Jules, this is for you.

Tid: Sent på natten, efter alle har fået fri.
Sted: Gangen, i nærheden af biblioteket.
Vejret udenfor: Overskyet, månen er desværre forsvundet bag skyerne, der er helt mørkeblå.
Omgivelser: Err.. Gangen?

En kort, hurtig, lettere hvæsende vejrtrækning fyldte den stillelagte gang. Der var ingen der fyldte gangen med lykkelig teenagesnak, der kunne få Geraldines øre til at eksplodere. Alle var udenfor, og lod som om at de godt kunne lide at være her, her, på dette sted, der var langt fra gudsforladt. Nyx overvågede det hele.
Og Nyx stod ikke højt på listen, over folk, som var tomme for Geraldine. Hun var allerøverst oppe på hadelisten, hun havde slået Geraldine ihjel og havde fået hende til at glemme alt, der gav hende den mindste form for identitet, men alligevel, så blev hun der, hun blev i Nattens Hus, hun blev, det eneste sted, hvor hun havde en chance for at få en identitet. En identitet, et håb, som hun klamrede sig til, det eneste hun eksisterede for, et håb om at få en ny hukommelse, og glemme at hun ikke vidste noget om den gamle, om hendes "familie", eller noget som helst andet.
Geraldine var iklædt sin sædvanlige uniform, de kobolt blå bukser med lodrette, ret brede striber, der nærmest skinnede i mørket, der omfavnede disse gange. Hun havde den sædvanlige sorte trøje på, dog var der noget ualmindeligt ved hendes uniform i dag. I stedet for at have de sædvanlige lysebrune converse på, der var overmalet med dødningehoveder og bloddråber, så bar hun et par lange, skotskternede Doc Martens, der gik til lige midt på knæet.
"Hrm.." brummede hun og rettede blikket mod Isobel, der var iklædt det samme tøj, dog var hendes sorte makeup og sorte tøj en klar forskel fra Geraldine, der virkede så anspændt. Hun burde gå tilbage til sit værelse, hun burde gå ned og læse Byron, hun burde være alle andre steder end lige her, lige her i Nattens Hus.
"Åh." sukkede hun lettere irriteret og lagde hovedet tilbage mod væggen. Øjnene gled i og hun gled væk og alting blev fjernt, stemmerne trådte tydeligt frem og fyldte hende med en form for beroligelse, der gjorde hendes krop mindre anspændt.

//Sorry for shortness. :c//

Som sædvanligt sad Jules ikke på sin flade og læste en bog eller bare hørte musik, som en normal møgunge ville gøre. Istedet hørte han ganske vist musik og havde derfor et headset på, så han ikke behøvede at høre på andre folk, eller i det her tilfælde, stilheden. Han var iført et par mørkegrå bukser med hængerøv, samt en sort t-shirt, samt sit elskede regnbue-nittebælte og havde sine grønne converse på, som han plegede. Hans specielle trøje havde han dog ikke på, men istedet en sort/hvid-ternet skjorte, hvor ærmerne var trukket op over albuen ved hans venstre hånd og det andet gik næsten ned over hans fingre. Som sædvanligt havde han et afslappet udseende, men det her var usædvanligt afslappet. Mere end normalt. Nok fordi at han var ret træt. Men alligevel så var han på sin vis stadig frisk. I hvert fald frisk nok til at slå en fin vejrmølle og gå videre igen.
Hans øjne var lukkede, da han var ret komfortabel på gangene og vidste hvor han skulle dreje efterhånden, da han spændte ret lang tid derude. Dog åbnede han øjnene igen ved et hvis punkt, men så til sin overraskelse at der var andre ude end ham. En pige til og med. Han tog headsettet ud af ørerne og svang dem om halsen istedet, så han stadig svagt kunne høre "Panda Hero" køre, da det var rimeligt høj volume på.