Freetime ~ Kayla

Xiëzi så på hende og nikkede så ”som sagt det er også tilladt, jeg var bare nysgerrig over hvorfor du ville vide det” sagde han og smilede til hende ”jeg begyndte dog først at tro på hende efter jeg blev mærket” sagde han så.
”Alle mine gamle venner er her fra USA” sagde han ”jeg har kun familie i Kina” sagde han så og så ned på hans hænder ”men jeg vil så sige mine venner er ikke venner som sådan, det er mere holdkammerater og sådan” sagde han langsomt og betragtede hende inden han igen vendte blikket mod hans hænder.
”det skal smerten heller ikke, der er ingen grund til. Du skal nok finde dig selv en dag” sagde han og smilede opmuntrende til hende. ”du er stadig hel, selvom du har mistet din bror, men jeres bånd var stærk og det er nok grunden til at du føler dig halv” sagde han så.
Han så bekymret på hende ”nej du må ikke græde” sagde han forsigtigt.
”det var så lidt” han smilede til hende og betragtede hende ganske kort ”jeg takker for at du vil være her for mig også” sagde han så og smilede venligt.

Hun smilede til ham. "Hvis jeg bliver for nysgerrig må du jo sige til," svarede hun, "jeg begyndte også først at tro på hende efter at hun valgte mig." Hun så på ham med et venligt blik.
Hun rynkede panden lidt. "Du må da have nogle rigtige venner?" sagde hun undrende. "Ha du stadig kontakt til dine holdkammerater så?" spurgte hun nysgerrigt.
"Det ved jeg," svarede hun og så på ham. "Det gør bare ondt lige nu." Hun sukkede kort, men smilede dog svagt tilbage til ham.
Hun tørrede tåren væk. "Det gør jeg heller ikke," mumlede hun og så væk. Hun kunne ikke få sig selv til at møde hans blik så hun holdt blikket rettet mod sin guitar.
Hun bøjede hovedet let. "Selv tak," svarede hun med et smil.

Xiëzi så på hende og nikkede ”det skal jeg nok” sagde han kort og venligt med et smil ”men der er ingen fare for det, sker, og ja hvis det sker, stopper jeg dig nok” sagde han med et lille smil. ”det er vel der de fleste begynder at tro på hende” sagde han venligt og smilede kort til hende.
Han betragtede hende men hun rynkede hendes pande ”tror jeg ikke at jeg har, eller jo et pr stykker, men det er holdkammeraterne og klassekammeraterne” sagde han så og nikkede ”ja jeg har stadig kontakt til dem” sagde han med et smil ”jeg regner med vi skal ud og løbe i næste weekend” sagde han så.
”smerte er bare med til at gøre os stærkere” sagde han kort og smilede ”det gør altid ondt, det vil altid gøre ondt. Men man kan vende smerten til noget positivt” sagde han så.
”Det godt at du ikke græder, for jeg ville ikke vide hvad jeg ville skulle gøre” sagde han så ”smerten må ikke overtage dig” sagde han langsomt og lod hende se på hendes guitar, han ville bare have hun vidste at han var der for hende.
Han så mens hun bøjede hovedet og smilede kort over det.

//fordi, jeg sætter dem ind i et word dokument, og så sætter jeg mit svar ind, men var åbebart kommet til at sætte dit ind der hvor mit skulle være desværre, det havde jeg ikke opdaget undskyld, og det er derfor det kan tage tid, når jeg svare //

Hun grinede. ”Godt,” sagde hun med et stort smil. Hun nikkede. ”Det tror jeg også,” sagde hun sammenstemmende. Hun lagde hovedet lidt på skrå og smilede.
”Wow,” sagde hun stille og betragtede ham, ”er I tætte?” Hun blik lyste af nysgerrighed. Hendes ansigt var åbent og ærligt og hendes smil venligt. Hun lyste sådan set kun af imødekommenhed. ”Det lyder da hyggeligt!” udbrød hun og slog hænderne sammen, hvilket fik hende til at ligne en 10 årig. Hun var begyndt at tro han var en meget ensom person, og blev kun glad for at hører at dette nok ikke var tilfældet.
”Ja, det kan man vel nok. Jeg arbejder stadig på at finde ud hvordan,” sagde hun med et let smil og så på ham.
Hun grinede lidt. ”Du er nok en af de fyre der ikke aner hvordan man takler en piges tårer?” sagde hun med et drillende blik. Hendes humør var steget et par grader og der var ikke længere fare for at hun brød grædende sammen.
Hun vidste at han ville være der for hende, ligesom hun ville være der for ham når han ville få brug for hende. Hun smilede til ham.


//Haha, det er helt i orden :-) Jeg nåede at læse næsten hele indlægget igennem før jeg fandt ud af at det var mit eget xD

Xiëzi så på hende, nikkede kort og smilede ”ja det er godt” sagde han venligt og smilede ”det er vel bare sådan det er” sagde han kort og vendte blikket mod hans hænder igen, han vendte derefter kort blikket mod hende, smilede igen kort.
”jeg vil ikke kalde os tætte, det er bare for at vi holder os i form, derudover kan vi godt snakke, men vi holder da vores privat liv for os selv, sådan da” sagde han og smilede kort ”det er hyggeligt at være ude for at løbe, især på den måde, der er ingen der stopper dig, du kan løbe hvor du vil, klatre og springe som det passer dig” sagde han og lukkede øjnene ”der er mange ting der er nemmere på den måde.” sagde han så og smilede over hendes ansigts udtryk, ikke fordi han syntes hun så sjov ud, mere sød. ”hvor ser du bare.. Ja jeg ved ikke hvad jeg skal sige” sagde han så og smilede kort over det.
”jeg plejer at meditere, koble fra, bede mine forfædre om hjælp, ånderne, alt bliver spurgt om hjælp” for at jeg skal finde åndelig og fysisk fred” sagde han og smilede venligt til hende.
”ja det er jeg faktisk” sagde han kort og smilede så ”jeg har ikke været det helt store kontakt med det modsatte køn, så det er ikke noget jeg er van til” sagde han lavt og så ned ”men jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste2 sagde han så og smilede kort ”men jeg har ikke kyst til at få smidt et bjerg i hovedet på en gang, det ville jeg nok ikke kunne håndtere” sagde han så langsomt.
Han betragtede hende med et lille skævt smil og han rejste sig fra bænken og strakte sig ganske kort og så igen rundt.

//denne gang er det dog der rigtige

Hun lagde hovedet på skrå. ”Du virker…lidt usikker?” sagde hun med forståelse i stemmen.
Hun kunne godt huske følelsen af at være ny, og være på tredje trin. Det havde ikke været specielt rart, men alle var forstående og venlige. Det var noget hun havde sat meget pris på, og det var også derfor hun var imødekommende over for de nye og sådan.
Hun smilede medlidende. ”Du kan måske ikke lide at være tæt på en?” spurgte hun. Hun kom til at grine en sød lille latter. Hun så på ham med et lysende blik. Hun så rigtig på ham denne gang, og det gik op for hende at sådan set så rimelig godt ud. Hun vendte blikket væk.
Hun rødmede ganske svagt og bed sig i læben. ”Øhm.. tak, tror jeg nok?” sagde hun lidt nervøst.
”Virker det?” hviskede hun med svag stemme og så på ham. Hun havde aldrig selv mediteret, hun havde mere brugt musikken til at komme væk fra verden. Hun fik det altid bedre af at spille, men det kunne hun jo ikke gøre hele tiden.
Hun kvalte et grin, og smilede i stedet til ham. ”Det skal jeg huske,” sagde hun og så på ham med morskab i øjnene. ”Jeg sætter da pris på at du vil gøre dit bedste,” tilføjede hun med et smil.
Hun fulgte hans bevægelser før hun puttede guitaren ned i kassen og rejste sig op også. ”Skal vi gå lidt?” spurgte hun og så på ham.


//Heldigt! :-D

Xiezi så på hende og betragtede hende ”nej jeg har det fint, jeg studere bare mine hænder” sagde han kort ”det lyder dumt” sagde han så, han vendte blikket mod hendes øjne igen og smilede.
Han så ned på sine hænder igen inden han vendte blikket rundt omkring. Han vendte blikket tilbage til hende og lukkede hænderne og mærkede knoerne knække. Han satte meget pris på at hun var venlig overfor ham.
”nej ikke specielt, det skyldtes nok at jeg er bange for at føle mig udnyttet” sagde han kort ”jeg har set hvad det kan gøre hvad det kan gøre ved en hvis man bliver brugt” sagde han langsomt og vendt blikket væk fra hende ”og ellers, er det fordi jeg ikke rigtigt har haft tid til det, men lektier og træning” sagde han så langsomt.
Han løftede det ene øjenbryn og smilede kort over hende ”du lignede en lille pige” sagde han så, ”det så lidt sødt ud” sagde han og rystede på hovedet.
”Det virker uden garanti, men hvis du vil styrke det spirituelt, vil jeg tro, at lys for alle elementerne vil nok kunne gøre det en smule mere effektiv, men jeg plejer at meditere finde åndelig og indre fred” sagde han så og smilede kort. Han mediterede altid hvis han følte han havde problemer, eller hvis han havde brug for styrke, eller tilgivelse.
”du må endelig gerne grine hvis det er” sagde han venligt og smilede kort til hende ”det er godt du vil huske det” sagde han venligt, og han kunne sagtens høre at hu morede sig over ham ”jeg kan ikke gøre mere end mit bedste, selvom jeg gerne ville” sagde han så.
”ja vi kan sagtens gå lidt, det var nu mest fordi jeg ikke kan lide at sidde stille ret længe af gange” sagde han så med et smil, og så studerede jeg lige, om der var noget godt at løbe efter” smilede han



//undskyld jeg først svare nu, har haft en del lektier for og travlt, selvom jeg har været her inde.//

Hun grinede lidt over ham igen. "Det er fint nok for mig," sagde hun med et smil, der lyst af glæde. Når hun grinede var det ikke fordi hun syntes han var dum eller sådan noget, hun syntes bare han var sjov og sød.
Hun hørte hans ord, øg følte et stik i hjertet. Hun lod sin hånd strejfe hans arm. "Jeg ville aldrig udnytte dig," sagde hun stille og så på ham. Hun havde aldrig brudt sig om at folk udnyttede andre, som om de ikke var noget værd.
Hun smilede og grinede lidt igen. "Tak!" sagde hun glad og så på ham. Hun kunne godt lide hans smil, og var glad for at være grunden til det. "Du ser nu også selv sød ud," tilføjede hun med et lille smil.
Hun betragtede ham. Et billede af ham siddende i lotus stilling dukkede frem på hendes nethinde og hun smilede lidt ved tanken. "Måske skulle jeg prøve på et tidspunkt," sagde hun så med roligere stemme end hun følte sig.
Hun rystede på hovedet med et skævt smil. "Det er ikke pænt at grine ad folk, og det var ikke for at gøre grin med dig. Jeg har bare en syg form for humor," sagde hun og betragtede ham. "Jeg syntes at dit bedste er godt nok," smilede hun.
Hun grinede lidt. "Stikker du af fra mig eller hvad?" spurgte hun med et drillende smil og begyndte at gå langsomt.

//Helt i orden. Jeg kender det godt selv :-)

Xiezi så på hende og smilede kort og nikkede så ”det er jeg så glad for” sagde han og rystede på hovedet over sig selv, han lukkede øjnene og smilede så kort.
”jeg siger ikke at du vil, jeg siger bare at det ligger dybt at jeg er bange for at blive brugt” sagde han så ganske lavt og smilede til hende ”mange tak for det” sagde han og forsøgte at smilede, da han mærkede hendes hånd strejfede hans arm vidste han ikke hvad han skulle gøre, han så bare på hende og sank en klump.
”Det var da så lidt” sagde han med et lille smil på hans læber, Han så på hende og rystede på hovedet over dem ”syntes du virkelig?” spurgte han og grinte ”men altså vi ser nok søde ud begge to så” sagde han kort og grinte lidt.
”det ville nok være en god idé bare at prøve det en enkelt gang” sagde han kort og smilede ”det løsner virkelig op” sagde han venligt og betragtede hende med et lille skævt smil.
”nu sagde jeg så at du godt måtte, da det sikkert lød sjovt” sagde han så og smilede kort og venligt til hende ”Jeg kan ikke gøre det bedre end det bedste jeg kan” sagde han venligt og smilede til hende ”men jeg ville selvfølgelig gerne” sagde han venligt og smilede lidet.
”nej jeg stikker ikke af, jeg er bare sådan” sagde han venligt og smilede til hende og smilede kort.

Hun smilede. "Alle er vel bange for et eller andet. Det er jeg også selv, jeg siger bare at jeg aldrig ville udnytte hverken dig eller nogle andre," sagde hun stille og smilede. Hun havde taget hånden til sig og så nu bare på ham.
Hun nikkede energisk. "Selvfølgelig!" sagde hun glad og grinede lidt. "Ja, det gør vi jo så," smilede hun og så længe på ham uden at sige noget.
Hun nikkede bare. "Det kunne jeg tænke mig. Jeg prøver det en dag hvor jeg har tiden til det," sagde hun med venligt smil. Hun kunne jo give det et skud. Man døde som regel ikke af at prøve noget nyt.
Hun rystede smilende på hovedet og himlede lidt med øjnene. Hun sendte ham et skævt smil. "Kunne jeg forestille mig at du gerne ville," svarede hun og så på ham.
Hun grinede. "Det var for sjov. Men det er da godt af vide at du ikke løber skrigende bort," sagde hun med et drillende smil.

Xiëzi så på hende og nikkede ”alle er bange for et eller andet, og alle har en svaghed” smilede han ganske kort. ”og jeg siger at jeg er bange for at blive udnyttet” han så op mod himlen, ”og jeg er glad for du ikke er sådan en” sagde han langsomt og betragtede hende. Han havde set da hun tog hånden til sig selv igen, han betragtede hende blidt og lukkede så øjnene.
Han nikkede og smilede til hende ”det må vi jo gøre så” sagde han venligt og grinte kort ”men jeg syntes nu ikke jeg ser sød ud” sagde han venligt og betragtede bare hende.
”det ville i hvert fald være den eneste måde at finde ud af om det virker” sagde han venligt og betragtede hende med et lille venligt blik.
”altid” sagde han venligt og grinte kort ”jeg vil altid give mig 120% men man kan bare ikke give mere end 100%” sagde han og så ned på hans hænder og sukkede.
Han lyttede til hendes latter ”ej jeg render ikke skrigende bort, jeg render bare, og er umulig at fange, når jeg er oppe i fart” sagde han så venligt og smilede kort og drillende.

Hun nikkede. "Det kan vi godt blive enige om," sagde hun, "min er at jeg hader at føle mig forladt. Jeg kan godt lide at være alene, men jeg vil ikke være forladt." Hun sukkede ganske kort og smilede så til ham. Hun så på ham da han lukkede øjnene og smilede.
Hun lagde hovedet på skrå. "Hvorfor kan du ikke selv se hvor sød du ser ud?" spurgte hun med et smil, og betragtede ham. Hun syntes han så virkelig sød ud, og i hendes øjne var det klart for en hver, så det overraskede hende at han ikke kunne se det.
Hun nikkede blot uden at sige mere.
Hun rynkede panden lidt inden hun sagde:"Er du nogensinde tilfreds med din egen præsentation?" Hun syntes det lød som om han altid ville gøre mere end han kunne og det fik hende til at undre sig.
Hun grinede lidt over ham. "Jeg ville ikke engang gøre noget forsøg på at fange dig," sagde hun med en drillende tone.

Xiëzi så på hende og nikkede ”det kan vi” sagde han venligt og smilede til hende med et lille og skævt smil ”det er heller ikke rart at føle sig forladt” sagde han så og så på hende ”det er også sådan noget lignende jeg kan også godt lide at være alene, bare ikke forladt, men det er da ikke noget jeg er bange for” sagde han så og så på hans hænder.
Han trak på skuldrende ”nok på grundt af det jeg er i stand til at gøre” sagde han så efter længere overvejelse ”det er nok derfor jeg ikke kan se det søde i mig” hans stemme var blevet lidt dyster, han så ned på sine føder ”ja det er derfor, jeg er langt fra sød” sagde han så, da han vendte blikket tilbage til hende smilede han venligt til hende ”undskyld, jeg skulle lige have et flashback” sagde han så og smilede lidt.
Han betragtede hende og lukkede øjnene.
Da han hørte det, der grinte han kort og så på hende ”mente du det seriøst?” spurgte han venligt og så på hende ”ja det er jeg” sagde han og smilede ”jeg er for det meste tilfreds” sagde han ”men de ting jeg ved jeg ikke kan der vil jeg gerne kunne gøre det bedre, og det er der jeg skuffer mig selv sagde han så
”Det er også et klogt træk ikke at forsøge det” sagde han venligt og smilede til hende.

Hun smilede til ham og trak på skulderne. ”Det er så forskellen på os to,” sagde hun med et smil. Hun vidste at det måske var lidt åndssvagt at være bange for at blive forladt, men det var noget der altid havde plaget hende, lige siden hun var lille.
Hun betragtede ham i tavshed i lang tid. ”Jeg ved ikke hvad du er i stand til at gøre,” sagde hun stille, ”men jeg er sikker på at du også er sød.” Hun hørte det dystre i hans stemme og gøs let. ”Hvad så du i dit flashback?” spurgte hun stille, men vagtsomt.
Hun lyttede til hans latter og smilede. ”Ja, det var seriøst ment,” sagde hun med et drillende smil. ”Det var da altid noget! Man kan jo ikke være god til alt,” tilføjede hun og så på ham.
Hun grinede og så på ham med et drillende glimt i øjet. Hun havde aldrig været den store atlet, så hun gad ikke engang forsøge at fange en som sikkert var lynhurtig og kunne hoppe og springer over alt og alle. Det ville være det rene selvmord at forsøge.

Xiézi så på hende og nikkede ”det er forskellen” sagde han ”men verdenen ville også være kedelig hvis alle var ens ikke sandt” sagde han så og smilede prøvende til hende. Han følte der ikke var noget at skamme sig over ved at være bange, det lå som en naturlig del af ens inderste menneske. Derfor kunne han ikke ser skammen i det.
Han betragtede hende mens hun snakkede, langsomt rystede han på hovedet ”det skal du også være glad for at du ikke ved” sagde han ”og du burde håbe du heller ikke komme til at vide hvad jeg er i stand til” sagde han langsomt. ”der skal sikkert nok være lidt, men jeg kan ikke selv se hvis det er der” sagde han så langsomt ”nogle ting der var ved at få mig i problemer, efter jeg fik sat nogle bander ud af spillet” sagde han stille.
Han så hendes smil mens han grinte, og da han så kom med hans kommentar. ”okay så” sagde han og smilede kort mens han så hendes drillende smil. ”jeg tror jeg kan, og det er nok det der er mit problem” sagde han kort og smilede lidt over sig selv.
Han smilede til hende og så ned på hans fødder ”hvor kunne du tænke dig at vi gik hen?” spurgte han venligt og smilede til hende, mens han betragtede hende.

Hun nikkede. "det har du helt ret i!" sagde hun med et smil. Hun skammede sig ikke over at være bange, hun vidste bare at nogle ville syntes det var en åndssvag/mærkelig ting at være bange for.
Hun så på ham og lyttede til hvad han sagde. Langsomt løftede hun hånden og strøg en hårtot væk fra hans bande med en blid bevægelse. "Jeg vil gerne vide hvad du er i stand til," sagde hun stille. Hun rynkede panden let: "Hvilke slags problemer?"
Hun smilede kort. "Du er så en af de få personer jeg kender som overvurdere sig selv," smilede hun og så på ham.
Hun så sig om havde sådan set glemt at de gik. Hun trak på skulderne. "Aner det ikke. Hvor vil du gerne hen?" spurgte hun med et smil og betragtede ham.
Hun så igen rundt, og prøvede at finde ud af hvor hun var sådan helt præcist, men det var lang tid siden hun havde været udenfor skolen, så hun havde stort set glemt byen, og dens gader.

Xiézi så på hende og smilede venligt ”tænkte nok du ville give mig ret” sagde han så og smilede lidt over dem, han vidste ikke hvorfor.
Han mærkede hendes hånd, der strøg noget hår væk fra hans pande, han gjorde ikke noget andet end at se på hende med et undrende blik ”jeg ville ønske at du ikke ville vide det” sagde han langsomt og sukkede ”det ville være meget sundere for dig” sagde han langsomt ”men det er ganske enkelt, der var nogle bander, der havde bande krige, over områder hvor de kunne sælge stoffer, jeg fik sendt nogle af dem på hospitalet og i fængslet, ved at brug kampsort på dem, efter de havde forsøgt af rekruttere mig, og da jeg sagde nej, prøvede de at skade mig” sagde han så, ”jeg blev hurtig forhadt mellem banderne, og så snart nogen af dem så mig, gjaldt det om at komme væk, eller vise dem at de ikke ville kunne gøre mig noget, det gjorde også at jeg kom på kant af politiet, uden at få tiltale eller noget, men jeg vidste det var forkert, at bruge for meget selvforsvar på dem, det var også det der sendte politiet på nakken af mig” sagde han langsomt.
”overvurdere mig selv, jeg ved hvad jeg er i stand til, og jeg ved hvad jeg kan, jeg ved hvad jeg vil, og jeg kan opnå det jeg vil, selvom jeg ikke kan det” sagde han langsomt og så på hende.
”jeg bevæger mig ikke så tit i Tulsa, jeg er mere i Oklahoma city” sagde han langsomt og betragtede hende kort.

Hun grinede. "Der er ikke så mange andre valgmuligheder," sagde hun med et smil.
Hun lyttede til hvad han sagde og betragtede ham uden at afbryde. Hun havde for længst, trukket sin hånd til ham og havde lagt den i sit skød. Hun følte et stik af ubehag over at have spurgt, men var samtidig glad for det. Efter hans forklaring var hun bare tavs, fordi hun ikke vidste hvad hun skulle sige.
Hun smilede. "Du må virkelig være en stræber, hvad?" sagde hun og så på ham. Der var ikke noget ondt at finde i hendes stemme, hun spurgte sådan set bare.
Hun grinede. "Jeg er mest på skolen, eller i parken her i byen," sagde hun med et smil og så på ham. "Jeg har vist buret mig selv inde de sidste mange måneder for jeg kan ikke rigtig finde rundt længere. Jeg kan finde hen til skolen, og til parken, men så heller ikke mere," sagde hun smilede og så på ham. De endte sikkert med at fare vild.

Xiézi så på hende og grinte kort ”nej, endte ville du give mig ret, eller også ville du ikke give mig ret” sagde han kort og smilede til hende.
Han så på hende og lukkede øjnene kort, men musklerne i hans krop blev spændte som en bue, han åbnede øjnene og lukkede hans hænder, langsomt så ha ned på hans føder da han åbnede øjnene igen, han sagde ingen ting stod helt stille, indtil han kom til sig selv igen, langsomt begyndte han at gå igen .han så op på himlen mens han gik.
”jeg vil ikke kalde… Jo jeg er en stræber” sagde han med et lille smil ”ja jeg vil kalde mig en stræber” sagde han så og sukkede kort, ”alt andet ville da være forkert” sagde han så og smilede.
”jeg har været mest i Oklahoma city” sagde han ”men efter jeg blev mærket har jeg være mest på skolen, det her er en af de første gange jeg er udenfor skolen, og er i Tulsa” sagde han så langsomt

Hun grinede. "Hvis jeg ikke gav dig ret ville vi nok bare ende med at begynde at diskutere og det gad jeg ikke lige," smilede og så på ham.
Hun stoppede op og så på ham. Hun rynkede panden mens hun betragtede ham. "Hvad er der galt?" spurgte hun så endelig.
Hun brød sig ikke om at hans spændte sådan i kroppen, men det var nu mest fordi hun var bange for at han ville begynde at hoste sit eget blod op, hvilket var rigtig væmmeligt at se på, skulle hun hilse og sige. En skælven gled gennem hendes krop mens hun huskede da hun havde set sin veninde dø.
Hun puffede blidt til ham med skulderen. "Det er da ikke noget galt i at være en stræber. Det er ikke noget at sukke over," sagde hun med et smil og så på ham. Hun havde aldrig indrømmet at hun var en stræber, for det var hun ikke. Det troede hun i hvert fald ikke. Hendes bror havde dog tit sagt at de begge var stræbere hvad angik musikken.
Hun smilede til ham. "Jeg har vært udenfor skolen et par gange. Min veninde og jeg har været et smut i Florida og Italien, men ellers har jeg opholdt mig i Tulsa," sagde hun og grinede kort.

Xiézi så på hende ”nej, så havde jeg spurgt ind til hvorfor, og ladet dig holde din mening, da det er det man skal have lov til” sagde han og smilede til hende og grinte kort.
Han så på hende da hun snakkede ”hvad?” spurgte han kort og så på hende ”der er ikke noget” sagde han så efter han var kommet helt til sig selv igen.
Han stod bare helt stille, efter han var kommet til sig selv, og var begyndt at gå igen så han på hende ”jeg tænkte bare lige” sagde han ”jeg er ikke stolt over det, men jeg fortryder det ikke” sagde han så og smilede kort.
Han mærkede hendes puf og smilede til hende ”nej det er der ikke, jeg indrømmede det jo også” sagde han ”jeg vidste bare ikke helt hvad jeg så skulle sige” sagde han kort og grinte kort.
”det lyder altså også hyggeligt og dejligt” sagde han og vendte blikket mod hende ”en tur ned i solen, ville ikke være værst” sagde han ”der ville det virkelig være dejligt at løbe som det passer en” smilede han og betragtede hende

Hun grinede. "Ja, det er det, men jeg har altid haft lidt svært ved at holde min mund, men jeg respektere som regel andre," smilede hun og så på ham.
Hun så eftertænksomt på ham. "Er du sikker? Det er måske normalt for dig at spænde i hele kroppe," sagde hun med bekymring i stemmen.
Hun kunne heller ikke se nogen grund til at være flov over det. Det fortalte jo bare lidt om hvordan han var som person. Hun smilede til ham. "Det er da godt!" sagde hun blot, da hun ikke vidste hvad hun elles skulle sige.
Hun grinede af ham. "Du er skør, at du ved det," smilede hun med morskab i øjnene og en drillende tone i stemmen. Hun kunne godt lide skøre personer, men de skulle også kunne tage ting alvorligt, ellers blev man hurtigt træt af dem.
Hun sukkede kort og så væk. "Så fedt var det heller ikke. Solen skar i øjnene og det var bare generelt forfærdeligt at være der," sagde hun og så alvorligt på ham.
Hun tænkte ofte på turen, men det var aldrig positivt. Det eneste gode havde været at hun så sin bror, og at Kat havde været med.

Xiëzi så på hende og nikkede ”det har jeg så ikke haft svært ved” sagde han med et lille smil på læberne ”det er vel også det man skal, alle skal vel have lov til at være her” sagde han venligt og smilede.
”jeg er helt sikker” sagde han kort og sukkede lidt ”jeg mener, der skete ikke noget, og ja nogle gange sker når jeg det, mest når jeg rammes af min fortid, eller den mere dystre del af min fortid” sagde han kort og smilede lidt.
Han trak lidt på skuldrende og smilede lidt ”det er det vel, jeg ved det ikke helt” sagde han så lidt med et lille smil.
”jeg er i aldeles ikke skør, eller er jeg?” spurgte han så og så på hende. Han vidste ikke hvad jam skulle sige, han betragtede sig ikke selv som skør, men det kunne være han egentlig var skør.
”jeg ved da ikke hvad, jeg tror jeg ville nyde solen, nok mest fordi, ja jeg elsker den, og plejede at være ude så længe som over hovedet muligt” sagde han venligt og smilede kort over sig selv, han vidste ikke hvorfor, men han ville ønske han kunne tage på sådan en tur.

Hun smilede og nikkede for at give ham ret. Hun havde ikke lyst til at sige mere for hun endte med at starte et skænderi med ham og det havde hun overhovedet ikke lyst til.
Hun skar en grimasse. "Det var ikke min mening at rippe op i noget," sagde hun så og så på ham. Hun bøjede tavst hovedet og så ned på vejen mens de gik.
Hun smilede lidt og så på ham. "Jeg syntes du er lidt skør. Men det er alle!" sagde hun med et grin og så sig lidt omkring før hun igen vendte blikket mod ham.
Hun så alvorligt på ham. "Men nu er du ikke menneske mere, og solen vil svie i dine øjne. Det burde den også gøre nu, du har nok bare vænnet dig til det," sagde hun. Selvom hendes øjne var lidt hårde så var hendes stemme blid. Det var ikke fordi hun ville afskrække ham fra solen. Han måtte se at vænne sig til månen, for nu var det der han hørte til, om han så ville det eller ej.

Xiëzi så på hende og smilede kort ”du tør vil simpelthen ikke sige mere, fordi du er bange for at vi starter en diskussion?” spurgte han og smilede venligt og grinte kort over det.
”du skal ikke tage dig af det, det er nok med at jeg gør det” sagde han kort ”sket er sket” sagde han langsomt og smilede til hende ”der er ikke noget der ikke ville komme frem før eller siden” sagde han kort og smilede lidt.
”hmm altså” sagde han kort og smilede lidt ”hvad er det så der er skørt ved mig?” spurgte han så og betragtede hende mens de gik.
”jeg ved det godt” sagde han så ”jeg ved det kun er et spørgsmål om tid, men jeg vil nyde solen så længe som jeg nu engang kan” sagde han og vendte blikket væk fra hende