Gamle bekendtskaber - Dracio

Sted: Spisesalen
Tid: Frokostpausen
Vejr: Stjerneklart
Omgivelser: Mange ynglinge

Kaos. Det var, hvad der herskede i spisesalen i hver eneste frokostpause. Ynglinge var alle ivrige efter at få tankerne og fokus væk fra skolearbejdet og catche up med de venner, som de ikke havde stødt på i løbet af dagen.
Det var ikke nogen hemmelighed, at alle ynglingene omkring sig, gjorde Emilly utilpas. Hun var generelt dårlig til at håndtere store grupper, så hun havde været heldig, da hun fandt et bord i det bagerste hjørne af spisesalen, hvor hun kunne sidde nogenlunde isoleret fra de andre, som sad ved den anden ende af bordet.
Med et suk stak hun til sin lasagne, imens hun mental forberedte sig på sine eftermiddagslektioner.

Dracio havde fundet noget Kylling og pastasalat, Han havde hans skulder taske med sig, mest fordi han foretrak at læse mens han spiste, så kunne de andre ikke rigtigt komme igennem til ham. Han søgte efter en ledig plads, hvor der ikke sad så mange yndlinge. Dog som altid var der fyldt med dem, et kort irriteret suk slap hans læber.
Han fandt en plads og begyndte at sno sig gennem mængden af yndlinge ind til han nåede bordet da han så det var Emelly smilte han ”er der en ledig plads?” spurgte han med hans rolige stemmeføring, selvom irritationen over alle de andre yndlinge, hvorfor kunne de ikke vente med at komme il der var færre, men ak, han kunne nok ikke have fået læst under alle omstændigheder i den larm der kom. Drake havde ikke sat sig ned, Han ventede høfligt på at der ville blive givet grønt lys for at han måtte sætte sig.



//undskyld det noget korte svar, der kommer lidt mere når hovedet vil arbejde med. //

Lasagnen var ikke just spændende, og Emilly sad og sukkede efter noget andet. Selvom hun bildte sig selv ind, at trangen var noget ukendt, virkede det selvfølgelig ikke. Omkring hende stod mange røde glas foran de ældste ynglinge, og Emilly måtte bide sig i tungen for ikke at gå op og hente et glas selv. Men nej, det gik ikke. Hvis hun først begyndte at tage for sig af det røde guld, havde hun svært ved at stoppe igen. Hendes selvkontrol når det kom til blod, var næsten ikke-eksisterende.
Hun havde lige fået taget hul på den tørre lasagne, da det gik op for hende, at der var nogen, der snakkede til hende. Med et desorienteret blik, kiggede hun op og fik øje på et velkendt ansigt. Dracio. Synet fik et imødekommende smil frem på hendes læber. Af en eller anden grund havde hun registreret hans spørgsmål, selvom hun mentalt ikke havde været til stede, da det blev stillet.
"Ja, værsgo," nikkede hun med et smil mod den tomme plads foran sig. Pigens nysgerrige blik hvilede på Drake, imens han fik sat sig ned og stillet sin frokost på kantinebordet.
Emilly og Dracio havde ikke snakket sammen i lang tid, og hun vidste faktisk ikke hvorfor. Han havde været en af de få personer, der havde taget hende til sig, dengang hun lige var ankommet til Nattens Hus, og de plejede at snakke sammen på daglig basis. Hun betragtede faktisk personen foran sig som en ven.
"Hvordan går det med dig, Drake?" Spurgte hun med et genert smil, da han havde fået sat sig.

Emilly kunne mærke hans blik på sig, da han nu sad på bænken overfor hende. Utilpas i spotlightet, kiggede hun ned i bordet og nippede til lasagnen.
Men da han begyndte at fortælle hende, hvor livet havde bragt ham, glemte hun hurtigt hans blik og løftede sit hoved med et interesseret og nysgerrigt blik. En invitation til at uddybe. Hun kunne godt huske, at han gik meget op i sin træning. Rigtig meget. Og selvom man ikke havde fået det af vide på førstehånd, var det rimelig nemt at gætte sig til; Drakes krop havde i den grad tilpasset sig den hårde træning, som den så ofte blev udsat for. Emilly gøs næsten. Det var ikke nogen hemmelighed, at motion ikke var hendes favoritaktivitet. Nej, så hellere noget mere afslappende som f.eks. læsning. Det fik hun stortset al sin tid til at gå med.
"Jeg håber ikke, at presset bliver al for stort," kommenterede hun iagttagende. "Det er lidt bekymrende ikke at høre fra dig så længe." Hun smilte og slog en lille latter op. "Ikke at det kun er din skyld, at vi ikke har set hinanden så længe." Hun tav et øjeblik og kiggede på venneflokken, der havde siddet for enden af bordet, forlade bordet. En kort pause for at samle sine tanker og finde på en god undskyldning for hendes fravær. Den var vel bare ikke-eksisterende.
"Jeg har... Ja, jeg ved for at være ærlig ikke, hvad jeg har fået min tid til at gå med. Jeg tror bare, at jeg har haft en periode, hvor jeg ikke har haft lyst til at have selskab." Hun kiggede forsigtigt på ham; bange for at have fornærmet drengen foran sig. "Kender du den følelse?"