A new start... Hopefully - Alliette

Sted: Gangene
Tid: Mellem første og anden time
Omgivelser: Elever, der haster af sted til time
Vejr: Stjerneklart og køligt
Påklædning: Nirvana t-shirt, jeans, converse samt en hue.

Det var næsten en fornøjelse at se eleverne haste afsted på de brede gange, når man selv havde et hul i skemaet. Der måtte have været sket en fejl, da de blev udleveret, men Perceval var ikke dum, så selvfølgelig havde han ikke gået til nogen med sit problem. Fritimen var kærkommen og meget brugelig.

Han sad nu og læste i sin filosofibog - et fag han havde taget i stedet for spansk, fordi det simpelthen kedede ham - og det var med stor interesse han slugte hvert ord skrevet på de hvide papirsider. Han lod ikke mærke til det, der skete omkring ham, og summen af stemmer blev til et vivar af lyde, der ikke fangede hans opmærksomhed.

p: sort tanktop, grå jeans og mellemgrå converse. Håret som på avatar.

Med earplugs i, og en skuldertaske der var dekoreret med nitters, army-badges og dødningehoveder, kom Allie gående ned af gangen.
Hun var egentlig ikke specielt glad for at være der, nok mest af alt fordi hun ingen kendte. Hun havde papiret i hånden med sit skema - men der manglede en time. Frustrerende nok.
Hvad i alverden skulle hun bruge tiden til, nu når der ikke var store betonmure at lavet noget kulturelt crap på?

Det endte med at hun satte sig op af en væg og stirrede på skemaet.
Hun havde ikke bemærket ynglingen ved hendes side, kun hans t-shirt - Nirvana.
Hun skruede først ned for den høje musik - som langt væk lød som Skrillex, da gangene næsten var tomme for ynglinge. Var det virkeligt kun de to der havde hultimer?

Hun så på ham, kort, inden hun tog en bog op. Ken Follett. Hun elskede den verden det bragte hende ind i, med Jarler, riddere, konger, vold, magt og misbrug. Det var skønt.

Det var pludselig blevet stille på gangen og mennesketomt, så han gættede på, at dagens anden time var begyndt. Han kunne ikke tilbageholde et lille, selvtilfredst smil, for at kunne sidde her og sløse.

Det var først, da han havde afsluttet et kapitel om menneskers sindstilstande, at han opdage, at han ikke var alene. Op af væggen over for ham sad en rødhåret pige, han aldrig havde set før. Nysgerrigheden trængte sig på - og den voksede brat, da han kunne ane noget af den musik, hendes høretelefoner blæste ud i verden med høj volumen. Så begyndte han at undre sig over, at hun ikke var til time. Han var trods alt den eneste, der havde fritime nu - troede han. Tanken om at hun måske var ny, og derfor ikke kunne finde ud af sit skema, strejfede ham, og derfor syntes han, at han skulle tilbyde sin hjælp. Så han klappede den tunge bog sammen og puttede den i sin rygsæk, som han derefter svang over skulderen. Så rejste han sig og gik over mod hende.

Hun var tydeligvis helt væk i sin egen verden, så han smilede venligt til hende og viftede med hånden for at få hendes opmærksomhed.

Først anede hun intet, hånden for hendes blik, lyden af musikken.
Så for hun sammen i et forskrækket bandeord og rejste sig.
''For fanden!'' grinte hun, og smilede undskyldende da hun tabte den ret så tunge bog ned over sin egen fod.

''Hejsa?'' smilede hun, inden hun så rundt.
hun tog sine earplugs ud og så undret på ham.
Han lignede nu ikke det man ville kalde en 'yngling'. Han lignede mere en... En fyr der ikke hørte til blandt blodsugere.

Hun smilede bare venligt til ham, for ikke at virke afvisende. Nye venner var vel altid godt.

//Er bare nødt til at sige det her; jeg får min insulinpumpe på fredag!!!!!!! //

Han havde tydeligvis forskrækket hende, da hun først bandede, for så at rejse sig og til sidst at tabe sin bog ned over sin fod. Hun havde stadig ørerne fyldt med musik, så han tog bogen op og rakte den til hende, efter at have lagt mærke til, at det ikke havde været specielt smertefuldt.

Da han havde rakt hende bogen, tog hun høretelefonerne ud af ørerne og hilste på ham. Han gengældte det med et smil. "Hej," sagde han og kløede sig i håret.
Så stod han lidt og betragtede hende, men så lod han til at indse, hvor akavet situationen måtte være for hende, så han forsatte: "Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at du ikke er til time... Og siden jeg aldrig har set dig før, gættede jeg på, at du må være ny og måske havde nogle problemer med skemaet?" Han smilede og håbede, at hans tonefald eller ord ikke havde virket overlegne på nogle måder. Det var det værste, syntes han. Arrogante folk.

//Hvad er det?????????? Haha//

Hun smilede. Betænksom. Sødt.
''Nææh, jeg har sjovt nok ingen timer lige nu'' smilede hun inden hun så undret på ham.
''og du?'' smilede hun og kom sin bog i tasken.

Hun lignede nok selv noget mærkeligt noget. Hun havde næsten grå-skinnende øjne og ekstremt rødt hår - farvet self.

''Mit navn er Allie!'' sagde hun og rakte han hurtigt hånden, bare for at virke venlig

//Jeg har diabetes, så i stedet for at skulle give mig selv injektioner fem-ti gange om dagen, så jeg en pumpe der gør det for mig xD //

Han kiggede forbløffet på hende og blev næsten helt glad over ikke at være den eneste, der skulle vandre ensomt rundt i gangene eller sidde alene på sit værelse. Så følte han sig heller ikke så... skyldig, velsagtens, selvom det jo ikke var hans skyld med det hul i skemaet.

"Jeg har også en fritime nu," smilede han. "Ugens eneste." Det skulle han også være glad for, for så vidt han vidste, var fritimer noget, som skolen så vidt muligt undgik. Han kendte i hvert fald ingen, der også havde fritime, udover pigen foran ham, selvfølgelig.

Og lige som han skulle til at præsentere sig selv, rakte hun hånden frem og præsenterede sig som Allie. Sødt navn. Det mindede ham en barndomsveninde fra børnehaven, der hed Ellie. Hun havde faktisk også haft ildrødt hår, men det havde været naturligt.

"Perceval," sagde han smilende og tog hendes hånd, klemte den kort og slap den så derefter. "Er du ny?" Spurgte han nysgerrigt.

hun trykkede let hans hånd. Perceval? Han kom til at blive kaldt Pascal mange gange.
Hun smilede igen.
''Jeg ankom for...'' hun trak sin mobil op - hen HTC Wildfire S - og så på skærmen.
''... for to timer siden.'' sagde hun roligt.

Hun smilede bare til ham.
''så den eneste grund til at jeg har sat mig på gangen er at jeg ikke kan finde mit værelse'' grinte hun inden hun strakte sig stille.
Der var små strækmærker på skulderleddene og kavalergangen. Tydeligt tegn på at hun havde været overvægtig før.

Hun smilede bare til ham, roligt.

Hans øjenbryn skød op i forbavselse. 2 timer? Og så forventede de, at hun ville være i stand til at gå til time? Den arme pige måtte være ved at gå til at træthed, hvis hun var van til at være oppe om dagen og sove om natten. Det var i hvert fald en svær tilvænningsprocess for ham.

Men hendes grund til ikke at slappe af, kunne jo være fordi hun ikke kunne finde sit værelse. Han forstod ikke, hvorfor der ikke havde været nogen til at vise hende det. Vise hende hele skolen.
"Hvis du har lyst, kan jeg godt vise dig det? Hvis du kan huske dit værelsesnummer, selvfølgelig," tilbød han med samme venlige smil fra før.

Han lod godt mærke til hendes strækmærker ved kavalergangen og skuldrene, men han valgte ikke at kommentere det. Det var ikke hans intention at snage i hendes fortid og Nattens Hus var jo en chance for en ny start.

''ærligt, så kender jeg det ikke. Jeg er først lige kommet. Min far smed mig af på vej til arbejde..'' hun trak på skuldrene.
''jeg fik bare et skema. Og et læs bøger. Jeg finder det nok senere.'' smilede hun roligt.
''men tak for tilbuddet.''

Hun kunne ikke tillade sig ikke at gengælde hans smil.
''hvor længe har du været her?'' spurgte hun roligt, inden hun så på ham med et varmt smil

Han gjorde store øjne - satte hende af på vej til arbejde?! Dengang han var kommet, havde hans forældre taget afsked med kram, søde ord og løfter. Men det var noget helt andet.

"Okay så," sagde han med et skuldertræk og smilede så. "Jeg har været her i... to og et halvt år, skulle jeg mene," forsatte han og blev selv ret overrasket over hvor lang tid, han havde tilbragt her. Det føltes som var det igår, han ankom, men samtidig føltes det også som hundrede år siden.

''wow, det var alligevel noget tid'' sagde hun med et roligt smil.
Hun havde godt set hvordan han havde gjort store øjne over hendes ankomst.
''min far arbejder på en koncern omkring to timers kørsel herfra.. Så han smed mig lige af, inden han kørte videre. Det var egentlig rart at de ikke bare smed mig på det første og bedste tog herud.'' hun trak på skuldrene.

''de lyder hårde, det er de ikke. de er bare overbevist om at en ung kvinde skal kunne klare sig selv.'' sagde hun roligt.

"Nåååh," sagde han, da hun begyndte at forklare nærmere, hvad der egentlig var sket. Måske var det bare de forkerte ord, hun havde brugt, eller også misforstod Perceval det bare. Han skød på det sidste. Perceval misforstod det meste.

"Det har de vel også ret i," nikkede han og begyndte at gå ned af gangen. "Vil du med udenfor og have noget luft?" Spurgte han over skulderen og kiggede tilbage på hende med et venligt, udadvendt smil.

''klart'' sagde hun med et smil der kun kunne virke rart.
Hun luntede efter ham, som en hund efter ejeren.

Egentlig elskede hun allerede skolen. Så frit, så rart.
Ingen mor der vækkede hende midt om natten fordi hun ikke kunne finde sine fix's eller en far der kom brasende klokken lort om morgenen - æskestiv og møgliderlig.
Jo, det var rart her. det var næsten for godt til at være sandt.

Et smilbredte sig på hans læber, da hun gerne ville med ham. Ellers havde hun ikke andet at lave, hvilket gav mening, når de var de eneste på hele skolen - så vidt han vidste - der ikke var til time. Det kunne han godt vænne sig til.

Da de kom udenfor i den kolde nat, satte Perceval sig på den bænk og gjorde tegn til hende om at joine ham. Så fandt han en cigaretpakke frem, tog en og tilbød hende. Han regnede ikke med, at det stødte hende, at han røg lige i ansigtet på hende, men hvis det gjorde, måtte hun jo sige til.

Hun fulgte roligt efter ham, og satte sig på bænken - med en passende afstadn til ham. Hun kendte ham jo ikke rigtigt.

Hun havde lært for længst, at man ikke tog imod smøger fra fremmede, og specielt ikke hvis man ikke havde set dem åbne pakken inden.
Men Perceval lignede ikke en der ville smugle joints ned i pakken og snyde andre til at ryge dem.
Så hun tog imod en smøg, og fandt sin lighter frem fra tasken.
En lille sølvlighter, med en giftgrøn slange snogende om den.

''Jeg ved ikke helt hvordan man skal opføre sig her, men jeg er ret sikker på at de voksne ikke ser på at vi ryger, med milde øjne.'' grinte hun roligt.

Hun havde været afhængig af sine cigaretter, i flere år nu. Som trettenårig fandt hun sin mors pakke, og røg den i løbet af en uge. Og siden da, var det gået hurtigt.
Cigaretter, bøger og kunst var blevet hendes flugt fra det forbandede familieliv.

//ordner køkken og pakker til weekend på hospital, så hvis jeg ikke svarer ekstremt hurtigt, er det derfor

BTW, glædelig valentinsdag //

Han puttede pakken tilbage i lommen, da hun havde taget en smøg, og tændte for sin egen. Da hun så begyndte at snakke om de voksne - eller vampyrerne - grinede han blot og sagde: "Jeg har røget længe nu... Og jo, de har sagt, at det ville være bedst at stoppe for min forvandlings skyld, men det er jo mit eget valg." Han trak på skuldrene og vidste udmærket godt, at han ikke ville stoppe. Han var dybt afhængig.

Så sad de der lidt, men Perceval kunne ikke lide stilheden - ikke denne gang. Han ville gerne høre hende snakke igen, så derfor spurgte han: "Er du ikke træt? Den er jo langt over midnat," sagde han mens han så på uret på sin mobil.

//Hospitalet? Uha, er du sikker på, at du er okay? Og tak og i lige måde! It's a great day to be alone //

Hun smilede lidt.
Forvandlingen. En ting hun var sikker på at hun ikke overlevede. Men det måtte blive hendes egen hovedpine når tiden kom.

Træt? Langtfra.
''Altså, før jeg kom hertil gik jeg i gymnasiet. Og det er op kl. seks og i seng kl. otte. Men på grund af nogle omstændigheder i min familie, har jeg aldrig sovet specielt længe. Jeg sover en time eller to, vågner, og kan ikke sove i et døgns tid bagefter. Normalt skulle jeg enten lukke min far ind midt om natten, eller hjælpe min mor med at lede efter ting.'' hun trak på skuldrene.

''jeg er et frygteligt søvnløst menneske.'' grinte hun.
''faktisk-'' smilede hun, ''-så sov jeg i bilen på vej herop. tyve minutter. Jeg har det fint. Lige nu mangler jeg sådan set bare verdens største omgang cola og lassagne - ja jeg er en værre Garfield! - og så er jeg godt tilfreds.'' grinte hun og trak på skuldrene inden hun indhalerede den giftige røg fra sin egen smøg.

//De skal jo sætte pumpen på. Så skal være der til observation i en times tid mindst. xD De tror at lille mig er sådan en farlig abe der ikke kan sidde stille (True that, elsker at være aktiv! Parcour - love it! XD

Og ang. valentinsdag - he, min kæreste bor i den anden ende at lande. I'm freaking lonely! XD//

Åh, gymnasietiden. Han huskede det selv alt for godt. Især manglen på søvn. Det var næsten et must. Men da hun så forsatte med fortællingen om sine forældre, bed han sig i læben og blev en smule utilpas.

Han smilede dog, da hun fortalte, at hun elskede cola og lasagne. "Det må da være skæbnen," grinede han. Hans forbrug var ikke just blevet mindre de sidste par år.
Han tog et hiv og kiggede op på himmelen, hvor hundredevis af stjerne blinkede ned til dem. Selvom de var smukke, kunne de ikke erstatte solen. Hold kæft, hvor savnede han solen. Når man som ham var født og opvokset i Florida - solskinsstaten - var det en del af ham. Solen og varmen.

//Wild child! (Minus alt det lyserøde, haaha. Let's be lonely together. (All the lonely people, where do they all come frooommm (TUMBLR))// Random, I know.

Hun smilede og fiskede en cola-flaske op af tasken.
Hun rakte ham den roligt.
''er der nogen der spørger hvor vi har dem fra, lad være med at svare. Tror ikke vampyrerne bliver glade når de opdager mit dejlige lager af chokolade og cola.'' hun smilede roligt til ham og tog en flaske op til sig selv.
Hun var afhængig af smøger og cola. Hendes måde at overleve på.

''Hvad så, Perceval? Hvad skal vi kalde dig? Jeg orker ikke at sige dit navn hele tiden - de er for laaaaaaangt!'' hun grinte, og smilede varmt til ham.

''mit navn, forresten, er Alliette. Hvis du nu en dag får lyst til at skælde mig ud, kan du bare råbe efter mig. Tvivler på at der er andre med mit navn her'' grinte hun

//They were born on valentinesday... All the lonely people.. XD //

Han tog glædeligt imod colaen og fik hurtigt åbnet for den. Smøger og cola - så blev det næsten ikke bedre.
"Tak, men opholdsstuerne har også colaer. De er godt nok sukkerfri, men til sidst bliver man så desperat, at det ikke er noget problem," grinede han og tog en slurk af det flydende guld og derefter endnu et hiv.

"Du kan kalde mig... Øh, ja, find selv på noget. Jeg er ikke en ørn det til med kælenavne," sagde han med et skuldertræk.

"Det vil jeg så huske," grinede han hovedrystende. En åben invitation til at skælde hende ud... Interessant.

//*Indsæt Beatles-sang*//

''hmm... Percie? Naah... for åbenlyst.'' hun så tænkende op på stjernerne.
''hvad med Pascal?'' grinte hun og smilede roligt.
Hun smilede for sig selv.
Pascal var navnet på den hovedperson i den bog hun elskede så meget, dengang hun var lille. En lille gekko, helt alene i verdenen, der finder sin plads i solen ved at kæmpe mod den store slemme tiger.

Hun sukkede. Det bedste minde hun havde fra sin barndom var når hun sad på sin seng og læste bøger mens hun gemte sig bag den låste dør fordi faren var fuld og moderen ikke var hjemme.

Hun så på ham igen.
med glinsende sølvagtige øjne.

Han bad inderligt til, at hun ikke ville kalde ham Percie. Det havde Eli gjort og Julie gjorde det allerede, så det virkede bare ikke rigtigt, hvis andre kaldte ham det. Måske ville det være iorden, hvis Allison gjorde det. Det havde han ikke rigtig taget stilling til.

Men hendes erstatning fik ham til at klukke. Pascal? "Det lyder som kattemad," sagde han med et grin, men han havde ikke noget imod det. Unikke kælenavne var sjove.
"Er det iorden, hvis jeg kalder dig Alliette? Som sagt er kælenavne ikke lige mig," spurgte han hende smilende om.

Så tog han det sidste hiv af cigaretten, hvorefter han skoddede den med sin fod. Han burde virkelig få styr på sit forbrug... Måske finde sin elcigaret frem igen, som han havde fået af Elizabet. Den havde hjulpet ham til at få skåret drastisk ned.

''Alliette er reserveret til når du skal råbe af mig'' grinte hun roligt.
''Jeg blev kaldt Røde af mine venner? Altså, før dét her'' hun prikkede sig selv kort på panden.
''Skide åndssvag måde at blive mærket på! Bedst som man sidder og tæver sin ven i Skyrim, så kommer der en eller anden dude og mærker mig. Dødstrengt! Jeg kunne så meget havde dræbt den drage!'' en side af hende, som få ville få at se - gameren.

Hun grinte roligt.
Hun havde ikke fået meget med hjemmefra. Hendes laptop, oplader, hendes krimi-samling og det tøj hun havde pakket til udflugten med Jared. En udflugt han aflyste da han så hendes mærke.
Hun havde ingen venner udenfor denne verden mere. Og indtilvidere kun en ven i den.

''Okay, okay. Ikke Pascal så!'' grinte hun.
''Hvad med P. ?'' spurgte hun roligt.
''det virker både mystisk, og samtidigt virkelig nice. Codename P!'' grinte hun