minderne vælter frem

hun stirrede som hypnotiseret på hans hånd og i sidst sekund gled hun ned af grenen, og landede på siden på jorden. hun lå helt stille.

han så ned på hende "hvad skete der lige der?" spurgte han da han sprang ned til hende og landede elegangt foran hende han satte sig på hug ved hende og rørte hendes skulder "kom du noget til?" spurgte han roligt og lidt bekymret han sukkede "var det så det?" spurgte han så "vandt jeg?" tilføjede han og bar hende op i sine arme "lige meget med den duel, hvor har du dit værelse?" spurgte han roligt "så behøver jeg ikke bære på dig," tilføjede han lavt

hun blødte fra siden af hovedet. ''jeg kan udemærket godt gå selv!'' sagde hun mumlende og prøvede at komme ned.
''lad os bare sige at du vandt.'' hun bed sammen.

Han så på hende "nej du får ikke lov til at gå selv" sagde han bestemt og pressede hende mod sin krop "du kommer ikke ned, men ja jeg vandt, jeg har da fanget dig." sagde han blidt og grinte kort og forsatte med at gå mod salen igen, "du kan ligeså godt droppe at gå selv" sagde han kort

hun sukkede opgivende og gav sig til at mumle mens hun prøvede at holde sig vågen. hun vidste at sove efter man havde slået hovedet kunne være fatalt.

"Du skal ikke sove nu" sagde han "det kommer til at koste dig" sagde han lavt og fik åbnet døren sådan de kunne komme ind "hvordan har du det?" spurgte han kort og lukkede øjnene mens han bar hende hen til muren og fik hende til at sidde op af væggen og satte sig hos hende ganske lavt lukkede han øjnene kort og sukkede inden han åbnede øjnene igen

da han satte hende vågnede hun kort op. så døsede hun hen igen kort efter, mumlende.

Han så på hende ”nej du må ikke sove” sagde han kort og rystede hende blidt ”du skal ikke sove… Hvad er for resten dit navn?” spurgte han kort og rejste sig fra hende og løftede hende op igen ”du må altså ikke falde i søvn. Hold dig nu vågen” sagde han kort og sukkede ”hold dig vågen” tilføjede han kort og satte sig på gulvet sammen med hende og lagde hendes hoved mod sit bryst

hendes øjne gled langsomt i. hun hadede at være forsvarsløs. hun sukkede træt, mens blodet forsat dryppede fra såret. hun fumlede efter hans hånd

han bertragtede hende og lagde hånden for hendes pande "vågn nu op" sagde han lavt "jeg er hos dig, så længe du vil have det?" tilføjede han lavt og sukkede. Langsomt lod han hænderne tage fat i hendes hånd og vuggede hende "du må ikke sove, hold dig vågen, for jeg tror du er den eneste der kan hamle op med mig" tilføjede han lavt og så ned på hende

hun førte hans hånd op til såret, rystende. blodet dryppede nærmest. hun prøvede at åbne øjnene, mens hun hev efter vejret

Han mærkede blodet der løb over hans fingre ”nej det kan ikke være godt, hold ud du må ikke sove” sagde han kort og sukkede så igen ”hold dig vågen, du må ikke give op, lille ven” sagde han og smilede så lidt ”hold dig hos mig, du må ikke give efter han lagde hende ned og rev ærmet af sin trøje og strammede det som en forbinding om hendes pande for at stoppe såret han bandt det stramt

det var tydeligt at hun gjorde alt hun kunne for at holde sig vågen. hun knuegede sin hånd i hans, bange for at slippe. hun krøb lidt sammen.

Han smilede og knugede hendes hånd til sig ”du må ikke give slip” hviskede han mod hendes pande ”vågn nu op” tilføjede han langsomt og lavt. Han satte hende op af muren uden at slippe hendes hånd. Langsomt lagde han armen om hende og lod hendes hoved hvile mod hans skulder, han lukkede øjnene for at slappe af.

hun knuegede hans hånd endnu hårdere nu. hun klynkede, i takt med at hun blev mere og mere vågen.

han betragtede hende kort og smilede og knugede hendes hånd "hvordan har du det?" spurgte han lavt og lagde hovedet mod hendes. hans hånd knugede hendes til sig for at hun ikke skulle føle sig alene "du bliver nød til at vågne nu" sagde han lavt og sukkede igen

hun bed sammen, klynkende og prøvede at sætte sig op, rystende. ''jeg har det fint..'' mumlede hun rystende og prøvede at komme fri fra ham

han slap hende da han mærkede hun prøvede at komme fri fra ham. Han slap hendes hånd og trak sin hånd til sig og så rejste han sig op og betragtede hende "kommer du dig?" spurgte han kort og lagde langsomt hovedet på skrå og betragtede hende kort og sukkede, rakte hende så sin hånd så han kunne hjælpe hende op og stå

jeg har det fint..!'' mumlede hun lavt. Hun så ikke på ham. Hun ville ikke have hans hjælp. Hun prøvede selv at komme op, hvilket resulterede i at hun gled ned og sidde igen. Hun sukkede over sin krops modvilje, og gjorde så et forsøg til, og et til, og et til.
Da hun endelig opgav satte hun sig frustreret på gulvet, med armene om sine knæ. Det var tydeligt at hun ikke fandt det morsomt.
Hun stirrede nu på blodet på både hans og hendes hænder. Hun stirrede bare, mens hun bed sammen.

Han så på hende, og satte sig på hug "det der går ikke, lad mig hjælpe dig op at stå" sagde han lavt. Drake betragtede sine hænder, lagde dem i sine lommer "det her kommer ikke til at gå hvis du forsætter på den måde der" tilføjede han lavt og lagde hovedet på skrå og rejste sig så.
"du er langt fra okay det kan enhver se at du ikke er, din pande bløder sikkert stadig selvom jeg har forbundet den" sagde han roligt og betragtede hende kort inden han så mod døren, "du ved også godt jeg har ret når jeg siger at du ikke er okay" tilføjede han ligeså roligt

har du ikke noget bedre at lave end at belære mig om hvor vidt jeg har det godt eller ej!'' hvæsede hun med blottede tænder. Hun så ikke på ham. Hun vidste at han havde fuldkommen med ret, men at indrømme den slags overfor en yngling der var yngre end hende, var for pinligt. Hun fik rejst sig ved at nærmest hive sig op af væggen. ''Hør her lille ven, jeg har ikke brug for din hjælp. Jeg har ikke lyst til at du render rundt om benene på mig, som af de tossede ynglinges skravl som de kalder katte!'' Hun virkede tydeligvis utryg ved at han bare stod der, og nærmest insinuerede at hun ikke vidste hvad hun havde gang i.

Hun begyndte at gå, mens hun støttede sig til væggene. Hun haltede let på det ene ben, mens hun støttede sig. Hun var glad for at hun nu gik med ryggen til ham, så han ikke så hendes ansigt forvræde sig i en grimasse af smerte hver gang hun tog et skridt.

Han så på hende og smilede så ”jo det har jeg måske, men hvem skulle så holde dig i ørene, det ser ikke ud til du kan passe på dig selv, indrøm nu bare jeg har ret, du ved det bliver værre hvis du ikke snart får hjælp” sagde han roligt og trak på skuldrene ”jeg er aldeles ikke lille, bare så vi får det på det rene” sagde han vredt, ”jeg render aldeles heller ikke rundt om dine ben, jeg vil bare have dig til at forstå at du er et fjols hvad angår dig selv, for du kan knap nok gå, og alligevel lader du som om intet er sket, hvad foregår der oppe i din tomme skal var stum” sagde han koldt og så vredt på hende.
”gør det der ikke ondt?” spurgte han roligt da hun begyndte at gå. Han kunne se hun haltede og han smilede selvtilfreds med at han havde haft ret fra starten af.
”det så nu heller ikke ud til du ville have jeg veg fra din side, da du sad og lå og knugede min hånd i din” sagde han køligt og lænede sig op af væggen og betragtede hende bare

''hør her, din nar!'' knurrede hun.
''jeg har hørt på idioter hele mit liv der forklarede mig hvem jeg var, og hvad jeg var. Jeg gider ikke høre på din idioti hvad angår mig! Find en anden at fjolle rundt med.'' Hun bed sammen uden at se på ham mens hun gik videre. Hun fik hurtigt tårer i øjnene, men stoppede ikke op. Den tilfredshed skulle han ikke have. Hun gik bare videre. Hans ord stak dybt nok til at hun huskede hvordan de havde ligget på gulvet, med hænderne mod hendes sårede pande. Hun trak vejret dybt mens hun gik, og bad til at han bare lod det ligge og forsvandt. Hun ønskede ikke en slåskamp mellem dem, hun ville bare være i fred

Han så på hende og gik op til hende "nej nu hører du efter, Tror du ikke jeg ved hvordan det er, var... JEG KENDER TIL DET DER, JEG ER OPVOKSET MED DET, HAR HØRT FOR DET SIDEN JEG BLEV FØDT!"Han talte højt. Han greb hendes hånd "jeg ønsker ikke at fortælle dig hvad du skal og ikke skal, men jeg prøver at komme ind til dig, for at få dig til at forstå det ikke er sundt det der" sagde han roligt "Undskyld, du kan frit gå hvis du vil" sagde han og åbnede døren for hende så hun kunne gå hvis hun villle

hun rystede da han nærmest råbte af hende. hun krøb sammen, hulkende da han greb fat i hende. Hun hev efter vejret mens hun prøvede at styrer sine hulk lidt.