Litteratur Timernes start... 3. Trin

Sted: Klasseværelset til Litteratur.
Omgivelser: Elever der er i gang med at finde plads.
Tid: 23:45
Vejr: Mørke skyer er gledet over Månen der ganske svagt kan skimtes gennem dem.
Dato: 24/4


Raphael var endnu ikke dukkede op til sin egen time. Der havde bare været en Sedddel fastgjort til døren med den fine skrift Raphaels konstant skrev med, som nærmest gjorde det til et kunstværk at se på.
'Sæt jer ned og vent på mig'
Skriften var lettere buget på det lettere gamle papir... Som for længere tidsiden da man skrev fint for inges skyld.
Rummet var mere Ovalt end firkantet. Der var 3 lange borde med 7 typiske træstole vendt mod tavlen. Bordene var halv antikke. Af en eller anden sjov grund havde Raphael fået lavet lidt om på rummet, så det mindede ham lidt om noget andet. Han kunne ikke helt huske fra hvad, men mere for sjovs skyld.
Tavlen var ren og katederet var ligesom alle andre med skuffer på hver side og en typisk kontorstol skubbede ind under sig.
Der var skrevne stykker papir på gammelt guligt papir hængende i rammer på væggende rundt omkring så man kunne se de forskellige skrivestile.
Nogle af eleverne begyndte at små sludre lidt sammen og slappe af, mens de stadig kunne uden Læreren til at koste rundt med dem. Snakken gik på alverdens underlige ting, fra hvad de nu havde lavet i weekenden og til hvorfor ikke Læreren havde været der til at starte med.

Shindra lyttede kun til lyden af sine gummisko, der stille slog mod stengulvet under hendes fødder. Hun ville hurtigt hen til timen, og gerne inden hun kom for sent. Hendes vejrtrækning stod i rolige stød, selvom hun allerede havde løbet ned ad en masse gange. Det ville være uheldigt at komme for sent idag, da det vel var timernes start. Shindra fjernede hurtigt noget af de lyse lokker, der sad ned i øjnene på hende, mens vejen hurtigt var sat mod klasselokalet. Mod litteratur. Hendes dybe blå øjne betragtede interesseret hendes omgivelser, så snart hun passerede dem. Det var et spændende sted at være, og ville formentlig altid være det. Der var så stort og så smukt.
Gangen knækkede af, og førte ned ad en ny, hvor hun kunne skimte litteratur ret forude. Der var så kort vej, at Shindra nu satte farten helt ned i et roligt gå-tempo. Det var langt rarere at forholde sig i. Hendes vejrtrækning blev hurtigt sat i de normalt rolige og lydløse stød, som aldrig ville kunne afslørere hende nogen steder. Det, der ville kunne afslørere hende for andres øjne, ville være bevægelser. Hun forbandede sine pludselige bevægelser til tider, men hvad var der at gøre ved det? Hun kunne ikke ligefrem tvinge det væk - Det ville nu også være højest foruroligende, hvis dette var muligt.

Øjnene fastgjorde sig til seddelen, der fint var sat fast på døren. Altså var læreren ikke kommet endnu til Shindras store lettelse. Hun greb ud efter dørhåndtaget, som hun uden problemer trykkede ned. Hendes sorte tøj, der var magen til alle andres, sad så underligt på hende. Eller det mente hun selv. Hun følte sig irriterende nok forkert.
"Hvad er der at gøre ved det?" Mumlede hun uvilkårligt til sig selv, og gik mod en ledig plads nede bagved i lokalet. Hernede gemte sig stortset de eneste pladser, der endnu var tilbage. Shindra rystede let på hovedet, da hun satte sig ved et enmandsbord, der selvfølgelig stod for sig selv. Sådan havde hun det bedst, og sådan ville det altid være. Hun så afventende mod døren, der næsten på magisk vis lukkede i af sig selv. Hun afventede sin lektion skulle begynde, helt som alle de andre.

Raphael vandrede lydløst ind i lokalet. Døren lod ikke engang til at være åbent så hurtigt det gik.
Han gik op til kateteret og kiggede ud over dem alle med sine Guld-Brune øjne ved at lade dem glide ud fra side til side og gulv til loft. Han så dem alle kort i øjne, men stoppede kort ved de blå øjne. Der var noget anderledes over dem.
Alle begyndte langsomt at klappe i da de lagde mærke til at læreren faktisk var trådt ind i klasselokalet.
"Godnat til jer alle" sagde han med et venligt smil som kunne give alle en falsk trygheds fornemmelse. "Jeg håber ikke i har savnet mig her mens i har ventet" fortsatte han med et skævt smil. Nogle at eleverne smilede bredt ved de ord.
Han kiggede igen lidt rundt og hans varme blik forsvandt.
"Jeg vil gerne sige til jer alle sammen fra start af at i ikke skal være for flabet i mine timer... Ellers vil i fortryde det" sagde han og kiggede igen hver af dem i øjne så du kunne forstå det helt.
"Men når det er sagt, så håber jeg virkelig i har forstået at det er Litteratur i et gået ind til" sagde han og grinte kort for at lette den kolde stemmning han havde lagt over rummet mens han talte. Og det virkede, andre elever grinte kort fordi de fandt det sjovt, andre bare for sleske sig til bedre karaktere...
"Jeg hedder forresten Raphael" præsenterede han sig med et lille buk.

Shindra, der under hele ventetiden havde holdt sig opmærksom, lod sine øjne fange læreren, så snart hans første fod var placeret over gulvet. Hun indså hendes evner til, at iagtage og opfatte var bedre, end forventet. Egentlig var hun jo den eneste der havde øjnene på læreren fra starten, hvorimod de andre snakkede, pjattede og grinte sammen. Shindra følte sig uden for fællesskabet - Og med største glæde. Et svagt strejf af et sil gled ganske kort over hendes læber, som en antydning af, at hun stadig nød timen, skønt den først lige var begyndt.
Stilheden krøb over forsamlingen, idet lærer foran dem åbnede munden, og ord strømmede frem. Hun brød sig ikke om at se læreren i øjnene, men der var noget der holdt hende fast i hans guld-brune øjne. Noget fortryllende måske? Shindra følte sig opslugt, og lystrede ordene der kom, idet de blev slynget mildt ud i luften. Taknemmeligt slog hun blikket mod bordpladen, da læreren, der lige havde præsenteret sig som Raphael, vendte blikket mod de andre, der automatisk nikkede, grinede og skaffede sig en unødig respekt og bonus. Det var lettere ynkeligt igennem Shindras øjne. Falskheden hang tungt i lokalet blandt dele af grupper, der sad sammen. Et let fnys gled lydløst over Shindras smalle læber, og øjnene blev ganske kort himmelvendt, inden de atter gled op på Raphael.
"Det skal nok blive godt" Mumlede Shindra i et ironisk tonefald til sig selv, og tvang sig selv til et let grin i takt med de andres troværdige og falske klukken af latter. Forskellen var slående. De ville enten forbedre karakterer eller vise det, de egentlig syntes var morsomt - Shindra var lettere ironisk, som betød det hele intet. Hun var altid gået meget op i skolen, og selvfølgelig gjorde hun det stadig. Nu var der bare en forskel. Før krævede det hele hendes opmærksomhed mod bøgerne for uddannelsens skyld, hvor det her var rettet mod vampyrlivet. Shindra måtte i dette øjeblik indrømme, at hun forgudede Nattens Engle.

Raphael sukkede invendigt. Alle de falske latter kaskader prellede af på ham. Det var noget som han i sit tidligere liv havde været van til da han skulle være Bedemand... Han havde selv valgt det, men det havde stadigt undrede ham lidt over hvad pokker folk dog forventede af en Bedemand, At han kastede om sig med alle former for humorristiske vitser hele tiden?
Han kiggede lidt på dem alle og gik derefter hen til et skab der stod lidt for sig selv.
Der var enkelte elever der slækkede lidt på formerne og gav sig til at hviske videre.
"Jeg kan høre jer..." sagde han og drejede rundt på stedet. Han stirrede direkte på ham der havde hvisket til sin sidemakker. Han sad foran Shindra og stivnede lidt i stedet.
Raphael stirrede hørt på ham før han vendte rundt igen og derefter fandt en 16 bøger frem og satte dem op på kateteret så alle kunne hente en. "Tag en" sagde han og satte sig på sin stol mens han ventede på at de alle hentede en.
Han tog en lille indånding, lidt for sjov men også for at få deres opmærksomhed. "Mine timer kommer til at handle om skrivestil, skrivemåde og andre ting som kommer til at have en indvirkning på jeres liv... Selvfølgelig kommer der tider hvor i sikkert mener mine timer ikke skal bruges i denne tid... Men der tager i fejl" sagde han og sluttede sin talestrøm ved at kigge på de forreste med et lille smil.

Shindras øjne var stift rettet mod bordpladen, hvor hun tog sig selv i at drømme for meget. Hendes blik svømmede for hende.. Ind til en verden af magi og magiske uhyrer og væsener. Et smil krøb forsigtigt over hendes læber, en smule fjernt set fra sidelinjen. Hendes tanker opslugtes af hendes egen kreativitet og fantasi for en ganske kort stund. Virkeligheden blev kaldt brutalt tilbage idet den foran Shindra skubbede sin stol ufatteligt hårdt bagud, hvor den ramte mod Shindras bord, der røg lige ind i maven på hende. Hun gav en overrasket lyd fra sig, og rettede sig op med ret ryg. En let latter hørtes knækkende fra den skyldige dreng, der var på vej mod Raphaels bord og tage bogen, de så venligt var blevet bedt. Shindra fulgte de andre med øjnene, inden hun selv langsomt rejste sig op fra sin stol. Skridtene blev ført mod Raphael...
Den slanke hånd rakte ud efter der, hvor der havde været en stak af bøger. Den sidste bog stod for skud, og Shindra måtte nu blive herre over denne bog. Smilet formindskede sig over hendes læber, og blev stort set kun en lige streg, idet hun kastede sit blik mod Raphaels. Hans guld-brune øjne var fangende på en dum måde. De viste sig at gemme på et helt livs erfaring, og det der fulgte derefter. Han ord var lov så at sige, hvilket Shindra tydeligvis rettede sig efter. Et enkelt nik sendte hun til ham, som var det en forsinket hilsen fra hans tidlige ord, der var kommet i starten af timens gang. Hendes dybe blå øjne bar på så få år over sig, at der intet var at opfange. Dertil lå der en skygge af vemod og oprørskhed. Hun stod inde for sin sag, selv i de tidspunkter, hvor hun blot tav som eneste mulighed på problemerne.
Ved dette ganske korte øjenmøde vendte Shindra de 180 grader omkring, så hun havde ”snuden” mod sin plads. Hendes skridt var lydløse, og hendes gang blev ført en smule glidende – Hurtig. Øjnene lå tungt på den plads, hun sad ved. Fornøjeligt hvordan en plads i hjørnet var så beroligende på mange måder.
*Dette er kun starten..* Lød ordene adstadigt i hendes hoved. Og hvert et ord bar et gran af sandhed over sig..

Raphael indledte timen lidt efter Shindra havde sat sig ned.
"I skal som det første i min time, finde ud af hvordan jers skrift ser ud... Som i har set er min nærmest som et lille kunstværk, så i skal derfor skrive en stil allerede i denne time... I skal skrive om jeres liv før i fik mærket" sagde han og skrev det på tavlen uden at kigge.
Skriften var ligeså pæn som tidligere og hans svage smil kunne knap nok ses. "Den skal mindst være på en Halv side og forklare hvordan i blev bidt" Han satte sig igen og begyndte selv at skrive på et papir. "Alt hvad i har brug for at vide om jeres skrivestil står på side 24 i jeres bog... Ellers så kan i bare spørge" sagde han og kiggede på dem alle med et hurtigt blik, før han igen vendte opmærksomheden mod papiret igen.

Imellem tiden ledte en nyankommet yngling ved navn Onyx desperat efter klasseværelset hvor hendes første lektion med litteratur skulle finde sted.
Spændt som et barn juleaften og nervøs som en indfangen sommerfugl, tænkte Onyx at det virkelig var total dårlig stil at komme for sent til hendes første time ,men Onyx havde ingen mødt på de lange gange der kunne vise hende vej til værelset.
Alt var stadigt nyt og ukendt i Nattens hus og Onyx havde endnu ingen erfaring what so ever at trække på.
Hun mærkede en gnist af panik røre på sig, men skyndte sig at tænke på hendes dejlige familie der altid havde så stor tiltro til hendes evner...de ville have fortalt hende at hun skulle slappe af og at det hele nok skulle gå godt !
Onyx åndnede lettet op... DER var værelset.....hun rystede sit lantge cognacs farvet hår , tog en dyb vejrtrækning ,åbnede den tunge dør og trådte ind.
Normalt manglede Onyx ikke ord ,men som hun stod der...kunne hun ikke få eet eneste ord over sine læber da alle de nye ansigter på en gang vendte sig om og gloede nysgerrigt på hende.
Onyx rynkede sine brune velplejet bryn, bed sig lidt i læben og mærkede en let skælven i hendes krop.
Nej, tænkte hun.... jeg må ikke flippe ud nu...
Hun kiggede op og hendes øjne mødte lærerens, og man kan da roligt sige at han ikke så videre tilfreds ud med at være blevet afbrudt i hans lektion...

Raphaels blik var ikke venligt... Det kunne ikke ligefrem siges at det var det samme godmodige blik han havde haft på da timen startede.
Han rejste sig langsomt op fra sin stol og kiggede længe på pigen der lige var trådt ind... Hans øjne flakkede mellem alle de andre elevers ansigter. Han blinkede. En... To... Tre gange før han så smilte lidt.
"Tak fordi du valgte at deltage" sagde han med et svagt smil. Han gjorde en fejende bevægelse ud imod klasseværelset. "Sæt dig hvor der er plads efter du har hentet din bog" Sagde han og pegede på de ekstra bøger der lå oppe på bordet. Hans tanker kredsede lidt... Hvem var hun... Havde han ikke talt rigtigt da alle var trådt ind? Åbenbart ikke...
Han bredte Papirene ud fra sin mappe og tjekkede... Nej... Der var en for meget med hende inde i klassen.
Raphaels blik løb igen rundt i klassen og han lagde hurtigt mærke til en som kiggede lettere febrilsk og hurtigt ned i bogen og prøvede at virke ligeglad... Det lykkedes ikke rigtig...
Han satte sig igen ned, ganske langsomt, mens han tænkte over hvad han skulle gøre... Ingen grund til at smide ham ud nu... Det var vel ikke nødvendigt, hvis han bare ønskede noget ekstra viden om Litteratur... Men han burde stå på papiret...

Natalie vidste godt hun kom for sent til Litteratur men hun var ligeglad. Hun gik stille og roligt. Hun havde aldrig været bange for at komme for sent. Endelig kom hun til klassen. Da hun kom ind var der ingen der kiggede på hende. Hun var utroligt god til at snige sig lydløst. Hun smilte et hånligt smil. "Hej" sagde hun endelig og alle kiggede op og så på hende. Hendes smil var stadig hånligt men nu var hendes blik også. Læreren kiggede lide strengt på hende. "Jeg har altså ikke tænkt mig at sige undskylde for at jeg kom for sent" sagde hun uden respekt. "Jeg har skam respekt over for dem men at undskylde er ikke lige mig" sagde hun hånligt. Så sagde hun med al respekt "hvor er der en ledig plads". Alle de andre kiggede stadig på hende som om hun var færdig nu hvor hen havde sagt sådan og det gjorde bare hun fik det hånlige smil tilbage. "Når der er der en ledig plads" sagde hun så og gik lydløst ned til den ledige plads. Så kiggede hun roligt på læreren mens alle stadig kiggede på hende.

Raphael kiggede nu skiftevis på hende der lige var kommet for sent og på den anden...
Den anden havde da vist den smule respekt og skyld over at komme for sent ihvertfald nok til at hun knap nok kunne åbne munden af skræk over hva der var sket.
Han kom med et lidt overdrevet suk og fik sådan alles ufordelte opmærksomhed.
"Ved du hvad... Jeg tror jeg gerne vil have dig her op og stå ved siden af mig... Lige nu" Selvom han sagde det roligt og fattet og endda med et smil på læberne, var der den kraftigste undertone der sagde at hvis hun ikke troppede op ved siden af ham nu... Ville der ske nogle slemme ting.
Det var tydeligt at han snakkede til hende der lige var troppet op (Natalie) Mens han roligt vinkede hende den anden (Onyx) hen til en af de andre pladser.
Hvis hende pigen (Natalie) Valgte ikke at komme op og stadig ikke sige undskyld, så mente Raphael at han bare skulle have en mindre snak med hende... Men... Hun burde squ vide at man kom ind, sagde et lille undskyld og så kunne man sætte sig ned... Hvilket hun ikke havde gjort... Hun havde direkte valset ind, spillet højre end andre og så valgt bare at sætte sig uden den mindste form for Undskyldning over at komme for sent... Det var fandme ikke det bedste træk at lave fra starten af...

Natalie gik op ved siden af Raphael. "hvad er der" sagde hun sukkersødt. "Jeg ved godt du ikke er imponeret men det er den jeg er" smilte hun. Gad vide hvad han havde tænkt sig at gøre tænkte hun. Hun smilte lidt hånligt. Så kiggede hun på Raphael med respekt i øjnene men hun havde ikke tænkt sig at sige undskyld og det kunne man se på hende. Jeg tror aldrig han vil kunne acceptere den jeg er tænkte hun med et smil. "Hvad vil du have mig til. Skal jeg lave ekstra lektier, vil du prøve at få mig til at sige undskyld eller skal jeg bare ydmyges" sagde hun med stor erfaring.

Onyx havde prist sig lykkelig da Natalie var dukket op lige efter hende, hun kunne derfor liste ned og sætte sig ubemærket på en ledig plads.
Hvilken broget forsamling der er tilstede i klassen her ,tænkte hun men så blev hendes opmærksomhed rettet op mod tavlen hvor læreren havde bedt natalie om at træde op og Onyx kunne dårligt tro den selvsikkerhed pigen var i besiddelse af .
Onyx ventede spændt på at se om hun turde spille op imod den meget bestemte og noget arogante lære .
Da Natalie sukkersødt og engleblidt lod Raphael vide at han ikke sådan lige kunne få hende ned med nakken, slap et helt ufrivilligt, spontant og desværre meget højlydt begejstret grin over Onyx læber.
"oh shit" var alt hun nåede at tænke..

Natalie kiggede ned på Onyx og smilte. Hele klassen fuglte hendes blik og nu kiggede alle andre også på Onyx. Hun kunne se Onyx ikke kunne lide opmærksomhed. "Raphael hvad har du tænkt dig" sagde Natalie selvsikkert og for at få opmærksomheden væk fra Onyx. Så smilte hun hånligt igen. Hun kunne ikke lade vær. Hun sendte et meget hurtigt blik til Onyx. Bare så Onyx vidste at hun skulle være taknemlig. Hun hjalp næsten kun sig selv normalt. Men det var noget sjovt ved Onyx. Hun var så genert. Det modsatte af hende selv. Det var måske det sjove ved hende. De var modsætninger men det føltes som om hun allerede var en ven. Der var bare noget der sagde til Natalie at hun måtte vide mere om Onyx.

I Onyx´grønne øjne, kunne man nu svagt ane en flamme der blev tændt...hvorfor mon denne her seje pige vil komme mig til undsætning, hvorfor redder hun min røv undrede Onyx sig og bed sig lidt i læben.
ONyx havde godt set det lille blik Natalie kastede i hendes retning, det betød nok at natalie ville kræve tilbagebetaling før eller siden...som tak for at skaffe hende ud af fedtefadet, ud af denne her arogante læres klør.
Nå, men det måtte hun jo blot vente på , Natalie ville nok selv bringe det på banen , havde Onyx en klar fornemmelse af.

//Tak fordi du syntes jeg er sej XD//

"Raphael er du der og har du tænkt dig at svare mig." Sagde Natalie drillende og for at pisse ham af men det eneste hun tænkte på var Onyx. Hun havde set et lille nervøst træk fra Onyx da hun sendte hendes vær-taknemlig-blik.

Natalie fniste lidt og fik så det hånlige smil igen. "Zoe jeg finder det underholdene at pisse andre af og jeg har da tænkt mig om. Men Zoe hvis det er irreterende så sig det til Raphael. Det var jo ham der sagde jeg skulle komme herop og jeg havde lige fundet en god plads." Sagde Natalie hånligt. Zoe var hendes ven men.... Natalie kunne ikke stoppe med at fnise inden i fordi Zoe hvade sagt sådan for at lyde som en voksen.

Natalie begyndt at grine af Zoey's forsøg på at spille voksen. "Frøken Black Bird du siger jeg opfører mig som en elev i 3. klasse men Frøken Black Bird har du opdaget at du selv opfører dig ret barnligt lige nu. Og det med at få opmærksomhed er bare den person jeg er." Smilte Natalie venligt. Natalie's sjæl havde en barnlig lidt moden side og den anden side var meget gammel. "Men fordi jeg ikke viser respekt er ikke for at få opmærksomhed. Min respekt er bare noget man må gøre sig fortjent til Frøken Black Bird. Også siger vi tak til Zoey i rollen som den voksne." Smilte Natalie hånligt og hele klassen grinte af Zoey.

//undskyld jeg er så ond//

"Godt Zoe det er jeg glad for at høre." Smilte Natalie. "Det er en god ting at kunne tage det." Smilte Natalie venligt. Man kunne stadig høre at klassen sad og fniste. Natalie ville ikke gøre Zoey til grin. Zoey var jo en af hendes bedste venner. Natalie kunne bare ikke lade vær med at forsvare sig selv. Natalie ville prøve at få opmærksomheden væk fra Zoey. Hun begyndte at provokere Raphael. Nu kiggede alle i klassen igen på hende og Raphael.

Uden nogen så det det kastede Natalie en seddel til Zoey. Det var starten på et digt. Natalie kunne se hvad Zoey havde siddet og tænkt på. På sedlen stod der:

Jeg vil aldrig slippe dig, nu jeg har fået dig.
Når jeg holder dine hænder, føler jeg at livet aldrig ender.
Når du ligge i mine arme, giver du mig al din varme.
Dine øjne er så smukke, også når de er lukket.
De fortæller mig, hvor meget du holder af mig,
og jeg holder også meget af dig.


Det var en meget smuk start efter Natalie's mening. Natalie blinkede til Zoey.