Forældrene komme.... (Alle kan sriver)

Tid: Ca. 18: 41. Så det er mange tidligt for os.
Vejr: solnedgang, og det er ikke nogle skyer
Sted: Uden på Gårdspladsen
Omgivelser: Andre ynglinge som skal møde deres forældre, familier og venner.
Påklædning: http://www.gallahuset.dk/gallakjole%205.html og har fået håret sat på i en hestehale.

Wodtcagt stog ventede sammen med de andre, som der skulle møde med deres familier og venner. Hun vidste at hendes forældre ikke vil komme, fordi de skulle til en meget vigtigt fest eller så noget. Men hun håbede at hendes farmor vil komme, hun var nok den eneste parsom i familien som Wodtcagt var på bølgelængde med. Hun er anderledes, ligesom hende selv, nogen gange kan ikke forestille sig af hun er mor til hendes far.
Hun kiggede sig omkring, og så på de andre ynglinge være sammen med dem de kendte, og elsker. Wodtcagt følte sig alene og ensom, ligesom den gang hun var menneske. Hun vil ønskede at hendes farmor, eller at nogen at de andre vil snakke med hende.

Wodtcagt drejede en omkring om sig selv, se hun stå ansigt til ansigt med Alma. *Hey Alma.* Hun smilede stort, hun var glad for at se Alma, når hun nu var lidt ensom. *Hvem venter du på? Dine forældre? Eller på en hele anden?* Spurgte Wodtcagt nysgerrigt. *Mine forældre komme ikke i dag, men jeg glæder til min farmor.* Wodtcagt smilede igen.

*Jo, hun er....* Men Wodtcagt fik ikke snakket færdig, fordi en høj kvindesstemme, kunne høres over hele Gårdspladsen. Når man snakker om solen *Hvor er du lille Mette, din farmor er kommet... Og jeg har en lille gave med til dig.* Wodtcagt kunne mærke et par stor, varme og kærlige omkring hendes skulder. *Min farmor er den kærligst og den sødest i verden.* Hendes farmor liggede på Alma og sagde. *Hvem er den lille veninde det?* Og gik hen til hendes og gav hende et stort kuns.

Wodtcagt's farmor så forvirret på Alma, men tog i mod hånden. *Det er hyggeligt at møde dig Alma, og hvem er den Wodtcagt du tale om?* Wodtcagt have ikke fortalt hende at hun have fået et andet navn.* Øhm.. det er så mig farmor. *Sagde hun og fik røde kinder. *Jeg hat taget et andet navn.*

*Mange tak søde, og Mette Efterår.* Sagde hendes farmor med en stræde tone i stemmen. *så noget skal du siger Mette, eller Wodtcagt* Wodtcagt kiggede ned i jorden. *Undskyld farmor, jeg vide ikke hvordan jeg skulle siger det.* Hendes farmor var sur i to sek mere, og bagefter smilede hun igen.

Wodtcagt's farmor kiggede på første Alma og så på Wodtcagt. *Skal vi ikke finde et sted og sætte os? Jeg er lidt træt i benene* Wodtcagt's farmor lagde en arm på pigernes skulder, så det ligner tre veninder det var sammen. Wodtcagt smilede til sin farmor. *Det synes jeg er en god ide, hvad synes du Alma* Spurgte Wodtcagt Alma.

"Det lyder fedt", Sagde hun smilende.

//Kunne ikke finde på mere at skrive XD//

De tre finde et sted og sedde, hvor man kunne kiggede på de andre ynglinge. Da de have fået noget at drikke, spurgte Wodtcagt's farmor pigerne med et lille glimt i øjnene. *Nå, hvad er det sket har på stedet.* Hun kiggede første på den ene og så på den anden.
Wodtcagt rødmede og kiggede ned på bordet. *Jo... Øhm... Jeg har fået mig en Kærest.* Sagde hun og rødmede endnu mere.

*Nej er det rigtig Mette, hvor er jeg glad på dine vegne lille skat.* Sagde hun gav Wodtcagt et kæmpe knus. *Fortælle mig alt om ham, hvordan han er, hvordan han ser ud og hvordan I bliv kærester?* Hun ventede spændt på hvad Wodtcagt, eller Alma kan fortælle hende.

Wodtcagt skjulte sit ansigt med hånderne. *Vil du ikke nok, jeg tror ikke jeg kan.* Hviskede hun, hun vidste ikke helt hvordan hun skal begynde og hvordan hun skulle slutet. Hun kan mærke at hendes farmor så på hende. *Er det så pinligt.* Spurgte farmor og kiggede på Alma. *Fortælle, fortælle søde ven, jeg vil vide det hele. Og hvor jeg glæder mig til at fortælle dine forældre om ham.* Wodtcagt tænkte i sin stille sind. Og måske komme ham selv.

*Jo det var.* Sagde hun uden at se på dem, Wodtcagt smilte ved tanken om den gang hun kom til at tabe en på i hovedet på Elliot, og rødmede igen,

Da Alma var færdig blev det stille i lang tid, men til sidst sagde Wodtcagt. *Nu ved du det.... Og vil du ikke nok lad med at siger det til mor og far.* Wodtcagt kiggede på hendes farmor og håbede at hun ikke vil siger det til dem, farmor smilte til hende. *Selvfølgelig vil jeg ikke det, dine forældre undskyld at jeg siger det, men de kan og vil ikke forstå. Så det var kun for sjov at jeg det.. Og det er for romantisk for dem.* Hun gav Wodtagt et knus mere, før du kiggede på Alma igen. *Og hvad med dig min ven? Har du mødte en du kan lide?*

*Øh lille skat.* Farmor gav Alma et knus og trøstede hende som kun Wodtcagt's farmor kunne, hun vuggende Alma som et lille barn det have slå sig. *Jeg er sikker på at han også vil se dig igen, men han måske har han ikke mod nok til at se dig endnu.* Hun bliv var med at vugger hende og tårerne trillede ned af Alma's kind. *Tør nu dine øjne, og kom med et lille smil. Du se så sød ud nå du smilede..* Sagde hun og gav Alma et knus mere.

*Hvad sker det, det hjemme farmor.* Spurgte Wodtcagt for at skiftet emne. *Ikke det helt store søde ven, ikke det store.* Sagde hendes farmor lidt trist. *Efter du var koommet her, har vi ikke rigtig snakke om hinanden. Men jeg har snakke med dem én gang, og din mor sagde noget med at dem fra din skole, hvade spurgt efter dig. Er det ikke søde?.* *Jo, det er.* Sagde hun uden rigtig at lyde glad.*