At gense sin gamle ven =privat.

"Matt flyt dig dog lige, du er temmelig tung" sagde hun i mens hun forsøgte at skubbe til ham. Så han ikke sad på hende, men det var umuligt han var så tung. "Og du siger jeg snakker? Din mund snakker da også lige nu" drillede hun tilbage. Og fangede hans arme som blev låst fast i et greb bag hans ryg, så havde han i det mindste ikke en chance lige nu for at kunne komme fri. Det greb havde hendes far lært hende, et greb som hun kunne bruge på irriterende mennesker. Eller irriterende mennesker som skulle gennemgå en forvandling til vampyr.

"Du kan sku da også bare kalde mig for fed," sagde han med et stort smil hen over læber. Han kiggede kort ned af sig sekv, så fed var han da ikke. Han kunne da ikke forstå hvorfor hun synes at han var tunge. "Men du snakker altså mest, og hele tiden," sagde han smilende med en drillende undertone. Han elskede som sagt at drille hende, men han mente det nu også godt. Han mærkede at hun tog hans hænder bag på hans ryg.

"Det skal vi piger jo, ellers er vi jo død hamrende kedelige" sagde hun og smilede og holdt ham fast i grebet. Selv om hun på et tidspunkt gav op. Og prøvede at manøvre sig ud, så hun kom hen i det andet hjørne af sofaen hvor han ikke skulle få lov til at sætte sig oven på hende. "Du er tung, men ikke lige frem fed det ville være ondt at sige" sagde hun og lod en finger glide igennem håret.

Han himlede med øjnene over det hun sagde. "Derfor behøver du jo ikke at kalde mig for fed," surmulede ham, og kom ned fra hende efter at hun havde givet slip på ham. Han legede nu kun sur, han var selvfølgelig ikke sur på hende. "Det er det samme, i min verden!" sagde han og kiggede på hende. Han surmulede lidt, men det var nu bare for sjov.

"Mattie dig sur? Aldrig i livet" sagde hun og smilede muntert til ham. Der var vist ikke ret meget der kunne gøre ham sur. "Mattie? Hvad skal vi lave" spurgte hun ham om, for hun anede virkelig ikke hvad de kunne give sig til. Hun satte sig godt til rette i sofaen så hun ikke endte med at få ondt i ryggen. "Søde Mattie ikke noget surmuleri vel?" Sagde hun efter noget tid, og rykkede hen mod ham og puffede til ham med fingeren.

Han sad helt stille og kigget den anden vej. Han surmulede dog over det, men bare for sjov. Han lyttede til hvad hun sagde. Det var vel rigtig, han var næsten aldrig sur. Og hvis han var, var folk ikke i tvivel over det. Han svarede ikke på hendes spørgsmål, han mærkede at hun flyttede sig over til ham. Han smilte let over det hun sagde, men forsatte med at surmule over det. Han mærkede at hun puffede let ham, men han sad bare stille.