Time to meet? Ciel

Han sukkede tungt.
"Tror du virkelig lidt løb og et par mavebøjninger kan gøre det?" Han lagde hovedet på skrå og så bekymret på hende. Hun så ikke ud som nogen, der var specielt aktiv. Selvom han var glad for at høre, at hun i det mindste prøvede. "Har du nogensinde set en yngling dø?" Han rynkede brynene igen. Hvis hun sagde nej, ville han kunne forstå, at hun ikke var urolig. Hvis hun svarede ja ... Han ville ikke kunne forstå, hvorfor hun ikke havde gjort mere ud af det, i det tilfælde. Selv havde han set alt for mange ynglinge dø hjemme i Frankrig. Og han ønskede ikke at se nogen af hans egne elever gå igennem noget lignende.

Kayla lagde godt mærke til bekymringen i hans øjne, men ignorerede den. "Nej det tror jeg ikke, men så find på noget andet jeg kan lave, for jeg er efterhånden løbet tør for idéer. Ikke på vilkår om jeg vil begynde at deltage i fægtetræningen!" sagde hun og kom ubevidst til at trappe med foden en enkelt gang.
Hun var ikke dum, og vidste godt at det nok heller ikke ligefrem hjalp at hun næsten ikke spiste, men det vidste Ciel jo ikke noget om.
Hun så væk og nikkede. "Jeg så min første veninde her i Nattens hus død," hviskede hun med en klump i halsen.
Den nat stod stadig lysende klart for hende, den forfærdelige nat i Florida, hvor Kat havde tryglet Kayla om at synge en ny sang en gang til, mens Kat bare lå og hostede blod op. Selvfølgelig ønskede Kayla ikke at det skulle ske for hende, men hun frygtede det heller ikke.
Efterhånden var hende øjne blevet fyldt med tårer, fordi der nu var nogen der rippede op i et grimt minde. Ikke en af tårerne trille ned af hendes kinder.

"Tag til ridning. Eller bed en af lærerne om at hjælpe dig med at sammensætte et andet program for dig." Han smilede opmuntrende og håbede, at det ville få hende til at tænke lidt mere over emnet. Det var selvfølgelig ikke rart at se hende på randen af gråd, men det betød i det mindste, at han havde sat en tankestrøm igang.
"Alt for, at du kan holde dig sund," sagde han kort for hovedet.
Fuldstændig irelavant for emnet, overvejede han, om hans accent kunne have noget at gøre med, at han ikke blev taget helt så seriøst. Blandt de hankønnede elever i hvert fald.

Hun kunne ikke lade være med at ryste lidt opgivende på hovedet og smile til ham. "Har jeg ikke lige spurgt en af lærerne om han havde nogle idéer. Så skærer jeg det ud i pap for dig: Vil du... hjælpe mig?" sagde hun, mens hun talte blev hendes stemme svagere. Da hun spurgte om han ville hjælpe hende knækkede hendes stemme over midt i sætning, men hun fik da fremstammet det hele.
At bede om hjælp var ikke noget hun normalt gjorde. Hun ville helst klare tingene selv, det havde hun altid villet.
Hun begyndte at tænke på om man på en eller anden måde kunne blande sport og musik, altså hvor man lavede noget sportsligt som havde med musik at gøre.
Hun så igen på Ciel og smilede svagt til ham. Det var stadig underligt at han var blevet lærer. Hun begyndte så småt at forstå hvis folk ikke havde respekt for ham...

Han sukkede tungt. Han havde forstået hendes hentydning før, men han havde håbet, hun også havde forstået hans.
"I så fald skal jeg nok også skærer mit svar ud i pap. Du må spørge en anden lærer ... Jeg tror ikke, jeg er i stand til at hjælpe dig. Mine kompetencer ligger i sværdtræning og selvforsvar ... Og eftersom du ikke kan lide den slags, ved jeg ikke, hvordan jeg skal kunne hjælpe." Han rynkede brynene lidt. "Men jeg skal nok tale med nogen af de andre lærere. Og jeg vil prøve at finde ud af noget til dig."
Selvom Ciel var en lærer nu, var han dog stadig kun en teenager. Hans blot atten år gjorde ham jo ikke ligefrem til den mest erfarne lærer skolen nogensinde havde set, og før han var kommet ordenligt ind i hans nye rolle, ville han være i tvivl om, hvad han skulle gøre.

Det var ikke faldet hende ind at han ikke ville hjælpe hende, men da hun havde spurgte havde hun regnet med et nej. Så hun var ikke skuffet.
Hun nikkede blot og sagde: "Tak." Der var ingen grund til at presse ham til at hjælpe hende, så meget respekt havde hun da for ham.
Det var nemt at glemme at han ikke var mere end et-to år ældre end hende.
Hun ville gerne skifte emne men kunne ikke finde på noget at sige. Hun var noget frem til at de var vidt forskellige og det var nok ikke så underligt, de var jo ikke engang var samme land.
Hun smilede til ham og rakte ned for at tage sin guitarkasse op. "Nå men..." sagde hun stille og rette sig op og gjorde mine til at gå. Men han var jo ikke bare skredet da de havde mødtes første gang så det gjorde hun heller ikke.

Han vidste, at hun ville til at gå. Men da hun tøvede, tog han chancen til at stille hende et spørgsmål.
"Hvorfor er det, du ikke vil fægte?" Ciel vidste godt, at de fleste piger hellere ville ride. Men eftersom hun ikke havde valgt ridning, gik han da ud fra, at fægtning måtte have lydt en smule mere attraktivt i hendes øre.

Hun var på en måde glad for at han havde stoppet hende. Hun havde ikke lyst til at gå, det var bare en vane nar hun ikke vidste hvad hun skulle sige.
Hun tænkte lidt over sit svar. "Fordi jeg er mere eller mindre bange for heste, og så kan ikke bare ikke lide dem sådan helt generelt," svarede hun.
"Fægtning lød trods alt bedre end at være i nærheden af heste. Det er da nogle søde dyr, på afstand. Jeg har redet en gang, og det gik da også fint, men jeg må indrømme at jeg heller vil fægte end at ride igen," smilede hun og så på ham.
Hun tænkte lidt nærmere over idéen med at begynde at fægte, måske var det ikke så slemt hvis man bare havde den rigtige lærer, og ikke fik gjort sig selv totalt til grin.
"Hvad fik dig til at vælge fægtning?" spurgte hun med et smil.

Det var umuligt for ham, ikke at smile. Selv havde han nemlig præcis samme problem. At han var bange for heste. Men hans frygt var vist meget værre end hendes, nu hvor han hørte, at hun havde prøvet at ride før.
"Jeg elskede fægtning fra første gang, jeg prøvede det. Hjemme i Frankrig. Under min første nat i Nattens Hus fægtede jeg for første gang og jeg havde ikke lyst til at stoppe igen. Jeg havde talent for det." Han trak på den ene skulder og smilede skævt. Så rakte han ud efter de fleuretter, der stod i sværdholderen ved hans side. Han greb to af dem. I højre hånd holdt han den ene i håndtaget og i venstre holdt han den anden i klingen. Han rakte venstre hånd frem mod hende og sænkede hovedet.
"Kunne De tænke Dem at tage en kort kamp mod mig, mademoiselle Marnie?"

Hun smilede til ham. "Ud fra hvad jeg så da jeg kom, så du god ud," komplimenterede hun med et smil. Han var god, det var hun ikke et sekund i tvivl om, og derfor skræmte det hende fra vid og sans da det gik op for hende hvad han havde gang i.
Uvilkårligt tog hun et skridt tilbage, helt hvid i hovedet. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding og så på ham igen.
"Du må da være fuldstændig fra den! Jeg ender med at dumme mig så meget og få gjort mig selv totalt til grin. Det går aldrig godt," sagde hun. Hendes blik gled ned mod gulvet hvor hendes guitar kasse nu lå fordi hun havde tabt den.
Hun kiggede på fleuretten i hans hånd. Så tænkte hun over hans tilbud. Hun kendte ham, så måske ville der ikke ske så meget ved at prøve og så dumme sig. Her var jo kun dem. Hun tog et tvivlende skridt frem igen og tog sine stilletter af før hun gik hen og tog i mod fleuretten.
"Jeg er vildt dårlig til det. Så er du advaret," mumlede hun mens hun holdt blikket stift rettet mod klingen.

Han smilede bare opmuntrende til hende og ventede på, at hun tog fleuretten. Han var godt tilfreds, da hun endelig gjorde det.
"Alle elever skal dumme sig, for at de kan lære. Det er ikke pinligt at gøre noget forkert, når man starter ud. Tænk på det her som en privattime." Med sin egen fleuret i hånden gik han ind i midten af salen og gjorde tegn til, at hun skulle følge med ham.
Det føltes underligt, men det her var jo præcis, hvad hans job gik ud på - at opmuntre hans elever til at lære.
"Er du klar?"

Hun fulgte tøvende efter ham. Da hun stod overfor ham sendte hun ham et tvivlende blik. "Nej," svarede hun til hans spørgsmål," men det bliver jeg nok aldrig, så lad os nu bare komme i gang," tilføjede hun, med et lille smil.
Det kunne nok ikke gå andet end galt, men hun kunne sikkert få en sjov oplevelse ud af det. Hun tænkte ikke på det som en privattime som han kaldte det; hun fortræk at tænke på det som om han bare var elve der ville hjælpe en anden elev.
Hun gik lidt ned i knæ og så afventende på ham.

Han stillede sig i startposition og hævede sin fleuret.
"Tag det roligt. Vi tager det langsomt." Han smilede skævt og var glad for at se, at hun var villig til, rent faktisk at give det et skud.

// Nu skal det siges, at personen bag skærmen ikke aner en hujende fis om fægtning, men Ciel er professionel, så leg med xD

Hun stillede sig på samme måde som ham og tog en dyb indånding. Hun anede ikke en pind om fægtning, og vidste dårligt nok hvor hun skulle gøre af sig selv lige nu. Hun ville lade ham fører og bare prøve at sørge for han ikke ramte hende. Sikkert nemmere sagt end gjort...

Ciel gik et skridt frem på pisten.
"Lad være at holde så stramt om fleuretten. Den flyver ikke ud af hånden på dig." Han smilede skævt. Hendes nervøsitet var så tydelig.
"Forsøg, om du kan få et stød ind. Hvis du ikke er i stand til at gøre touché, skal du komme til de næste timer - uanset hvad." Han smilede selvsikkert. Hvis hun fik lov at forsøge, og han blot stod en garde, ville hun måske ikke være så nervøs, som hvis han selv gjorde udfald imod hende.

Hun smilede til ham og løsnede sit greb lidt. "Det er noget du tror," mumlede hun.
Hun tænkte lidt over hvad alle de ord han brugte betød, før hun prøvede at ramme ham i maven. Da det ikke lykkes trak hun sig lidt tilbage og sukkede teatralsk. "Fint, jeg kommer til de næste af dine timer så," sagde hun men kunne ikke lade være med at smile. Hun prøvede igen at sætte et stød ind i siden på ham...

Han parrerede. Igen og igen, når hun forsøgte at støde.
"Spænd lidt mere i armen og hold din fleuret tættere ind til kroppen. Det er en fleuret, ikke en kårde." Ved det næste udfald, hun gjorde, benyttede han af en contre six parade, hvor han fik hendes fleuret drejet med uret og selv fik muligheden for at støde. Hvilket han gjorde. Dog ramte han hende ikke - selvfølgelig, de havde jo ikke træningsdragter på. Men hans var alligevel stoppet kort fra hende.
"Jeg tror, du tænker for meget over næste træk ... Mademoiselle." Han smilede skævt og trådte et skridt tilbage. Afventende, for at se, om hun ville støde igen eller give op.

Hun lyttede til hans instrukser og gjorde som han sagde. Hun holdte fleuretten tættere ind til kroppen og prøvede på at slappe af. Hun blev ikke så hurtigt forpustet som hun havde troet. Det var nok hendes sanger lunger.
Da han trak sig tilbage udnyttede hun muligheden for at støde igen, men heller ikke denne gang ramte hun, det gik dog bedre end sidst.
Ikke på vilkår om hun ville give op uden kamp. Nok havde hun tabt på forhånd, men hun ville da prøve. Det var sådan set meget sjovere end hun huskede det, og dobbelt så svært.
Hun stødte igen...

Han smilede af hendes entusiasme, mens han fortsat parrerede hvert et stød.
"Næste gang skal jeg nok lærer dig nogen teknikker." Lige nu stødte hun jo sådan set i blinde og havde ikke selv nogen fornemmelse af, hvad hun lavede og om hun gjorde det rigtigt. Men det var en god måde at få hende til at være aktiv, mens hun havde initiativet til det.

Hun nøjes med at smile til ham og trak sig så lidt væk. Hun så på ham. "Hvornår er det næste gang er?" spurgte hun med et smil. På en underlig måde glædede hun sig, ikke specielt til at være aktiv, men fordi at det var en oplevelse for hende, og en måde at slippe sin guitar på, den hun ellers altid havde med og altid spillede på.
Hun så stadig på ham, afventede hvad han nu ville gøre. Hun vidste at hun aldrig ville kunne nå hans niveau.

"Imorgen," grinede han. Hun havde ikke engang styr på sit eget skema. Det kom lidt bagpå ham. Han sænkede fleuretten og bukkede for hende, som et tegn på respekt, men også for at sige, at kampen var ovre. Så rakte han ud efter hendes fleuret for at tage imod den.
"Hvis du er utryg ved at have timer med de andre, kan vi godt have endnu en privattime."

Hun smilede og bukkede også for ham. Hun rakte ham fleuretten og så på ham.
"Jeg vil gerne have en privattime mere før jeg kaster mig ud i at være sammen med de andre. Hvis det ellers passer ind i dit skema," sagde hun stille. Tilføjelsen kom nu i et drillende tonefald.
Hun gik hen og tog sin sko på igen. Det var sikkert smart at huske træningstøj næste gang. Hun kunne dårligt vente med at komme op på sit værelse og få et bad.
Hun strakte sig og smilede over til ham.

"Selvfølgelig, det lyder kun fair," sagde han med et skævt smil. "Så kommer du bare hertil imorgen efter skole." Han gik hen og satte fleuretterne tilbage på deres pladser.
"Du burde nok smutte i bad, før du tager tilbage til kollegierne."

Hun smilede til ham. "Jeg havde nu tænkt mig at løbe over til mit eget værelse og gå i bad der, eftersom at jeg ikke har skiftetøj med herover," sagde hun og så på ham.
Hun havde samlet sin guitarkasse op og var sådan set på vej til at gå.
"Tak for i dag Ciel, vi ses i morgen," smilede hun, bukkede kort og forsvandt ud af døren. Hun gik så hurtigt hendes stilletter tillod hende over til sit værelse og gik direkte ud i bad. Hun stod længe under det varme vand og nød fornemmelsen af at have gjort noget godt.
Hun glædede sig endda lidt til i morgen...

Han nikkede forstående og lod hende bare løbe af sted.

// Okay .. hvor langt spoler vi så frem?