Den gode gamle velkendte duft..

Tid ~~ Nogle timer før daggry
Sted ~~ Stalden
Omgivelser ~~ Heste, udstyr, et par ynglinge osv.
Vejr ~~ Ret overskyet og en let blæst.

Maybell besluttede sig for, at tage ned til stalden. Det var noget af det eneste hun genkendte fra sin normale hverdag. Heste gjorde hende afslappet. Duften af hø, fik hende til, at føle sig hjemme. Hun havde været der en gang før, men det var kun et kort besøg, da hun var blevet vist rundt på skolen. Der var overskyet, og vinden blæste let i Maybells sorte hår. Blæsten fjernede noget af hendes pandehår, som afslørede den blå halvmåne. Den var nu ret sej, men alligevel veg det hendes venner og familie væk. Langt om længe blev Maybell mødt af den velkendte duft. Hun kunne ikke stoppe sine ben, og straks begyndte hun, at småløbe hen imod stalden. Men måtte hun nu godt ride på en af hestene? Den chance tog hun, og fandt sig frem til en lysebrun hest. Hun klædte den på, med det sædvanlige rideudstyr. "Så, så. Det går nok" Hviskede hun blidt til hestens øre, da hun steg op på den. Maybell var overrasket over sin stemmens usikkerhed. Den lød skrøbeligt. Klar til at knække hver andet sekundt. Men det skulle ikke ske. Ikke lige nu, og hellere ikke senere.

//OOG: Undskyld hvis der er mange fejl, og sådan. Men min hjerne er ret søvnig xD//

Rosa kom ind i stalden, og smilede til hestene. Hun elskede dyr, for de fik hende til at slappe af, og komme i bedre humør hvis hun havde det dårligt. Hun fik øje på en pige, som stod ved en lysebryn hest. Hun kunne se at der var et eller andet, og lagde hovedet let på skrå og blev nysgerrig. Hun gik hen til pigen "Heisa, er du okay?" Spurgte hun bekymret, og kiggede pigen i øjnene. Rosa kom i tanke om at hun ikke havde sagt hvad hun hed, "Jeg hedder Rosa." Sagde hun hurtigt, og smilte til hende.

Maybell begyndte ligeså stille, at ride rundt i en cirkel. Hesten virkede rolig. Den mindede hende om hendes egen hest, Destiny. Men da hun blev sparket ud af hjemmet, mistede hun også sin hest. Maybell aede blidt hesten på hovedet, og sagde beroligende lyde til den, da den vred sig. Måske var den alligevel ikke så rolig i hendes selskab, men det skulle nok ske. Hun havde massere af tid til, at lære den at kende. Men hun var sikker på hun aldrig kom til, at kende en hest ligeså godt, som hun kendte Destiny. Hun havde haft hende siden hun var lille. Det var et meget svagt punkt, og derfor pressede tårene sig på. En ukendt stemme afbrød hendes tanker. Straks blinkede Maybell hårdt i for, at holde tårene tilbage. Ingen skulle se hende sådan her. Ingen. "Hmfph" Mumlede hun som svar, og vendte sig imod pigen. "Rosa" Sagde Maybell lavt for sig selv, og smilede skævt. Men det var ikke et venligt smil. "Jeg hedder Maybell" Sagde hun i en kold tone. Hellere hård end sød. Rosa prøvede tydeligvis, at være flink. Men det virkede ikke hos Maybell. Måske ville Rosa blive forskrækket over hendes opførsel, før eller siden.

Rosa fik et chock over pigens hårde tone, men ville ikke lade det gå hende på. Hun smilte til pigen, som hed Maybell. "Heisa Maybell, er du okay?" Spurgte Rosa igen, og lagde hovedet let på skrå. *hhmm der må være et eller andet, for hun har en facede oppe. ligesom mig selv når jeg er ked af det.* Tænkte Rosa, og kiggede på Maybell.

"Formulere ordet humøret okay? Er det fint, fantastisk, brillant, lige til eller godt? For jeg er intet af det, så nej jeg er ikke okay." Snerrede Maybell af hende. Sommetider overraskede hun sig selv. Hun havde aldrig været decideret ondt. Måske snuppet en cookie fra dåsen i ny og næ, men ellers var der intet der nærmede sig hendes adfærd i øjeblikket. Men hun kunne lide det. Hun kunne lide sin adfærd. Om et stykke tid ville der ikke være nogen, der ville turde, at modsige hende. Måske og måske ikke. Den chance løb hun gerne. Men ville det betyde, at hun ville forblive venneløs? Var det, det værd? Det måtte hun tænke over senere. Men lige nu gælder det om, at spille med de rigtige kort.

Rosa rystede på hovedet, og begyndte at grine lidt. Hun kiggede Maybell i øjnene "Undskyld, men så nem slipper du alså ikke af med mig, selvom du snerrer af mig. Jeg ved hvordan det er, og nu vil jeg gerne være din veninde. Så hva er der sket? Spurgte hun, og smilede til Maybell.

Hendes latter lød mere som skrig i hendes øre. "Hvordan det er? Ved du hvordan det er?" Sagde Maybell. Hendes stemme var hård og skarp, og selvom hun kun hviskede sætningen var den til, at høre. "Vil du virkelig vide, hvad der er sket?" Selvom Rosa ville svare ja, havde Maybell ikke i sinde, at fortælle hende, hvad der var sket. Hun ville ikke åbne sig op for nogen, og især ikke en hun ikke engang kendte. Men alligevel hvis hun havde kendt hende i flere måneder, ville hun ikke fortælle hende det. Det var ikke til, at diskutere. Hun havde sagt, at hun ville være hendes veninde. Nyx forbyde det ord! Ved nærmere eftertanke, hvad skulle man med veninder? De støttede en til tider, og gode at hygge med. Men når alt blive svært, så forråder de en. Stikker kniven i ryggen på en, uden at fortryde.

Rosa rystede på hovedet, og kunne tydlig mærke hendes had. Hun nikkede til Maybell "Ja, jeg vil meget gerne vide hva der er sket med dig siden du har sådan et had." Sagde Rosa, kom i tanke om at hun osse selv havde et indre had, men hun havde gjort sin hævn. Som hun havde elsket at gøre, selvom hun havde mistet de fleste af sine veninder i hendes hårde tid. Så hun vidste at man havde brug for en når man havde det dårligt.

"Jeg er ikke kun fuld af had. Jeg er også fuld af sorg. Massere af sorg. Men når jeg har fået hævn, skal jeg nok få det bedre. Jeg venter til det rette tidspunkt. De skal aldrig glemme det de gjorde imod mig" Sagde Maybell. Selvom det var et svært emne, lød hendes stemme sikker og klar. Den afslørede ingen af hendes indvendige følelser. Hun var bange. Det var ikke kun sorgen der prægede hende. Den ene dag er man normal, og den anden dag er man blevet mærket. "Ja, hævn er det eneste jeg mangler" Mumlede hun, mest for, at bekræfte det for sig selv. Hævn skulle der helt klart tages.

Rosa lagde hovedet på skrå, og kiggede på Maybell menns hun fartalte. Rosa vidste alt om had, sorg, og hæven. Hun kom til at grine lidt ondt, og havde et ondt glimt i øjnene. Rosa hørte hvad Maybell mumlede, og nikkede med et lille ondt smil om læberne. "Ja, hævn er altid godt." Sagde hun, og havde fået en kold tone. Rosa havde aldrig fortalt nogen hvad hun havde gjort for at få hævn.

"Stop med at grine, tak!" Sagde Maybell med en beordrende stemme. Hun tog hånden op til munden, og gjorde 'Lynlås' tegnet. Latter var bestemt noget hun ikke havde brug for. Rosa var gået fra venlig til .. Mindre venlig. Hun var bestemt ikke ond, eller noget i den samme kategori. Hun havde vist den blide side af hende, og det var nok til, at hun hverken var ond eller grufuld. "Nå, så kom med din skurke-historie. Jeg kan se du er ved, at eksplodere efter, at fortælle den" Sagde hun med en stemme der lød træt. Det kunne godt lyde som om, hun mente det sarkastisk eller noget i den stil. Men det var kun meningen.

Rosas smil forsvandt, og blev til en smal streg. Hendes øjne blev kolde, og knyttede den ene hånd let, og rystede let på hovedet. "Nope, så nemt får du ikke min historie, men jeg kan vise dig lidt af den. Bare du ikke er sart." Sagde hun koldt, og vendte ryggen til Maybell. Hun trak lidt op i sin t-shirt, så man kunne se starten af hende 3 store ar hun havde på ryggen. Hun vendte sig om igen og kiggede Maybell i øjnene. "De går hele vejen ned af min ryg." Sagde hun koldt, og lagde sin finger på sin skulder. "De starter her, og slutter her." Sagde hun, og lod fingeren køre ned til lænden.

Maybell fnøs hånligt. Som om hun var sart. Hendes værste mareridt var blevet til virkelighed. Hun havde mistet venner og familie. Alt andet var barnemad! "Hvad skal jeg gøre? Hoppe rundt på et ben og synge mariehønen evigglad?" Sagde hun, og fnøs endnu en gang. "Hmfph" Mumlede hun, da Rose viste hende, hendes ar. Mere fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle sige, derfor var det nemmere, at bare nikke eller mumle. Maybell rettede sig op, på hesten, og så ned på Rose. "Og du vil overhovedet ikke fortælle mig historie bag dine ar?" Sagde hun, og hævede sin højre øjenbryn.

Rosa rystede på hovedet og fnøs. "Du kunne jo starte med at være mere venlig, vi har alle mistet noget fordi vi kom her til." Sagde hun hårdt, og kiggede hende i øjnene. Hun satte en arm i den ene side "Det kommer sku an på om du vil høre efter. Så vil jeg godt." Sagde hun, og kiggede på hesten.

"Venlig? Ha!" Sagde Maybell grinende. "Som min værelses kammerat siger : Katten har slugt min venlighed" Rose's hårde tone ramte hende ikke spor. Det var som, at blive slået med en fjer. "Jeg er lutter øre. Jeg skal nok høre efter, imens du fortæller din godnat historie" Fnøs hun, og satte begge sine arme i siden. "Jeg har ikke gjort andet end, at lytte hele mit lev. Rette mig efter det der blev sagt. Så.. Bring it on"

Rosa rystede vredt op hovedet, og var ved at koge da hun sagde ordet godnat historie. *Fint, hvis hun vil have det på den måde. Så skal hun få det.* Tænkte hun ondt, og slog en knyt næve ind i en stolpe. "Ha! Godnat historie! Du ved ikke hva du snakker om tøs." Sagde hun hårdt, og koldt. "At blive slået til blods, fået revet en piercing ud med em tang, blive brædnt på cigaretter, og blive revet med et skarpt redkskab ned af ryggen så du skulle have 40 stæng i hvert ar! En godnat historie for dig?!" Snerrede Hun, og begyndte at gå ud af stalden. "Så fint, jeg er skredet min tøs." Sagde hun koldt, og kiggede hen på Maybell og gik hen mod døren.

Maybell kunne sagtens se, hvordan hendes ord ophidsede Rosa. Hun havde ramt et ømt punkt. "Nånå, der er vist en der er sur" Sang hun, og grinede kort. "Ved jeg ikke, hvad jeg snakker om?" Lo hun videre, men hendes latter dæmpede sig, og blev erstattet af et skarpt blik der var rettet imod Rosa. "Måske var det bare en uhyggelig godnathistorie?" Bed hun hende af med, og smilede selvsikkert. Maybell hoppede ned fra hesten, og bandt den fast til en stolpe for senere, at sætte den på plads. Hun tog fat i Rosa's skulder for, at stoppe hende. "Du kan lige vove på, at kalde mig for din tøs igen!" Snerrede hun advarende, og slap derefter grebet om hendes skulder.

Rosa begyndte at skrige vredt af Maybells ord, og hvæsede vredt. Hun knyttede begge hænder, som lå ned af hendes sider. Hun smilte ondt og selvsikkert "Lad mig gætte din lille histoire. Forladt af din familie, som behandlede dig som skidt mens du havde en bror/søster som forgudede dig. Og nu vil de ikke havde at din bror/søster ser dig.?" Sagde hun ondt.
Rosa stivnede da hun mærkede at Maybell rørte hende, og kiggede ondt på hendes hånd og snerrede. Hun grinte ondt af det hun sagde "Whatever, jeg er skredet." Sagde hun, og gik ud af døren og lukkede den efter sig.

Et øjeblik var Maybells øjne fuld af overraskelse, og på samme tid et stik af sorg. At høre en anden sige det gjorde langt mere ondt. "Du ved intet om det" Hvæsede hun, og straks var hendes øjne fuld med vrede. Krigen var kun lige begyndt. Dét skulle hun ikke slippe godt fra. "Så skrid!" Snerrede Maybell af hende, og vendte sig imod hesten for, at sætte den på plads. Hun tog rideudstyret af den, og satte den tilbage i sin bås. "Bare rolig, det er ikke sidste gang jeg besøger dig" Sagde hun med en venlig og rolig stemme, imens hun kløede den om bag øret. Hun lukkede døren til hestens bås, og vendte sig om da for, at vinke da hun nærmede sig udgangen af stalden.

Rosa smilte ondt da hun fand ud af at hun havde ramt et ømt punkt, og grinte kort. "Hva ved du om det?. Hvis det er det der er din historie er vi ikke så forskelige Maybell. Jeg mistede min bror begrund af det her." Snerrede Rosa, og tog den ene hånd op til sit mærke. Hun rystede på hovedet over Maybell, og gik men vendte sig mod hende igen. "Jeg ved hvordan det er miste familie og veninder, ligesom dig." Sagde hun koldt, og gik.

"Jeg sagde ikke dét var min historie. Desuden vil vi altid være forskellige" Sagde Maybell stædigt. Selvom hun havde ret, ville hun aldrig indrømme det. Selvom hun kendte til hendes dybeste hemmelighed, ville hun hellere ikke indrømme det. Det lå langt under hendes stadie. Rosa skulle bestemt ikke have noget på hende, som kunne gøre hende svag i den nærmere fremtid. Hun skulle ikke have nogen fordel. Næ, nej. "Jeg mistede intet!" Snerrede hun af hende. Hun lå utrolig tæt på sandheden. Men det måtte hun ikke vide. Maybell rettede sig op, og gik med raske skridt ud af stalden. "Denne krig er ikke slut" Hviskede hun i Rosa's øre, da hun gik forbi hende. Men hun stoppede ikke for, at høre hendes svar, men forsatte videre væk fra hende. Inden længe var hun væk, og kunne ikke længere ses fra stalden. //Out//