Gamle bekendtskaber - Perceval

Sted: Biblioteket
Tid: Om 'aftenen'
Omgivelser: Andre ynglinge
Vejr: Stjerneklart, men meget koldt
Påklædning: Jeans og en sweater

Biblioteket var hendes ynglingssted, når det kom til at slappe af og fordybe sig. Hun brød sig ikke om at ligge i sengen og stirre ud i luften. Så hellere være omgivet af de mange, fantastiske bøger. Allison havde fundet bogen The Fault In Our Stars og glædede sig allerede til at komme igang med at læse den. Hun havde hørt, at den skulle være rigtig god. En af de bedste.

Derfor gik hun over til sofaarrangementet i hjørnet fjernest fra bibliotekets indgang, og åbnede bogen, hvorefter hun kort lugtede til den. Det var noget, hun altid gjorde, før hun skulle til at læse. Lugten af bøger - gamle som nye - var det bedste.

Bogen de havde fået udleveret til filosofi var indholdsfattig, og Perceval følte, at han manglede noget suppliment. Hellere vide for meget end for lidt. Og så kunne han jo ved lejligheden også låne endnu en spansk bog for at holde det ved lige, nu når han ikke tog det som fag mere.

Med to bøger under armen søgte han også mod sofaerne, hvor han forhåbenligt kunne sidde i fred. Da han nåede derhen, lod han blikket glide mellem de ynglinge, der allerede sad der. Og så smilede han. Allison sad der. Gud, hvor var det lang tid siden, han havde snakket med hende! Derfor skyndte han sig over til hende.
"Hej!" sagde han med et stort smil og satte sig ved siden af hende.

Hun var allerede fordybet i bogen, som handlede om en kræftsyg pige, da der pludselig satte sig en unaturligt tæt på hende. Hun kiggede forvirret op, men så så Percevals glade, velkendte smil. Et smil hun havde savnet.

"Hej Perceval!" Udbrød hun glad og lagde bogen fra sig, da hun havde lavet et æseløre. "Hvad går du så rundt og laver? Det er jo længe siden," forsatte hun, som om han ikke allerede vidste det. Hun havde allermest lyst til at give ham et kæmpe kram, men hun lod være, fordi det ville være lidt mærkeligt, når de ikke havde snakket sammen så længe.

Han havde forstyrret hendes læsning, men det så ikke ud som om det gjorde hun. Hun smilede i hvert fald stort til ham.

"Det går godt!" sagde han storsmilende. "Og ja, det er det... To år! Hvad har du fortaget dig i al den tid?" Han havde gerne villet snakke med hende, men chancen havde bare ikke indtruffet. Hun var tit sammen med sine veninder og han med sine, så det havde bare været akavet. Men nu var hun jo alene.

Det var rart at høre, at det gik godt med ham. Hun kunne overhovedet ikke lade være med at smile stort.

"Jeg har egentlig ikke lavet så meget..." sagde hun og tænkte sig om. Hvad havde hun brug sin tid på? "Jeg har vel bare passet skolen. Og været sammen med mine venner. Og så har jeg selvfølgelig spillet musik og tegnet." Hun grinede. Det var det, der havde gjort, at de var begyndt at snakke sammen. Musikken. Hun spillede på violin og Perceval guitar. Han havde i sin tid lært hende nogle akkorder, men god til det havde hun ikke været.
Så sukkede hun. Når hun sagde det på den måde, lød hendes liv meget uinteressant. Men det var det jo egentlig også.

Han smilede stort, da hun fortalte, at hun stadig tegnede og spillede musik.
"Må jeg ikke se dine tegninger på et tidspunkt?" Spurgte han ivrigt. Han kunne huske, hvor smukke de havde været. Hun kunne blive en stor kunstner, hvis hun valgte at gå dén vej. Og også en stor musiker, hvis hun forsatte med at spille.

"Vi kunne også spille sammen en dag... Se om vi kan kombinere violinen og guitaren," forsatte han og grinede svagt. Det skulle nok blive kønt.

Hun smilede genert. Hun havde altid været genert, når det kom til hendes tegninger. De var som hendes børn. Men Perceval var jo god nok. Og han havde rost dem meget før i tiden. Derfor nikkede hun og rejste sig.

"Du kan se dem nu, hvis du syntes?" Spurgte hun smilende. "Og ja, det burde vi gøre. Vi var da gode nok til det før i tiden, så hvorfor skulle vi ikke kunne det nu?" Forsatte hun, mens hun begyndte at gå.

Han var hurtigt på benene - glædede sig til at se hendes mestreværker - og fulgte efter hende.
Han kunne ikke lade være med at gå rundt med et kæmpe smil. Det var virkelig rart at snakke med hende igen. Selvom han måske ikke var helt væk i hende, som han havde været før i tiden. Han havde bare været al for genert til at gøre noget ved det, og så havde kontakten lige så stillet sluppet sit tag. Og ja... Så var de hver for sig.

Mens de gik kiggede hun tilbage på ham og smilede. Han var tydeligvis væk i sine egne tanker. Hun tænkte selv på deres fortid sammen, mens hun guidede dem op til hendes værelse. Det havde aldrig blevet til mere end et kindkys efter den gåtur langs muren, da de begge havde været alt for generte. Måske skulle de forsøge igen? Så rystede hun på hovedet - det ville være dumt at ødelægge et venskab på den måde.

De nåede værelset, og Allison lukkede dem ind. "Sæt dig bare, hvor du ville," sagde hun, mens hun åbnede sit skab og fandt sin gamle, trofaste tegneblok frem.

Hendes værelse var roddet på en god måske. Ikke kaotisk, men hist og pist lå der en bog, en T-shirt og nogle halvmalede billeder. Det gjorde det blot hyggeligt og hjemligt.

Da hun bad ham om at sætte sig hvor som helst, satte han sig i sengen, så de kunne sidde ved siden af hinanden. Hun var ovre ved sit skab og fandt sin tegneblok. Den samme som hun havde brugt for to år siden. Nu var den bare ved at falde fra hinanden, men igen gjorde det ingenting. Det var blot et plus.

Da hun havde fundet bogen, satte hun sig hen på sengen ved siden af ham og rakte den til ham. Så kiggede hun væk i skam og trillede tommelfingre.

Bogen var fyldt med skitser af naturen - landskaber, søer, skove, hav og så videre. Der var også nogle få portrætter af folk, hun kendte, inklusiv Perceval, men det var tydeligt, at hun helt klart foretrak naturbillederne.

"De er ret gamle," følte hun næsten, at hun blev nødt til at sige. Det var nærmest en undskyldning.

Billederne var.... Smukke, fantastiske.. Han kunne næsten ikke beskrive det. Hun havde virkelig forbedret sig fra at være god til at være den bedste.

"Hvad mener du? Det her er jo fantastisk!" sagde han og smilede af hendes generthed. Da hun stadig havde drejet hovedet, lagde han sin hånd under hendes hage og drejede hovedet, så de fik øjenkontakt. "Virkelig godt," sagde han og kiggede forsat intenst på hende.

Hun smilede forsat genert, da han roste hendes værk og rødmede en smule. Han kunne lide dem! Det var... rart at få af vide. Det var som om at hans ord betød mere end andres. Hvorfor vidste hun ikke helt.

Hun havde næsten ikke lagt mærke til, at hun kiggede ned, før han havde taget fat om hendes hage og drejede hendes hoved, så deres ansigter var lige ud for hinanden. Et kort øjeblik var hun overbevist om, at han ville kysse hende, men så slog hun tanken fra sig. Selvfølgelig ville han ikke det. "Tak," hviskede hun i stedet med et stumt smil.