Heisa^^ - Jules

Tid: Efter skolen.
Omkring: meget få ynglinge.
Sted: gangene.
Tøj: Sin uniform.

Rosa går rundt på gangene og keder sig. Hun sætter sig op af væggen og kigger rundt på de andre ynglinge, hun sukker lidt og håber at hun snart kan få noget selskab. Hun slår blidt hovedet ind i væggen, og lukker sine øjne og drømmer sig væk. Hun drømmer sig hen til sin bedste veninde, og håber hun snart kan få hende at se igen. Hun åbner øjnene og ryster lidt på hovedet, hun gaber lidt og føler sig lidt træt. Hun finder sin tegneblok frem, og tager den blyant hun har til at sidde bag det højre øre frem. Hun finder den tegning hun er i gang med og begynder at tegne videre på den. Hun er i gang med at tegne en pige med krøllet hår, hun tegner videre på pigen og giver hende nogen kende tegn. Hun kigger op fra tegningen og kigger rundt på gangen igen, er der nogen som vil snakke lidt med mig?? Tænker hun til sig selv, og kigger ned på sin tegning igen.

En yderst usædvanlig og ikke mindst ny yngling slentrede ned af gangene og prøvede bedst muligt at finde til rette på dette usædvanlige og uvante sted. Drengen var allerede skiftet fra skole uniformen da han ikke kunne holde ud at have det på. Så Han var iført sin elskede grønne hoodie, med det sære ansigt og som kunne lynes helt op, indenunder det, en mørkegrøn t-shirt, brune hansker, et par militærbukser, der var mindst 3 numre for store til ham, så derfor var der også et fint bælte og på fødderne havde han et par grønne converse. Det var ikke svært at se at han havde en svaghed for farven grøn. Og det passede også ganske fint til hans grønne øjne. Han så nysgerrigt rundt og betragtede de elever der gik forbi ham. Og da det tyndede ud i elever stoppede han op med et barnligt, betuttet udtryk. Så fik han en ide, der kunne holde ham beskæftiget i... 8 sekunder måske? Men det ville blive sjovt at se andres reaktion. Han tog en smule tilløb og sprange så hans hænder endte på gulvet, benene spredte som de svang igennem luften og mødte gulvet igen som hans hænder slap gulvet.
Tilfreds med sin fine vejrmølle nikkede han og gik videre, med nogle lidt sære blikke hvilende på sig. Han gik roligt, som intet havde sket med hænderne i lommerne og så derefter en pige der sad og tegnede. Det fik hans nysgerrighed til at vride sig og nærmest gøre ondt, da han altså ville vide hvad hun tegnede! Han gik over imod hende, og bedst som man troede at han var faldet til ro igen, sprang han, rullede rundt og lå til sidt på maven foran pigen, med albuerne mod gulvet, fingrene flettede og hovedet hvilende ovenpå. "Halløjsa" sagde han så et næsten umærkeligt smil om læberne, som intet havde sket og at han ikke lå fladt på maven foran en pige han ikke kendte, men at han nærmere allerede kendte hende og lå på en seng eller noget.

Rosa kiggede forskræket op da hun så drengen, og begyndte så at grine mens hun nysgerrigt kiggede på ham. "Heisa." Sagde hun grinene, og slog sig blidt to gange over hjertet og lavede et peace tegn til ham. Det var en af hendes mærklige måder at hilse på, hun kiggede nysgerrigt på drengen med et smil om læberne. Hun kom til at tænke på at hun ikke havde sagt hvad hun hed, "Jeg hedder Rosa, hvem er du knægt?" Sagde hun sødt og kiggede på ham med sine mørke brune øjne. Hun begyndte at pille ved en tot af sit lange sorte hår, mens hun smilte sødt til drengen og ventede på at han svarede hende.

Jules smilte bare som en idiot - præcist som han plejede. Hans safirgrønne øjne fyldt med nysgerrighed. Da hun præsenterede sig rullede han sig om og ligge på ryggen og betragtede hende tænkende. "Er jeg degrederet til knægt?" klagede han og skød underlæben frem. Så brød hans lidt sære smil frem igen og han spidsede så tænkende læberne. "Julian-Edward. Men jeg foretrækker Jules - eller Judy hvis jeg nu er i mit femenine hjørne" sagde han og blinkede overdrevent for ligesom at flashe sine "lange" øjenvipper og se ekstra feminin ud. Noget han ikke rigtigt kunne på grund af sit drengerøvede udseende. Ikke engang med en kjole på ville man blive overbevist. "Men fordi du er dig må du gerne kalde mig Jules" tilføjede han dybt seriøst og kom op og sidde. "Og lad os holde det mellem dig" han pegede på sig selv. "Og mig" han pegede nu på hende. Så så han tænkende på sin finger. "Eller var det omvendt? ANYFACE hold det tæt" sagde han og lagde sin hånd på sit bryst. Holdte sin seriøse maske utroligt godt, indtil det næsten umærkelige smil dukkede op igen.

Hun begyndte at grine igen af ham, hun synes at han var sjov og sød på hans egen mærklige måde. "Når jeg ikke ved hvad drenge hedder kalder jeg dem altid knægt." Sagde hun smilende og rakte let tunge af ham. "Jules, cool navn." Sagde hun sødt, og prikkede ham blidt på panden med et drillende smil om læberne. Hun grinte igen da han prøvede og være seriøs, og holdt en hånd foran sit bryst og nikkede. "Oki, skal jeg nok." sagde hun så seriøs som hun kunne blive, hun kiggede tænkene på ham mens hun betraktede ham. Hun rettede lidt på sin nederdel, og på sine lange sorte strømper med et blod rødt bånd på. Hun lignede en lille skolepige, hun manglede bare at sætte sit lange sorte hår op i to rottehaler. Hun kiggede på ham igen med et sødt smil om læberne, "Du er cool, og sød på din egen måde." Sagde hun smilende til ham.

Han skød underlæben frem. "Så fortrækker jeg Den, eller Tingest" sagde han så og blinkede overdrevent for at se nuttet og feminin ud. Noget som virkelig ikke gik alt for godt. Han smilede skævt - rigtig drengerøvet. "I know, ik!? Jeg A-fan-maz-tast-ing-isk" sagde han og lagde en hånd over sit hjerte på sådan en ret bøsset måde og lavede en dullet "tss" lyd, som var han det mest fantastiske der fandtes. Derefter så han tænkende på hende. Som om at han overvejede om han kunne stole på hende. Da hendes hænder pillede ved noget, blev han straks opmærksom og så derfor nederdelen. Så gispede han overdramatisk og utroligt falsk, så det lød som om at han havde fået en fisk galt i halsen.
"SÅDAN EN NEDERDEL HAR JEG OGSÅ!" udbrød han og viftede med armene. "Så er vi jo like - nederdele-veninder!" tilføjede han og viftede endnu vildere med armene så han lignte en der prøvede at flyve med armene. "Og så kan vi gå med vores nederdele ik, og så kan vi li'zåm rende rundt sammen, ik? Og så kan vi jo li'zåm snakke om alle mulige pige-ting ik? Men det skal være virkelig tyz tyz, ik? Det må ligesom ikke slippe ud at jeg er en pige i forklædning, der bare vil ind og sove hos drengene" sagde han og blinkede drillende til hende. Da hun sagde at han var cool og sød smilede han bare venligt og så virkelig nuttet ud et øjeblik med lukkede øjne og det der søde smil. "Jeg ved det godt, jeg er amazing" sagde han smilende.

Hun lyttede til det han sagde med et smil om læberne. Hun rystede lidt på hovedet af ham, og grinte så igen af ham. Hun havede aldrig grint så meget siden hun kom her til, eller havede hun??? Hun lod mærke til at han kiggede ned på hendes nederdel da hun rettede på den, og rødmede lidt i kinderne. Men begyndte at grine da han komenterede den, og sagde at han osse havede sådan en nederdel. Hun nikkede som svar på det han sagde, "Helt klart." Sagde hun grinene og smilte stort til ham. Hun rettede lidt på sit lange sorte hår, og lagde sin tegneblok fra sig. Hun tog blyanten om bag det højre øre igen, og nikkede til det han sagde. Hun lagde sig ned på maven ved sin af ham, og holdte sig lidt oppe med armene. Hun mærkede at hendes top var kravlet lidt op, så man kunne se lidt af hendes tre store ar. Hun skyndte sig at hive ned i den igen, og håbede han ikke havede lagt mærke til hendes ar...

Jules så sit snit til at være lidt ekstra barnlig og smilede bredt ved det, men ventede lidt med sit angreb. Jules var langt fra den mest normale yngling her - det var vel efterhånden godt tydeligt. Men der var selvfølgelig grænser for hvor langt han gik for at være unik. Han ville for eksempel ikke gå med pigetøj, han nægtede at skifte sin hoodie ud med noget særere eller noget. Han holdte selv skansen for hvor sær han ville være.
Han betragtede hende lidt, så hendes tegneblok og så hende igen. Så bredte hans smil sig endnu en gang og han sprang nærmest op på hendes ryg, så han holdte hende nede på den måde. "HAH! Fanget!" udbrød han og grinede barnligt. Endnu en gang fik han sig en del blikke og dette opdagede Jules hurtigt. "Seriøst, hvis i så en pige så lækker som hende her, ville i også springe på hende" sagde han med et grin og kravlede så ned fra hendes ryg igen. "Ej, er du okay?" spurgte han med et varmt og venligt smil om læberne. "Vi kan jo ikke have at jeg får et rygte som vold-over-tægts-fald mand, vel?" sagde han med endnu et varmt smil om læberne. Så skød han underlæben frem og fik tårer i øjnene. "UNDSKYYYYLD!" han råbte det næsten og lod som om at han skulle til at tude, da han lynede sin hoodie helt op så hans ansigt ikke var til at se på grund af at den kunne lynes oppe i hætten.

Hun blev forskrækket da han ligepludselig sprang på hendes ryg og på den måde angreb hende, men hun grinte så og prøvede at ryste ham af. Hun hørte hans komentar da han snakkede til dem der kiggede på dem, hun rødmede i kinderne og kiggede mærkligt på ham. "Ssshh, du skal ikke sige sådan noget." sagde hun smilende, og rakte tunge af ham. Hun nikkede da han spurgte om hun var okay, og grinte da han snakkede om at være overfaldsmand og rystede på hovedet med et smil om læberne. Hun kiggede bekymret på ham da han virkede ked, og tog fat i hans lynlås på hans hoodie så hun kunne se hans ansigt igen. "Jeg er okay, du behøver ikke at være ked." Sagde hun sødt og smilte til ham. Hun havede lyst til at angribe ham lidt også, så hun tog fat i ham med et grin om læberne. Hun lagde ham ned på gulvet og stillede sig over ham, "Hi hi hi gengæld for at du angreb mig." Sagde hun grinene og rakte tunge af ham igen. Hun satte sig på ham og holdte hans hænder fast, men hun vidste godt at han godt kunne komme fri af hendes greb hvis han ville. Hun grinte og kiggede ned på ham.

"Jamen jeg siger bare sandheden" sagde han drillende og gav hende et lille kram inden han som sagt hoppede ned fra hendes ryg og legede tudedyr. Han snøftede og lod virkelig som om at han tudede i sin hætte. Så lynede hun op og han havde et smil klistret på sine læber. Hans safirgrønne øjne glimtede som sædvanligt, men inden han nåede at drille Rosa, blev han selv angrebet.
Han så op på hende og smilede så skævt. "Men jeg har til gengæld en RIGTIG god udsigt" sagde han drillende og lagde hænderne bag sit hovede, med det sædvanlige drengede smil om sine blege læber. Han flirtede ikke med hende, drillede hende bare. Han var ikke typen der flirtede med folk han næsten ikke kendte. Men pjatte kunne man vel altid, kunne man ikke? Det mente han selv. Hellere have noget at lave, frem for at sidde og glo ud i luften som en eller anden zombie.
Så lagde han hænderne på hendes hofter for at kunne skubbe hende ned fra sig. Og egentlig prøvede han ikke rigtigt, det var nok nærmere mere en puffen, for at se om de kunne få en mindre "slåskamp" igang.

Hun kiggede ned på ham med et smil om læberne, hun rødmede lidt i kinderne over det han sagde. Hun grinte af ham, og rakte igen tunge af ham, det var en vane hun havede fået når hun var barnlig. Hun mærkede hans hænder på sine hofter, og at han prøvede at puffe hende af. Hun grinte af og rystede lidt på hovedet, "Så nemt får du mig ikke af." Grinte hun og tog fat i hans hænder igen med et smil om læberne. Hun vidste at han ville have en lille "slås kamp igang." Hun kiggede hen på de ynglinge som kiggede på dem, "Hvad et det lige i glor på?" sagde hun til dem, og så kiggede de væk igen. Hun kiggede ned på Jules igen, og med et grin om læberne.

"Jeg bider dig" sagde han dybt seriøst med spidsede læber. Så kom han i tanke om vampyr-tingen. "Rettelse - jeg giver dig et sugemærke - på panden" truede han så, dybt alvorligt om sin trussel... Der egentlig ikke var en trussel, men nærmere en erklæring, som om at han allerede var i fuld gang med det. Hans seriøse maske holdte perfekt... eller... Hvis man virkelig gad at se efter, kunne man se at hans mundvige truede med at bevæge sig opad, noget han tvang sig selv til ikke at gøre, ved at at presse læberne hårdt sammen. Så kneb han øjnene sammen, men så han stadig kunne se hende og spidsede læberne en smule, hvilket bare gjorde ham mere barnlig på en eller anden måde.

Hun trak lidt på skulderne, og lagde hovedet let på skrå over det han sagde. Hun kiggede seriøst på ham, "Jeg har prøvet det der er værre." Sagde hun seriøst og kiggede ned på ham. Hun rystede bare på hovedet af det han sagde, og rejste sig op fra ham. Hun satte sig ved siden af ham, og lagde mærke til at der stadig var nogen der kiggede på dem. Hun blev irritert på dem, og snerrede af dem så de kunne høre det. De kiggede væk og gik et stykke væk fra dem, hun kiggede ned på Jules igen og smilte usikkert.

"Neh... Du er ikke sjov at true!" udbrød han forarget. "Hvad så hvis jeg... slikker dig på næsen?" sagde han og prikkede til hende. "Du er da en kedelig en" klagede han da hun flyttede sig. Han kom op og gned kort sin ryg. Han gabte kort, og lidt hunde-agtigt, da hans tunge kom lidt ud af hans mund da han gjorde sådan. Så lavede han kort nogle smaske-agtige lyde og kravlede over til Rosa. "Du er faktisk så kedelig at jeg snart falder i søvn" drillede han inden han lagde sig over hendes ryg, med armene hængende ud over hendes skuldre og sit ansigt begravet i hendes hår. Efter kort tid begynde han at faké nogle snorkelyde, som om at han faktisk VAR faldet i søvn ovenpå hende. Hvad hun ikke kunne se var, at imens, så kunne han absolut ikke lade være med at smile bredt over sin geniale plan.

Hun trak bare på skulderne og kiggede ned i gulvet, "Det er sandt, jeg har prøvet det der er værre. Så det skræmmer mig ikke." Sagde hun stille og kiggede stadig ned i gulvet. Hun trak bare på skulderne igen, "Det gør mig ikke noget." Sagde hun bare. Hun mærkede at han lagde sig over hende, og smilte lidt. Hun grinte stille så man næsten ikke kunne høre det, da han lod som om han sov hen over hende. Hun rystede bare på hovedet af ham.

"Så vi er frygtløse, eh?" han gnubbede tænkende sin hage. "Jamen så må jeg jo finde på noget forfærdeligt så du frygter mig..." Han så tænkende op på hende. "HVILKET må betyde at vi desvære ikke kan være bedste veninder mer'. Jeg er ked af at sige det Rosa-losa, men jeg slår op" Sagde han og tog hendes hånd. "Jeg har fundet mit sted her i verdenen. Og det er som superskurk" sagde han så og nussede hendes hånd. Så lod han som om at han var ved at tude. "Giv mig lige et øjeblik" peb han så og holdte sin arm op foran sit ansigt.
Derefter var han som sagt kravlede om og sove på hendes ryg. Og i mellem tiden overvejede han sine muligheder, stadig med ansigtet begravet i hendes hår. "Mmh... Hvad siger du til at blive min nye seng?" spurgte han nysgerrigt og gabte derefter. Denne gang oprigtigt, så han endda fik tårer i øjnene.

Hun trak lidt på skulderne over det han sagde, "Det ved jeg ikke, måske måske ikke." Sagde hun bare kiggede på ham. Hun rystede bare på hovedet da han sagde at han var en skruk, "Det er jeg meget ked." Sagde hun og så meget trist ud. Hun så han lod som om han græd, og kunne ikke lade vær med at kramme ham. Hun slap ham lidt igen, og smilte lidt.
Hun grinte lidt da han spurgte om hun ville være hans seng, "Nej det tror jeg ikke." Sagde hun grinene, og rystede sig for at få ham af sin ryg.

"Eh? Er det et ja eller et nej?" spurgte han og gibbede kort med øjnene. "For jeg vil altså have et svaaaar" klagede han og skød betuttet underlæben frem, så han lignte et rigtigt pattebarn. Noget han også stolt kaldte sig selv. Da hun så krammede ham fordi at han lod som om at han græd, gibbede han endnu en gang med øjnene og lagde så tøvende også armene om hende. Ikke at han havde noget imod kram - overhovedet ikke. Han blev bare ret overrasket over at han blev krammet og det ikke var omvendt - at han krammede.
"Jamen du er en god seng" klagede han, da han så faldt ned fra hendes ryg og ned på gulvet, hvor han nu lå med armene lidt ud til siderne, det ene ben trukket op til sig og det andet lå også bare. "Jeg kan et rigtig fint ord for sådan nogle som dig - sådan nogle frygtløse, forvirrende og senge-afvisende kattekyllinger" sagde han og nikkede kort. "En ballademager" sagde han og nikkede dybt seriøst.

Hun smilte til ham og fniste lidt, "Det kommer an på hvad jeg kommer ud for." Sagde hun alvorligt og prøvede at holde sin alvorlige maske. Hun mærkede at han tøvende krammede hende tilbage, og smilte lidt for sig selv. "Bare rolig jeg bider ikke så tit." Sagde hun grinene.
Hun grinte af det han sagde, og da han sagde kattakilling fik hun lyst til at drille. Hun begyndte at majve som en kat, og lod som om hun krassede ud i luften med den ene hånd. Hun kiggede ned på ham, og lod som om hun spandt med et barnligt smil om læberne. Hun lagde sig ned og grinte da han kaldte hende for ballademager.

"Hvis jeg nu skærer hovedet af dig, sælger det til pirater og binder din krop fast til en totempæl som jeg får til at eksplodere i lyserøde sommerfugle der flyver til Mexico, hvor de bliver spist af en kæmpe zombie-kanin, hvor den kanin så løber rundt og lever længe, finder en sød varulv, som den får små unger med, så du lever i dem, altså zombie-var-kanin-ulve, men så en dag bliver de spist af verdens STØRSTE lama der eksploderer i afrika så dens indvolde er sprøjtet udover det hele, så afrikanerne kan spise kæmpelama-indvolde og der ikke længere er sult derovre?" spurgte han. Det gik meget hurtigt og man skulle være god til at opfatte og forstå for at følge med, samt fokusere på de kæmpe armbevægelser han lavede og til sidst gispede han også efter vejret da der blev brugt massere af luft på at lave et mindre rant om præcist HVORFOR Rosa skulle være bange for ham.
"Hvorfor tror jeg ikke på dig?" spurgte han og lagde hovedet på skrå da hun sagde at hun ikke bed så tit. Da hun legede kat, skulede han. "Pas på ellers så får du ikke lov til at sove i fodenden af min seng" truede han, med et grin. "Hvilket du skal prise dig lykkelig over for mine fødder dufter ikke ligefrem som en blomstereng" indrømmede han med et grin. "Nok nærmere af suresokker, jord, sved og ikke mindst vanilje" det sidste blev tilføjet med en himlen med øjnene og det gik efterhånden op for ham hvor sær han måtte virke for hende. "Nye, du må lige sige til hvis jeg bliver for mærkelig" han lo og kløede sig i nakken.

//Undskyld at det tog så lang tid at svare, har været på ferie D://

Rosa prøvede at følge med i alt det Jules sagde til hende, og skar en grimasse af ham. "Ad klamt!" Hylede hun og begyndte at grine igen. Rosa lagde hovedet let på skrå med drillende smil om læberne, "Fordi du er sikker på at bider dig på et tidspunkt." sagde hun drillende og bed ud i luften med et grin. Hun kiggede nysgerrigt op på ham, og byndte at grine da han snakkede om at hun ikke fik lov til at ligge i fodenden af hans seng. "Ej alså det havde jeg ellers glædet mig til." Sagde hun grinene. Hun trak let på skulderne, da han sagde at hun bare skulle sige til hvis han blev for mærklig. "Det okay, det gør mig ikke så meget." Sagde hun smilende og kiggede ham i øjene.

//Det okay^^//

"Lamaer er ikke klamme! De er verdens sejeste pattedyr, der spytter på folk. Og når jeg bliver stor, vil jeg være en lama" sagde han og nikkede. "Altså efter jeg er færdig på skolen selvfølgelig! Så starter jeg en lama-krig mod menneskerne. En eller anden dag skal det nok give pote" han viftede med hånden for ligesom at vise at det var ikke noget hun skulle bekymre sig om, da han havde styr på det hele.
"Nå, ja det kan være det er derfor. Who knows? Måske forvandler du mig til en sommerfugl eller noget. En GRØN sommerfugl" tilføjede han og rettede lidt på sn trøje for ligesom at vise hvilken farve grøn. Der fandtes jo massere af forskellige grønne, men det skulle være den grøn, som også var den samme farve grøn som der var på hans convers. Hans højtelskede, slidte converse som var de mest fantastiske sko i hans verden. Han ville i hvert fald ikke skifte dem ud, ikke engang hvis hans fødder fik vokseværk og voksede sig ud af dem.
"Det tænkte jeg nok at du havde, men du får ikke lov!" sagde han så bestemt, inden han skød underlæben frem. "For du er en slem kattekylling" sagde han bestemt og så "fornærmet" væk fra hende, som om at han slet ikke ville snakke med hende længere. Sådan virkelig tøse-fornærmet.
"Hah, godt, for det bliver kun værre fra nu af" lo han og smilede skævt.

Rosa lyttede opmærksomt til hans forklaring om lamaere, og begyndte at grine af den. "Oki oki, så siger vi det." Sagde hun grinene og kiggede ham i øjene. "hhmm ja, måske forvandler jeg dig til en fin grøn sommerfugl, det ved man aldrig." Sagde hun drilende til ham, og prikkede ham midt i panden med en pegefinger. Rosa lagde hovedet let på skrå, og ville drille ham lidt mere. Hun stillede sig på alle fire lige foran ham, og begyndte at maiuve som kat igen og krassede ud i luften med den ene hånd. Hun begyndte at hvæse grinene af ham, "Så slem en killing er jeg heller ikke." Sagde hun grinene, og bed ud efter ham uden at ramme ham. Hun begyndte at grine igen, "Det havde jeg heller ikke regnt med." Sagde hun grine.

"Det eneste jeg mangler i min plan er hvor jeg skal gøre af min storebror" brummede han og nikkede kort. "Vi kan jo ikke have at han dør, eftersom det er ham der skal skaffe mig pengene" han nikkede overvejende, og smilede lidt for sig selv over tanken om han og sin brors samtaler om hvordan de skulle overtage jorden. Og det hele ville starte med en lama-maske. Tanken fik ham til kort at ryste på hovedet.
Pludselig mærkede han noget på sin pande og prøvede at se det, hvilket resulterede i at han blev skiløjet. "Hvad laver du?" spurgte han så, velvidende om at han lignte verdens særeste idiot, som til og med manglede et liv. Da hun så legede kat himlede han med øjnene. "Kylling. Katte-kylling" sagde han og rystede på hovedet. "Hvor får du overhovedet killing fra?!" fnøs han. "FØJ!" råbte han nærmest da hun bed ud efter ham. "Så, nu får du heller ikke mad" sagde han bestemt og vendte sig helt væk fra hende.

Hun lyttede opmærksomt og nysgerrigt til det han sagde, store bror? Tænkte hun og lagde hovedet let på skrå. "Jeg vidste ikke du havde en store brore?" sagde hun tænkene, og begyndte automatisk at pille ved sin hjerteformet halskæde. Hun rystede lidt på hovedet over sig selv, og prøvede på at tage sig sammen. Hun smilte uskyldtit til ham, "Ikke noget." Sagde hun smilende og begyndte at grine igen. "Nej, killing ikke kylling." Sagde hun grine og maiuvede igen. Hun lagde hovedet let på skrå, og puffede let til ham. "Hvis jeg ikke får mad, så spiser jeg da bare dig." sagde hun grine, og satte sig ordntligt ned.