A new start?

Sted: Gårdspladsen
Tid: 4:30
Omgivelser: Mennesketomt
Vejr: Stjerneklart, men solen står snart op.
Påklædning: Converse, jeans og skjorte, as usual.

Forbeholdt til Elizabet.

Det var egentlig ikke fordi, der var særlig koldt udenfor, Perceval havde bare ikke taget nok tøj på. Han burde nok have taget sin jakke på. Her på det sidste var der egentlig en masse ting, han burde gøre; lave sine lektier med større omhu, øve mere guitar, være mere social. Ja, listen var lang, men der blev ikke gjort noget ved det. Siden Elizabet og ham selv var begyndt at undgå, og direkte ignorere, hinanden, var alting gået ned af bakke. Han var forvirret og ukoncenteret, og det kunne tydelig ses på hans karakter. Selv i spansk, hans fortrukne fag, var det begyndt at gå ned af. Hans mentor havde allerede hevet fat i ham, men Perceval havde været meget lukket omkring det.
Med et suk fandt han en cigaret og en lighter frem, og inden længe sad han med en smøg i mundvigen. Hans cigaretforbrug var steget - igen.

Lyden af hendes fodtrin mens hun løb på grusstien var ikke til at tage fejl af. Hun havde fokuseret meget på sin træning siden episoden med Perceval.
Hun var iført sorte små shorts og en sportsbh. Hun havde stadig ikke rigtig lysten til tøj. Stod det til hende, løb hun nøgen.
Hun stoppede op lidt fra Perceval, da hun opdagede ham. Havde han hørt hende? Burde hun vende om?
Hun stod der bare lidt inden hun begyndte at gå hen mod ham. Om hun ville gå forbi ham, eller stoppe op og snakke, det vidste hun ikke lige pt.
Hendes røde hår var samlet i en lang fletning, men efter løbetur var en del af det hår blevet løst.
Hun stoppede og tog hans cigaret, blidt og uden at røre hans hud, imens hun satte sig på bænken.
Hun sagde ikke noget. Hun ville ikke kommenterer hans rygning. Selvom hun var stoppet helt.
Derfor slukkede hun den, ved at skodde den på sit håndryg. Den efterlod et lille sår.
Derefter så hun lidt op på stjernerne.

Han sagde intet, da hun tog hans cigaret og satte sig ved siden af ham, men overvejede meget, hvad han skulle sige. Det var næsten umuligt ikke at dumme sig, da han jo ikke vidste, hvad hun tænkte. Men det var nemt at se, at hun bestemt heller ikke mente, at de var på kæreste-niveauet.

Da hun så skoddede den på sin håndryg, stirrede han forstrækket på hende og udbrød: "Hvad laver du? Det nytter ikke noget, at du skader dig selv på den måde." Et suk gled over hans læber, da han indså, hvad han lige havde sagt. Det kom ikke ham ved, og hun ville have god grund til at blive irriteret på ham. Han var også selv irriteret på sig selv.

Derefter fulgte han hendes blik, og kiggede på stjerne. Han ville komme med en kommentar om hendes tøj, som han syntes der var for lidt af, men han måtte minde sig selv om, at han overhovedet ikke havde noget at sige. Det havde han selvfølgelig heller ikke før, men alligevel til en vis grad.

Hun så ikke på ham da hun svarede.
''-Jeg skader dig mere, end jeg skader migselv på det.'' Sagde hun roligt inden hun så så på ham. ''jeg er ked af det Perceval. Det er jeg virkelig. Jeg burde ikke havde været så dum..'' hun så lidt ned.
''jeg ved godt at du blev jaloux. For helvede, det ville jeg jo også..!'' hun sukkede stille.

''jeg tror bare ikke at vi kan være sammen... Du prøver at være god for mig, men i virkeligheden er jeg bange for at du er for god..'' hun bed sig i læben. Det var tydeligt at hun ikke mente det. At hun bare sagde det for at få ham til at føle at hun ikke ønskede noget mellem dem når det i virkeligheden var noget helt andet!
''jeg er en hjemløs gadetøs. Du har aldrig manglet noget materielt. Du har aldrig skullet kæmpe for dit liv..'' hun så på ham med tårer i øjnene. Hun hadede at sige det.
''jeg tror bare ikke at det kan gå mellem os...'' sagde hun stille inden hun rejste sig langsomt.

Hans hjerte sank i takt med hendes ord, mens hans blik stift var rettet mod jorden. Ville hun ikke være sammen med ham? Havde alle hendes ord og berøringer så bare været én stor løgn?
Han mærkede tårrerne presse sig på, men blinkede dem stædigt væk. 'Du er for god til mig'. Ha! Som om han havde aldrig havde hørt dén før.
"Det lyder til at du har truffet en beslutning," hans stemme knækkede over, og han rejste sig, hvorefter han gik mod sit værelse. Hun måtte ikke se, hvor såret han var over hendes ord.

hun satte sig på bænken. Hun så ned. Hun havde løjet ham lige op i ansigtet.
Han var for god til hende. Alt for god. Han var hendes et og alt. Og hun sårede ham konstant. Det var ikke fair for ham at skulle leve med det.

Hun rejste sig efter få minutter, og gik efter ham, hen mod hans værelse. Hun bankede på, inden hun så ned igen. Hvis han ikke ville åbne, så var det jo hendes egen skyld.

Der første han gjorde, da han kom tilbage på sit værelse, var at gå ud på det lille badeværelse og skylle sit ansigt med iskoldt vand. Derefter stod han og stirrede på sig selv i det lille spejl, uden rigtig at se noget. Det var som om han ikke kunne kende sig selv.

Han havde stadig ikke givet tårerne frit løb, da han hørte en banken på døren. Med det samme vidste han, at det var Elizabet, hvilket resulterede i en tøven. Alligevel gik han ud og åbnede, efter at have tørret sit ansigt.

''undskyld...'' hviskede hun stille.
hun så ham direkte i øjnene. ''Jeg er en kæmpe idiot..'' mumlede hun inden hun så lidt ned.
''jeg elsker dig jo Perceval... Jeg er bare bange...'' hun rystede på hovedet. Hvorfor skulle han lytte til hende, når hun altid sårer ham?

Han kiggede ned i jorden og lyttede passivt til, hvad hun havde at sige. Da hun så pludselig stoppede i en sætning, kiggede han op og spurgte: "Hvad er du bange for?" Hans stemme var hæs, så det lød som om han havde grædt, selvom det ikke var tilfældet. Han var "kun" på grænsen.

hun så på ham igen.
''...at du gør som dem.. at du efterlader mig...'' hun så bare lidt ned igeen inden hun gled ned og sidde med ryggen mod væggen.
''jeg er bange for at du forlader mig... At du finder noget bedre...'' hviskede hun stille inden hun krøb sammen.

Han sukkede dybt af hendes bekymringer - troede hun virkelig selv på, at det ville blive aktuelt?
Så gled han ned og sidde ved siden af hende, hvorefter han sagde: "Jeg.. ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Jeg elsker dig, Eli. Er det virkelig ikke godt nok for dig?" Han tog sig frustreret til hovedet.

''det er jo langt mere end hvad jeg nogensinde kunne bede om..'' hviskede hun inden hun lagde panden mod hans skulder.
''jeg har jo mine bekymringer... Det har du jo også...'' sagde hun stille.
''hør her, hvad med at jeg får noget tøj på, og så finder vi en tatovør her i byen så du kan få tatoveret den dato?'' spurgte hun stille.

Han sukkede og måtte give hende ret - han havde så sandelig også sine bekymringer!
"Det er ved at blive lyst, Eli. Og klokken er fem, tror du virkelig at der er nogle tattoovører, der har åbent?" sagde han hovedrystende.

''jeg kender en der åbner kl. 8. vi kan bare vente?'' hun så på ham, stadig med hovedet på hans skulder.
''medmindre at du hellere vil vente til en anden dag?'' hun satte sig op.

//fail!//

Han overvejede det kort og sagde så: "Kan vi ikke gøre det i morgen tidlig? Jeg vil hellere ind i seng lige nu..." Selvfølgelig ville det være aften for menneskerne, men han følte ikke lige for at bevæge sig ned i byen lige nu.

''selvfølgelig.'' sagde hun blidt, inden hun rejste sig. Hun tøvede lidt, inden hun begyndte at gå ned mod døren. Hun måtte hellere lade ham sove.

Han tog hurtigt fat om hendes håndled, da hun skulle til og gå. Nu var de lige blevet gode venner igen. "Vil du ikke overnatte her? Bare i nat," spurgte han så, før han gik ind på sit værelse igen.

hun gik efter ham ind på hans værelse. Hun så undrende på ham.
''Percie, er det ikke dig der plejer at være utrolig meget imod det?'' spurgte hun stille. Hunvidste egentlig ikke hvordan han havde det med at hun sov hos ham.

Han smilede skævt og sagde: "Jeg synes ellers det er dig, der plejer at have noget imod det." Så kiggede han lidt mere tilbageholdende på hende og spurgte: "Er det okay at jeg også ligger i sengen? Eller har du det bedst med at jeg sover på gulvet?"

hun så lidt på ham, undrende. ''Jeg har altid elsket at sove op af den jeg holder af..'' sagde hun stille. Hun vidste ikke helt hvordan han havde fået den opfattelse af hende.

da han spurgte om han måtte sove i sengen kunne hun ikke lade være med at smile. ''selvfølgelig må du sove i din egen seng Percie?'' sagde hun med et blidt smil.
''Men medmindre du vil kende hele mit liv ind og ud, så er det måske en god idé at vi ikke rør ved hinanden..'' sagde hun blidt. Hun ønskede virkelig ikke for ham at han skulle se hver eneste detalje af hendes liv i Iowa.

Han smilede stort og satte sig derfor på sengen, mens han træt gned sine øjne.
"Jeg har intet imod at se hele dit liv, men hvis du har det bedst med ingen kropskontakt, er det helt fint med mig," sagde han så.
Derefter rejste han sig fra sengen og fik bukser og skjorte af, som han bare smed på det i forvejen rodede gulv - han måtte have et kursus i værelses-orden.
"Vil du helst ligge yderst eller inderst?" Spurgte han så.

hun lagde sig bare på sengen - hun havde jo ikke ligefrem brug for at smide sit tøj. Skoene havde hun smidt da hun kom ind på værelset, og eller havde hun en sportsbh på og små shorts.
Hun så lidt på ham. ''så længe jeg ligger i dine arme, så er det fint.'' smilede hun blidt inden hun lagde sig på sengen. Hun lod forsigtigt fingerspidserne glide ned over hans, nu bare, ryg.

Han sad og kiggede ned i gulvet, mens hun lod sin finger glide ned af hans ryg, og overvejede kort om han virkelig skulle få sig en tattoovering. Og hvor skulle den så være henne?
Han skød alle tankerne fra sig, og lagde sig så ned til hende, hvorefter han lagde sin ene arm omkring hende og kyssede hendes kind.

hun aede hans kind lidt.
''Percie, jeg kan ikke styre hvad du ser når jeg sover... Bare så du er advaret..'' sagde hun blidt. Hun ville ikke risikerer at han så noget som der ville gøre ham syg.

Han smilede skævt af hendes alvorlige advarsel - det gjorde ham intet.
"Eli, hvilken forskel ville det gøre, hvis jeg alligevel selv sover?" Spurgte han så kækt og lukkede sine øjne.