Afslapning - Forbeholdt til Kayla

Sted: Gårdspladsen
Tid: Lidt over midnat
Omgivelser: Andre ynglinge
Vejr: Stjerneklart

Det var rart, at det for en gangs skyld ikke regnede, da Perceval trådte ud på gårdspladsen. Det føltes, som havde det ikke andet end at regne i flere uger, så det at se stjernerne var nok til at få et smil frem på hans læber.
Han havde lige spist frokost, og det gode vejr var også grunden til, at han endte herude med en smøg i mundvigen. Og det så ud til, at han langtfra var den eneste, der havde fået den idé; mange ynglinge havde nu fundet sammen i grupper - eller dem, de nu plejede at snakke med - hvor de sad og snakkede lavmeldt. Men det gjorde nu ikke ham noget; det var rart at få tænkt i fred og ro.

Kayla sad og kiggede op mod himlen. Det store træ hun sad under dækkede det meste af hendes udsyn, men hun kunne da skimt stjernerne mellem de store grene. Hun smilede op mod himlen. Det var rart for én gang skyd at være alene. Det havde været nogle over vældende uger. Nu var der endelig kommet ro på igen.

Alting virkede så tydeligt, selv her i mørket, hvilket stjernerne nok var det største grund til. Så da hans blik gled rundt på gårdpladsen, fik han øje på en, der sad alene ved træet. Dét ville han nok ikke have lagt mærke til, hvis det var en ganske almindelig nat.
Af ren og skær kedsomhed gik han over og stillede sig bag pigen - det lignede ikke ham at være så udadvendt.
"Hej," mumlede han lavmeldt, men alligevel højt nok til, at hun ville kunne høre det.

Hun kiggede forskrækket op. "Hej" sagde hun og smilede. Hun kiggede op på den fyr der havde talt til hende. Hun mente ikke at have set ham før, men hun havde heller ikke rigtig været ude fra sit værelse. Hun rejste sig op og stillede sig over for fyren. han så flink ud. Hun var genert, men lige netop i nat valgte hun at være åben. Hun kunne lige så godt prøve at skabe venner når hun nu skulle være her i omkring fire år.

Pigen så en smule bekendt ud - han havde sikkert set hende før i spisesalen eller på gangen. Who knew? Det gjorde vel heller ikke så meget.
Hun virkede genert, men ikke træt af at han så uhøfligt afbrød hende.
"Du må undskylde min... direkte henvendelse," sagde han og smilede skævt, mens han kløede sig i nakken. "Mit navn er Perceval. Jeg var egentlig bare nysgerrig," forsatte han så.

Hun smilede sødt til ham. Måske havde hun alligevel set ham på gangen eller sådan noget. Lige meget. "Du afbrød ikke rigtig noget. Jeg sad bare og kiggede på himlen. Ikke det mest spændende" sagde hun. "Jeg hedder Kayla" Hun kiggede godt på ham. Han virkede ikke genert af sig, men hvorfor havde han netop valgt at snakke med hende? hun var jo bare en pige og ingen lod til at tage sig nogen notits af hende. Hun lod blikket glide rundt om i gården. Der var en masse ynglinge, men ikke nogen i nærheden af dem. Hun kiggede igen på Perceval. "Hvad var du nysgerrig med hensyn til?" spurgte hun så.

Han nikkede anerkendende, da pigen præsenterede sig og slappede en smule mere af. Hun virkede ikke til at have noget imod hans selskab.
Derfor syntes han godt, at han kunne tillade sig også at sætte sig under træet, hvor hun før havde siddet.
"Altså... Du var den eneste, udover mig selvfølgelig, der sad alene, så..." svarede han med et skuldertræk og et skævt smil.

Hun satte sig ved siden af ham. "Okay. Hvorfor er du alene? Er du ikke meget populær?" spurgte hun og kunne selv høre hvor ynkeligt det lød. Hun fik det lidt til at lyde som o at hun ikke gad snakke med ham. "Jeg mener, det er ikke fordi...altså..." stammede hun. Hun tog en dyb indånding. "Det er ikke fordi jeg ikke har lyst til at snakke det var ikke det jeg mente. Det undrede mig bare lidt at du var alene" sagde hun og sendte ham et prøvede smil.

Hendes spørgsmål fik ham til at grine; det var ikke med vilje, men det lød bare så morsomt. Så rystede han på hovedet og svarede: "Det kan man vidst ikke kalde mig."
Da hun så begyndte at bekymre sig over, at ordene kunne misforstås, rystede han smilende på hovedet og sagde: "Don't worry about it. Jeg forstod godt, hvad du mente. Og hvis du ikke gider at snakke med mig, skal du bare sige til. Jeg tager ikke tingene så tungt."

Hun bed sig i læben. "Det er okay at du er her. Jeg er ved at være lidt træt af ikke at have nogen at snakke med" sagde hun og smilede til ham. Han var jo heller ikke verdens værste selskab, blev hun enig med sig selv om. Hun kiggede indgående på ham.
"Hvor længer har du været på skolen?" spurgte hun. Hun havde stadig svært ved at kende forskel på emblemerne, som alle elever gik med. Han var i hvert fald ikke fra 3. trin. Det kunne da se. Hun kiggede på ham igen.

Han smilede glad. "Glimrende," svarede han så, mens han fandt en cigaret frem. "Hope you don't mind," mumlede han, mens han tændte for den.
"Jeg har været her i..." han tænkte sig grundigt om, før han svarede: "I to år... Plus et par måneder." Jo, det kunne godt passe.
"Hvad med dig?" Spurgte han så, mens han kiggede undersøgende på hende - efter emblemet.

"Det gør ikke noget" sagde hun som svar på at han tændte en cigaret. "To år" mumlede hun. "Jeg har været her i en måned eller to, tror jeg" sagde hun og tænkte sig lidt om. At flytte til skolen havde hun ikke lige frem drømt om, men det var ikke så slemt som hun frygtede.Hun tænkte på om Perceval ville have valgt at forblive menneske eller om han fortrak at være yngling. Hun overvejede at spørge ham, men lod være da hun ikke ville snage for meget.

Han kiggede overrasket på hende og fik medlidenhed på hende på en mærkelig måde.
"Wow... Er du så faldet til endnu?" Spurgte han forsigtigt, bange for at spørge for meget. Det lignede at hun ville spørge om noget mere, men fortrød åbenbart igen. "Du spørger bare, hvis du har spørgsmål, ikke?" Sagde han med et skævt smil. Han var ikke typen, der pakkede tingene ind.

Hun tænkte lidt over sit svar. "Sådan da. Min familie flyttede til Italien lige efter jeg fik mærket. Så det har været ret svært" sagde hun og sukkede. Hun fik tårer i øjnene, som hun altid gjorde når hun snakkede om sin familie.
Hun smilede forsigtigt til ham. "Det skal jeg nok. Jeg ville spørge om du fortrak at være yngling eller om du ville være menneske? Det er okay hvis du ikke vil svare" sagde hun og kiggede på ham. Hun var selv meget genert, så hun ville aldrig presse nogen til at tale hvis de ikke ville.

Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, da det gik op for ham, at hun græd. "Undskyld, jeg... Skulle ikke have spurgt om det. Du er stadig så ny... Undskyld," sagde han stille.
Da hun så spurgte, om han helst ville være menneske eller yngling, svarede han omgående: "Menneske, selvfølgelig."

Hun blinkede tårerene væk. "Det er okay. Du må gerne spørge. Jeg savner bare min familie en del" sagde hun og smilede til ham. "Menneske? Okay, fedt" sagde hun, lidt overrasket over svaret. Hun kiggede på ham. Mærket klædte ham, ingen tvivl om det, men måske ville han egne sig bedre til menneske. Hun trak mentalt på skulderne. Det kom jo ikke hende ved...

Han smilede varmt til hende og kunne sagtens sætte sig ind i hendes sted. Han savnede også sin mor, som havde han slet ikke set hende i flere år. Og så også sin far selvfølgelig, men det var der intet at gøre noget ved.
"Ja... Når jeg ikke på, at jeg engang bliver en vampyr, tænker jeg kun på alle de ting, jeg ikke kan. Og så hader jeg tanken om, at jeg kommer til at drikke blod en dag," sagde han og gyste kort. Han hadede bare tanken ved det - at skulle gøre noget ondt mod uskyldige mennesker. Nej tak. Selvfølgelig var der jo altid blodbanken, han kunne gå til.

Tanken om at skulle drikke blod en dag, havde ikke strejfet hende. Nu da hun tænkte over det, fik hun kvalme. "Hvornår så du sidst din familie?" spurgte hun for at skifte emne. Hun smilede og håbede at han ikke blev stødt over at hun spurgte så meget, men han havde jo sagt at hun bare skulle spørge.Hun kiggede på ham og søgte efter spor af irritertion. "Du må sige hvis jeg stiller for mange spørgsmål" sagde hun og smilede undskyldende.

//beklager for fejl, skriver fra min ipod

Han tænkte sig godt om - faktisk så han ikke sin familie særlig meget mere, da forholdet til hans mor aldrig blev det sammen som det til hans far.
"Det er vel et par måneder siden, tror jeg nok. Fik nogle fridage af personlige årsager," sagde han og smilede skævt til hende.
"Og nej, nej, du spørger bare!" Forsikrede han hende om. Der var ingen grund til at være tilbageholdende i hans selskab.

Måneder?! Det lød sindssygt i hendes øre. Hun havde jo også altid været tæt med sin familie, så hun så dem tit. Dog var det ved at være længe siden nu. Efter de var flyttet havde hun ikke set dem. Hun så på ham og gættede at han nok forventede et svar. "Savner du dem ikke?" fløj det ud af hende. Hun smilede sødt til ham.
"Okay, det vil jeg prøve at huske" sagde hun og grinede let.

Han gjorde sit bedste for ikke at klukke, da hun spurgte, om han ikke savnede sin familie. "Der går ikke en dag," svarede han hæst med milde øjne. Han savnede dem sindsygt meget; især sin far, hvilket bare gjorde det hele mere håbløst.¨
"Men man lærer jo at leve med det," tilføjede han og trak på skuldrene, mens han smilede skævt.

Kayla nikkede tankefuldt. Mon hun kunne lære at leve med savnet? Hun tvivlede, men der var jo heller ikke gået så lang tid. Hun blev nærværende igen og kiggede på Perceval. "Det lyder ikke rart" var det eneste hun kunne finde på at sige. Hun smilede svagt og sukkede indvendigt. Hvorfor sagde hun altid sådan noget underligt noget? Hun kiggede lidt frem for sig og tænkte på sin familie.

Han smilede skævt over hendes kommentar og rystede derefter på hovedet.
"Næh, men tiden heler alle sår. Eller, hvad man nu siger," sagde han klukkede lidt. Det med ordsprog havde aldrig været hans stærke side, og han lavede ofte rod i ordene.
"Men det skal nok gå," sagde han, mest som en overbevisning til sig selv.

"Du har sikkert ret" sagde hun og sukkede let. Hun kiggede på ham. Hun gik ud fra at han var lidt trist, så hun ville gerne skifte emne. Hun vidste bare ikke hvad hun skulle sige. Hun smilede svagt og kiggede igen frem for sig. Hun gyste lidt, på grund af kulden, men hun konstaterede at hun ikke frøs lige så meget som hun normalt ville have gjort. Hun smilede stort...

Han lod straks mærke til hendes gysen, og derefter hendes store smil, hvilket undrede ham lidt. Normalt hang de to ting ikke sammen?
"Skal vi gå indenfor?" Spurgte han smilende, fordi han ikke ville have hun frøs. Egentlig undrede det ham lidt, at det var muligt for hende at fryse, når vejret var så godt. Men måske havde hun bare ikke vænnet sig til det, når hun jo var så 'ny' som hun var.