Forældre der ikke kan enes og kommer! - Hayate

han slap. hayate sank på knæ og hostede lidt voldsomt

Hiroka holdt stadig fast i Nirika og prøvede at få hende til at slappe af.
Niroka hev sin bror væk fra deres far og lagde ham op ad ha selv.
Deres mor kiggede grædende på faren. "H-hvorfor gør du sådan noget skat?" Hendes stemme var grødet og kun kunne ikke skjule at hun var ulykkelig.

hayate så deres fars ulykkelige og fortivlede blik. "Anklagen!" udbrød han med et. "anklagen folk smed mod far, den om han havde svigtet alt og alle, det var der det gik galt, i sær da mor sagde han havde svigtet" sagde hayate

Deres mor kiggede ulykkeligt på deres far og græd stadigvæk. "Og derfor skal det gå ud over børnene? Hvad forlanger du af dem?" Halvråbte hun og lagde sit hoved op af væggen. "Hvorfor?" Mumlede hun igen og igen.
"Måske skal vi lade dem snakke" Hviskede Niroka til Hayate og førte ham hen til de andre unge mennesker.

enig" sagde hayate. han gned sin hals. "Jeg blev som jeg er nu, fordi jeg fik af vide at jeg havde svigtet dig og børnene, jeg tog hayate med mig i håb om at han kunne hjælpe mig med at rette op på mine fejl, men fik altid den samme besked. SVIGTET SVIGTET SVIGTET" sagde faren

Deres mor græd og græd og hiskede ligefrem også. Sådan havde Niroka aldrig set hende.
"Hvorfor.... h-hvorfor? H-hvordan skal jeg kunne stole på dig igen?" Hviskede hun til ham med blodsprængte øjne og røde kinder.
"E-efter det du har gjort mod mine børn!" fortsatte hun.

hør min kære... jeg har været hos en.. for at lære at styre mig.. og jeg kan næsten nu.. to møder mere med fredens mester så kan jeg styre vreden helt..." sagde han. "det er sandt" sagde hayate

Moderen lukkede øjnene og tåre faldt ned på Faderens ansigt.
"H-hvorfor..... hvorfor går du der?" Deres mor var nysgerrig og Niroka vidste at et lille håb kom frem i hende. Et lille håb der hurtigt kunne ødelægges igen.
"Hayate... hvorfor holder du med ham?" Hviskede Niroka og kort tid efter kom Hiroka og lagde sine arme om Nirkoas hals og vinkede Nirika hen til dem.

DET LØGN::: FAR ELSKER MOR AF HELE SIT HJERTE; HAN TALER ALDRIG OM ANDET END HENDE, HUN ER HANS LIV, HAN HAR FLERE GANGE SENDT BREVE, MEN HAN HAR ALDRIG FÅET SVAR TILBAGE PÅ DET!" skreg hayate rasende. "Hayate dog" sagde faren, han havde aldrig set hayate så rasende før

Deres mor kiggede undrende på dem skiftevis. "Breve?" Spurgte Niroka, Hiroka og deres mor samtidig.
Hun kiggede så på deres far. "Har du sendt breve til mig." Hun rystede lidt på hoved. "Jeg mener os?" Rettede hun hurtigt sig selv. Så kiggede hun hurtigt på Niroka. "Nika og Hika puslinger, hvem er det der ordner posten for os?" Spurgte hun sine drenge bare for at de skulle give Hayate og deres far svar på hvorfor de ikke havde svaret tilbage.
"Stedtaber!" Sagde de begge to i kor på hinanden.

hayate så på Dem "Naboen var den nar, der startede det rygte om far, fordi han var smask forelsket i mor, han ødelage vores familie, da han vidste far ikke troede meget på sig selv, hanvidste at mor og os børn var hans liv.. og det var naboen der slog mig ned, fordi jeg kendte til det" sagde hayate vredt.

//måske skulle du lige rette det. Han er gået for længst //

//så er det rettet//

Deres mor slap hurtig deres fars hænder. "Forelsket i mig!?" Spurgte hun undrende og pegede på sig selv. Så løb hun hurtigt over til Hayate og finkemmede hans hoved for ar. Hun ville tjekke at han ikke var kommet til skade. Så hun kom helt til at ligne en bekymret mor. hvilket hun også var og der var en tradition for kvinder i deres familie at have kjole på så hun så jo mere pigelig ud.
"Vent!!!!! Så i er ikke kærester!" Udbrød Hika og Nika i munden på hinanden.

//Nirika!!!! D://

mor hør, du er alt for far" sagde hayate og tog et billede i sin lomme og viste hende det. "Han gik altid rundt med dette, han håbede at vinde dig tilbage, men han troede bare ikke på sig selv" sagde hayate og gned sin hals

Mor stoppede bragt op og kiggede ned på billedet. Hun kunne kende det billed for hun gik selv rundt med det. Hun tog sit eget op af forklædet og viste det til Hayate. Hun var tav gennem det hele og kiggede tomt ud i luften.
"Måske skulle far selv snakke." Hviskede Niroka Hayate i øret.

han har jo dårlig selvtillid, og hans ånde stinker" hviskede hayate tilbage. "Den hørte jeg godt hayate, jeg har måske dårlig selvtillid, men jeres mor er alt for mig" sagde deres far

(har glemt navnet)

Niroka rettede hoved op og kiggede over på deres far, som han havde hader istedet for at elske og elsket den han hade. "Hvad med dig og din friske ånde så kommer her over og fortæller hende det. Hr... jeg har det dårligt med mig selv og er for bange for at snakke med den jeg har haft sex med" Sagde Niroka drillende og grindede kært til sin far. Det hele var jo bare for sjov.
Hiroka fnes selvfølgelig også med.
"Så børn opfør jer ordenligt!" Sagde hun strengt.


//Jeg skriver også bare mor.//

stadig lige så morsomme som altid" grinede deres far. "Det var som pokker, han griner igen" sagde hayate

Hiroka og Niroka grinede stort og begyndte at kilde deres storebror, i håb o han havde mors gener i at være ekstrem kilden.
Deres mor rejste sig op og kiggede ned på billedet. Hun stirrede på det og forsvandt mentalt væk fra fægtesalen, i håb om at den man hun havde elsket og stadig gjorde kom over til hende og fejede benene væl under hende som han havde gjort før.

deres far tog om hende og hviskede de søde ord han altid havde gjort. "Du dufter stadig lige så godt som flere tusind roser min elskede" sagde han kærligt.

hayate grinede i hvildens sky. han var lige så kilden som deres mor. "Lad vær!" grinede han

drengene lod sig ikke mærke til deres mor og far og lyttede ikke til hvad Hayate sagde men gjorde det værere. "Du skal sige de magiske ord!" Overdøvede Hiroka ham og fortsatte. Niroka vidste godt at Hayate ikke kendte de magiske ord.

Deres mor lagde sit baghoved på farens skuldre og smilede med lukkede øjne, mens hun flettede fingre med ham. "Jeg tror du bliver nødt til at gribe mig, skat." Hviskede hun mod hans hals og benene var ved at falde sammen.

han greb hende og løftede hende op i sine arme. "Stadig lige så let som en fjer" sagde han

hayate grinede meget. "Stop.. jeg beder... Stop..be om!" sagde hayate. han var nemlig ved at tisse i bukserne af grin

Deres mor lagde armene om hans hals og smilede stort til ham, med sit forførende smil og blik.
"Så stærk som je husker." Sagde hun drømmende og gav ham et langvarrig kys på munden.

Niroka og Hiroka rystede begge på hoved. "Det er ike det magiske ord!" Grinede Hiroka og Niroka lænede sig ned til Hayate og hviskede det magiske ord. ordet var Magiske ord!
totalt latterligt, det vidste han godt, men Hiroka havde været så lille da han fandt på det.

deres far smilede og holdt kysset med deres mor.

"MAGISKE ORD!" skreg hayate det var ved at gå galt nu