ved ham. Hun vidste hvad der ville ske med ham så, og det ønskede hun ikke for nogen, selv ikke hendes værste fjende..

// Skal vi spole frem til næste gang de ses eller noget lignende?

// Kan vi godt, men hvor skal det være henne?

//Aner det ikke ... Gider du starte et random sted?

//Okay så xD

Sted: Gårdspladsen
Tid: Noget tid efter aftensmaden
Vejr: Få skyer og halvMåne
Omgivelser: Nogle få ynglinge og Vampyrer

Espíritu kom roligt gående ud ad skolens bygning og hen ad gårdspladsen. Heddes blik var vendt ned ad og hun havde en forbinden om hendes venstre hånd. Et par af hendes knogler havde fået rævner at hendes sidste møde med Ciel.. Hun rystede minderne af sig og gik videre til den fjerneste væg for at være lidt alene. Hun havde undgået at møde hendes søster i den tid hun havde været her, hun var bange for det, bange for hvilke minder og følelser det ville komme frem. Hun satte sig op ad østmuren under træet og sukkede da hun lukkede sine øjne. Hun ville bare væk herfra, men ingen andre Nattens Huse ville jo have hende.. Hvem ville osse have en morder?

//Undskyld det tog så lang tid Ciel, har haft travlt IRL ^^'

Ciel gik dybt begravet i sine egne tanker. Blodet, der havde dækket hans arm forrige dag, var skyllet af og sårene var så småt begyndt at lukke sig, selvom hans arme stadig så ret frygtelige ud. Han havde en stor hættetrøje på, for at dække dem. Han sukkede tungt mens han så billedet for sig, hans kæreste hjemme i Frankrig. Et stort smil på hans læber og de brune øjne lysede så charmerende. De øjne havde altid kunnet smelte Ciels hjerte. Men nu kunne de ikke se hinanden ... Smerten var ikke til at holde ud!
Hans blik var slået ned på hans fødder. Hans hænder var i lommerne og han virkede i det hele taget fraværende.
Pludselig hørte han skridt i nærheden og så op.