En ny start?

Sted: Spisesalen for ynglinge
Tid: Frokost
Omgivelser: Andre ynglinge, der spiser
Vejr: Støvregn

Perceval stod i døren til spisesalen, mens han betragtede alle de forbipasserende ynglinge. Han ledte efter Elizabet, da han havde noget vigtigt, han ville snakke med hende om. Og siden det var gået okay, sidste gang de snakkede, havde han besluttet sig for at forsøge igen. Okay, at kalde det 'godt' var måske at overdrive - det havde aldrig utroligt akavet, men de endte da ikke med at råbe og skrige af hinanden, så det var da en forbedring.
Egentlig vidste han ikke om Eli overhovedet kom til frokost - han syntes det skiftede en del med hendes madvaner - men ellers måtte han springe frokosten over, for at lede efter hende. Det var virkelig ikke særlig tit, han vægtede noget højere end mad!

Elizabeth sad for sig selv, ved et tomt bord, i spisesalen.
Hun spiste ikke, men hendes mentor havde tvunget hende til at gå ned og 'være social'.
Stille tog hun sin bog frem om mytologiske væsner, og åbnede den op på siderne med Lock Ness-uhyret.
Hun havde ikke spist særlig meget efter det brud hun havde haft med Perceval.
Hende arm helede ikke, og hun manglede i den grad at indtage blod.
Men al lyst til at eksistere var forsvundet da Perceval forsvandt ud af gymnastiksalens dør.

Med et suk opgav han til sidst og måtte indrømme, at han desværre vægtede maden højt. Så måtte han jo bare skynde sig og spise og derefter prøve og finde hende.
Han gik derfor op og tog noget pasta - undgik som sædvanligt salaten - hvorefter han kiggede sig en smule omkring for at finde ud af, hvor i alverden han skulle sætte sig. Og det var der, han fik øje på Elizabet...
Hurtigt tog han sin mad, og gik i et raskt tempo over til hende, og stille sig så på den anden side af bordet, trippede lidt som et hyperaktivt barn.
"Øhm, må jeg sætte mig?" Spurgte han så lidt kejtet og undgik så vidt muligt øjenkontakt.

Hun så lidt op på ham. ''du er velkommen..'' mumlede hun bare inden hun så ned i sin bog igen.
Hun bed sig lidt i læben, mens hun læste ukoncentreret

Han lod som ingenting og var fast besluttet på at holde en let stemning. Derfor satte han sig ned og viste ingen irritation over hendes manglende interesse.
"Så..." Begyndte han, "jeg har tænkt en del over noget her på det sidste." Han tog lidt af sin mad, mens han overvejede, hvordan han bedst kunne formulere sig, uden at støde hende.
"Kan du huske, da vi først begyndte at snakke sammen?" Spurgte han så indledende.

ikke rigtigt... det tidligste jeg husker med dig er dengang du spillede guitar i gyden...''
hun så stadig ikke op på ham, men ned i sin bog. Hun var fast besluttet på ikke at se på ham endnu.
Hun var bange for at se ham i øjnene og få et tilbagefald.

"Godt så," mumlede han - det var mere end nok. Dengang havde deres forhold også været bekymringsfrit og de havde været meget tætte. Præcis som en bror og søster.
Så lænede han sig over bordet og kiggede ivrigt på hende, mens han spurgte: "Hvad følte du for mig dengang?"

hun så op på ham.
''det samme som nu. Alt for meget.'' sagde hun med et forsigtigt smil.
Hun vidste at det lød forkert

Han gibbede lidt med øjnene og blev slået ud af svaret. Øh, hvad skulle han lige sige til dét?
"H-hvad mener du?" Spurgte han forbeholdent og lænede sig tilbage.
Men det var vel godt... Hvis hun betragtede ham som en bror, ikke?

hun himlede svagt med øjnene.
''hvordan går det med hende den nye pige.. Hvad var det nu hun hed? Clarissa?'' hun så tænkende op i loftet.

Han rynkede brynene og undrede sig over, hvorfor hun ikke svarede på spørgsmålet. Men han fik andet at tænke på, da hun spurgte ind til Clarissa.
"Jeg tror det går rigtig godt," sagde han storsmilende. "Det ser ud til, at hun lader godt til." Det var han i hvert fald rigtig glad for.

''godt, så jeg skræmte ikke livet helt ud af hende?'' spurgte hun grinene inden hun så lidt på ham.
hun havde savnet hans smil utrolig meget

Hans smil forsvandt over hendes kommentar, og han stirrede uforstående på ham.
"Hvad mener du med det?" Spurgte han så.

''da hun så mig første gang var det i stalden... jeg tror at jeg skræmte hende lidt...'' hun så lidt ned på sin bog igen

"Hvordan skræmte hende?" Spurgte han en smule bebrejdende. Men heldigvis lod det ikke til, at Clary havde taget det til sig.

''jeg lignede, som altid, en død... jeg tror at hun blev lidt bange..'' mumlede hun stille

Han kiggede skeptisk på hende. "Dit udseende kunne da umuligt have skræmt hende," sagde han så, men besluttede sig så for at lade emnet ligge. Det var ikke Clary han var kommet for at diskutere.
"Men vil du ikke svare mig på mit spørgsmål?" Spurgte han så igen.

''jeg er stadig forelsket i dig, som jeg altid har været.'' hun tog sin bog op i sine arme.
''tilfreds?'' spurgte hun, lavt og sammenbidt. hun hadede at indrømme det.
Hun så ned, mens hun rejste sig, og stillede stolen på plads

Han rystede på hovedet. "Nejnej, det var ikke det jeg mente. Før forelskelsen," sagde han stædigt. Hun måtte indse, hvor godt de havde haft det, før hele forholdet blev stablet på benene.

''det er det eneste jeg husker, Perceval. Den aften i gyden. Allerede dér var jeg forelsket i dig..!'' hun så ned, sammenbidt.
''jeg har en tid hos en læge snart.. Vil du med, eller har du andre planer?'' spurgte hun bare

Han sukkede og rystede på hovedet. "Nej, du var ej. Dengang var du kærester med ham der James, hvis du kan huske det? Og kan du ikke huske dengang vi betragtede hinanden som søskende?" Spurgte han så. "Vi havde det så godt..."
Da hun så spurgte om han ville med hende til læge, kiggede han uforstående på hende. "Hvad er der da i vejen?" Spurgte han så. Egentlig havde han ingen planer, men det ville bare være mærkeligt at tage med.

hun himlede med øjnene. ''mænd!'' mumlede hun bare træt.
''du ved godt at jeg er doseret på medicin, som jeg købte hos min ven..'' sagde hun og så lidt på ham
''lægen skal undersøge om det er på tide at sætte mig på ordineret dosering, istedet for at jeg selv køber det.'' mumlede hun og gned sine øjne lidt.
Manglen på søvn havde sat sine spor. Hun havde mørke rander under øjnene, så sorte at det lignede tattoo's.
Hendes muskler, som godt nok var små før, var nu ikke-eksisterende. Hun sultede sig selv, hun trænede ikke længere.
Hun lå bare og gemte sig på sengen, og læste.

Hun så igen på ham inden hun satte kursen mod døren.

Før han kunne svare hende - eller bare opfatte, hvad det egentlig var, hun havde sagt - havde hun allerede rejst sig og var nu på vej ud. Perce kom automatisk på benene og begyndte straks at følge efter hende. Dette var det sædvanlige mønster - Perceval sagde noget forkert og fulgte efter hende i et desperat forsøg på at gøre det godt igen. Det var efterhånden lidt af en kliché.

"Vent Eli.." Gispede han efter at have sat i løb efter hende. "Hvorfor gik du bare?" Forsatte han, mens han prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol.