Hi ... remember me? ~Dracius/Dracio

Sted: Gårdspladsen
Omgivelser: De færreste ynglinge og vampyrer
Vejr: Køligt
Tid: Solnedgang
Påklædning: En sort tanktop, samt et par slidte sorte jeans og sorte converse.

Alma kom ind ad den 'skjulte' dør i væggen ovre ved østmuren. Hun havde en rygsæk over skulderen og hendes mærke var dækket. Hendes forskellige farvede øjne lyste af nervøsitet og spænding og hendes normale fine og utrolig blege hud så en anelse gullig ud da hun havde været lidt for længe væk fra de voksne vampyrer. Hun hostede kort og så ned i sin hånd. Et lettet suk gled over hendes læber da der intet blod kom ud. Ikke at der havde gjort det før, men tidligere på dagen var hun lige så stille begyndt at hoste, og hun var begyndt at blive bange for at hendes krop ville modstå forvandlingen. Hun sank en klump der pludselig tyngede hende og et øjeblik lammede rædslen hende. Hvad nu hvis han ikke kunne huske hende? Hvad nu hvis han havde glemt alt om hende og kommet videre. Hun lukkede sine øjne og mærkede en kort og skarp smerte i brystet. Hun var præget med sin elskede Dracius, men den var blevet noget svag på det sidste og en stor del af hendes længes efter at gøre deres prægning stærkere igen, hun længes efter bare at se ham, men hun var så rædselsslagen over at han havde glemt hende.

P: en sort jakke med en hvid t-shirt under, hans mørke jeans, og hans nik freerun i sort.
Drake kom gående oppe fra drengens sove sal, han havde en taske over skulderen da han skulle op i spisesalen, for at læse lektier, han ville have det overstået dem han ikke var blevet helt færdige med. Han havde været væk længe alt for længe, han havde stadig ikke vænnet sig til hans gamle dagligdag på skolen. Alma havde han tænk meget på mens han havde været væk, han kunne fornemme hun var tæt på ham, men hun var jo også hans kærlighed og den han var præget til, selvom deres prægning var svag, efter som de havde været adskilt så længe, men måske var det meningen at den var blevet svag, hvad hvis hun havde mødt en anden, han var ikke kommet videre, han havde bare haft et behov for at finde sig selv og komme væk, hans safir grønne øjne så mod den østlige mur, da han havde fornemmet at hun var kommet, han fornemmede hendes nærvær og ændrede automatisk retning, han nærmest løb, sprintede for at nå til hende inden det var for sent. Han var bange for at han havde mistet hende, og at hun ville droppe ham nu, han ville bare have hendes nærværd føles sig hel igen, noget han ikke havde oplevet længe selvom han havde fundet sig selv, hans sportslige evner var bare blevet forhøjet ligesom hans evne til at læse andres kropssprog og ansigter.

Alma stod stadig stivnet indtil hun mærkede Dracius' nærvær, mærkede hvordan han kom tættere på hende. Et smil lyste hendes ansigt op da hun så ham, han lignede sig selv. Uden at tænke over det, smed hun sin rygsæk og løb ham i møde, men hun stoppede da hun var nogle meter foran ham. Hun så bare på ham med sine forskellig farvede øjne. Hun havde tænkt på ham non-stop imens hun havde været væk og det havde smertet hendes fysisk at være væk fra ham. Hun fokuserede på hans følelsesmønster, og smilet der allerede lå over hendes læber blev større og lykkeligere da hun gik de sidste skridt over mod ham og forsigtigt lagde sine hænder mod hans kinder og kærtegnede ham blidt og let. Hendes blik lå mod hans øjne imens hun prøvede at fange hans blik. Hendes hjerte bankede så hurtigt og højt, at hun næsten var helt sikker på at han kunne høre det. "Jeg har savnet dig," hviskede hun, bange for at ødelægge øjeblikket, bange for at det hele bare var en utrolig livlig drøm. Hun kunne mærke den førnævnte frygt og rædsel forsvinde imens hun mærkede hans følelser, granskede dem, og fandt ud af at han stadig var hendes, for hun var jo stadig hans, hun ville altid være hans og ingen andens. Hun mærkede hvordan en tung byrde nærmest blev løftet fra hendes skuldre og hun følte sig lettere end hun havde gjort siden hun forlod skolen, og ham. På hendes ene hånd skinnede en ring med den røde diamant og den havblåsafir, hun havde ikke taget den af siden han havde givet hende den. Imens begyndte hendes øjne at blive blanke af tårer. Savnen hun havde holdt tilbage kom væltende med fuldt kraft og hun kæmpede lidt med at holde sit åndedræt roligt.

Drake opdagede hende og smilede hans hjerte slog af sted, hamrede egentligt af sted som om han havde sprintet 1500 meter han så hun smed hendes taske og han smilede da han lagde armene om hendes liv og løftede hende rundt, og svingede hende rundt ”jeg har savnet dig Alma” hviskede han efter han havde sat hende ned på jorden igen. Da han mærkede hendes hænder mod hans kinder mærkede han hvordan varmen bredte sig gennem dem, han rødmede ikke, men han var varm, han holdte hende helt tæt og nussede hendes hofter han kunne ikke vente, han pressede sine læber mod hende, han var blevet hel igen, noget han ikke havde oplevet længe hans hjerte var på plads igen i hans bryst. Han opdagede at hun bar hans ring ”du har den stadig på” hviskede han og smilede til hende hans smil var varmt, kærligt, og strålede også af savn, selvom det var svagt nu hvor de var forenet igen ”du ser sløj ud Alma,” hviskede han og trak hende helt ind til sig og lod en negl glide ind i hans håndled og lagde han håndled mod hendes mund ”jeg håber det her kommer til at hjælpe dig bare en lille smule min skat” hviskede han og prøvede at få hende til at drikke, så hun kunne få hendes normale farve tilbage ”vi må se at få dig indenfor” hviskede han lavt og slap hende efter noget tid tog hendes taske, og løftede hende så op og gik op mod skolen med hende. ”hvor har du lige været henne, og hvorfor forsøgte du ik at opsøge et af de andre Nattens hus, så du ikke ville være så tilredt som du er” sagde han og lød streng og irriteret over at hun ikke havde passet bedre på sig selv, hvad havde du lige tænkt dig… Tænkt dig jeg skulle gøre uden dig” sagde han strengt og sukkede, ”hvis du var død, hvad tror du så lige jeg ville have gjort” han lød sur nu.

Alma hvinede og lo da han løftede hende op og svingede hende rundt, hun havde lagt sine arme om hans nakke og hendes kinder var svagt røde af glæde. Hun smilede da hun mærkede hans læber mod sine og gengældte ivrig af længsel hans kys imens hendes hænder havde fundet deres plads oppe i hans hår, som straks begyndte at rode rundt i. Hun kunne mærke sit hjerte spurte afsted imens hun bare følte sig som sig selv igen. Hun smilede varmt og kærligt over ham. "Selvfølgelig har jeg den på," sagde hun kærligt og smilede varmt til ham. Hun lod ham med glæde trække sig indtil ham, men da han skar sig selv i håndleddet og pressede det mod hendes læber, skubbede hun sig væk inden hendes læber havde nået at røre såret han havde lavet. Hun så en smule målløs på ham, imens tørsten i hendes blik gjorde det vildt. "Hvorfor gør du det sådan?" spurgte hun så og mærkede et svagt stik i sit bryst. Hun kunne ikke fordrage når folk tvang hende til ting, det burde han vide. Da han tog hendes taske op og derefter bar hende op, hvinede hun og sprællede indtil hun kom ned på jorden igen, hun landede mindre elegant på jorden og hun stirrede på ham. "Jeg vidste hvad jeg lavede, det må du stole på, Dracius," hviskede hun hæst og såret. Tårene gjorde stadig hendes øjne blanke og frustrationen skinnede ud ad dem. Hun havde lært at beherske sin affinitet bedre nu, hun ville snart have fuldstændig kontrol over den, hvilket hun virkelig var glad for, men lige nu fik hun ham ubevist til at mærke hvor såret hun følte sig over hans opførsel og at han nu var sur på hende. Hun vidste godt at hun havde været væk længe og uden at give en lyd fra sig, men han kunne jo stadig mærke hende og hendes følelser på grund af deres prægning.

Drake hørte hendes hvin og smilede til hende og kunne lide lade være med at grine af det han mærkede hendes arme om hans nakke og så hendes kinders glød han smilede til hende og elskede den følelse hun gav ham. Han mærkede hendes læber mos dine igen, og mærkede hvor ivrigt hun pressede sine læber mod hans. Da han mærkede hendes hænder i sit hår mærkede han hvordan han var ved at give efter og falde sammen af længsel og nydelse. Han elskede når hun rodede i hans hår og han kunne mærke hvordan hendes hjerte spurtede af sted, han var virkelig blevet sig selv nu efter de var forenet igen og lagde hovedet på skrå og smilede da hun sagde at det var en selvfølge at hun havde ringen på. ”det er jeg glad for at høre Alma” sagde han og smilede til hende. Han mærkede at hun lod ham trække hende ind til sig og han blev fornærmet og såret da hun ikke ville lade ham give hende næring og lade deres prægning blive stærk igen, han så på hende, han kunne se tørsten i hendes øjne men sagde ingen ting, han ville ikke lade såret heale og betragtede hende bare ”jeg prøver at få dig til at få din farve tilbage, du er gul” sagde han og rystede på hovedet af hende ”men hvis du ikke vil det” sagde han og bakkede væk han mærkede at hun kom ned igen og så på hende han mærkede hendes blik og sendte det tilbage igen ”okay… Hvad lavede du så” sagde han og knyttede næverne ”hvordan skal jeg kunne stole på dig” sagde han og trak vejret i stød, han så hen fik håre i øjnene og sukkede så og bakkede væk ”jeg har været rundt og rejse, for at finde mig selv, finde mine talenter fra fortiden, med at læse andres kropssprog og ansigter, og mine talenter for sport” sagde han. ”jeg har bare kunne mærke hvordan vores prægning er blevet svagere og svagere, og jeg har intet kunne gøre, jeg har ikke kunne finde dig” sagde han til sidst og knækkede hans knoer.

Alma kunne mærke hvordan hendes åndedræt langsomt gik over i små støn imens de kyssede og hun pressede sig indtil ham i ren længsel. Hun havde savnet ham sådan og det hele kom frem nu. Hun kunne samtidig mærke de følelser hun fik op i ham, og der hele var så overvældende at hendes knæ skælvede og at hun pressede sin krop længselsfuldt ind til hans.
Hun sukkede lidt over ham. "Jeg ved godt at jeg er gul, og jeg vil gerne have dit blod," sagde hun langsomt og blidt. "Jeg vil bare gerne være et mere privat sted, Dracius." Blikket hun sendte ham var træt og ked. Hun havde ikke lagt mærke til at hun svingede lidt rundt imens hun stod stille så træt og udmattet var hun.

"Jeg har vært hjemme ... og i Spanien," forklarede hun sig og kæmpede med ikke at krympe sig under hans hårde blik. "Hvorfor skulle du ikke stole på mig?" Hun så roligt på ham og lyttede til hvad han sagde og nikkede let da han var færdig. Hun sank en klump, den samme som tidligere der var kommet tilbage. Hun mærkede hvordan tårene væltede over og begyndte at trille ned ad hendes kinder. "Jeg elsker dig, Dracius," hviskede hun og gik over til ham. Hun rakte langsomt og prøvende ud mod hans håndled og førte det op mod sine læber imens hun holdte hans blik fast. Hun kyssede blidt hans blødende håndled inden hun lod sin tunge glide over det og slikke blodet op. En veltilfreds stønnen gled over hendes læber da blodet eksplorderede på hendes smagsløg.

//IPhone hvis fejl

Drake hørte hendes åndedrag der nærmest var i støn mens de kyssede han holdte hende helt tæt ind til sig og løftede hende op, han mærkede hvordan hun pressede sig mod ham og han pressede hende tættere mod sig, han havde sådan længtes efter hende, han havde savnet hende, og det kunne han mærke nu at han havde. Hans følelser var blusset op igen, han følte sig helt nyforelsket i hende og han kunne ikke forstå han havde overlevet så længe uden hende, han var forvirret over det. Han ville bare have hende tilbage og det havde han også fået.
Han så på hende da hun sukkede ”det godt du ved du er gul” sagde han og han lyttede bare til hende da hun snakkede igen så han sig rundt ”alma vi er helt alene her” sagde han ”se dig omkring vi er alene, der er ikke andre, men hvis det er bor jeg stadig alene, selv efter al den tid væk fra skolen, og jeg har stadig ingen værelses karmarat” mumlede han langsomt han kunne se hun svingede og var træt ”jeg følger dig op på dit værelse så du kan få hvilet dig” sagde han langsomt og så på hende.
”hvorfor har du intet sagt?” spurgte han langsomt og så på hende, hans blik var stadig ikke mildnet den mindste smule selvom hun havde sagt hvor hun havde været ”hvorfor skulle jeg stole på dig” sagde han så langsomt og lagde armene over kors, og stadig ligeglad med at hans håndled stadig blødte, han ænsede det ikke engang han var ligeglad med det. Da han så hun sank en klump vidste han ikke hvad han skulle gøre, og han reagere automatisk da han så hun begyndte at græde, han lagde armene om hende og holdt hende tæt til sig ”jeg elsker også Dig Alma ” hviskede han ”men jeg hedder ikke Dracius mere” hviskede han ”jeg er Dracio… Mere præcis de to latinske navne for drage og skorpion” sagde han ”jeg er dragescorpion” sagde han langsomt. Han så hun rakte ud efter hans hånd og han gav hende det i hånden, han så hun førte det op til hendes læber og han smilede da hun begyndte at drikke af ham igen. Han elskede følelsen af at hun drak af ham og han stønnede lidt over det. Han elskede hende så højt.

Da Alma mærkede hvordan han løftede hende op lagde hun sine ben om hans liv og pressede sit underliv ind mod hans. Det må stød hans berøringer gav hende var overalt hvor deres hud rørte hinanden og hun følt dig beruset af det og af at kunne mærke hans følelser igen. Hun fortsatte med at kysse ham, som om de aldrig ville ses igen. Hendes læber bevægede sig inderligt og længselsfuldt mod hans.
Et svagt smil gled kort over hendes læber da han fortalte at han stadig ingen værelseskammeret havde, og hun fik en dyb farve i kinderne da hun tænkte tilbage på alt hvad de havde lavet sammen. "Tak," sagde hun med et lille smil.
Blikket hun sendte ham blev lettere opgivende da han udspurgte hende sådan, hun følte sig så træt og uoplagt, så hun rystede bare lidt på hovedet. Da hun mærkede ham komme nærmere og derefter hans arme om sig, lænede hun sig ind mod ham og sukkede, indåndede hans duft og blev svimmel af den, hun følte sig høj, som om hun lige havde drukket blod. Da hun hørte ham sige de tre ord, så hun bare op på ham med et lille smil, let våde kinder og et blik så varmt og kærligt.
Hun nikkede bare lidt. "Så nu er du Dracio?" spurgte hun hviskende og smagte på navnet mens han fortalte om dets betydning. "Jeg kan lide det." Hun smilede til ham og tørrede tårene væk fra sine øjne og kinder.

Hun så ned på hans håndled med blod om læberne. I nogle korte bevægelser vendte hun sig med ryggen mod hans bryst, fjernede håret fra halsen så hendes blege hans gav et tavst indbydning. Hun så op på ham med et lille smil der så udsædvanlig drillende ud. Hendes blik skævede hele tiden til hans stadig blødende håndled. Hun var så tørstig, hver en lille del af hendes sind og krop skreg efter hans blod og hans krop mod sin. Hun ville ikke stoppe før deres prægning var stærk og tæt igen. For det ville være en lille ting de altid ville have, på trods af afstand. For hun elskede ham for meget til at lade deres prægning gå til grunde.

Drake mærkede hendes ben om hans liv og smilede lidt bag kysset han følte sig i live nu. Han mærkede hun pressede sit underliv mod hans og han rystede lidt over det, han mærkede varmen der gik gennem hans krop ved hendes berøringer, hvor hun rørte hans krop, og han vidste det ville blive voldsommere når det var hans hud der blev berørt af hendes. Han kyssede hende voldsommere, som om han vidste det ville blive deres sidste kys. Han havde sådan længtes efter hende, noget han ikke ville opleve igen, at de ville være adskilt igen, han havde savnet hende for meget til at han ville skilles fra hende igen på sådan en måde, hans læber bevægede sig inderligt og længselsfuldt mod hendes, mens han bare holdt hende tæt.
Han kunne fornemme hendes smil og kort rystede han på hovedet og trak sig lidt væk fra hende ”hvad er det du tænker på?” spurgte han, selvom han havde læst det i hendes ansigt. Han havde da også selv tænk på det, men ville ikke lade det påvirke ham, han havde bare savnet hende forfærdeligt meget. Et smil prydrede hans læber ”det var så lidt” sagde han blidt og klukkede.
Da han så hun så opgivende på ham, han løftede et øjenbryn og betragtede hende bare og sank så en klump. Da han kunne se hun var træt og da hun rystede på hovedet ”hvad er der med dig?” spurgte han, da han mærkede hun pressede sig ind til ham, og at hun begyndte at indånde hans duft, han vidste ikke hvad han skulle gøre, han holdt hende bare tæt ind til sig, han elskede hende mere end han var vred og skuffet over hende, han ville og kunne ikke skade og såre hende, han kunne ikke få sig selv til det, selvom han følte det ville være det bedste bare lade det slutte, og komme videre. Han kunne bare ikke. Han elskede hende virkelig alt for meget og det var bare sådan det var, hans følelser for hende overgik alt andet han følte for hende, han var afhængig af hende.
Da han nikkede og så på hende ”ja det er jeg” sagde han og kunne se hun prøvede det, og funderede over det, han så bare på hende. Betragtede og observerede hende han smilede så lidt da hun sagde hun kunne lide det ”det er jeg glad for at hører du kan” sagde han og rystede på hovedet af hende, da hun tørrede sine øjne.

Drake så på hende da hun så på hans håndled, han så hun havde blodet om hendes læber, da hun vendte sig om og så hun fjernede noget har fra hendes hals skubbede han hende lidt væk ”du kan godt glemme det der lige nu” sagde han bestemt og betragtede hende ”du har ikke godt af jeg gør det nu, du har ikke styrke nok til det” hans stemme var fast og bestemt som om der ikke var noget der kunne rokke det. Han kunne se hendes smil, og han rystede på hovedet ”nej Alma, jeg mener det, du kan glemme det” sagde han og rakte hende sit håndled igen ”drik og få din styrke tilbage, så kan vi snakke om det andet senere når du er blevet mere rask” sagde han stadig fast og mere bestemt end før, der var intet der kunne ændre det, han ville have hun blev rask inden de foretog sig noget som helst andet.

Alma kunne mærke hendes hjerte spurgte af sted, det var evigheder siden at hun havde følt sig lykkelig. Hendes åndedræt fortsatte med at blive mere og mere stønnende, hun kunne ikke gøre for det. Hans berøringer og nærvær sendte små fantastiske stød rundt i hele hendes krop og tændte hende sådan at hun var ved at miste kontrollen over sig selv. Hendes længsel voksede bare hvert sekundt og hun kyssede ham med glæde voldsommere igen og pressede sin krop indtil ham imens hun skælvede ganske let.
"Sidst vi var på dit værelse," sagde hun stille og så så væk, fordi hun tænkte, at det sikkert var dumt at tænke sådan.
Hun gemte ansigtet mod hans bryst. "Jeg har savnet dig," mumlede hun bare imens hun nød hans duft. Hun mærkede hans følelser, hver og én af dem, hun mærkede hvordan han havde lyst til at forlade hende og hendes krop knækkede bokstavelig talt sammen af smerte og kort efter sad hun på jorden og knugede om sig selv. Hun snappede lidt efter vejret og kom til at hoste da hun fik noget galt i halsen. Hun kunne stadig mærke hans følelser, men var stadig ret desorienteret over smerten.


"Prægningen," hviskede hun bare hæst og lod sig ikke skubbe nogen steder hen. Istedet lavede hun en lukke flænge i sin hals inden hun satte læberne mod såret igen. Da blodet igen ramte hendes tunge, stønnede hun i rendyrket nydelse og holdte hårdere fast om hans håndled og begyndte kort efter at stønne mod såret og presse sig baglæns mod ham imens hun mistede mere og mere kontrol over sig selv på grund af sin mages fantastiske blod.

Drake så på hende, han kunne fornemme og høre hendes hjerte der spurtede af sted, han sukkede så lidt og lagde hovedet lidt på skrå, han var lykkelig, virkelig lykkelig, der havde været lykke i hans rejse rundt om jorden, og han ville gerne gøre det igen, bare ikke hvis det resulterede i at han skulle være adskilt fra hende igen. Han lyttede til hendes nærmest stønnende åndedrag, han smilede så og vidste godt hvad han gjorde ved hende, men han kunne jo ikke gøre for det, sådan var det jo bare, ligesom hun tændte ham, men han var måske bare blevet bedre til at skjule det for hende, han kunne mærke at hun længtes sådan efter ham, da han pressede sig mod ham igen, vidste han ikke hvad han skulle gøre, så han trak sig lidt væk fra hende, for at det ikke skulle gå galt for dem, han ville ikke miste hende.
”ja hvad er der med det?” spurgte han og han kunne se hun så væk fra ham ”jeg ved ikke hvad du mener, jeg må jo ikke læse det i dig” mumlede han så og så væk fra hende, han trak sig væk og lukkede hans øjne, langsomt satte han sig ned og åbnede så øjnene.
Han mærkede hendes ansigt mod hans bryst, han lagde en hånd mod hendes nakke ”jeg har også savnet dig” hviskede han lavt og han kunne mærke at hun nød hans duft, han kunne ikke forstå det. Han vidste hun havde fornemmet hans følelses mønster, han vidste ikke hvad han skulle gøre, han lod hende falde og satte sig ned hos hende ”Alma stop nu, jeg havde lyst til det efter du bare skred, det var derfor jeg rejste” sagde han kort for hovedet. Da han så hun holdte om sig selv sukkede han, da han hørte hun snappede efter vejret, opgav han og rejste sig igen. Inden han så ned på hende og hørte hende hoste havde han set mod skolen, han ville få hende indenfor.

”ja hvad er der med den?” spurgte han og mærkede hun ikke ville lade ham skubbe sig væk fra ham ”den skal nok blive stærk igen men du skal først have din styrke igen” sagde han bare og så på hende, han så hun lavede en flænge, han smagte på luften, tørsten var næsten ulidelig, han ville bare have det, men han måtte være stærkere end trangen til at drikke af hende. Han trak sig væk i en voldsom bevægelse og så væk han vidste ikke om han skulle blive eller om han skulle gå, han var i tvivl om hvad han ville. Han elskede hende, og var afhængig af hende. Men samtidig var han i krig mod sig selv, hun forsvandt bare.

Alma ville ikke have at han skjulte de ting for hende, selvom hun stadig kunne mærke det på ham, det gjorde hende ret ked og fik hende til at føle sig efterladt, eller som om han egentlig ikke ville være sammen med hende alligevel, selvom hun kunne mærke at han elskede hende.
"Vi elskede sidst vi var på dit værelse, det var det jeg tænkte på," sagde hun bare med en blid stemme idet hun vendte blikket mod ham med et varmt og nervøst blik. Hendes kinder blussede let og det var tydeligt og hun gemte på det minde da det betød noget specielt for hende.
Hun puttede sig indtil ham da han satte sig ned hos hende og hun slappede langsomt af. "Jeg var bare nødt til at komme lidt væk, okay?" sagde hun og så på ham med blanke øjne. "Jeg ledte efter mine forældre, min biologiske mor og far." Hun talte hurtigt og nærmest åndeløst imens hun bare tænkte; Jeg elsker dig, du må ikke forlade mig. Hun vidste at han ville kunne fornemme det, på trods af deres svage prægning.

Alma tumlede bare væk fra ham da han trak sig væk og blodet løb i en lille stribe ned ad hendes hals inden hun slak sin tommelfinger og kørte den over såret for at lukke det. Hun lukkede kort sine øjne og slikkede hans blod væk fra sine læber og tænder. Det summede svagt i hele hendes krop af den energi hans blod havde givet hende. Da hun åbnede sine øjne så hun på ham med et undskyldende og skammende blik. Hun ville jo bare nyde følelsen af at han drak hendes blod imens hun selv drak hans. "Jeg er ked af at jeg bare forsvandt sådan, Dracio," hviskede hun hæst, både påvirket af blodet og snart på grådens rand. "Jeg havde bare fået et brev ... og jeg var nødt til at rejse med det samme, jeg kunne ikke nå at gøre andet end at pakke og tage afsted, jeg kunne ikke nå andet!" En lille enlig tårer gled ned ad kinden på hende og hun tørrede den hurtigt væk igen. Hun vidste, at han kunne mærke hendes smerte på sig selv, hun vidste han kunne mærke hvor meget hun fortrød det, hvor meget hun havde savnet ham, og hvor meget hun elskede ham. Hvis hun havde kunnet ændre det, havde hun med glæde gjort det.