Levende lys (Åbent emne)

Amera smilede blidt til ham. da han knyttede hånden for brystet og rejste sig, rødmede hun lidt, men det var hun efterhånden van til. Amera selv rejste sig op og knyttede hånden for brystet. "vi mødes i glæde Moreau" sagde hun og smilede til ham, også hun så ind i hans øjne. Amera betraktede ham lidt da døren gik op, et lille rødt ansigt kom frem, og miavede til hende. Amera rødmede igen og så hen på katten hun indtil videre delte soveværelse med.

//okay (:

Ciel smilede bredt, da han fik øje på katten. Han var en dyreven - bortset fra, med heste ... - men alligevel havde en kat først valgt ham på 5. trin.
"Er det katten, der vaglte dig?" Han lagde hovedet på skrå og så på det søde, lille kræ, der kom listende imod hende.
Han kunne ikke lade være med at tænke på sin kære Ringo - hvor var den skøre kat egentligt nu? Den gik sine egne vejne og reagerede kun, når den selv ville, eller når Ciel kom for tæt på en anden kat. Den var virkelig jaloux anlagt.

Amera så Hope komme nærmere, "ja, hun valgte mig For en eller to uger siden, jeg tæller ikke dagene. Men jeg er så glad for hendes selvskab." sagde hun smilende. De mindede utroligt meget om hinanden, de var begge to ildrødei deres hår/pels farve. "jeg har kaldt hende Hope" sagde hun og smilede kærligt til Hope
Da hun gned sig kælent op af hendes ben.

"Af nogen speciel grund?" Det mest oplagte var, at katten havde givet hende håb om et eller andet, men han kunne jo ikke vide det. Hans egen kat havde bare fået navnet Ringo, fordi en af de skaldede pletter han havde, mindede Ciel om et æble. Men man kunne jo ikke kalde en kat for æble, så han tog den japanske udgave af ordet.
Selv da Hope var rimelig tæt på, så Ringo ikke ud til at komme farende. Det overraskede ham en smule, men han havde ikke noget imod at hans dejlige magre kat tog sig en pause.

"Hope er mit mellemnavn, og på en måde mit gamle navn, det minder mig om min far, og mit liv før jeg blev mærket." svarede hun og kløede hende bag øret.
"da jeg ikke har nogen Roommate endnu, holder hun mig med selvskab, og det er jeg rigtig glad for" sagde hun og smilede lidt for sig selv. Amera bed sig i læben men hun betraktede den lille røde kat, der stille gik hen og snuede til Ciels' fødder og miavede.

Ciel rynkede brynene lidt, men rystede så på hovedet. At opkalde sin kat efter dig selv? Det havde han aldrig hørt om før. Han havde regnet med at en pige ville kunne finde på noget mere kreativt - selvom han godt vidste, det var en kønsdiskriminerende tankegang, var det nu også en kompliment. Han synes ikke der var så frygteligt mange kreative drenge, og det gav intrykket af at alle piger, var det.
"Nåh ... " Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige, så han besluttede at holde sin store mund lukket, før han sagde et eller andet forkert.
Han flyttede blikket ned på katten ved hans fødder.