Forældre der ikke kan enes og kommer! - Hayate

Hiroka hoppede rundt og til sidst lavede han en slutspurt og spran på sine brødre, så de alle lå på jorden, med Hiroka oven på.
Niroka grinede stort. "Hvorfor skal du altid overfalde folk når du er glad?" Grinede Niroka stort og smilede mere og mere. Endelig var de en hel familie igen.
"Jep... Snart er det Niroka... så Hiroka og så er vi helt alene. Der vil blive tomt der hjemme og jeg vil være en gammel nisse med rynker og gråt hår." Sagde hun halvt i sjov og halt i alvor.

hayate grinede over sine brødre. men bandagen om hans hals blev meget mørke rød. såret i hans hals var sprunget op.

"En gammel nisse.. min kære, du bliver aldrig en gammel nisse, du er som skønhedens gudinde" sagde faren blidt.

Niroka og Hiroka sukkede stort og bandt bandagen af ham og gav ham en ny på. Niroka syede og Hiroka bandt.

"Men hvis jeg er det... hvordan kan det så være min unge ridder ikke siger det oftere?" Fnes hun med hånden for munden.

fordi vi to har været lidt for lang tid fra hinanden min kære" sagde faren blidt og smilede. for ham var hun altid en evig skønhed.

hayate sukkede til sine brødre. "Ikke et ord om det her til far og mor, jeg skal for pokker overtage orden, så kan jeg da ikke blive såret ved at træne nogle nybegyndere" sagde hayate lidt for højt

Moren smilede og kyssede ham let på munden. "Så må du sige det mere og mere indtil den dag jeg dør!" Fres hun og kyssede ham igen og nussede hans ryg.
"Hvad er der sket skat?" Spugte hun lidt usikkert og kiggede på Hayate.
"Undskyld!" Sagde Niroka op i luften og nussede Hayate lidt på skulderen. "Jeg kom til at ramme ham mellem benene i forgårs." Sagde han og blinkede til sine brødre.

du skal ikke selv tage skylden lillebror... jeg træner nogle unge som vil lære at fægte, men det gik rimelig galt og jeg blev ramt et par gange, sidst blev jeg ramt i halsen, men såret er ved at heale" sagde hayate.

"Jeg har da sagt til dig hayate at fægtning er farligt" sagde faren

Niroka og Hiroka puttede sig ind til deres storebror, Hayate. "Ikk vær sur på ham!" Peb Hiroka og gik hen til deres far og hev lidt i hans bluse inden han klemte sig selv ind til ham.
Hun kyssede ham bare på munden og Nussede Hiroka i håret. "Han skal jo have klanen? Niroka skal I din arv og Hiroka vil være læge." Sagde hun med sin honningbløde stemme og smil på læben.

jeg havde da troede at hayate ville være lærer?" sagde faren forvirret.

hayate begyndte at grine. "Lærer aldrig... men mindre amera vil..." sagde han og rystede tanken af sig

"Når... så du elsker hende så meget!" Sagde hun og smilede venligt til ham. Niroka gik hen til deres far og kiggede lidt ullykeligt på ham. "Er du ikke glad for jeg skal arve dig?" Spurgte han lidt usikkert. "Selvfølgelig er han det! og jeg bliver den bedste lærer nogen sinde!" Sagde Hiroka glad og stolt, så deres mor ikkekunne lade vær med at grine.

faren smilede. "Jeg er stolt af jer alle sammen" sagde faren glad, og smilede lumsk.

"Øh mor, jeg tror far vil...kilde" sagde hayate.

og ganske rigtigt. deres far begyndte at kilde deres mor.

Niroka og Hiroka smilede stort over deres fars ord. De havde været bange for ham i meget lang tid, men Niroka ville nu aldrig glemme alle de ar han havde fået af det. Den måde han havde beskyttet sin mor og lillebror på. Den rædsel han stadig havde, den ville nok altid være der uanset hvad, og han ville aldrig være alene med den person.
Deres mor kiggede undrende på Hayate inden hun begyndte at grine stort over alle de kild hun fik af deres far.
Hiroka kiggede så op på Hayate, og løftede så armene, som for at sige, at han ville op i hans arme. "storebror..." bad han med store øjne. Hvis ikke det virkede med ham, så ville han bede Niroka om at komme op

hayate så på ham og tog ham op. hayate havde en vist frygt for at noget ville gå galt for ham, og han frygtede det handlede om amera. han to sig til hoved, da han fik hovedpine. han bed sig i læben, hvilket var en dum vane, og han bed så hårdt, at hans læbe begyndte at bløde

Hiroka smilede stort over at blive løftet. Op, og krammede Sig godt ind til halsen på Hayate. Han var ,eget glad for at sidde på storebrors arm. "storebror... Hvornår tror du jeg bliver lige så høj som jer?" spurgte han nysgerrigt, og blev nusset i håret af Niroka.
Et lidt undrende blik kom så fra Niroka, og han holdte så godt fat i ryggen på Hayate. "er du okay?" spurgte han, og stirrede lidt på det blod, som kom fra hans læber af.

åh...jeg tror måske jeg bliver droppet, eller er blevet det" sagde han og kløede sig i nakken. hn tørrede sin læbe og sukkede. han satte hiroka ned. han ville helst ikke vise at han var bange. han ville ikke være med knust hjerte, men hvis amera havde droppet ham. ville han for alvor være knust

Niroka krammede blidt Hayate ind til sig med et lille klem. "Hiroka gå lige over til mor og far, eller sid med min iPod." sagde han så, og rakte sin iPod til Hiroka. Roligt satte han sig så der over med iPoden, og satte sig til at spille.
Niroka tog så Hayate med ind i omklædningsrummet, og krammede ham ind til sig. "hvad er der sket? Og skal vi finde ud af det? Jeg vil ikke lade dig gå igen bror. Jeg bliver hos dig og hjælper." forklarede han alvorligt, og nussede ham blidt i håret. Han ville selv dø hvis Andy gik fra ham.

det amera... hun viser sig aldrig mere.. jeg har ikke set hende længe...jeg tror jeg er...blevet...." sagde han og kunne ikke sige ordet droppet. han så ned. han følte det var en skam at blive droppet

Niroka lyttede roligt til sin storebrors ord, og krammede ham virkelig godt ind til sig, så han måske ville blive lidt mast af det der skete lige nu.
"ved du hvad bror? Så er hun ikke dig værdig. Man er virkelig heldig som en pige at få en som dig som kæreste. Man skal være dum for ikke at blive ved dig." sagde han venligt, og kyssede så sin storebror i panden. Det var noget Hiroka og Niroka altid fjorde, så Hayate måtte altså vænne sig til det.

ikke et ord til mor og far om det... jeg vil ikke kunne bære det, hvis de vidste jeg var droppeyt" sagde han og kyssede niroka på panden med et lille smil

Niroka holdte sig hurtigt på hjertet, og smilede så blidt til ham. "ikke et ord... På ære! Hej det er jo derfor man har brødre ikk? Man skal da have hemmeligheder for forældrene, ellers er der heller ikke noget sjovt vel?" sagde han venligt, og smilede lidt over det pandekys han fik fra ham.
"så skal jeg nok også lade vær med t snakke om min kæreste foran dig... Hvad med vi finder dig en ny en sammen når du er klar til det?" spurgte han venligt, og det var ikke ondt ment, men tvært imod virkelig godt ment med sit hjerte.

niroka du ved vel at det er skam i fars familie at blive droppet eller droppe" sagde hayate og så ned. han havde intet imod at niroka snakkede om Andy, bare ikke amera blev nævnt

Niroka fnøs stort over det han sagde. "far blev da også droppet, men ingen gjorde noget ved det, alle respekterede ham lige så meget som nu. Og jeg respektere dig endnu mere nu end før, du er så stærk at det ikke er til at fatte bror. Du har ingen skam, det burde være hende som skammende sig over at gå fra sådan en fantastisk mand som dig." forklarede han ham alvorligt, og kiggede ham ind i øjnene imens.
"så lev som mors side, der er alle om en i ren beskyttelse hvis det sker. Der bliver den person, som droppede bandlyst fra stedet." sagde han blidt.

niroka du tager fejl angående far... ingen i fars familie snakker med ham efter det han gjorde mod mor" sagde hayate. og lukkede kort sine øjne og gøs da et pige ansigt kom for hans øjne. han rystede på hoved

"jeg vil da gerne indrømme, at jeg stadig er meget bange for at være nær far, men det er mere vores nabo jeg er bange for. Se på far og mor, de er jo sammen nu og er vildt lykkelige. Du finder også lykken på et tidspunkt." forklarede han ham blidt.

aldrig.. jeg vil aldrig røre en kvinde igen i hele mit liv, så heller leve alene som onkel.. jeg kan ikke bære at blive knust igen" sagde han

"det siger man altid man ikke vil i starten, men det kommer på et tidspunkt hvor man ikke kan forhindre det... Desuden billiger du kun onkel til Hirokas børn, for jeg er Andy... Så det bliver nok lidt svært." forklarer han.