Aften Fægtning(:

Tid ~~ Klokken 9 om aftenen
Sted ~~ Gymnastiksalen.
Omgivelser ~~ Gymnastik måtter, Kårde, Beskyttelses udstyr og bænke.
Vejr ~~ Regn, Regn og atter Regn..

Sveden glimtede på Savannah's ansigt.
Hendes hals var tør, og hun træk vejret i hurtige stød. Hun bevægede armen i korte hurtige træk. Hun stoppede og gik hen og satte sig på en bænk nær et vindue. Hun tog hjelmen af. Hun tog en flaske vand frem fra en taske samt et håndklæde. Hun duppede sit ansigt med håndklædet, og drak en masse vand. Hun trak vejret dybt og så rundt i salen.

Den mørkhårede skikkelse havde været på vej til time, da han stoppede op ved den så velkendte lyd af en kårde i luften. Et svagt, udfordrende smil bredte sig på hans læber og han tog endnu et par skridt, mens han følte kamplysten brede sig.
Der burde slet ikke være nogen inde i salen på dette tidspunkt. Timerne var startet og alle fægteklasserne lå først senere på dagen - eller rettere, natten.
"Det ser da hårdt ud ... At kæmpe mod en ikke-eksisterende modstander." Han smilede skævt og den tykke franske accent gav hans ord en speciel klang.
"Måske," sagde han og greb en kårde. "Skulle du kæmpe mod en, du rent faktisk kan ramme." Hans stemme var venlig og ikke ligeså hånlig som han før i tiden havde været. Under turneringerne havde han været ret hårdhjertet, når han fik kården i hånden. Men han havde lært af erfaring, hvad han kunne og ikke kunne tillade sig..

Savannah så hen på personen der talte til hende. ''Ja, man ved aldrig hvor det næste stød kommer'' grinte hun.
Hun så ham tage en kårde og hun smilte. ''Tja.. Det kunne jo være rart med en modstander man kan forvente noget af'' Hun rejste sig op, og gik ud på måtten. ''Kommer du?'' Spurgte hun kækt.

Han smilede skævt og gik mod hende med sænket kårde, for at vise, at han ikke var ved af angribe.
"En præsentation ville være på sin plads, før en kamp." Han rakte hånden frem for den traditionelle vampyr-hilsen. "Jeg er Ciel Moreau ... Jeg blev flyttet fra det franske Nattens Hus i den her uge." Han lagde hovedet lidt på skrå og vidste med stolthed at hans 5. trins emblem var tydeligt på hans bryst - ikke fordi han følte sig overlegen over sit trin! Han var bare stolt over at gudinden havde mærket ham og han havde mulighed for at være et af nattens børn ...
Han besluttede hurtigt at han ikke ville blære sig med, hvordan det var gået i Europa-turneringerne for ynglinge ... Han var ikke længere i Europa og han ville starte et nyt liv i Amerika.

Savannah rakte hånden frem for at svare hilsen. ''Savannah Juan Hope, Jeg blev mærket i denne her uge.''
Hun smilte let, og sagde ''Hyggeligt at møde dig Ciel Moreau... Glæder mig til at fægte mod dig.'' Hun havde erfaring med at fægte mod piger ihvertfald. Hun gik til fægtning før hun kom til nattens hus, men det var rent pigehold og de fægtede aldrig mod drenge. Hun glædede sig derfor til at se hvordan hun klarede sig.
''Ska vi?'' Spurgte hun kækt.

Han smilede lidt mens hans blik gled op til det halvmåneformede mærke i hendes pande. Den stakkel. Han huskede hvor frygteligt det havde været for ham selv, da han var blevet mærket. Ingen havde støttet ham eller hjulpet ...
"Oui, lad os komme i gang." Han gik et par skridt tilbage og hævede sin kårde. Han havde pludseligt fået et kampberedt glimt i øjet, men det var slet ikke uvenligt. Han havde lært hvornår noget var for sjov og for alvor.

''Okay'' Savannah tog sin maske på og hævede ligeså sin kårde. ''Klar?'' Spurgte hun.
Savannah spurgte altid om hendes modstander var klar inden hun begyndte at fægte. Det havde hendes far også gjort. Hun mente også at det var bedst sådan, da hun engang havde set en kamp der endte forfærdeligt fordi de ikke havde spurgt. Den ene havnede på hospitalet halv blind. Savannah så Ciel i øjnene og kunne se at han var vant til at fægte. Det var ikke kun hans hobby ku' hun se. Han gik op i det med liv og sjæl. Men hun genkendte ham så pludseligt.
''Vent...'' Spurgte hun så og sænkede sin kårde. ''Har jeg ikke set dig et sted før?.''

Spørgsmålet slog ham helt ud af kurs men han holdt stadig kården oppe, som om han var sikker på hun kunne angribe ham hvert øjeblik. Alligevel så han væk og fik undertrygt det indbildte behov for at bide sig i læben. Nogen havde genkendt ham ... Hvis hun kunne se hvem han var, vidste hun også hvad der var sket derovre? Hvad han havde gjort i sejrsrusen og havde gjort det nødvendigt at han flyttede til Tulsa?
"Jeg," sagde han lavt og tøvende mens kården rystede svagt i hans hånd. Han regnede dog ikke med at hun ville kunne se det.
"Jeg vandt den Europæriske fægteturnering for ynglinge ... " Han smilede svagt men der var ikke længere nogen stolthed i smilet.

''Hmmm....''Sagde Savannah eftertænksomt.''Nåååårh ja det var jo der jeg så dig!'' sagde hun og slog sig for panden, men ramte dog kun hjelmen.
''Jeg så ikke det hele, men jeg hørte at der skete et eller andet? Hved du hvad der skete.'' spurgte hun og så nysgerrigt på ham. ''Et eller andet med at der var en fægtekamp der endte katastrofalt eller noget....'' Hun så ham i øjnene og opdagede hans nervøsitet. ''er du okay?'' Spurgte hun usikkert og gik hen imod ham.''du ser syg ud...'' sagde hun bekymret.''Mon ikke vi burde fægte en anden gang og istedet få dig hen til lægen.'' Hun tog sin hånd op til hjelmen og skulle til at tage den af.

Et lettet smil spredte sig på hans læber og han satte hurtigt en god teater maske op, der ikke afspejlede nogen følelser. Hun kendte altså ikke til det ... Godt ... Intet kunne afslørre ham, hvis der ikke var nogen, der kendte til det.
"En ynglings krop gik mod forvandlingen midt i en kamp, men jeg var ikke til stede, så jeg kender ikke detaljerne om hans død." Han trak svagt på skulderne og lagde ansigtet i tilpas triste folder. Hans kårde sænkede sig roligt, da hun snakkede om at droppe kampen.
"Jeg har det fint," bed han af hende på ren refleks. Måske var han ikke helt okay, men helt ærligt ... At sige han skulle til lægen. "Hvis jeg havde brug for at komme på infirmariet, ville jeg allerede hoste blod op." Han sukkede svagt og undertrykte lysten til at rulle med øjnene.

Savannah tog masken af, og så smilet sprede sig på hans læber og derefter skifte til en trist mine som hun havde set tusind gange på børnehjemmet og som hun vidste var falsk. ''Trist..'' sagde hun sørgmodigt og oprigtigt. Hun var efterhånden blevet ret god til at spille skuespil, det krævede at man kunne lidt forskellige ansigsudtryk når man er omringet af pædagorer. ''Men sådan kan det gå'' sagde hun og smilte trist men sødt. ''Ja,'' grinte hun ''du ville fomodentligt hoste blod op så.''
Hendes ansigt skiftede fra glad til alvorlig idet hun sagde ''Hvad skete der virkelig til den kamp?'' Hun så ham ind i øjnene og hendes øjne var mørke. ''Jeg hved at du lyver. Det nytter ikke at spille skuespil overfor mig jeg har boet på et børnehjem og set lidt af hvert. Ingen komedie fortæl mig sandheden og hele sandheden.'' hun holdte stramt om sin kårde beredt på det værste. Intet kunne true hende.

Han så på pigen et par tavse øjeblikke og følte en ubehagelig voldsom impuls, der fortalte ham at han skulle angribe med det samme og stoppe skænderriet. På den anden side ville han gerne bare ligge kården og være den store af de to.
Før hans hoved kunne beslutte sig havde hans krop taget valget og med et par hurtigere skridt stod han foran hende.
"Hør, tøs," Hans stemme slog mindst lige så hårdt som kården ville have gjort. "Jeg er fuldstændig ligeglad om din åh så sørgelige ungdom på børnehjemmet. Men du burde lære at alting ikke rager dig." Han gjorde et hårdt udfald der ville have slået kården ud af hænderne på hende, hvis hun ikke har forberedt.
"Du er fandme ikke så lidt fræk at sætte næsen i andres sager." Vreden boblede ud af ham og øvelserne for at holde hans temprament i ro svigtede ham fuldstændigt.

Savannah skreg et lille tøset skrig i forskrækkelse og trådte et par skridt tilbage.
Hun tog hårdere fat om kården da den nær var røget ud af hånden på hende. ''Hey! Pas lige på med den der!?.'' råbte hun. ''Jeg er ikke ude på ballade, men helt ærligt? hvad skader det at fortælle mig om det?! jeg råber jo ikke til hele verden om det?''.
Savannah stirrede på ham som om han var sindssyg. ''Ja desuden er jeg helt enig i at alting ikke rager mig og at mit ophold på børnehjemmet var sørgeligt.''hun smilte kækte og gjorde et udfald med sin kårde ud i den tomme luft. ''Men nu syntes jeg altså at det rager mig en del!'' råbte hun og stødte frem af.


//Kreativiteten svigtede :S//

Ciel gik et par skridt frem mod hende og blev ved med at gøre voldsomme udfald mod hende. Selvom hans vrede var tydelig var bevægelserne præcise og hårde.
"Pas dit eget liv og lad mit være." Måske overreagerede han, men han nægtede at finde sig i, at hun forlangte at få informationer på den måde. Hun kendte ham ikke engang!
Han tvang hende til at træde tilbage, mens hans kårde slog mod hendes flere gange ... Det var da også dumt af hende at pirre en, der netop havde vundet Europamesterskabet!

//Det er okay.

Savannah var godt klar over at Ciel, var meget bedre end hende selv. Så da chancen bød sig gjorde hun det der først faldt hende ind. Hun satte sig ned kravlede om bag Ciel og rejste sig op. Hun pegede frem med kården og sagde: ''Den havde du vidst ikke set komme.'' smilede hun.
''Altså jeg passer mit eget liv som du kan se undviger jeg dine udfald. Men du er menneskelig, som alle andre. Du har også følelser og har også brug for at tale om ting med nogen. Og om jeg så skal tvinge dig til det ender du med at tale om det, om du kan li det eller ej!.'' Hun smilede for sig selv og tænkte sørgmodigt. Han har nok ingen at tale med det om, siden han er blevet forflyttet. Han nåede sikkert ikke engang at tale med nogen i Frankrig om det sådan rigtigt. spekulerede hun.
''Hvad skete der?'' Hun sænkede korden fordi hun regnede med at være trængt ind gennem hans forsvars facade.

Han rullede med øjnene af hende, da hun forsøgte at komme om bag ham. Troede hun helt seriøst at det træk kunne overliste ham? Var hun virkelig så stupid? Han vente rundt på hælen, før hun så meget som havde rejst sig, og stødte kården i brystet af hende. Heldigt på hende at det kun var kårde beregnet til træning, for ellers ville hun være død på stedet.
Han hørte hendes ord, men kun fjernt, som om et tågeslør havde lagt sig over hans sanser, så kun hans optrænede kampinstinkt brød igennem og overtog hans krop.
Hun havde ingen ret til at blande sig! Han havde absolut ikke brug for at snakke med nogen og hun fattede tydeligvis ikke halvdelen af hvad der foregik omkring hende. Selv hvis han fortalte hende det, ville hun ikke være i stand til at forstå - eller lytte, når man så på hvordan hun opførte sig nu.
Så snart hun sænkede sin kårde slog han endnu hårdere til og hun vaklede bagud og endte på gulvet.
Han satte sig på det ene knæ ved siden af hende og lænede sig ind over hende, mens de blågrønne øjne borede sig ind i hendes.
"Menneskelighed? ... Gudinden mærkede mig ... Jeg er ikke et menneske." Han lød ikke det mindste forpustet og hans ord kom stadig i en hvæsende strøm. "Hvad der skete kommer ikke dig ved, og hvis jeg ikke vil fortælle, har du ingen ret til at kræve den. Gudinden giver hendes børn fri vilje. Du kan ikke frarøve mig min." Ved det sidste ord rejste han sig og gik hen for at sætte kården på plads. Hun havde ikke været en stor udfordring når alt kom til alt.
"Jeg ville sige, at vi skilles i glæde ... Men der har ikke været noget godt ved denne samtale." Han hæsede ikke længere, men hans stemme var ligeså kold og glat som en slanges skæl.