Frokost - forbeholdt til Clary

Sted: Spisesalen til ynglinge
Tid: 1:32
Omgivelser: Andre ynglinge, der spiser frokost
Vejr: Vides ikke

Han lyttede stadig opmærksomt på, hvad hun sagde, mens de banede sig vej op mod maden. Der var mange sultne ynglinge og det gjalt om at komme først. Præcis som på alle andre skoler.
Så nikkede han alvorligt på hendes kommentar, og sagde derefter: "Det er rigtigt. Sådan var jeg også selv - fyldt med fordomme." Han tog lidt pasta på sin tallerken, og smilede så stort til hende. "Men dette skulle vise sig, at være det bedste, der nogensinde er sket for mig." Så gik han videre mod salaten, som han ikke tog så meget af - ikke en af favoritterne.

Da hun så pludselig begyndte at snakke om sin egen kæreste, spidsede han ører. Hendes tonefald gik fra drillende til meget alvorlig, så han turde ikke rigtig at spørge ind til det. I hvert fald ikke her blandt alle ynglingene. Derfor ventede han til hun havde fået sin mad, og gik derefter over til et ledigt bord, hvor han satte sig og begyndte så småt at spise - overvejede, hvordan det var bedst at spørge.
Men så blev han for utålmodig, og sagde derfor direkte: "Det er jeg ked af at høre... Det må været hårdt for dig. Må jeg spørge om, hvorfor han kom i fængsel?" Han bed sig nervøst i læben, bange for at hun ville blive alt for trist.

Det overraskede ham lidt, at hun ikke havde haft nogle fordomme over for vampyrer. Havde næsten alle mennesker ikke det? Men det betød vel bare, at hun var anderledes. En egenskab han bestemt kiggede positivt på! Da hun så nævnte blodet, trak han på skulderen og sagde: "Tja, det er heller ikke noget jeg tænker meget på. Vi får først om det på sjette årgang eller sådan noget." Et svagt smil kunne skimtes på hans læber, mens han begyndte at spise igen. Salaten gemte han altid til sidst - så kunne det jo være, at han var for mæt til at spise den. Men det var sjældent tilfældet, da han altid syntes at være sulten. Meget drenge-agtigt.

Da hun så begyndte at fortælle - hvilket han var glad for, at hun havde bestemt sig for - lyttede han opmærksomt, men endte i et hosteanfald af ren og skær overraskelse. Mange blikke blev vendt mod dem i frygt for, at Percevals krop havde afvist forvandlingen, men det var heldigvis ikke tilfældet. Så fald han lidt ned igen, men stirrede stadig på hende med et blik, der viste både sørgmodighed, vrede og medfølelse.
"Det... Det er jo frygteligt," sagde han hæst og havde pludselig mistet appetiten - hvilket var lidt af en sensation! "Der må have været et eller andet mentalt galt med den dreng..." forsatte han og tvang sig selv til at synke. "Bare rolig," forsikrede han hende, "Du skal nok stole på en dreng igen en dag." Det var selvfølgelig ikke noget han kunne vide med sikkerhed, men tiden kunne hele alle sår, som mange før ham ofte havde sagt. Selv tvivlede han lidt på det, da også han led af et tab. Men det var ikke noget han snakkede højt om, faktisk var det kun to, der vidste det på denne skole. Og den ene var hans mentor. Han havde været ret langt nede - faktisk meget - og havde endda fået en tattoo i nakken med datoen for dødsfaldet. Og han havde det også meget bedre nu, selvom såret stadig var åbent.

Han kiggede forvirret på hende, da hun pludselig klemte hans hånd, men kom så til at tænke på, hvordan hans hosteanfald mon havde set ud som udefra. Derfor smilede han stort til hende, hvorefter han træk sin hånd til sig. Dét ville Eli vidst ikke være særlig glad for, selvom det var en hel uskyldig situation.
Så skubbede han tankerne fra sig og sagde så: "Hvis du ikke vil se ham igen, er jeg sikker på, at det ikke vil blive en realitet. Især hvis han ikke har hørt om din nye identitet." Det var han sikker på.

Han blev straks utilpas, da hun havde opdaget hans dagdrømmeri. Åh nej - hvad havde hans ansigt afsløret? Derfor skyndte han sig at ryste på hovedet. "Nej, jeg har det fint," sagde han lidt for hurtigt med et lidt for stort smil. Så kiggede han sig omkring, hvorefter han genoptog spisningen. Han var ikke særlig glad for at snakke om det - især med folk han ikke kendte 100%. Jo, hun havde lige delt noget meget alvorligt med ham, men desværre kunne han ikke gøre det samme. Han var så dobbeltmoralsk til tider.

Han kiggede en smule skræmt på hende og kunne virkelig ikke forstå, hvad der var i vejen med den dreng. Dræbe hende? Så rystede han på hovedet og sagde: "Der skal meget til for at slå en vampyr ihjel. Ja, selv en yngling." Han håbede det ville berolige hende, bare en smule. Så slog han blikket ned og tog endnu et par bidder. Efter et par minutters stilhed fik han endelig taget sig sammen til at spørge: "Hvor længe er hans dom?"

Hun var nem at læse, så det var nemt at se, at hun var skuffet over hans svar. Det var han egentlig også selv, men han havde aldrig haft let ved at stole på folk, så det skulle ikke tages personligt. Han havde dog en dårlig samvittighed over det, når nu hun havde fortalt så åbent om nogle svare ting.
Derfor sukkede han og sagde: "Der er bare sket nogle ting, som jeg ikke er helt klar til at snakke om endnu.. Okay?" Han smilede pludselig glad igen. Et smil, som slet ikke passede ind i situationen. Men Perceval var nu heller ikke den nemmeste person at forstå, med alt den indflydelse han havde fået gennem årernes løb.

Han overvejede kort, hvilken stat hun mon kom far, da det jo var meget forskelligt fra stat til stat. Han kendte ikke særlig meget til jura, da det ikke rigtig fangede hans interesse. Måske lød han som en, der kun interesserede sig for musik, men han havde faktisk en skjult passion for politik. Det var dog ikke noget han snakkede højt om, da han kendte til konsekvenserne af det. Folk kunne virkelig blive sure, hvis man ikke delte deres politiske holdning.
Så kiggede han igen nervøst på hende og sagde så: "Jamen så må du da tale med din mentor om det... Få ham eller hende til at hjælpe..." Han kunne ikke lide tanken om en sindsyg morder på fri fod.

Da hun talte igen, fik han endnu engang dårlig samvittighed over at have løjet. Men han var trods alt en dreng - hvor mange drenge plabrede ud om deres problemer? Han kendte i hvert fald ingen, hvor det var tilfældet. Så syntes piger mere at have den trang.
"Det skal jeg huske," svarede han så bare med et skævt smil. Han havde på fornemmelsen af, at man ikke kunne løbe om hjørner med hende.

Han forstod udmærket godt, at hun ikke stod i en nem situation, selvom han ikke kunne sætte sig i hendes sted. Men han var dog sikker på, at han ville være et omvandrende nervevrag, hvis det var ham. Hun tacklede det overraskende godt!
"Bare rolig - din mentor dukker snart op," forsikrede han hende om mens han smilede skævt. Der gik højest et par dage. "Og hvis ikke, kan du altid gå til hvilken som helst anden lærer. De er altid klar på at hjælpe," forsatte han så i håb om at berolige hende.

Hendes næsten kommentar fik ham til at klukke og svare: "Åh nej... Nu må jeg hellere tænke mig om en ekstra gang. Vi kan ikke have, at jeg dummer mig." Men det ville der vel egentlig ikke være noget nyt i. Han var fantastisk god til at tage de forkerte beslutninger. Ja, at dumme sig generelt. Det var et mysterium for ham, hvordan folk kunne holde ham ud. Men han var bestemt også glad for det!

Han grinede lidt og svarede så: "Jamen jeg mener, hvad jeg sagde før - du kan bare komme til mig, hvis du har spørgsmål eller bare brug for en ven. Jeg kender alt til at være ny." Så smilede han skævt og håbede at hun ville lytte til ham. På mange måder var Perceval egentlig meget god til at få alle med.
Så trak han på skulderen og svarede: "Det har du nok ret i, selvom der nok findes nogle voksne, der forstår sig på børn." Hans egen far havde i hvert fald forstået Perce på alle tænkelige måde. Han sank en klump og tvang sig selv til at drikke noget vand og spise noget mere.

Han grinede også, men vidste udmærket godt, at hun mente, hvad hun sagde. Man skulle ikke prøve at køre hende rundt i manegen - det ville blive værst for en selv. Der var han nok selv meget dårligere til at slå fra sig og sige nej.

Han trak på skuldrene og begyndte at gnave af et brød. Så sank han og fik sagt: "Tja, man skal vel tage hånd om de svage. Og med dét mener jeg ikke at du er svag, bare rolig." Han smilede skævt af sin dårlig formulering, hvorefter han skyndte sig at tilføje: "Jeg mente bare, at du jo af ny, og nok har brug for en del hjælp... Præcis som os andre."

Hans smil voksede, da hun begyndte at snakke om sin mor. Ah - det var vel meget normalt, at datter og mor var meget tæt knyttet. Og også søn og mor for den sags skyld, så man kunne vel sige at Percevals situation var et lidt sjældnere syn - han var meget tæt knyttet til sin far. Eller det havde han i hvert fald været.
Han skyndte sig at skubbe tankerne om sin far væk, og drak en smule mere af vandet. Det nyttede ikke at hans tanker veg i dén retning.

Han grinede pludselig højlydt over hendes lille udfordring, og skyndte sig at afslå: "Nej, desværre. Jeg er desværre ikke særlig meget macho, så du ville højst sandsynlig vinde." Eller det var måske ikke korrekt formuleret - hun ville vinde! Uden tvivl. Åh gud, han havde brug for at begynde at dyrke sport igen.

Han blev endnu engang ukomfortabel, da samtalen igen havnede på hans familie. Normalt ville han elske at snakke om sin familie, da han virkelig elskede ham højt. De var det vigtigste for ham, men det var bare ikke så nemt mere.
Alligevel tvang han sig sel til at smile og sige: "De accepterede det fuldstændigt, og var vidstnok også stolte. Det så det i hvert fald ud til." Til sidst endte hans smil med at være stort og ægte, da han kom til at tænke på deres stolte ansigter.
Der gik dog kun et par sekunder, inden han sukkede igen - hvor han dog savnede dem. Især sin far.

Han grinede lidt og trak på skuldrene. "Sorry - men jeg er sikker på, at du nok skal finde en bryde-makker," sagde han så med et drillende smil. Han kendte en del, der gik meget op i træning - hans modsætninger. Men de var venlige og kunne ikke drømme om at slå på piger, så det kunne vel godt fungere.
Da hun så bragte Kyle på banen, blev han mere alvorlig og forstod nu, at hun faktisk havde brug for at øve sig. Det gjalt vel liv og død.

Han nikkede blot, da hun konstaterede, at han savnede sine forældre. Det gjorde han virkelig. Og tanken om at han aldrig ville kunne se sin fars smilende ansigt igen, var som en mavepuster, som ramte plet hver eneste gang.
"I det mindste kan du besøge din mor," sagde han så stille. Det kunne han i realiteten også, men han havde aldrig været så tæt knyttet med sin mor, som med sin far. Hun havde altid arbejdet en del.

Han tænkte sig godt om, før han svarede. Han skulle endelig ikke sige noget forkert. Men vampyrerne tog sig ikke at småtterier som dét alligevel, så det værste, der kunne ske, var vel at hun blev bedt om at lave vær en anden gang.
"Jeg skulle mene, at man gerne må forlade skolens område. Det har jeg selv gjort en del," svarede han så og smilede venligt. Han kom pludselig i tanke om noget, og skyndte sig derfor at tilføje: "Men husk at du ikke kan være væk fra vampyrer særlig længe af gangen."

Da hun så spurgte ind til hans 'problemstilling' med sine forældre, sukkede han dybt, og besluttede sig for at fortælle det. Hvad fanden - hun var allerede under overfladen, så hvorfor ikke bare give hende hele historien?
"Min far bortgik for et par uger siden," sagde han så med en hæs stemme, som ikke passede til hans neutrale ansigt.

Han grinede lidt og kunne godt se, at hans forklaring ikke var til megen hjælp. Derfor sagde han mere beslutsomt: "Okay, jeg er sikker på, at det er helt iorden!"
Da hun så begyndte at have medlidenhed med ham, trak han på skuldrene. Det var ikke meningen - han brød sig ikke om, når folk havde medlidenhed med ham. Det fik ham til at føle sig svag, selvom det nok et eller andet sted var rigtigt.

Et overrasket udtryk gled over hans ansigt, da hun pludselig krammede ham, men han blev også glad for det. Især da han fandt ud af, at hun var i samme båd som ham. Så da hun trak sig ud af krammet, smilte han trist til hende og sagde: "I lige måde du... Jeg håber du er okay." Ikke fordi det egentlig hjalp ham - det forringede faktisk hans tilværelse en smule. Han var virkelig på bristepunktet med alle tingene, der skete i hans liv for tiden.

Han kiggede interesseret på hende, da hun fortalte om sin såkaldte evne. "Du har en speciel gave fra Nyx? Wow, du er virkelig heldig. Det gad jeg godt have," sagde han drømmende, men han vidste ikke lige, hvad det skulle være for en gave. Måske at han var virkelig, virkelig dygtig til at spille guitar. Han overvejede det lidt - tjo, det kunne være fedt. Men han var ikke særlig heldig for tiden og måtte indrømme, at han følte sig en smule svigtet af Nyx, på grund af alle de dårlige ting, der var sket i hans liv. Måske trængte han bare til en nat i byen, hvor han kunne glemme virkeligheden i nogle timer og bare have det sjovt. Den idé syntes han godt om.

Da hun så tilbød sin hjælp, smilede han skævt - det var helt forkert. Det burde være ham, der hjalp hende, siden hun var ny. Og dog var han taknemmelig for tilbuddet. "Tak - det skal jeg huske," sagde han så og smilede skævt. "Men jeg er vel ikke typen, der taler så meget om følelser, hvis du forstår..." forsatte han så og kiggede næsten undskyldende på hende.