Heisa^^ - Jules

"Han er heller ikke på skolen, da han obviously ikke er blevet mærket. Han er en ret cool storebror der ikke dømmer folk og ikke behandler mig som en møgunge fordi at jeg er yngre end ham. Jeg savner ham egentlig lidt da han også var min bedste ven, men jeg må jo klare mig uden nu?" han trak på skuldrene som om at det ikke var noget. Men sandheden var nok at han ikke kunne lide tanken om at han og hans storebror hverken skulle diskutere, indspille musik for sjov, eller ligge over hinanden fordi at de var faldet i søvn på sofaen og blive vækket af deres mor fordi at hun havde lavet morgenmad. Det skulle de i hvert fald ikke i den nærmeste fremtid så det ud til, nu da Jules var mærket.
"Kylling" sagde han bestemt. "Ligesom hunde-kylling, ræve-kyllinger og sæle-kyllinger!" sagde han bestemt. "Og ko-kyllinger" tilføjede han bestemt. Da hun sagde at hun ville spise ham lavede han store øjne. "DET FÅR DU IKKE LOV TIL!" han pegede på hende og faldte så næsten bagover.

Rosa lyttede opmærksomt og nysgerrigt til ham, og nikkede forstående til ham. "Jeg savner osse min bette bror." Sagde hun stille og smilte lidt for sig selv. Hendes lille bror og hende havde meget tætte, de fortalte næsten hinanden alt, drillede hinanden for sjov eller drillede andre. Rosa rystede på hovedet af sig, og prøvede på at at komme ud af sit tankespind. "Det hedder killing." Sagde hun grine og rystede på hovedet af ham. Rosa begyndte at grine af ham, da han sagde at hun ikke måtte spise ham. Hun tog fat omkring hans hånd og kiggede drillende på ham, "Så bliver du også nød til at give mig mad ellers spise jeg dig." Sagde hun grinene.

"Bette? Hva fanden, er du fra landet?" drillede han og prikkede hende lige midt på maven bare for at drille hende en smule. Et bredt og ikke mindst drillende smil var sat på hande læber. Da hun så påstod at det hed killing himlede han med øjnene. "Ko-killing lyder jo sindssvagt" fnøs han og himlede med øjnene. "Er du måske åndssyg?" fnøs han og havde med vilje byttet rundt på 'sinds' og 'ånds' bare fordi at han kunne.
"Jamen hvad hvis jeg stikker af?" spurgte han, efterfulgt af at hans hævede og sænkede øjenbrynene på en ret uhyggelig måde, så han delvist lignte sit idiotiske selv, og delvist lignte en voldtægtsmand - eller i hvert fald en 'pervers stodder' som nogle ville sige.

Rosa begyndte at række tunge af han komentar, "jeg er fra london, hvis du endelig skal vide det." Sagde hun grinene og kiggede ham i øjene. Hun begyndte at grine endnu mere da han snakke om ko-killinger, og nikkede så drillende til ham. "Ja self er jeg åndssyg, hvad ellers." Sagde hun drillende og kiggede undrerne på ham. Hun lagde hovedet let på skrå, da han snakkede om at stikke af. "Så fanger jeg dig bare i en mange stor fælde jeg laver." Sagde hun grinene, og smilte til ham.

Jules lagde hovedet på skrå og grinede så. "Nice! Jeg kommer også fra London! Men accenten har ikke fået bugt med mig endnu!" sagde han stolt over ikke at tale britisk. "Det gør det også lettere at rappe" tilføjede han tilfreds med sig selv og sine egenskaber. "... Du er Sindssvag" fnøs han og himlede med øjnene, inden han sendte hende et drillende smil. "Awws... hvad hvis nu at jeg forvandler mig til en lama? Jeg tror ikke du kan lide at spise lamaer. Specielt ikke grønna lamaer! så hvad hvis jeg bliver til en grøn lama?" spurgte han med et skævt smil. Knægten havde tydeligvis ikke andet end grøn og lama på hovedet.

Rosa grinte lidt af ham, "Sådan nice, kan du rappe?" Spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet let på skrå, mens hun betraktede ham. Hun begyndte at grine og lagde sig ned på gulvet, og kiggede rundt på gangen. "Self er jeg sindsyg, hva skulle jeg eller være?" Sagde hun og fnøs af ham ligesom han gjorde. Hun begyndte at grine af ham, da han snakkede om lamaere igen. "Så forvandler jeg dig bare til en grøn kylling og spiser dig." Sagde hun grinene og drillende til ham.

"Jup. Jeg startede da jeg var 11 år, hvor mig og min storebror lavede covers på nogle duetter, hvor han sang oftest begge to, mens jeg rappede i mellemtiden" sagde han med et grin. "Og så har jeg selv lavet nogle covers" tilføjede han med et lille grin. "Erh... Det ved jeg ikke... Mere normal-agtig? Du er jo snart mere sær end mig, og jeg har fået prisen som året særling, tre år i træk" sagde han med et grin og lavede en baglænds kolbøtte, så hans hætte røg ned og hans brune hår fik lov til at stritte uden en hætte til at holde det nede. "Aww... Hvorfor en kylling? Jeg vil hellere være en lama... eller et egern... måske en kasse eller en dør" klagede han og skød underlæben frem. "Eller en sofakartoffel" tilføjede han smågrinende.

Rosa lyttede til det han sagde, og kiggede ham i øjene. "Nice, det lyder mega cool. Jeg synger selv en gang imellem." Sagde hun smilende til ham. Hun grinte højlydt af det han sagde og rystede så på hovedet, "Men det er jo ikke sjovt at være normal, og cool til det med priserne." sagde hun grinene, og betraktede ham da hans hætte faldt af. "hhmm fordi en kylling smager godt self." Sagde hun grinene, og himlede let med sine nødde brune øjene.

"Nice, må jeg høre?" spurgte han med et skævt smil. Han lagde sig igen ned og flød egentlig bare på gulvet, så folk endten måtte gå over ham eller udenom. Og langt de fleste gik udenom. Ikke at han havde noget imod det. "Det er jo også meningen! Du skal være lille og kedelig og så skal jeg gumle på dit hår fordi at det er sådan en lama-ting" sagde han med et lille grin. "Men jeg vil være en sofakartoffel!" peb han og skød derefter underlæben betuttet frem.

Rosa kiggede tænkene på ham, og nikkede så "Men jeg ved alså ikke hvad jeg skal synge." Sagde hun tænkene og kiggede smilende på ham. Hun lyttede til han sagde og kiggede rundt på gangen iegen. "Ej, du skal ikke gumle på mit elskede lange sorte hår." Sagde hun grinene og begyndte at pille ved sit hår. Hun begyndte at rette på sin næsepiercing, og lavede en grimasse af det.

"Syng din aller mesteste yndlingssang" sagde han og så nysgerrigt op på hende. "Og jeg kan da godt rappe lidt til gengæld, samt give en lille dans" Sandheden var at Jules ikke kunne rappe, uden at bevæge sig rundt. Ikke med mindre han skulle lyde som en der kunne finde på at dræbe en eller anden - eller det sagde hans storebror altid. Da hun sagde at han ikke måtte gumle på hendes hår skød han underlæben frem, samt lavede store øjne. "Jamen jeg er en LAMA!" klagede han og slog ud med armene.

Rosa så tænkene på ham, og vidste lige hvad hun skulle synge. "Oki så, jeg ved hvad jeg vil synge. Men synger bedst når jeg osse danser" sagde hun smilnde til ham, og kiggede ham i øjene. Hun rejste sig op og rettede let på sit tøj, hun tog en dybindånding og begyndte at synge sin sang.
"Now I will tell you what I've done for you
50 thousand tears I've cried
Screaming, deceiving, and bleeding for you
And you still won't hear me
Don't want your hand this time, I'll save myself
Maybe I'll wake up for once
Not tormented...Daily defeated by you
Just when I thought I'd reached the bottom

I'm dying again...

I'm going under
Drowning in you
I'm falling forever
I've got to break through
I'm going under

Blurring and stirring the truth and the lies
So I don't know what's real and what's not
Always confusing the thoughts in my head
So I can't trust myself anymore

I'm dying again

So go on and scream
Scream at me
I'm so far away
I won't be broken again
I've got to breathe
I can't keep going under."

Sang hun med sin sukkersøde og klare stemme, mens hun dansede rundt omkring Jules. Hendes lange sorte hår dansede elegant rundt omkring hendes fine ansigt, hun dansede som en ægte danser. Hun stoppede med sin sang og dans, og kiggede smilende ned på ham. Hun satte en hånd på sin hofte og stillede sig, som en rigtig model.

"Jeg vil sige at du skulle gå ind for branchen. Eller noget i den stil - det lyder skide godt... Hvis du bare sang om noget lidt gladere istedet" sagde han med et drillende smil. Han var bare ikke en person der brød sig om triste sange. Derfor var det meste af hans sange på ipoden altså sådan noget som "Panda Hiiro" og "Matryoshka" eller måske hvis det skulle være helt latterligt "Ugly" bare fordi at han var sådan en sær person som han nu var. "Forresten - det der model-look det passer altså ikke sammen med dig. Er der ikke noget med at modeller skal være smukke?" sagde han drillende og rakte tunge af hende.

Rosa lyttede til hans komentar og smilte stort til ham, "Takker, og nu er det så din tur til at synge. Jeg skal nok huske det med gladere sange." Sagde hun grinene og satte sig op af væggen. Hun kiggede rundt på gangen, og så at der var nogen ynglinge der stod og kiggede på hende. Hun smilte bare sødt til dem, og hilste på venligt på dem. Hun hørte hans lille komentar og hendes model look, og rakte tunge af ham igen. "Vær sød, og detsuden må man ikke lyve Jules." Sagde hun grinene, og ventede spændt på at han skulle begynde at synge.

"Hmm.. Hvad skal jeg mon synge..." brummede han tænkende og kløede sig kort på hagen. Så lyste hele hans ansigt op i en ide, og straks kom han på benene. "Men jeg ved ikke om du vil høre den originale eller eller engelske" han lagde hovedet på skrå og betragtede hende. "Den originale kan du ikke forstå, men det lyder bedre end den engelske" sagde han med et grin og kløede sig i nakken. "Jamen du har ret! Jeg må ikke lyve! Og det gør jeg heller aldrig" drillede han tilbage og prikkede hende kort på panden.

Rosa lyttede nysgerrigt til hans lille snak med sig selv, og smilte stort til ham mens han snakkede. Hun lagde hovedet let på skrå, "Du bestemmer selv hvad du synge og hvad sprog det er på." Sagde hun grinene og smilte til ham. Hun hørte hans komentar og fnyste, og kom med et lille "Tsk." og himlede med øjene. Men fik så en ide og begyndte at grinene lidt, men blev alvorlig igen. "Hvor er du ond, jeg begynder at græde nu." Sagde hun trist, og begyndte at faktisk at græde med falske tåre. Hun vidste ikke hvorfor hun kunne gøre det, men det kunne hun bare. Hun lod de falske tåre løbe ned af sine kinder, og begyndte at snøfte. Det lignede virkelig som om hun græd rigtig.

"Oki doki then!" sagde han med et grin. Han så kort rundt og heldigvis for Jules var der ingen der sådan rigtigt kiggede på ham. Vejrmøller, kolbøtter og stå på hænder på gangene, det kunne han finde på. Men at rappe? Nope. Han rømmede sig kort og tog så en dyb indånding da det var lettere grænseoverskridende alligevel.
"Dou no nai nakami nai
Kara no hai kara
Hibi ga hibi-iri more dasu

Aa, wara dasu
Aware ni mo tsume kitta
Memorii maki chirasu zengo ni
I don't know
Fukaku Aiiro no
Oku no oku made
Hiraite ga nozoka sete

Ore chai sou osanai
Te de clap, clap
Rizumu bureru kokochi yo-sa ni
Kurakura
Zoon nana call
Kitto dou datte ii
Sekai no ondo watashi melty"
Imens han havde sunget havde han ikke stået stille, han havde både vippet hovedet frem og tilbage, lavede små armbevægelser, rykket lidt rundt på fødderne, men han så nok ud til at være afslappet med det. Og på trods af at det ikke var engelsk, lød det som om at ordene faldt ham naturligt at bruge. Og som han rappede, lød det heller ikke dårligt med hans lidt specielle stemme.
Da hun lod som om at hun græd lavede han store øjne. Havde hun troet at han havde ment det? Var hun sur på ham nu? Hvad gjorde man i sådan en situation?! Han gjorde dog det han faldte mest naturligt og satte sig hos hende, for at kunne holde om hende. "Du må ikke græde!" peb han stille. "Så begynder jeg at græde og så kommer jeg til at stille spørgsmål til om jeg er jeg overhovedet er maskulin" klagede han og nussede hende lidt i håret. Det var ikke engang løgn, når andre græd, havde Jules det med også at græde.

Rosa lyttede opmærksomt og nysgerrigt til Jules da han begyndte at synge, og lagde hovedet let på skrå af ren nysgerrighed. Hun ante ikke dyt om hvad han sang, og om hvad sangen overhovedet handlede om. Men det lød rigtig sjovt, og hun smilte stort til ham mens han sang. Hun fulgte ham med sine nøddebrune øjene, da han begyndte at danse rundt på gangen. Da han var færdig grinte hun lidt og klappede i sine hænder, "Mega godt Jules, men bare lige så jeg er lidt med hvad handler sangen om, hvad sprog er det overhovedet?" Spurgte hun nysgerrigt, og smilte stort til ham.
Da hun så hvordan han reagerede på hendes falske gråd, smilte hun lidt for sig selv. "Bare rolig, jeg græder ikke rigtigt. Det er falske tåre, jeg ved ikke hvordan,men det er bare noget jeg kan."Sagde hun smilende, og tørte de falske tåre væk fra sine kinder.

Da hun spurgte ind til sproget smilte han skævt. "Believe it or not, det er japansk" sagde han med et grin og vippede stadig en smule med hovedet. "Jeg er ikke specielt god til det, men min storebror kan det næsten flydende" tilføjede han med et skuldertræk. "Og nu må du gerne bøje dig i støvet for min storebrors awesomeness og min awesomeness ved at være min storebrors lillebror" sagde han drillende og blinkede kort til hende.
Da hun afslørede at hun ikke græd skulede han. "Jeg blev altså utroligt bekymret!" udbrød han og skød underlæben frem. Han slap hende dog ikke, men puttede istedet ind til hende, så han kunne ligge med sit hovede under hendes. Han rykkede sig en smule, indtil han lå godt og gabte så. "Og du er sikker på at du ikke vil være min seng? Du er utroligt blød og varm..." brummede han med et lille smil om læberne.

Hun lyttede nysgerrigt til det han sagde, og lagde hovedet let på skrå. *Japansk! Min søs kan jeg Japansk.* Tænkte hun lidt for sig selv, og smilte. "Cool, min søs kan japansk eller min bedste veninde kan sproget. Men jeg kalder hende søs eller nee-san, som betyder lille søster." Sagde hun stolt og smilte stort til ham, og begyndte at grinene af det han sagde. Hun bøjede fornemt hovedet og lagde en hånd over sit hjerte, for at vise hun bøje sig for ham.
Hun smilte til ham og kiggede ham i øjene, "Sorry, men jeg kunne lade vær, jeg ville se hvordan du reagerede. Og om du faldt for det, og det gjorde du." Sagde hun smilende og var stolt over at nogen faldt for hendes falske tåre. Da hun hørte ved han sagde om at være hans seng, begyndte hun at grine højlydt igen. "Hvis det ikke var fordi du er så mærklig, som er en god ting self. Skulle man tro du tænkte bare lidt perverst lige nu, eller er det bare mig." Sagde hun grinene og kiggede drillende på ham.

"Jeg ved godt hvad Nee-san betyder!" udbrød han dybt fornærmet og rakte tunge af hende. "Det er ikke for ingenting at jeg læser manga" fnøs han fornærmet. Hans seneste projekt, inden han kom til Nattens hus? At få sin storebror til at lade være med at kalde ham "Nii-chan". Han brød sig absolut ikke om at blive kaldt Chan. Det virkede som en fornærmelse af hans maskulini... You know what? forget it. Da hun bukkede for ham tog han fat i noget af sin trøje og nejede, mens han trak ud i den og begyndte så at grine selv.
"Det er ikke sødt sådan noget! Ved du hvad? Nu kan jeg ikke lide dig" udbrød han fornærmet og skød underlæben frem. "Jeg blev altså bange for at du faktisk var ked af det eller - eller - eller... eller sur!" han slog ud med armene og lignte selv en der var ved at græde. Noget han havde en tendens til at se ud som, når han var frustreret, forvirret eller noget i den voldgade. Men han tog sig hurtigt sammen igen ved at blinke et par gange, så tårerne forsvandt og hans øjne ikke var ligeså blanke som hvis han skulle til at græde. Men for en sikkerheds skyld, kneb han øjnene sammen og gned det kort med hånden, til han bedømte at der ikke var farer for tårer længere.
Ved hendes kommentar om at det så perverst ud smilede han skævt. "Aha, men ha' lige i reminderen at ligemeget for sær jeg er, så er jeg stadig en dreng. Og ikke nok med det, jeg er også teenager. Og absolut ikke nok med det!... Okay, jeg er uskyldig" sagde han med et grin. "Og for at bevise det, kan jeg forsikre dig at det tætteste jeg har været på overhovedet at kysse en pige, har været når jeg har kysset min storebror på kinden, da jeg var mindre" sagde han med et lille nik for at fastslå hvad han lige havde sagt. "Eller blive kysset, det må være når min mor har kysset mig på panden" han gøs kort og lagde sig derefter til rette op af Rosa. "Med andre ord, jeg er mere uskyldig end de fleste andre fyre på 15 år"

Rosa begyndte at grine af ham, og kiggede på ham. "Oki oki, men min søs blev ikke fornærmet, for det var hendes ide og ikke min." Sagde hun smilende, og rakte selv tunge af ham da han gjorde det. "Jeg savner hende rigtig meget, vi kunne finde på at gøre de mest mærklige ting. fx. på et tidspunkt hvor vi var ude at shoppe kom nogen fyre hen til os, og ville snakke med os osv. Men vi ville ikke snakke med dem, så vi sagde bare at vi var lesbiske. Men det ville de ikke tro på før vi havde kysset hinanden, så det gjorde vi og gik videre." Sagde hun grinene og kiggede ham i øjene.
Hun smilte undskyldene til ham, "Undskyld, jeg ved det godt. Undskyld!" Sagde hun undskyldene, og fik en lyst til at kramme ham. Men istedet rørte hun ham let på hans hue, og smilte stort til ham. Hun var rigtig glad for at hun havde fået en rigtig god ven, som var mega sjov, mærklig og sød på sin egen måde.
Hun begyndte selv at smile stort igen, da hun så at han at smilte over hendes komentar. Hun begyndte at grine af det han sagde, og smilte drillende til ham. "Selvom man er udskyldig kan man godt tænke perverst, og nu skal du ikke prøve på noget. Men det regner jeg heller ikke med du gør." Sagde hun smilende, og kiggede ham i øjene med sine nødde brune øjene. Da hun hørte det med at han var mere uskyldig end de fleste på 15, rystede hun let på hovedet af ham. "Jules, det behøver ikke at være en dårlig ting at være uskyldig. Hellere være uskyldig, end at få rygtet om at man er en luder." Sagde hun smilende, og prikkede ham på næsen.

Jules lyttede opmærksomt til det hun sagde om sin "søs" eller bedste veninde. Selv havde han haft rigeligt i sin storebror, men havde skam også haft venner i skolen og ved de fritidsinteresser han havde som barn. Ellers var det bare ham og hans bror, siddende på sofaen og se den ene film efter den anden, for til sidst at falde i søvn, Markus liggende på maven, med det ene ben udover kanten og hånden som hovedpude, mens Jules lå på hans ryg, med benene på hver sin side af hans hofter, hænderne foldede ved hans skulderblade, og hovedet liggende ovenpå. Og hvis deres mor var der, lå Markus istedet med den ene arm udover kanten og hovedet på deres mors skød.
Tanken om det fik automatisk et smil frem på Jules læber, for det var egentlig ikke akavet for nogen af dem. De var tætte brødre, og var kun blevet tættere da deres far døde. Selvfølgelig havde de deres skænderier, men det var ikke noget et kram og et kys på panden ikke kunne klare. Også fordi at deres aldersforskel ikke var så stor endda.
Og da hun var færdig med at fortælle var Jules ret så meget spaced ud og var i sin lille verden, fra dengang alting var mere simpelt, og han bare boede derhjemme i London.
Da hun rørte hans hue fniste han kort. Så bed han hende kort, drillende på hagen og smilede så nærmest fra øre til øre.
"Tror du selv at jeg er tyben der tænker perverst om de piger jeg kan komme tæt på?" sagde han drillende. "Det kan godt være at jeg er 15 år, men mentalt er jeg måske.. det ved jeg ikke.. på lige fod med en 5 årig?" sagde han med et lille grin og nussede sin kind imod hendes hals. "Har du måske et problem med at jeg ligger her?"

Rosa kunne se på ham at han rent faktisk lyttede til hendes historie om sin søs, og hun var rigtig glad for at han lyttede til hende. Hun smilte lidt for sig selv over det, og kiggede ned på ham med et venligt blik.
Hun mærkede at han bed hende drillende, og at han smilte til hende bagefter. Hun smilte tilbage til ham, og grinte lidt over det. Da hun hørte hans spørgsmål om hun virkelig troede på at han var den type der tænkte perverst, rystede hun på hovedet med et smil om sine læber. "Hhhmm nej, det tror jeg ikke du er." Sagde hun smilende, og kiggede ham i øjene. Hun grinte lidt over hans komentar om at han mentalt var som en på 5.
Hun mærkede at han nussede sin kind mod hendes hals, og grinte lidt af det. Hun rystede på hovedet igen, da han spurgte om hun havde noget imod at han lagde op af hende. "Nej, det gør mig ikke noget." Sagde hun smilende, og kiggede på ham.

"Præciseliselig!" han prikkede hende drillende på næsen. "Desuden, Darling, er det kun dumme drenge der tænker på piger" han viftede lidt med hånden, for at vise at de bare skulle gå deres vej igen. Da hun grinte over hans kommentar så han tænkende ud. "Eller måske en dør... eller end hund... Udover at en dør har en positiv medvirken i samfundet, og en hund kan sidde på komando... Måske en kat, men de ligger altid ned og sover..." han skød underlæben frem. "En ged!" Udbrød han så. "Jeg har altid gerne ville have et gedeskæg" jokede han. Sandheden var, at den dag han fik skæg, var den dag helvede frøs til is. Eller... Den dag Jules en hel dag ikke lavede noget som helst, når det var varmt.
"Godt... For jeg ligger godt! Du burde overveje at blive uddannet seng" drillede han og sprang så på benene igen, da han ikke gad at sidde stille. "Jeg er sulten" brummede han tænkende og så på sin mave, der egentlig var skjult af alt for stort tøj. Han skød underlæben frem og klappede sin mave, som til gengæld knurrede af ham. "Den tone skal du absolut ikke bruge når du snakker til mig, unge mave!" udbrød han og pegede surt på sin mave. Derefter stak han hænderne i lommerne på sine bukser. Normalt havde han tyggegummi, slik, en dåse sodavand, eller noget brød, men han kom så i tanke om at hans lager var tømt. Han skød underlæben frem igen og klappede så sin stakkels mave. "Beklager, du må vente lidt endnu" brummede han så.