Fægtning?! - Asmodaeus

Hun rystede på hovedet. "Det kan vi ikke tage i mod" sagde hun med et forsigtigt smil og lagde kortet på bordet, foran ham. Det var virkelig sødt af ham, men det var ikke nødvendigt. Desuden ville hun ikke have besøg af dem. Eller jo, men hun ville jo også gerne besøge dem og se Brooklyn og de ting som forandrede sig der.
"Min bedstefar" mumlede hun med lukkede øjnene. Hendes lange, slanke fingre smilede nemt, den simple, sørgmodige melodi. "Han skrev den til mig, da jeg blev født. Hvis du lytter rigtig efter, så fortæller den alt om mig" nærmest hviskede hun. Når hun spillede blev hun altid lidt fjern, fordi hun levede sig så meget ind i musikken.

Han kiggede på kortet ''okay.. så besøger vi to dem en gang om måneden...'' sagde han og tog kortet og stak det i lommen, for der efter at lytte til musikken hun spillede, han lukkede øjnene og lænede sig tilbage i stolen ''Du bliver bare her så længe du vil, jeg snakker bare med dine lærere.. Mentor og Elev er vigtigere end lærer og elev..'' sagde han med et varmt smil på læberne, han rejste sig kort op og gik over til et skab for at tage en ældre og smukkere guitar ud, og spillede den nøjagtigt samme sang, i en anden oktav for at give noget kontrast til sangen.

"Egentlig ville en gang hver anden måned være nok. Jeg savner bare den specielle lugt og bygningerne" mumlede hun og et svagt glimt af savn gled over hendes ansigt. Brooklyn eller sådan set bare New York, var paradis på jorden for hende. Hun kunne ikke forestille sig at bo andre steder end der. Hendes yndlingssted i hele byen var Strawberry Fields. Et sted der var opført i minde for John Lennon, ikke ret langt fra hvor han var blevet dræbt.
Hun nikkede. "Tak" sagde hun med et taknemmeligt smil. Fortsatte med at spille, men stoppede brat og stivnede, da han begyndte at spille. Sangen var et meget ømt punkt for hende.

Han stoppede med det samme med at spille, og lagde guitaren fra sig ''Undskyld..'' sagde han og undlod at kigge på hende, han ku godt fornemme at han havde gjort en fejl den her gang, og at den nok var stor.. større end han havde lavet fejl i lang tid.. han bed sig i læben ''det var ikke min mening.. men jeg kunne ikk rigtigt la' vær..'' sagde han undskyldende, han ville jo ikke på nogen måde gøre hende ked af det, eller sur på ham, og han var blevet oprigtigt ked af den effekt dette havde haft på hende, men han viste det ikke, da han stirrede på bordpladen.

Hun stirrede først en smule chokeret frem for sig og rystede lidt på hovedet. "Det gør ikke noget.. Det er bare for.. Ihh det her er så dumt" mumlede hun lettere leende. Mest fordi hun opførte sig så barnlig hele tiden. Hvad skete der med hende? Det var jo meningen, at hun skulle tage og modnes lidt når hun kom til skolen. Det var nærmest som om, at komme der havde haft den modsatte effekt på hende. Hun havde en nærmest sygelig ejerfornemmelig over alle sine ting, og kunne nærmest ikke klare hvis folk ville låne noget. Sådan havde hun slet ikke været derhjemme. Langt fra. Hun måtte virkelig trænge til at besøge Brooklyn.
"Min bedstefar skrev den til mig, og det lyder måske fjollet, men han betyder mig for mig, så har det meget svært ved at andre spiller den" forklarede hun.

''Det er da bestemt ikke dumt, eller fjollet Jameelah, det er kun fair at du godt vil have den sang for dig selv, jeg kender godt følelsen'' sagde han og lo varmt ''Ser du, jeg respekterer når folk har noget så kært som du har denne sang, det finder jeg fascinerende'' sagde han og smilte til hende, han mente jo intet ondt i denne sætning, han slyngede fødderne op på bordet, og lænede sig tilbage i stolen stadig smilende ''Spil videre, jeg blander mig ikke denne gang, du må meget undskylde det andet'' sagde han og kiggede direkte ind i hendes øjne.

"Tak" mumlede hun smilende, og fortsatte med at spille. Langsomt begyndte hun at slappe af igen og lod tonerne overtage hendes krop, så hun kunne leve sig fuldstændigt ind i musikken som hun plejede.
Mens hun spillede kom hun til at tænke lidt på hvordan den ville lyde på piano.

Han satte sig til rette i stolen, imens han lyttede til tonerne, han smilte for sig selv imens han lyttede til dem, det var en god melodi, selvom den var sørgelig på nogle punkter, han syntes han i sit hovede kunne forestille sig hele Jameelah's liv, som om tonerne viste ham det *Hun sagde jo også at det var hvad den gjorde.. fortalte hendes liv..* tænkte han for sit selv, og fokuserede mere på tonerne ''Den for tæller virkelig alt om dig...'' sagde han stille, og åbnede øjnene for at kigge på hende, hans øjne var matte og kolde som altid, men en mindre glød af varme var i dybet af kulde, som om han faktisk tænkte over hvordan den her pige havde det...

Jameelah spillede de sidste triste toner og lod dem dø ud. Satte så forsigtigt guitaren fra sig med et smil. Den var virkelig god at spille på, sikkert bedre end hendes egen. Men Asmodaeus' var også i langt bedre stand end hendes egen. Den var slidt, fyldt med klistermærker og gammel. Meget, meget gammel faktisk. Men den spillede godt og det var hun meget tilfreds med.
Hun så op på ham smilende. Hendes øjne strålede om kap med hinanden. Hun havde det altid fantastisk både når hun spillede og efter. Så blev hun ligesom renset og fik alle dårlige hældelser ud af sit sind. En utrolig befriende følelse at have i kroppen. Hun nikkede. "Præcis"

Han smilte ''Behold den'' han nikkede mod guitaren ''jeg har lavet flere..'' sagde hen og strakte sig, han kiggede rundt på sit kontor, og kiggede så på Jameelah ''lad os tage en tur ud i byen..'' sagde han og smilte til hende ''vi kunne godt bruge lidt frisk luft, ikke sandt?'' sagde han og rejste sig op, han åbnede en skuffe og toget noget ud som han hurtigt placerede inde i hans frakke, han gik over til en reol og åbnede den, for at gå ind til nogle antikviteter og noget tøj, så lukkede han efter sig, og skyndte sig at skifte tøj, nu bar han de samme bukser, nogle militær støvler, og en sort skjorte, samt en trench coat, han gik ud til Jameelah igen og kiggede på hende.

Hun rystede på hovedet. "Det kan jeg ikke tage imod og jeg har også min egen" sagde hun med et smil og trak svagt på skuldrene. Han var alt, alt for generøs. Gad vide hvad der var blevet af den kolde, strenge lærer, som hun havde mødt tidligere på dagen? Han smilede jo ligefrem og var flink.. Måske havde han humørsvingninger af en art. Det var den eneste fornuftige grund hun kunne finde.
"Faktisk" mumlede hun tøvende. "Skal jeg snart til musik, og der er et stykke på piano'et jeg ikke har helt styr på endnu" afsluttede hun og bed sig en smule nervøs på ham.

han kiggede på hende ''fair nok.. du tager bare til musik hvis det er det du vil'' sagde han og satte sig ned igen, han kiggede på guitaren ''Du kan gå..'' sagde han stille, og tog en bog op som hen begyndte at læse *pff.. det er hva man får ud af at være venlig... mistanker og pis og lort.. det er slut med at være flink.. man kommer alligevel ikke nogen vegne med det...* tænkte han for sig selv imens han læste, bogen hed 'The Black and White Bulls' og han kunne ikke huske hvor han havde fået den, men den var interessant... syntes han ihvertfald, den snakkede om en anden religion end Nyx, hans religion.

Hun smilede til ham, men fornemmede hans pludselige kølighed. Han forvirrede hende virkelig. "Tak, vi ses til fægtning!" sagde hun og vinkede på vej ud af døren. Der stoppede hun så op, som om hun pludselig havde glemt noget, selvom hun havde sin skoletaske med sig.
Hun lagde højre hånd på sit hjerte og bukkede hovede, for at vise ham respekt. Hun mente at det var sådan man gjorde, men var ikke helt sikker. Så smilede hun til ham og småløb ned mod musik, da hun var lidt sent på den.

//Out//