Time to meet? Ciel

T: Lige efter sidste time
S: Biblioteket
O: Bøger, reoler osv. Nogle få ynglinge
V: Lunt og stjerneklart

Kayla rundede hjørnet på endnu en bogreol. Hun lod hånden glide hen over bogrykkene, mens hun mumlede bøgernes titler. Et svagt smil var at se i hendes mundvige. Inderst inde var hun virkelig trist, men havde valgt at leve livet som man nu engang skulle, med glæde.
Hun fandt den bog hun ledte efter og tog den ud af reolen. Hun så sig om i det lidt mørke bibliotek og fandt et ledigt bord ovre i hjørnet. Hun gik hurtigt derhen, og hendes stiletter klikkede mod gulvet mens hun gik. Hun satte sig på stolen og lod tasken dumpe ned på gulvet. Kayla rodede i sin taske efter en blyant og et hæfte. Hun trak det op da hun fandt det. Hun slog op på bøgens første side og gav sig til at læse, mens hun skrev mange notater.
Hun arbejdede koncentreret i et stykke tid. Hun var halvvejs igennem bogen da hun endelig kiggede op og opdagede at hun var næsten alene på biblioteket nu. Hun lagde hovedet tilbage og så op på loftet. Hun sukkede stille og begyndte atter at læse.....

Det måtte være den halvtredsenstyvende gang, han sad med det værk i hænderne. Men kun anden gang, han havde læst det på originalsproget; engelsk. Alle de bøger, han ejede var på fransk - hans modersmål. Det sorte hår hang ned i de blå øjne, der var fastlåst til den gamle, lettere støvede version af "Romeo og Julie" med knækket ryg og lemlæstet omslag.
Hans 6. trins emblem sad på venstre bryst som altid. De hvide hænder kærtegnede bogens sider, når han bladrede. Han havde altid elsket Shakespeares værker, som havde været en stor del af hans opvækst. Eftersom det var hovedparten af de skuespil hans mor havde optrådt i, hjemme i Frankrig.
Han sukkede svagt og lukkede bogen. Hans blik strøg mod det mørke vindue, hvor de store, tunge gardiner var trukket fra. Han kunne ikke koncentrere sig. Trætheden var ved at tage over, efter en søvnløs dag.

Kayla hørte nogen bladre i en bog og så sig om. Hun fik øje på den mørkhårede dreng som sad og læste. Hun så efter bogens titel og smilede. Hun havde aldrig læst noget af Sheakspear, men ville hellere end gerne læse ’Romeo og Julie’ hun havde bare ikke taget sig sammen til det endnu.
Hun puttede hurtigt sine ting ned i tasken og rejste sig stille og gik over til ham. ”Hey,” sagde hun. Han havde nok hørte hende nærme sig, efter som at hendes sko larmede rimelig meget.
Kayla smilede venligt til fyren og lagde hovedet på skrå. ”Er bogen god?” spurgte hun lavt og lavede et kast med hovedet mod bogen.

Han så op, da han hørte hendes stemme. Han havde godt nok hørt hendes skridt, men det havde ikke rigtig fanget hans opmærksomhed.
Ciel havde piercinger i både læben, brynet, tungen og flere i ørene. Det plejede normalvis at skræmme folk væk, men for ham var hver af de piercinger vigtige. Det var alligevel sjovt at se folks skeptiske udtryk, når de så ham første gang.
Han grinede varmt og sagde sarkastisk, med stærk fransk accent; "Non, jeg læser den fordi den er røvdårlig, tror du ikke?" Så lukkede han bogen og gjorde en gestus mod stolen ved siden af sig, for at sige, at hun gerne måtte sætte sig ned, hvis hun ville. Hans smil var varmt, men hans øjne var underligt kolde. Udtryksløse.

Hun smilede varmt til ham. Hun havde godt set hans piercinger, men havde ikke taget sig af dem. Hun havde faktisk syntes at det så pænt sejt ud. Hun mente at have set ham rundt omkring på skolen og hver gang havde hun set efter hans piercinger.
Hun grinede en klokkeklar latter og så på ham. "Jo det var det jeg troede," svarede hun med et drillende smil og satte sig ned på stolen ved siden af ham. Hun bed mærke i hans accent, men sagde ikke noget. Hendes franske var ikke lige frem godt, og hun kunne stort set ikke snakke det overhovedet.
"Jeg er Kayla," præsenterede hun sig og rakte hånden frem.

"Ciel," præsenterede han sig grinene og greb fat om hendes underarm i den traditionelle hilsen. Han bøjede høfligt hovedet. Han lignede egentlig ikke en, der var så høflig og velopdragen, men når man begyndte at kende ham, forstod man også, at han virkelig var en underlig støbning.
Hun så egentlig ikke så gammel ud, lagde han mærke til ... Selv var han allerede myndig og var så småt begyndt at føle sig gammel. Han slap hendes håndled og lagde hovedet lidt på skrå.
"Kan du lide Shakespeare?" Det havde været en udfordring for Ciel at læse bøgerne på originalsproget. Men det havde i hvert fald forbedret hans engelske.

// Jeg undskylder, at det er så kort.

Hun tog smilende fat om hans underarm. "Hyggeligt at møde dig Ciel," sagde hun og så på ham med et blidt blik. Hun trak mentalt på skulderne over ham og slap så hans arm.
Hun kiggede efter hans emblem og smilede svagt; 6. trin. Ældre end hende, altså en hun skulle være forsigtig med, det sagde hendes instinkter hende i hvert fald.
Hun tvang sig selv at smile og se op i hans øjne.
Hun hørte hans spørgsmål og lænede sig mageligt tilbage og strakte benene ud foran sig. Hun trak lidt skødesløst på skulderne. "Han er da meget god, i hvert fald det jeg har læst af ham," svarede hun med et stille smil. "Men jeg fortrækker Brem Storker," tilføjede hun med et drillende blik i øjnene.
Lige siden hun var lille havde hun altid elsket bøger. Hun holdt særligt meget af Stormfulde Højder; en af hendes ynglings. Bram Storker var også på hendes lister over favorit bøger.


//Det er okay :-) Undskyld at der er gået et stykke tid siden jeg sidst var på, og hvis min tegnsætning ikke er helt så god lige i dag//

Han så forbløffet ud. Dracula ... Mente hun virkelig det seriøst? Havde hun ikke hørt noget om den bog i Vampyrenes Samfund? Han sukkede svagt, men ville ikke sige noget. Han så ikke sig selv som et specielt dømmende yngling. Og det ønskede han virkelig heller ikke at være.
"Hver sin smag," mumlede han kort og skævede mod sin bog igen. Det var svært for ham at forstå, at nogen ville sætte Bram Stoker over Shakespeare.

Ciel elskede at læse det meste. Men teaterklassikere var for det meste hans favoritter. Der ud over havde han en skjult kærlighed til mangabøger. Han kunne læse en smule japansk på grund af hans far, der havde boet der i flere år. Men det var fuldstændig tystys.

"Jeg tror egentlig, jeg har alt, hvad jeg skulle have," sagde han og gjorde mine til at rejse sig, men blev siddende. Det ville ikke være høfligt bare at gå.

Hun grinede indvendigt over hans kommentar om hver sin smag. Det var ikke første gang hun havde mødt en som var overrasket over hendes bogsmag, hvad Dracula angik.
Hun nikkede sigende og smilede til ham. "Hvad er så dit ynglings værk?" spurgte hun interesseret.

Hun elskede at møde ynglinge som også var interesseret i bøger, ligesom hun selv. For hende gjorde det ikke noget at man havde vidt forskellig smag; man kunne jo være heldig at finde nye bøger som man ville kunne lide.

Hendes smil vaklede let, og hun håbede ikke at han opdagede det. "Åh, okay. Jeg vil ikke holde på dig, hvis du har andre steder du skal være," mumlede hun og satte igen smilet på plads. Hun skævede ned mod son taske og så, så op på Ciel igen.

"'Mørkets Dronning'," svarede han, med en stemme der lød fjern. "Og 'Den anden søster'."Hans to yndlingsbøger foregik sjovt nok begge i samme tidsperiode og omhandlede standhaftige kvinder. Han var god til at leve sig ind i bøgerne, og nu, hvor hans tanker havde rykket sig imod dem, virkede hans blik fjernt. Som om han var i en hel anden verden.
Hvordan mon det ville være, hvis man var ridder og kæmpede om en prinsesses gunst. Somme tider følte han, at hans liv mindede lidt for meget om et romaneventyr. Og det var, hvad der gjorde det sjovt at leve. Som når man læser en bog, har man kun en fornemmelse af, hvad der sker på de næste par sider. Men hvis romanen er god, vil man aldrig kunne gætte slutningen.

Han blev tilstedeværende igen, og hans stemme gik på et øjeblik fra at være fjern og mystisk til at være fattet og almindelig igen.
"Jeg kan skam godt blive ... Jeg tænkte bare, du måske gerne ville med ud af biblioteket. "

Hun nikkede for at vise at hun var interesseret i det han sagde. Hun tænkte sig lidt om før hun svarede. "Jeg har vist aldrig læst dem, men det skal da klart overvejes," smilede hun og hun kiggede hurtigt rundt på reolerne for at finde ud af hvor hun mon skulle lede næste gang hun var herovre alene.
Hun stod sådan set og manglede bøger igen, eller rettere, som altid manglede hun bøger.

Hun lagde godt mærke til hans fjerne stemme og blik, og gik ud fra at han tænkte på noget. Hun lod ham tænke i fred og så rundt i stedet. En reol der så ud til at være gammel tiltrak hendes blik og hun skrev den på sin mentale huskeliste over ting hun skulle tjekke ud når hun fik tid.

Hun smilede til ham og nikkede. "Det vil jeg gerne, tak," sagde hun og greb sin taske. Hun rejste sig og strakte sig så det knagede. Hun virrede lidt med hovedet for at løsne musklerne i nakken.
"Hvor vil du gerne hen?" spurgte hun med et smil.

// I et andet emne har Ciel lige gennemført forvandlingen og blevet fægtelærer. Ville du have noget imod, hvis vi spoler lidt frem, så dette emne ikke er bagud?

//Jeg har fulgt lidt med i det emne du snakker om, så sad sådan set lige og overvejede hvad der skulle ske med det her emne. Det er en god løsning, så du spoler bare :-)

// Din lille stalker xD //

Ciel ville meget snart slutte sig til Erebos Sønner. Det havde været en drøm af hans lige siden han var på fjerde trin, hvor han, hjemme i Frankrig, havde vundet ynglingenes europamesterskab i fægtning.
Det var også derfor han i dette øjeblik var igang med at træne ovre i fægtesalen. Det var underligt at skulle undervise, men han havde da ikke fået en dårlig start. Og det hold ynglinge, der netop havde forladt fægtesalen havde bestemt ikke virket utilfredse. Faktisk havde de vist syntes, at det var meget sjovt, at have en lærer der kun var atten år gammel. Det betød, at de var lidt mere på ligefod end de var med de fleste andre lærere.

//Man skal da følge med :P//

Kayla stod i døren ind til fægtesalen og betragtede Ciel. Hun var lige kommet tilbage til fægtesalen fordi hun havde glemt noget tidligere. Hun bare taget i jakke ude i omklædningsrummet, og var på vej væk igen da hun hørte en lyd inde fra salen, som fik hende til at kigge derind.
Hun lagde hovedet på skrå og så nysgerrigt til mens han trænede. Hun syntes at hans nye mærke klædte ham og det fik hende til at tænke på hvordan hendes eget mon kom til at se ud. Hvis hun ellers overlevede så længe...

Det var ikke nær så sjovt at træne alene, men der var heller ikke rigtig nogen tilbage på skolen, der var en udfordring for ham, at sparre med. Det var vel egentlig en skam. Men når hans Elizabeth engang havde gennemført forvandlingen, ville han kunne finde et sted med flere udfordringer - måske ville han undervise på et andet Nattens Hus. Måske ville han blive professionel. Uanset hvad, så savnede han udfordringerne.
Han sænkede fleuretten med et suk, mens hans tanker alt for pludseligt gled til andre steder end hvor de burde være. Han sukkede tungt og satte fleuretten på plads, hvorefter han gik hen til en vask og fik noget at drikke. Fuldmånen stod højt på himlen udenfor.

Hun fulgte hans bevægelser med øjnene. Hun stod helt stille og ventede på at han skulle få øje på hende, men det gjorde han ikke.
Hun rømmede sig og smilede blidt. Hun lænede sig op af væggen, med guitarkassen lænet op af benet. Hun havde sin taske på skulderen og jakken i den ene hånd.
"Hey," sagde hun stille, men højt nok til at han kunne høre hende. Det var underligt at tænke på at Ciel var blevet fægtelærer; sidste gang hun havde snakket med ham, havde de talt om bøger, som to ynglinge. Nu var de yngling og lærer.
Hendes blik gled hen til vinduet og ud på månen. Hendes smil blev lidt større da hun så at det var fuldmåne; hendes ynglings slags måne.

Ciel vendte sig roligt om. Hvis hun havde sagt hej til ham for blot femten sekunder siden, ville han have været så anspændt at han ville have rettet fleuretten imod hende, og det ville sikkert have været farligt for hende at stå for tæt på.
"Oh ... Kayla." Han smilede skævt, da han hilste og hans blik faldt ned på hendes guitarkasse. "Jeg tror, du er gået forkert," drillede han go lænede sig op af væggen. Han havde ikke nogen af sine mange piercinger i, hvilket han aldrig havde,når han fægtede. Der udover var hans påklædning også noget forenklet. Normalt plejede han at gå rimelig fint klædt med skjorte og slips, men nu, hvor han blot trænede, var han iført joggingbukser og en gammel, ærmeløs trøje.
"Hvad laver du her?"

Hun grinede og sendte ham et drillende smil. "Du siger noget," svarede hun.
Da hun så hans ansigt rigtigt gik det op for hende at hans piercinger manglede. Det undrede hende lidt, men hun kommenterede det ikke.
"Jeg kunne jo spørge dig om det samme, men det ved jeg jo godt, så det gider jeg ikke," sagde hun med et smil, inden hun tilføjede: "Jeg havde glemt noget i omklædningen." Hun holdte sin jakke op for at illustrer det.
"Hvordan er det så at være lærer?" spurgte hun for at få samtalen væk fra hende selv. Hun havde aldrig brudt sig om at snakke om sig selv, især når det angik at hun havde glemt noget.

Han grinede hjerteligt. Det havde været en god dag og han var i højt humør. Hvilket ikke skete helt så tit. Normalt var hans gode humør blot skuespil, men efter at have kunnet lukke alt ud gennem fægtningen i flere timer, var der intet tilbage til at tynge ham.
"Det er dejligt at være lære. Men det er lidt svært at blive taget seriøst, når man lige er blevet forvandlet." Han havde på fornemmelsen, at hans elever havde lidt svært ved at indstille sig til Ciels nyerhvervede autoritet.
"Har du fægtning? Jeg mener ellers ikke, jeg har set dig idag. Men du har måske fægtning med en af de mere erfarne lærere." Han smilede skævt.

Hun lagde mærke til hans latter og smilede lidt over den.
Hun havde selv nemt ved at grine, og det var kun gået bedre efter det hun fortrak at tænke på som 'Den mest tragiske hændelse i historie' Det var i hvert fald det mest tragiske i hendes liv indtil videre. Hendes øjne fik et sørgeligt skær nu hendes tanker var ved det der var sket, men hun rystede det af sig og så igen på Ciel med varme i øjnene.
"Det skulle ikke undrer mig," mumlede hun med et lidt drillende smil. Hun havde ikke selv prøvet at have en nyligt forvandlet lærer, men havde ikke svært ved at forestille sig hvor lidt respekt andre ynglinge ville have. Det gjorde det nok ikke bedre at mange af dem nok havde kendt Ciel før han blev forvandlet.
Hun nikkede og så lidt væk. Hendes kinder fik et lyserødt skær. "Jeg pjækkede i dag, også i dag. Men kun fra fægtning," mumlede hun så stille at hun ikke var sikker på at han havde hørt hende. Hun kunne have løjet og sagt t hun havde en anden lærer, men hun vidste at man ikke kunne lyve for en vampyr...

Han hævede det ene bryn en smule. Betød hendes tilståelse, at hun rent faktisk skulle have haft Ciel? Eller var det bare fordi, hun havde brug for at få det af hjertet?
"Hvorfor pjækkede du dog?" Han lagde hovedet på skrå og hans blå øjne fik et underligt skær, der ikke helt var til at placere. Han vidste ikke helt, om han burde skælde hende ud eller bare gribe fat i hendes lærer ... Men hvilken af de andre fægtelærere havde hun mon ... Han havde faktisk ikke talt med nogen af de andre lærerer i hans fag, efter hans forvandling. Mon det ville blive akavet ...

Hun vidste ikke om han kunne regne ud at han var hendes lærer. Ikke at han ville se meget til hende, eftersom at hun aldrig dukkede op til de timer. Hun havde været til den første af sine fægtetimer og med det samme fundet ud af at hun ikke burde have en fleuret i hånden; det var bare ikke hendes stil. Hun gemte sig mest ude i omklædningsrummet, hvor hun enten lyttede til eller spillede musik.
Da hun skulle vælge fag da hun lige var blevet mærket havde hun kigget på dem og ingen af dem havde fanget hendes interesse. Hun kunne ikke lide heste, hun brød sig ikke om at spille skuespil, og hun var ikke videre begejstret for idéen om at havde noget i hænderne som hun kunne skade andre med.
Hun trak på skulderne. "Det er bare ikke mig det med fægtning," svarede hun skødesløst. Hvis han skældte hende ud måtte hun jo tage det med, men det ville nok ikke ligefrem hjælpe noget at give hende en opsang; det hun ville stadig holde sig væk fra timerne.

Han sukkede tungt. Trist over at se endnu en elev, der ikke forstod vigtigheden af, at være fysisk aktiv. Han rystede på hovedet af hende.
"Du er klar over, at hvis du ikke er aktiv på en eller anden måde, er chancen for, at du ikke overlever virkelig stor." Han rynkede brynene. Hans gode humør var forsvundet. "Hvis du ønsker at overleve, er det vigtigt, at du gør noget for det ... Det behøver ikke være fægtning eller ridning. Men du bliver nødt til at gøre noget." Han ville ikke skælde hende ud. Han var ikke i stand til at skælde nogen ud. Men hvis han forklarede hende det, ville hun forhåbentligt få øjnene op.

Hun sukkede tungt, både lettet og irriteret. Lettet, over at han ikke havde skældt hende ud. Irriteret, over at han, ligesom så mange andre, prøvede på at få hende til at være mere aktiv. Han kendte hende ikke, det var der ikke nogen der gjorde. Hendes irritation var enlig malplaceret, for hun havde jo ikke forklaret ham hvad hun eller brugte sin tid på, når hun var alene.
"Ciel, det er jo ikke fordi jeg ligger på min seng hele natten. Jeg er aktiv, i min fritid. Jeg er begyndt at løbe lidt, ellers bliver der lavet mavebøjning, eller hvad jeg nu kan finde på," forklarede hun og trak igen på skuldrene, en irriterende vane. "Jeg er nok bare mere til musik og bøger, end til idræt," tilføjede hun med et blik ned på sin guitarkasse.
I sit stille sind tilføjede hun at det ikke gjorde nogen forskel for hende om hun levede eller døde, ingen ville savne hende, og hun ville ikke savne nogen. Hun havde allerede mistet alt....