stjerne klar nat (Kayla)

T: sent om aften( Daggry)
O: en tom have.
T: en sort t-shirt og et par jens i mørke blå

hun sad og militeret. da hun rejste sig kikkede rundt for at se om der var nogen der så hende. det var der ikke. hun satte sig igen og milliterede lidt mere. det susede i bladene. trærerne susene. dyrernes skretten og natureens tilstædeværlse. hun tog et par dybe vertrækning.

Hun gik og så rundt. er var stille i gården, kun vindens susen og fuglenes sang. Hun tog en dyb indånding og gik lidt videre. Hun fik øje på en skikkelse lidt længere væk. Kayla kunne ikke se tydeligt hvem det var. Hun listede lidt tættere på. Hun prøvede at være lydløs så hun ikke skræmte personen. Hun trådte på en gren som knækkene. Hun bandede indvendigt....

"Hey Kayla, jeg ved du står der." hun rejste sig og gik hen til hende. "hvad laver du enlig her ude så sent?"

Hun sukkede lettet. "Hey Kat. Jeg gik enligt bare en tur" svarede hun og smilede stort. "Hvad laver du selv her ude?" Kayla kiggede lidt rundt. Månen var ingen steder at finde på himlen, så solen måtte snart komme frem. Hvor lang tid siden var det hun havde set solen? Alt for lang tid. Nå pyt, eller måske ville Ryan mødes inde i byen snart? Hun måtte huske at ringe til ham. Hun fokuserede igen på Kat.

"Jeg milliterede, det gør jeg nå jeg er stresset, og så er det bare rat at komme af med al den dårlige energi." hun svarede stoldt over at have sagt det til Kayla, men der var et eller andet der gik Kayla på. hvad kunne det være? kunne det være den bror hun snakkede om de på gangen? "hvad er det der går dig på?"

"Sejt!" hun kunne ikke stoppe det udbryd. Hun smilede undskyldende. Hun kiggede væk. "Det er bare det at jeg skal have ringet til min bror" svarede hun og sukker lavt, "hvis han er i Italien så kan jeg ikke få kontakt til ham, ud over når han skriver breve og det er han næsten stoppet med" Tårerene begyndte at strømme ned af hendes kinder.

"Kayla det er jeg ked af, men kunne det være at han ikke må sende et til dig... men jeg håber på at det er på vej til dig." hun smillede. hun gik tæt på Kayla og gav hende et kæmpe bamse kram. "jeg håber du snart får det snart ellers skal jeg nok hjælpe dig med at skrive et til ham" Hun smillede stort og varmt.

Hun krammede med, og så trak hun sig tilbage. "Vores forældre vil gerne have at vi holder kontakten ved lige selvom jeg ikke er lige som dem mere. Det kan jo ske at hans nye venner ikke syntes det er fedt at jeg er på vej til at blive en vampyr" Hun blinkede nogle tåre væk. "Tak Kat. Det skal jeg nok huske" hun smilede varmt. "Forstyrrede jeg dig enligt?"

"Nej det gør du ikke, jeg var faktisk færdig. "Hun pustede ud og trak været dybt. Da det var gjort et par gange kikkede hun igen på Kayla "Hey Kayla må jeg godt kalde dig Kaykay?" Spurte hun med et smil på læben. "Hvis det alser ikke gør noget?" Hun så på kayla hun havde tåre i øjnene. "Du må ikke græde, hvis din brors venner ikke vil anerkende at du er ved at blive en varmpyr, så er det synd for dem. Det er nemlig dem der bliver snyt for en mega sød tøs." Hun strålede af glæde og venskab.

"Kald mig hvad du vil" sagde hun og smilede. Tårerne begyndte at strømme ned af hendes kinder da Kat sagde det sidste. "Tak Kat. Du er en god veninde" Hun krammede hende og smilede. Hun trak sig tilbage og tørrede tårerne væk fra kinderne. Hun fandt sit lommespejl frem og kiggede på sig selv. Heldigt at hendes mascara var vandfast.

"Det er glædes tåre. du græder af glæde." hun sagde det som et digt. da hun var færdig sukkede hun og smillede. "vil du lære hvordan man kommer af med den dårlige energi. det vil hjælpe dig at se lyst på tingene og tro og håbe på det bedste. Det hjælper i hver fald for mig." hun smillede og håbede hun ville gøre det.

"Det ved jeg" hun smilede til Kat. Ville hun lære det? Hun tænkte sig lidt om. "Okay så" Hun smilede lidt mindre sikkert. Hun kiggede på Kat. "Det skader nok ikke at lære. Jeg kommer nok bare til at skulle forklare det overfor Ryan" Hun grinte lidt. Gad vide hvordan han ville tage det?

"Okay du gør sådan her." Hun satte sig i skraderstilling på jordern. "Så skal du trække vejret dybt ind og og pust ud. Når du har gjort det skal du tænke på noget godt og lykkeligt f.ek din bror da i var små, eller du sidst snakkede med ham, fyld dig selv med posektive minder og glæde, når du har gjort det så luk øjnene og tag 2 dybe vejrtrekninger og 2 langsomme pust." hun gjordre det hele og følte sig som et bedrer menneske med ny energi. Hun smilede fred fyldt. "Så er det din tur."

Hun løftede overrasket øjenbrynene, trak på skulderne og satte sig ned i skrædderstilling. Hun gjorde som Kat sagde og fik det straks bedre. Hun smilede og kiggede på Kat. "Det hjalp rent faktisk" Hendes tonefald var overraskende. "Er det noget du gør fast eller bare en gang i mellem?"

"jeg gør det når jeg er stresset og måske en gang i mellem når jeg får lyst og det er afslappende." hun smillede og grinede. "du lød ret overrasket. trode du ikke det ville virke? Jeg ved godt det lyder lidt underligt, og det men nogen tror det er overtro mens andrer dyrker det for vildt." Kaykay var ret sej hun ture være sig selv. Det var ret sejt. hun smillede til Kaykay.

Hun smilede til Kat. "Helt ærligt så troede jeg ikke det ville virke. Du er for sej Kat" Hun kiggede sig lidt omkring. Solens første stråler var ved at ramme himlen. Hun sukkede lavt. Hun gad ikke i seng. Hun ville hellere blive her og snakke med Kat. Hun kiggede igen på Kat. "Hvad stresser dig?" spurgte hun, oprigtigt bekymret.

"det er pga mine forældre. de... de..." hun begyndte at græde. "mine forældre de er i spjellet! jeg ved godt at de har slået mig og det, men de er jo stadig mine forældre." hun tørede sine øjne. hvordan kunne det ske! hun forstod det ikke.

Hun lagde hurtigt en arm om Kat. "Såså det skal nok gå" Måske ikke den bedste replik, men hun fik det dårligt af at se Kat græde. "Du må ikke græde. eg ved godt det er svært, men du kan måske bare ringe og snakke med dem?" Hun kiggede bekymret på Kat. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.

hun tørerde øjnene, og så direkte på kaykay. "du er en god veninde. du er til at stole på og er på lidelig." hun smillede gennem alle tårende. "kan jeg låne en mobil, min ejen er gået i stykker." hun sagde det meget lavt, fordi det var pinligt.
Men hvordan fanden kunne det lade sig gøre? hun ville hen til dem. hun ville gøre det i weekenden.

"Ja selvfølgelig" Hun stak hånden ned i sin taske og rodede efter mobilen. Hun fandt den og trak den op. Hun rakte den til Kat. "Vær'så'go" sagde hun og smilede. Hun kiggede på Kat. "Tak, det er du i hvert fald også!" Hun smilede og rakte også Kat et lommetørklæde. "Du får måske brug for det her" sagde hun stille.

"Tak søde." hun gik lidt væk fra Kaykay, og ringede. "hej det her er Kaytnes Jounsen. kan jeg få lov til at tale med Johanne eller Christian Jounsen." der blev stille i røret. "Hallo" lød en kvinde stemme. "Mor er det dig?" "hej Kaytnes. "det lød iskoldt "hvad vil du?!" "jeg vil... jeg ville bare høre hvorfor i var i fengsel?" hun lød meget forsigtig. "DET VED KOMMER IKKE DIG!!" og der blev smækket på. hun stod med mobilen der dyttede, hun lage på. hun gik langsomt hen til Kaykay. "de vil ikke tale med mig... DE VILLE IKKE TALE MED MIG!" hun brød sammen og gik i panik, "kayla hvad skal jeg gøre?"

Hun kunne ikke gøre noget. Hun stod bare og kiggede på Kat. Så tog hun sig sammen og sagde: "Rolig nu Kat. Hvis de ikke vil tale med dig er der nok ikke så meget du kan gøre. Men du kan måske ringe til deres forældre, altså dine bedsteforældre, og snakke med dem? Måske kan de give dine forældre en opsang" IDIOT!!! skreg en indrer stemme inde i hende. Hvad var det dog for et råd? Hun havde aldrig prøvet noget lignende før så hun anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre.

"Det er en god idé... hvis de alså var i live" hun sukkede. hun vidste godt at Kaykay gjode sit bedste for at hlælpe hende. hvor for skulle det hele også gå så galt. hun prøvede at smille til Kayla det lykkes bare ikke helt. det linede mere en grimadse, som om hun var blevet stukket af 30 hvipse på engang.
hvis hunslet ikke havde fået det af vide ville det være meget bedre. hun sukkede også på Kayla. "prøv og hør Kayla det var ikke for at blive sur på dig, men det er bare så fustrerende det hele!" hun så undskyldende på Kaykay

Hun blev overrasket over den vrede tone i hendes stemme. "Undskyld" mumlede hun. Hun kiggede væk. "Det er okay" Hun sukkede lavt og kiggede igen på Kat. "Jeg ved ikke hvad jeg ellers kan gøre for at hjælpe" Hun bed sig i læben.

jeg må bare bide tænderne sammen og tage der ud i weekenden. hun sukkede. hun mærkede at det begyndte at regne. "humm regne er smuk. Jeg elsker regne," hun sprede armende og råbte," regnen er smuk, regnen er vor' det er tegn på efterår!" hun satte sig på jorden og sang det igen og igen.