Alene fra nu af.. ~Alle er velkomne..

Niroka var gået lidt rundt for sig selv. Han orkede ikke noget og havde ikke lavet andet end lektier hele dagen eller rettere natten. Han havde taget sin notesbog og tegneblok med ud i tilfelde at han var så heldig at komme på noget godt.
Det var ikke lige det syn han håbede på da han havde besluttet sig for at komme uden for. Alma, hende han kaldte søster, sad og græd. Niroka strøj hend til hende og satte sig ved siden af hende og knygede hende ind til sig. "Hvad er der sket søs?" Mumlede han i hendes hår, mens han vuggede hende i sine arme.
Dette blev sikkert en lang aften, men bare hun blev glad, så var han glad. Det var helt mærkeligt at se sin søster, han ikke havde set i lang tid, sidde og græde, med en mobil i hånden og i oprejst forsterstilling. "Shhhh." Hvikede han om og om igen og når han ikke sagde det, var det for at trække vejret. Alma måtte selvfølgelig gerne græde, bare at hun ikke konstant gjorde det og at hun fik det bedre.

Niroka klemte hende lidt tættere ind til sig og nussede hendes hår. Han lade sit hoved på hendes og vuggede hende i sin favn, ligesom han gjorde med Hiroka, hans lillebror, når han hulkede eller var ulykkelig. Sjovt nok lavede Alma det samme nummer som Hiroka. Hev i hans bluse. Niroka havde ikke noget imod det, men det var lidt spøjst at de begge gjorde det.
"Hvad skete der?" Hviskede han efter lidt tid. Han var klar over at hun nok ikke svarede og hun vidste sikkert også at hun ikke behøvede at svare på det.
Magnus... Ham kendte Niroka da godt... Det var jo ham Alma var forelsket i. Han var ret glad for at de aldrig fik kysset, da han så ikke ville have haft mødt Andy. Hans bofælde og kæreste. Men det var nu synd at Alma mistede den fyr hun elskede så højt.

Niroka tog hendes hoved i sine hænder og tvang hende til at kigge ham i øjnene. "Jeg kan fortælle dig én ting du ikke skal gøre. Dræbe dig selv! Det ville han ikke blive glad for." Forklarede Niroka og så alvorligt ud. Mange dræbte sig selv lige for tiden, på grund af en elskede døde. Niroka syntes det var forkert at gøre sådan noget og de første der døde biffaldede det sikkert heller ikke. "Du skal leve og tænke på ham og måske besøge hans grav og snakke til ham... på et tidspunkt, du sikkert ikke kan forestille dig lige nu, begynder du at smile og blive glad igen, men det vil ikke være det samme, du vil stadig føle dig tom, men det kan være at der så kommer en og fylder tomrummet ud." Sagde han langsomt og roligt. Han kendte til sådan noget og hans mor og ham havde haft en alvorlig snak om det, da deres far forlod dem, heldigvis var det hele endt godt for begge partere.
Niroka var ikke så begejstret for at der kom en kat, men skidt med det, det gjorde Alma glad igen. Eller sådan en smule mere glad. Niroka lagde armene om hende igen og væmmedes lidt ved tanken om han røte en kat.

Niroka grinede lidt over katten. "Ikke særlig meget... jeg syntes de er lidt uhyggelige... og så er je havnet et sted hvor det kun er katte." Grinede han svagt for at løfte stemningen. "Men jeg har skam ikke særlig meget imod denne frøken." Smilede han venligt til katten. I virkeligheden skreg han inde i sig selv: *Den rør mig.. Den rør mig! Få den væææææk!!!* Men han sagde eller viste det ikke til Alma, det ville jo være for ondt af ham at gøre det imod hende, nu hvor hun var mest nede.
Kysset virkede lidt akavet, men han tog det som en søskende ting og ikke som dreng og pige. Nussede blot Alma ind til sig og nussede hende i håret. Så begyndte han at grine. "Kan du huske da det var en skør samtale vi fik på biblioteket?" Fnes han lidt videre og nyssede og vuggede hende i sin favn.

Niroka grinede og kløede sig i nakken og kiggede lidt akavet ned på bænken. "Jarh... men hun gør dig glad, så det må nok gå..." Grinede han lidt og tav da han blev kysset af hende og kiggede chokeret på hende. "Alma...! Hvad vil Andy ikke sige?!" Sagde han lidt forvirret og kiggede sig rundt om kring, men da Andy ikke var der sank han og nussede hende lidt på ryggen og kiggede ud i luften og lignede en rigtig storebror der ville trøste sine småsøskende.
"Mhh mhhhh" Nynnede han og vuggede hende i sin favn.

Alma lo lidt af ham og så op på ham med et lidt drillende smil. "Undskyld.. Jet synes bare at du skulle have det kys.." sagde hun med røde kinder og et lille smil. Hun var ret chokeret over at hun kunne mærke hans følelser og følte sig nærmest beruset af det. Hun lukkede sine øjne og lænede sig ind til ham. "Undskyld Niroka.." sagde hun igen og så lidt ned mens hun nussede Luna Roja på ryggen.


//Er på iPhone og der er sikkert nogle stavefejl ^^' Og så skal du lige vide at jeg har fået en affinitet x3//

Niroka grinede stort og nullrede hendes hår og puttede hende ind til sig. "Det er helt okay, men næste gang advar mig lige tak, så Andymann ikke ser det." Grinede han og vuggede hende i sine arme. Alma virkede meget meget afslappet nu og lidt gladere.

//Helt oki Hvilken et??//

Alma smilede af ham og nød det faktisk lidt. Andet end da han nuldrede hendes hår. Hun så op på ham med et ret undrende blik. "Så jeg må godt kysse dig...?" Spurgte hun forsigtigt, for at være sikker. "Bare jeg siger det inden?" Hun smilede lidt skævt og kyssede ham lige ved siden af munden, bare for St drille ham lidt. Hun kunne stadig mærke hans følelser og så så op mod Fuldmånen og smilede så noget stort. "Der sker altid noget besynderligt med mig når der er Fuldmåne" Grinede hun.


//At kunne mærke og påvirke andres følelser.. Så pas på! xD//

Niroka uglede hendes hår og grinede stort. "DFu advarede ikke!" Sagde han anklagende til hende. "Det er nok ikke så godt... Andy bliver såret af det, men vi er som søskende, så kun hvis det er det. Andy er bare den lækreste fyr ever!" Sagde han og røj helt ud af samtalen og kiggede op på månen og tænkte drømmende om Andy.
"Jarh... det gør den som reglt ved Vampyr." Mumlede han efter lidt tid og nussede hendes skulder.

Alma grinede af ham. "Advarelse" Grinede hun og kyssede ham blidt. "Jeg ville heller aldrig kunne såre en ven på den måde" Hun smilede lidt og kyssede ham på kinden.
Hun betragtede ham med et Lillr skævt smil. "Du er så sød når su snakker om ham" Sagde hun med et lidt fjollet smil da hun kunne mærke hans følelser for ham.
Hun så oP på Fuldmånen igen med et lille smil. "Jeg blev mærket ved en måneskinstur.." Sagde hun stille og rødmede når hun kom til St tænke på at hun lige havd fået endes første kys, hvis man da kunne kalde det det. " Og jeg tror jeg har fået en affinitet.." Mumlede hun lavt og vidste hun havde ret. Hun kunne bare mærke det.

Niroka grinede stort og putede hende ind til sig og vuggede hende med hagen på hendes hoved. "Jeg kan ikke lade vær." Sagde han til sin undskyldning og rødmede en smule.
"Det kan forklare hvorfor du er så tiltrukket af måneskinnet." Sagde han og lavede en mine der viste at det nok var det. "Tror du?? Hvad er det så forn et?" Spurgte han spændt og kildede hende lidt og puttede hende mere ind til sig. "Hvordan blev du mærket?" Spurgte han lidt nysgerrigt.

Alma smilede ret stort og puttede sige selv ind til ham. Hun sukkede lidt."Jah, det er sikkert derfor.." Sagde hun stille og så ned. Magnus havde været med på den tur. Hun skulle lige til at svare da han kildede hende lidt og hun grinede. Hun var så forfærdelig kilden. " Jeg kan mærke dine følelser, det har jeg kunnet hele aftnen.." Sagde hun med et lille fjollet smil og puttede sig helt ind til ham. Hun nød bare at sidd sådan her med ham, hun følte sig tryg, så dejlig tryg. "På en Fuldmåne, en gåtur sammen med Magnus.." Hendes stemme dirrede n anelse. "Han skulle lige til St kysse mig" Grinede hun. Hun så op på ham med et nysgerrigt blik. "Hvad med dig?" Spurgte hun lige så nysgerrigt som ham.

Niroka smilede til hende og klemte hende en lille smule ind til sig. "Hey det er okay... du skal bare tænke på de gode stunder." Smilet på hans læber var stort og rigtig ægte. Når folk græder er der jo mange der bare smilier og ikke mener det, men det gjorde han.
Han frøs en smule til da der blev spurgt til ham. "Hvad mener u?" Spurgte han for at kunne trække tiden ud.

"Øhmmm...." Sagde han og kløede sig i nakken. Dette havde aldrig været hans stærkeste side. At snakke om sin mærkning.
"Nøj et smukt træ! Det har jeg aldrig selv før!" Løj han, da han havde tegnet det tre gange og han glemte helt at han havde vist hende en af dem.

//Kan næsten ikke sidde på com, da ryggen gik i lås//

Niroka rykkede lidt på hoved af nervæsitet og det samme med øjnene. Det var ikke så alvorligt, men han var ikke særlig glad for det. "Ikke så meget.. andet end jeg blev banket på det tidspunkt." Sagde han og smilede lidt, som om det ikke var noget særligt. hvilket han heller ikke følte det var, men det virkede nok lidt hårdt for andre. "Vi fandt forresten ud af at det ikke var min far, men min nabo, fordi han var forelsket i min mor." Sagde han glad. "Så nu har jeg min savnede storebror og far ved mig. Skønt ikke!?" sagde han glad.

Niroka nikkede glad til hende. "Ved du hvad.. jeg havde faktisk tænkt mig at ringe til dem i aften... skulle vi ringe nu?" Spurgte han glad og tog sin telefon op af lommen og smilede meget stort til hende og ikke kun de små smil, men med hele hoved og kroppen.
Han kendte kun alt for godt til de der hundeøjne, så han lod sig ikke gå på af dem.