Fortrydelse? - Percie

Det første Perceval gjorde, da han kom tilbage til sit værelse, var at tage et bad. Det var som om det vaskede alle negative tanker væk, og det lige, hvad han havde brug for.
Derefter tog han en sovepille, selvom han stadig ikke havde spist. Han havde fuldstændig mistet appetitten. Imens han ventede på, at pillen skulle virke, lå han egentlig bare og stirrede på loftet.
Efter 2-3 minutter gled han taknemmeligt hen i bevidstløsheden.

Efter at havde afleveret bøgerne satte hun kursen mod Percevals værelse.

Hun gik lydløst ind, fandt en lap papir og en kuglepen og fik hurtigt skrevet en seddel til ham.

'Adoptiv-forældre henter mig kl. 24.
Adoptivmor har åbenbart gået her da hun var yngre, en vampyr måske?
Mit nummer står på bagsiden af papiret.
Pas på dig selv.

- Prinsesse'

Hun lagde sedlen i hans bukselomme uden at vække ham. Derefter forlod hun hans værelse, og gik tilbage til sit eget for at pakke sammen. Hun stillede sin guitar på sengen, med en seddel på hvor der stod 'Til Percie'. Hun ønskede ikke gemme mere fra hendes forrige liv end nødvendigt. Medicinen røg ned i skraldespanden igen.
Det viste sig at hendes tøj kunne ligge i en lille rygsæk, sammen med resten af hendes egendele.

Derefter satte hun sig med en båndoptager, og guitaren. Hun spillede en sørgmodig melodi, der mindede om noget klassisk musik man dansede til. Ordene til sangen var der ikke. Det var kun instrumentet. Da den var slut, stoppede hun optageren og lagde den i guitarkassen med guitaren. Derefter tog hun tasken over skulderen og gik ned mod parkeringspladsen for at vente.

Da Perce endelig slog øjnene op, var han forvirret og følte sig slet ikke udhvilet, trods al søvnen. Han satte sig op og gned søvnigt sine øjne, hvorefter hans blik gled rundt på det gamle, velkendte værelse. Men værelset var ikke så velkendt alligevel, da der stod nogle ting herinde, som han var hel sikker på, ikke stod der, da han lagde sig til at søve. Tanken gjorde ham parnoid, så han skyndte sig at komme på benene for at se, hvad det var.
Da han fandt ud af, at det var Elizabets guitar, vidste han ikke om han skulle grine eller græde. Og han gjorde ingen af delene, da han fandt papiret, som han straks vendte al fokus mod. Nej, hvor romantisk - et afskedsbrev. Sarkasmen var næsten til at føle og tage på. Men selvom han var sarkastisk og irriteret, fik han alligevel travlt med at komme ned på pakeringspladsen efter hende. Han nåede ikke engang at tage sko og trøje på, så han endte med at rende derned i sine gamle, slidte joggingbukser, bare tær og bar overkrop. Men heldigvis var han ikke typen, der blev genert over sådan nogle ting.

Der gik ikke længe tid, før han så hende stå og vente. Han satte hurtigt farten op, så han endte med at løbe. "Hvad tror du lige at du laver?! Rasede han, efter at have stoppet op. Han ville have lydt mere truende, men hans gispen efter vejret ødelagde det ligesom lidt. "Havde du virkelig bare tænkt dig at gå, uden at sige ordentlig farvel? Ved du egentlig, hvor meget det sårer mig?" Forsatte han, men denne gang var hans stemme hverken vred eller såret. Den var toneløs.

Da hun hørte en nærme sig, forberedte hun sig på det værste. Og som hun havde forventet; Han var rasende.
Hun så ikke på ham, hun stod der bare.
''Jeg kan ikke gøre for at du tager sovemedicin.'' svarede hun igen.
Endelig vendte hun sig om, og stirrede ind i hans øjne.
''hvor meget det sårer dig? Det overvejede jeg slet ikke. Jeg havde for travlt med at tænke på hvor meget alle ønskede mig væk fra Jordens overflade!'' Hun slog armene ud for at understrege det.
''Når folk ligger en seddel hvor der står Pas Godt På Digselv, så tager man det som en afsked!'' Hissede hun.

Hun stak en hånd ned i sin taske og tog en oversized t-shirt op. Hun rakte ham den.
''Ikke fordi jeg ikke nyder din overkrop men... Helt ærligt du burde overveje en trøje.'' Hun vendte sig om igen. Hun var træt, og hendes mave havde sit eget liv.
Den rumlede højlydt, med en klagende klang.

Hendes ord gjorde ham endnu mere vred, så han knyttede sine hænder, får ikke at ende med at slå på noget af ren og skær frustration. Han kunne sgu da ikke gøre for, at hun fejltolkede ting! Det var ikke hans ansvar at rende rundt og sørge for hende! Kunne hun ikke bare forstå det? Det var typisk piger at gøre så meget ud af ingenting. Pustede ting op, som burde holdes nede. Forfanden da.
"Og du giver simpelthen mig skylden for, at du tolkede det som et afskedsbrev? Jamen så undskylder jeg dybt, og skal nok lade være med at ønske at du passer på dig selv fra nu af," sagde han sarkastisk.

Da hun så tilbød ham sin trøje, rystede han på hovedet og svarede: "Jeg fryser ikke." Mens han sagde disse ord, hørte han hendes klagende mave, hvilket fik ham til at forsætte: "Kom nu bare med mig, så vi kan få lidt at spise, ikke? Du kan ikke rejse på tom mave..."

hun bed sammen. ''Jeg er ikke sulten.'' svarede hun, selvom hendes mave tydeligvis mente noget andet.
''Jeg misforstod ingenting..'' Hun vendte sig om og så på ham igen.
''Jeg ønsker ikke at tage med dem Percie. Jeg vil blive her hos dig, og være din. Men når dét ikke er en mulighed, så må jeg nøjes med den næstbedste familie man kan få. De valgte idet mindste mig. De kunne havde valgt enhver anden, men valgte mig. Jeg skylder dem mindst af alt min taknemmelighed.''

Hun sukkede stille. Den var ved at være 23.15.
''Jeg har givet dig mit nummer.. Du kan jo altid ringe?'' hun så ham ikke i øjnene.

Han kiggeede overrasket på hende, da hun begyndte at tænke højt. Eller det gik han ud fra, at hun gjorde.
"Hvem siger, at du ikke kan blive her og være min?" Spurgte han og lagde armene på kryds. Hvad var det for noget vås at sige?
Så sukkede han og sagde: "Jeg lover at ringe... hvis du blot vil spise et sidste måltid med mig... Det er alt jeg beder om, prinsesse." Han kiggede pludseligt intents på hende og stillede sig helt op af hende. Han ville ikke tage et nej for et nej. Ikke på vilkår.

Hun stirrede på ham, hun kunne nærmest mærke hans varme.
Hun svarede ham ikke. Hun lagde bare øret mod hans hjerte, og lyttede. Hun stod der i omkring to minutter, og bare lyttede.
''ét sidste måltid..? Aldrig i livet..Jeg vil blive hos dig.. Jeg beder dem skrive under.. Jeg vil ikke væk fra dig..'' hun tog hans hånd. Hendes ord havde ikke været mere end en hvisken.

De to minutter føltes ulidelig lange, men da hun endelig sagde noget, smilede han stort og knugede hende ind til sig.
"Sådan skal det lyde!" udbrød han lykkeligt, hvorefter han kyssede hende på kinnden og rodede i hendes hår. Nogle ting ændrede sig vel aldrig.

Hun lagde armene om ham og trykkede sigselv ind til ham.
''undskyld undskyld undskyld undskyld!'' hviskede hun mens hun gemte sit ansigt ved hans bryst.

En bil kørte ned af vejen, ned mod skolen.
Automatisk strammede hun grebet, som en der vidste at hun ville dø hvis hun gav slip.
Bilen var stor, eller rettere sagt langt. Det lignede mere en limo, end en bil.

"Hvorfor undskylder du?" spurgte han i samme lave tonefald som hendes. Så lod hans sine læber glider over hendes hovedbund, men blev dog afbrudt, da hun pludselig strammede sit greb, og da en bil kom kørende hen på parkeringspladsen. Det var virkelig en blære-bil, og Perce kunne ikke undgå at blive imponeret og fascineret. Han var trods alt en dreng.

Da bilen trak ind til siden, og lygterne slukkede, steg en mand, og en ung kvinde ud. De gik direkte mod Percie og Eli.

Eli slap ham modvilligt for at gå sin nye familie i møde.

Kvinden havde langt rødt hår, og aftegninger i hele ansigtet. Men hun var ikke vampyr.
Manden havde sølvhvidt hår, og var klædt i sorte jakkesæt. Alt for fornemme.
Eli gav forsigtigt kvinden hånden.

Perce følte sig utrolig malplaceret, og begyndte derfor lige så stille at bakke. Her stod han - i bare tær og bar overkrop, og kiggede på meget fornemme mennesker. På Elis nye forældre! Han havde virkelig aldrig været god til at give et godt førstehåndsindtryk.
"Øh... Vi ses, ikke?" sagde han stille til hende, hvorefter han vendte sig om, og forlod parkeringspladsen. Det gjorde alt for ondt at blive der.

hun så lidt efter Percie.
''du kan tro det skal være løgn.'' mumlede hun og løb efter ham.
''jeg kan ikke bede dem om det alene..'' hviskede hun og tog fat i hans buksekant.
''jeg har brug for dig..'' Hun kyssede ham ved mundvigen.
Hun tog sin, alt for store, hætte trøje af og gav ham den på.
''kom nu med..'' Bad hun, tog hans hånd og hev ham lige så stille med sig hen til dem.

Kvinden, så bare smilende på Percie, mens manden så meget mistroisk på dem.
''Ms. Lodeon... Jeg har... jeg ville...'' hun så mumlende på sine fødder.

Han blev overrasket, da han pludselig mærkede, at hun tog fat ved hans buksekant. Med et suk tog han imod hættetrøjen og rødmede svagt. Hvor følte han sig dog maskulin! Han fnøs af hende, da hun gav ham et kys i mundvigen, og gik tavst med hende tilbage til de fremmede mennesker. Men Eli skulle ikke regne med megen opbakning fra hans side; han stod bare og kiggede i jorden som en kryster.

Hun sukkede opgivende. Hun bed sig i læben.
''jeg ville bare...'' hun kunne ikke finde ordet.
''jeg ville bare bede om at blive her... Jeg kan ikke holde ud at være væk fra min bror.'' hviskede hun, grå som en mus.
Uden tøven så kvinden direkte ind i Percies øjne.
''Nå, jamen så skriver vi under og kører igen.'' sagde kvinden hurtigt.

Den dårlige samvittighed skar dybt i ham, da han jo var grunden til, at dette ægtepar ikke ville få deres ønskede barn. Og det blev ikke meget bedre at kvindes blik gennemborede hans, selvom der ikke var ondskab at se i blikket. Blot mildhed og forståelse, hvilket gjorde ham endnu mere utilpas. Men han måtte minde sig selv om, at Eli nok havde det meget værre end ham selv.

Eliza nikkede stille, inden hun så på Percie.
''Så vil jeg følge ham her ind igen. Inden han bliver syg..'' Sagde Eli med røde øjne, grundet de tårer der sad i øjenkrogene.

Ægteparret satte sig ind i deres bil igen og kørte væk. Man kunne høre dem skændes inden de startede motoren.
Eliza slap ham og gik tilbage til hendes taske. Hun tog den hurtigt op på skulderen, og gik tilbage mod gårdspladsen.

Han kommenterede ikke hendes svar, og sagde heller ikke noget, da de var kørt væk. Han fulgte blot efter hende hen til gårspladsen, men da de skulle skilles, sagde så: "Vi ses senere ikke?" Han havde desperat brug for noget varme, så derfor ville han tage et bad.

''du kommer med op til mig.'' sagde hun uden at se på ham. Hun bad ham ikke om det, hun gav ham nærmest ordre på det.
''Du tager et bad, hos mig. Så henter jeg noget ordenligt tøj til dig på dit værelse imens.'' Sagde hun roligt, og tog hans hånd hvor hun flettede deres fingre sammen.
''jeg har ikke lyst til at være der alene.'' sagde hun som forklaring på hans spørgsmål, som han ikke havde stillet endnu.

Han kiggede overrasket på hende, da hun pludselig lød så bestemt. Han nåede slet ikke at få et ord indført og så havde hun også endda svaret på det, som han skulle til at spørge om.
Da han ikke var i humør til at diskutere, sukkede han bare og mumlede: "Jaja," mens han også flettede deres fingre sammen.

Da de nåede op på værelset fandt hun et rent håndklæde frem til ham. Hun gav ham det i hånden og kyssede ham på kinden. ''jeg henter lige dit tøj. Der er shampoo, balsam og sæbe i skabet under vasken. '' sagde hun roligt.
Hun forlod værelset, og gik ned og ledte efter noget rent tøj til ham. Det endte med at blive et par jeans, nogle gummisko, rene sorte sokker, et par underbukser, en undertrøje og en skjorte.
Hun gik tilbage mod sit værelse, og gik ind på badeværelset. Hun undlod at se på ham, mens han var i bad, så hun lagde tøjet ovenpå hendes vasketøjskurv.
Derefter gik hun ind og satte sig i vinduet.

Man kunne ikke ligefrem sige, at Perce skyndte sig. Han følte sig pludselig fysisk og mentalt udmattet, så det var som om at alle hans bevægelser blev i slowmotion. Men da hun kom tilbage med hans tøj, tog han sig alligevel sammen og slukkede for det dejlige varme vand, hvorefter han fik klædt sig på.

"Tak fordi jeg måtte låne dit bad," sagde han så, da han kom ud af badet. Det var dejligt, og han følte sig pludselig meget mere frisk og vågen. Men det ville nok ikke vare særlig længe - han var jo altid træt.

Hun så på ham. ''det var så lidt.'' sagde hun roligt. Hun smilede lidt til ham, mest af alt over hvor godt han så ud i det sæt tøj.

''Det var utrolig så meget du kunne stirre på dine fødder mens jeg snakkede med hende?'' sagde hun pludselig. Hun så på ham, rejste sig og krammede ham lidt.
//mangel på krea..//

Han grinede lidt, mens han også krammede hende og pustede hende i håret. "Driller du mig?" Spurgte han fornærmet, men kunne ikke skjulet et lille smil. Han havde bare ikke brudt sig om situationen, og havde følt sig utrolig malplaceret.

Så trak han sig ud af krammet og spurgte: "Skal vi ikke gå ned og smøre os en sandwich?" Han var i hvert fald hundesulten, og han vidste at det samme gjalt Elizabet, om hun ville indrømme det eller ej.