Freetime ~ Kayla

T: 14:50 en dejlig lørdag eftermiddag.
S: Gaderne i Tulsa.
V: overskyet, men lunt.
O: en masse mennesker, der er på vej i byen eller på vej hjem fra byen.
P: en hvid undertrøje under en sort T-shirt. Et par løst siddende bukser og Nike Freerun.


Xiëzi var på vej gennem gaderne i den bedste Parkour stil, han løb, undveg og undgik alle forhindringer på hans vej, over hegne, op over tage, intet var for svært for ham, han ville bare holde sig i gang selvom han var ved at gennem gå forvandlingen. Han landede på fortovet og lavede et forlands rullefald og rejste sig op og så sig om kring, han begyndte at gå langsomt og lagde hænderne i lommerne på hans bukser, med et lille skævt smil på hans læber. Xiëzi lukkede øjnene og stoppede op. Som Yndlingene skulle når de forlod skolen, havde han dækket hans mærke så det ikke kunne ses han var yndling.

P: Sort cowboybukser, laksefarvet T-shirt under en sort hættetrøje, og sorte converse. Guitarkassen i hånden som altid.

Kayla gik hen af gaderne med et lille smil på læberne. Hendes blik faldt på drengen som lavede et forlæns rullefald. Hun stoppede op og stod og betragtede ham lidt.
Hun kendte ham ikke, hvilket ikke var underligt eftersom at hun ikke havde været udenfor skolen i flere måneder. Hun tog en dyb indånding, og gik hen mod drengen.
"Hvor har du lært det?" spurgte hun med et smil, da hun var en meter bag ham.
Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham i lang tid, med et smil. Hendes mærke var dækket, så ingen kunne se hun var yngling.

Xiëzi hørte noget bag sig og vendte sig mod pigen der stod bag ham. ”træning og venner” sagde han som svar ”en parkour klub i Tulsa city” sagde han så og betragtede pigen med et smil ”det er fornuftigt at kunne hvis man gerne vil holde sig i form” smilede han og betragtede hende med et blik der var ekstremt undersøgende. ”men hvorfor ville du gerne vide det? Spurgte han ”er det ikke normalt at folk kommer springende ned fra tagene her?” spurgte han drillende, han var van til folk undrede sig over at han dukkede op ud af den blå luft, når han var ude at løbe på den måde.

Hun så på ham og grinede så. "Nej det er ikke helt normalt!" sagde hun. Det gik op for hende at hun ikke havde svaret på hans spørgsmål, og hun skyndte sig at sige: "Jeg var bare nysgerrig."
Hun var af natur meget nysgerrig, og spurgte altid alt for meget.
Hun smilede og rakte armen frem. "Jeg er Kayla," præsenterede hun sig. Normalt ville hun ikke omgås mennesker, men hun kunne da give ham her en chance. Hun brød sig ikke om at skulle lyve om hvem hun var, så derfor var hun mest sammen med ynglinge som hende selv.

Xiëzi så på hende og grinte så ”nej det tænkte jeg nok, det er vel derfor folk bliver overrasket over at vi bare dukker op sådan” sagde han og grinte kort og smilede. ”Det er også godt at være nysgerrig en gang i mellem, eller det er en god ting at være nysgerrig som sådan” sagde han og smilede så.
Han havde det bedst alene, men havde da haft venner før han blev mærket, men han havde da også holdt fast i de gamle.
Han betragtede hende da hun præsenterede sig selv. ”mig en ære” sagde han ”jeg er Xiëzi” sagde han og smilede til hende, han var høflig da han var opdraget på den måde, men han ville helst tilbringe tid alene, da han var meget usikker på hvordan nye mennesker ville tage i mod ham, men når man præsenterede sig for ham, gengældte han det. Han gik meget op i sin arv, og ære og sådan. Meget troende i hans families tro

Da hun fik hans navn lagde hun hovedet på skrå. "Har du et kælenavn?" spurgte hun så med et undskyldende smil.
Selv var hun næsten holdt op med at fortælle folk om sit kælenavn. Det var kun hendes veninde Kat som kaldte hende Kaykay. Kayla brød sig ikke længere om navnet, fordi det mindede hende smertelig meget om sin bror.
Hun skubbede tanken væk og smilede. "Hvor er du fra?" spurgte hun nysgerrigt.

Xiëzi så på hende da hun snakkede om et kælenavn, han rystede på hovedet ”nej det har jeg ikke, men det er lovligt, hvis folk kan finde et til mig, må de gerne det” sagde han og smilede lidt.
”Hvad med dig, har du et kælenavn?” spurgte han og betragtede hende, han havde det bedst når folk havde det navn som de havde fået eller valgt, han syntes ikke der var nogen grund til at ændre det, nogle navne kunne han da godt forstå, men han foretrak stadig at folk hed det fulde navn. Han smilede lidt til hende og lukkede hænderne.
”min familie stammer fra Kina, jeg er dog født på et Hospital i Tulsa City” sagde han og smilede ”men vi bor i USA som min familie har gjort i flere genrationer, men vi er meget inde i den kinesiske kultur, og derfor lever vi meget efter det” sagde han langsomt og betragtede hende.

Hun smilede. "Okay," svarede hun blot og så på ham. En smertelig trækning gled over hendes ansigt et kort øjeblik før hun igen smilede. "Jeg har et, men bruger det aldrig. Kun ganske få kalder mig det," fortalte hun og lagde hovedet på skrå.
Hun lyttede interesseret til hans forklaring og smilede. "Det lyder da vildt fedt!" sagde hun med et stort smil. Hun elskede andre kulturer, men hun holdt mest af sin egen, selvfølgelig.
"Så du bor hos din familie?" spurgte hun. Der var noget ved ham som gjorde hende mistænksom omkring hans natur.


//Undskyld jeg først svare nu. Har været sammen med min veninde siden fredag :-)

Xiëzi smilede og nikkede da hun svarede ham, han så da hendes ansigt ændrede træk og han løftede kort et øjenbryn. ”jeg kalder dig bare Kayla ” sagde han og smilede kort. ”men hvad er det der går dig på, du lider, eller du led inden du fortalte mig om det” sagde han og betragtede hende ”hvis der kun er få der bruger det, syntes jeg bare vi skal lade det ligge, så det ikke bliver blæst op, hvis du ikke vil have det bliver brugt” sagde han venligt
Han kunne se hun lyttede med interesse og han smilede inden han nikkede ”ja det er det da, når man sådan kan fortælle dem med en hvis stolthed” sagde han og smilede så ”jeg ville gerne leve efter den, helt igennem, men det er svært, da min familie, også betragter os som amerikanere, og derfor har vi også en del amerikansk kultur” sagde han kort og smilede.
”nej det har jeg ikke gjort i et stykke tid, men jeg ville gerne jeg kunne se dem mere end jeg gør” sagde han kort og smilede kort. Han kunne fornemme hun var mistænksom, ”hvad er der?” spurgte han kort og venligt.


//Det er helt okay.. Venner skal også passes//

Hun lagde mærke til at han løftede øjenbrynet. "Det er en lang historie," sagde hun lidt afvisende. Hun havde ikke noget i mod at fortælle andre om sin bror, men hun havde indtil videre kun fortalt ynglinge om ham, og ingen mennesker havde brug for at lære den side af hende at kende.
Hun smilede taknemmelig til ham. "Det er fint," sagde hun og lagde hovedet på skrå, en af hendes mange vaner.
Hun overvejede havde han sagde. "Kunne du ikke bare gik dig til at leve helt efter den? Altså og så være ligeglad med hvad dine forældre siger?" forslog hun. Hun var efterhånden van til at være selvstændig og selv skulle bestemme en masse ting, så hun havde lidt svært ved at forstå hvordan dem som ikke selv gjorde det havde det.
Hun rynkede panden let. "Hvorfor bor du ikke sammen med dine forældre?" spurgte hun, og valgte bevidst ikke at svare på hans spørgsmål.

Xiëzi så på hende og smilede så da hun snakkede, han hørte den afvisende tone og rystede kort på hovedet af hende ”det er okay, du skal ikke presses til noget” sagde han og smilede kort og han lagde hænderne i lommerne. Han så op på himlen, og så derefter rundt, hans blik forsøgte at finde den hurtigste måde at komme videre på, når man ikke ville tilbringe tiden på jorden.
Han smilede til hende og så hendes taknemmelige smil ”det er jeg glad for at hører du syntes” sagde han og betragtede hende da hun lagde hovedet på skrå, trak hænderne op af lommerne og lagde dem bag nakke, så musklerne i hans arme blev spændte et kort øjeblik.
”traditioner, er noget af det jeg lever efter, så nej det kan jeg ikke, jeg følger min families vej, eller det gør jeg så ikke så meget mere” sagde han, han syntes selv det kom til at lyde mystisk, og rystede på hovedet med et smil. ”jeg lever ikke efter deres ord, men jeg har da min families ære jeg skal leve op til, uanset hvor svært det er, jeg vil ikke vanære min familie, eller kaste skam over dem” sagde han så, hans stemme var langsom som om han overvejede hvad det var han skulle sige.
”det har jeg ikke gjort siden jeg startede på universitetet, men efter jeg begyndte der, skete der noget der ændrede mit liv fuldstændig” sagde han og så på sine fødder.

Hun smilede, og kommenterede ikke hans ord.
Hun havde ikke rigtig lagt mærke til at klokken ikke var så mange og at hun enlig burde ligge og sove. Trætheden begyndte langsomt at melde sig, men hun skubbede den væk og smilede svagt.
Hun fulgte hans bevægelser med øjnene og så kort på hans armmuskler før hendes blik gled hen over hans skulder og hen på noget bag ham. Hun flyttede dog hurtigt blikket hen på Xiëzis ansigt igen.
Hun rynkede let panden ved hans ord om ære og skam. Det var ikke noget hun selv gik op i, men kunne godt forstå andre gjorde. Noget af det han fik sagt hæftede sig fast i hendes hoved. Men hun sagde ikke noget. I stede trak hun på skulderne. "Det var også bare et forslag," mumlede hun og så ned.
'Ændrede hans liv fuldstændig' havde han sagt. Hun kneb øjnene en lille smule sammen og så på ham. "Hvad skete der?" spurgte hun. Der var noget som ikke passede sammen.

Xiëzi så hendes smil, og han ventede på at hun ville komme med noget, men da hun ikke gjorde det. Vendte han blikket mod himlen igen.
Han gabte, og forsøgte at skjule hans gab, med den ene hånd, han kunne godt mærke at trætheden var begyndt at melde sig, han prøvede at ignorer det, da han ikke ville tage tilbage til skolen. Han gengældte hendes smil og grinte kort og over sig selv, da han bare ville holde sig vågen.
Da han fornemmede hendes blik glide over hans skulder så han sig kort tilbage for at se hvad det var hun så efter, han vendte blikket tilbage på hende og løftede et øjenbryn ”hvad var det du så efter?” spurgte han og så ind i hendes øjne et kort øjeblik.
”Du…Du ved ikke hvad du skal syntes om at jeg holder og går op i ære og tradition?” spurgte han og smilede kort til hende. Han gik meget op i det, da han var meget inde i det, han elskede hans aner fra Kina, og ville gerne opleve landet igen, han var kun der ovre når der virkelig skulle være noget, som bryllupper og nytårs aftner, måne festen. ”så var de ikke langsomme til at tage over til deres kinesiske slægtinge.
Han så på hende da hun spurgte hvad der skete, ”lad mig bare sige det kort” sagde han og smilede kort ”jeg blev nød til at droppe ud af uno, og begynde at studere et andet sted” sagde han og smilede kort ”det var ikke andet, end jeg blive nød til at studere et andet sted” tilføjede han.

Hun så han prøvede at skjule et gab og grinede lidt. "Træt?" spurgte hun og glippede selv lidt med øjnene. Hun var også træt, det sled på ynglinge at være i solen, og hun havde ikke sovet særlig godt de sidste par nætter.
Hun så på ham og lagde hovedet på skrå. "Ingenting, det var bare en fugl," sagde hun med et smil. Det havde været en smuk fugl hun fik øje på og hun smilede.
Hun grinede lidt og rystede på hovedet. "Det er ikke noget jeg selv går op i, da jeg sådan set er blevet ladt alene midt i... en masse ting," sagde hun. "Før det gik jeg hellere ikke så meget op i det, så det er ikke normalt for mig at man går meget op i ære og traditioner," forklarede hun langsomt. Det var ikke fordi det genrede hende at han gik op i sådan nogle ting, han skulle bare vide at hun ikke selv gjorde det.
Hendes øjne blev en anelse mørkere. "Hvor studere du nu?" spurgte hun. Noget sagde hende at han ikke bare var menneske, men hun var ikke helt sikker. Hun kunne ikke sige noget om sig selv før hun vidste hvad han var...

Xiëzi nikkede da hun spurgte om han var træt ”ja en lille smule, har ikke fået vænnet mig til det hele endnu” sagde han og lukkede kort øjnene, han følte han kunne sove på stedet, og var egentlig glad for at han nåede at lande, inden han blev slået helt ud, han kunne virkelig mærke søvnen der pressede sig på.
”Okay, så, en fugl er mere interessant end mig” sagde han kort og grinte lidt ”ej, jeg kender det godt, naturen er smuk, derfor elskede jeg at træne udendørs, det gør jeg også stadig, men nu har naturen bare ændret sig når jeg gør det” sagde han kort og lagde hænderne ned i hans lommer igen.
Han rystede på hovedet ”det er ikke alle der går op i det, eller vil gå op i det” sagde han ”det er udfordrende, og sådan, man har meget man skal leve op til, når man har succesfulde forældre, da man enten skal være ligesom dem, eller man skal være bedre, det er svært” sagde han og smilede kort, ”og hvis man har problemer vanære man sin familie, og det ønsker man ikke” sagde han langsomt og sukkede, det var det han hadede ved at blive mærket, det var at han var stoppet midt i hans uddannelse og det var et problem for ham. Ifølge ham selv.
”hvad er der galt, dine øjne, de blev meget mørke” sagde han kort. ”jeg studere et sted hvor det ikke helt er som jeg kunne tænke mig, men det er hyggeligt nok, en form for kostskole, kan man vist godt kalde det” sagde han og smilede kort. ”han ville ikke ud med at han studerede på Nattens hus, da han ikke vidste om hun havde fordomme om vampyrer som der var med Homoseksuelle også, han havde endnu ikke regnet ud hun også var yndling.

Hun smilede og kunne hører trætheden i hans stemme. "Kender det godt. Det er hårdt når man lige skal vænne om på dagsrytmen," sagde hun og strakte sig. Først bagefter gik det op for hende hvad hun havde sagt. "Altså, jeg mener..øhh.." stammede hun og kunne ikke færdiggøre sin sætning. Hun så bare væk i stedet.
Hun grinede lidt. "Det er ikke mere interessant end dig. Jeg er her jo endnu, ikke?" sagde hun udfordrende, men med et drillende smil. Det var sådan set godt gået af ham, at han havde kunne få hende til at blive. Normalt ville hun bare være skredet, men ham her var interessant nok, så hun blev og gav ham en chance.
Hun nikkede langsomt. "Det lyder hårdt," sagde hun stille og frydede sig indvendigt over at hendes forældre ikke pressede på for at hun skulle blive god til alting. Men alligevel ville hun hellere have at de pressede hende, en d at de helt lod være med at snakke med hende, som de gjorde nu. et var det hun hadede ved at være blevet mærket. Det også at hendes familie var flyttet tilbage til hendes hjemland. Hun sukkede kort og sendte et forpint blik op mod himlen.
Hun trak på skuldrene. "Det sker sommetider," sagde hun bare og så på ham. Hun var næsten sikker på at hun havde ret omkring ham, men ville ikke sige noget endnu. I stedet så hun ham bare ind i øjnene.
"Burde du ikke ligge og sove nu?" spurgte hun alvorligt.

Xiëzi så på hende og nikkede ”det er hårdt, når man skal lægge døgnrytmen om” sagde han kort og lyttede til det hun havde sagt ”dagsrytmen, er du?” spurgte han langsomt da det var dæmret for ham hvad hun var, han valgte at lade det ligge så og smilede kort ”hvad mener du?” spurgte han og løftede det ene øjenbryn og smilede til hende, han ventede på hvad det var hun ville sig, men da hun ikke kunne færdiggøre den smilede han kort og lagde hovedet lidt på skrå.
Han smilede til hende da han hørte hvad det var hun sagde ”okay så jeg er altså interessant nok, til at du vil blive her?” spurgte han og smilede da han hørte hendes stemme, han gik trådte et skridt nærmere hende og så ind i hendes øjne og smilede kort ”jeg er glad for den chance du giver mig” sagde han så og smilede til hende inden han bakkede lidt igen og lagde hænderne i sine lommer igen med et lille skævt smil.
”narh det er ikke hårdt, det kunne være værre” sagde han kort ”jeg havde bare et meget stramt skema” sagde han og smilede kort og så op mod himlen, ”med skole arbejde, og træning der skulle passes” sagde han og så ned igen, langsomt knyttede han næverne, han hvad dog stadig tid til at se hans familie, og det var det han glædede sig over, Han savnede dem meget, mest af alt hans musikalske lillesøster, han ville ønske han kunne høre hendes musik om aftenen efter han havde spist, og hver dag i weekenderne om morgenen. Det var det han havde savnet mest siden han var flyttet hjemmefra, men nu savnede han det endnu mere end han havde gjort længe
”okay så, spændende” sagde han og smilede til hende og betragtede hende med et lille smil, han var sikker på at han havde fået løst og regnet ud hvad det var hun var, men han ville ikke sige noget specielt om det. Han mærkede hendes blik i sine øjne og stirrede bare tilbage ind i hendes, ikke koldt eller varmt, mere neutralt.
”ligge og sove, hvad mener du?” spurgte han og løftede et øjenbryn. ”måske burde jeg, men burde du ikke også selv det?” hans stemme var venlig

Hun så bare på ham, og sagde ikke noget. hendes øjne afslørede ikke noget; fortalt ikke om han havde ret eller om han tog fejl. Han var ikke dum, det måtte hun give ham, men han var vist lidt langsom, men det genrede hende nu ikke.
Hun sendte ham et drillende smil og så på ham. "Du keder mig i hvert fald ikke endnu," sagde hun. Da han trådte tættere på hende, veg hun uvilkårligt et skridt tilbage og så på ham. Hun prøvede at smile, men det lykkes ikke helt. Hun håbede ikke han blev såret over at hun trådte væk. Det var ren refleks, men han ville nok ikke forstå det. Hun så også da han bakkede igen og sukkede lettet indvendigt.
Hun smilede kort. "Savner du det?" spurgte hun blidt, og så på ham. Det kunne jo godt ske han savnede at have travlt, eller måske var han gad for at have lidt fri og kunne tage tingene mere roligt?
Hun kunne se at noget gik ham på, og trådte et ganske lille skridt hen mod ham. "Er du okay?" spurgte hun. Hendes blik var blidt, og hendes stemme mild.
Hun hørte hans svar, og hendes udfordrende maske gled hen over hendes ansigt. Hendes tonefald var drillende, men hendes øjne alvorlige. "Jo det burde jeg," sagde hun så.
Hun lagde hovedet på skrå. "Kayla Marnie, fjerde trin. Hvad med dig?"

Xiëzi så på hende og smilede kort, da hun ikke sagde noget smilede han lidt større, han betragtede hende og kunne ikke lade være med at føle sig langsommere i optrækket end han havde været længe, han følte sig virkelig dum kort. Langsomt lod han blikket glide op i himlen inden han vendte blikket glide mod hende igen.
Han så hendes drillende smil og betragtede hende ”nej det gør jeg ikke, ikke endnu i hvert fald ” sagde han med et lille smil og betragtede hende, da han så hun trådte tilbage smilede han kort over at hun havde trådt tilbage i stedet for at lade ham bryde hendes intimsfærer, han var glad for at hun ikke var sådan en pige. Han følte sig ikke såret. Men håbede ikke at hun følte at han havde prøvet på noget, for det ville han ikke have hun skulle tro, det havde egentlig været for at se om han kunne finde ud af mere om hende.
”jeg savner at have travlt ja, for der følte jeg at jeg fik noget ud af min dag” sagde han venligt og smilede ”men jeg kan også godt lide det her, hvor jeg kan slappe af en gang i mellem, det savnede jeg så i mit tidligere liv” sagde han og smilede til hende.
”ja jeg har det okay, jeg savner bare lidt det at være menneske” sagde han kort og sukkede ”min søsters musik, det er noget af det jeg savner mest af alt, det er helt ekstremt” mumlede han lavt og sukkede kort og vendte blikket mod hende
Han så på hende og smilede kort da hun sagde hun også burde sove ”hvad laver du så her?” spurgte han venligt han havde godt set hendes udfordrende ansigtsudtryk, og hørt hendes drillende tonefald samtidig med at han så det alvorlige i hendes øjne.
”Xiëzi Löng Xïn, 3. trin” sagde han og smilede til hende et skævt hvidt smil.

Hun smilede stort til ham og lagde hovedet på skrå. Hun grinede kort, og så på ham.
Hun troede ikke han var ude på noget, men ville gerne have ham til at forstå at han ikke kunne få lov til at se hele sandheden om hende. At hun ikke bare lod ham komme tæt på fordi de snakkede. Sådan havde hun haft det længe. Siden hun fik sit mærke, hvilket efterhånden var lang tid siden. Hun havde ikke lyst til at være kold og lukket, men havde bare svært ved at lukke nye personer ind. Frygte for at bryde sammen lurede bag hendes glade ydre. Smerte ventede på at overtage hende, ligesom det plejede.
Hun grinede. "Du mener ikke du får nok ud af dagen? Det er forståeligt, eftersom at vi sover den væk. Du kan jo stadig få en del ud af natten. Du har vel accepteret at det er dit sande element nu, ikke?" sagde hun og lagde hovedet på skrå. Selv var hun afklaret med at hun hørte til natten, og at hun var et af nattens børn. Hun kunne godt lide det, men nogle gange savnede hun dagen, og solen.
Hun smilede. "Hvad spiller din søster?" spurgte hun stille. "Jeg savner også min brors musik. meget endda," mumlede hun og så ned, da hun fik blanke øjne. Hun havde ikke hørt sin bror spille rigtig længe, og det var hårdt for hende, men hun kæmpede, og brugte sin egen musik til at komme sig over tabet af broderens.
Hun trak på skuldrene. "Jeg trængte til lidt luft forandring," sagde hun blot og smilede. "Hvad med dig selv?" spurgte hun.
"Vi mødes i glæde," sagde hun automatisk og smilede.

Xiëzi så hun smilede stort, og han smilede tilbage og så hun lagde hovedet på skrå, han smilede kort igen da hun grinte, han mærkede hendes blik.
Han så på hende et kort øjeblik og smilede til hende ”du må meget undskylde jeg pressede mig på med din intimsfære” sagde han kort og så på hende med et ærligt blik.
”jeg mener jeg ikke får nok ud af mine vågne timer” sagde han så og smilede til ehdne ”jeg har ikke accepteret det helt endnu, jeg vil have mit gamle liv tilbage, da jeg gik på uni og havde en stor fremtid foran mig, men jeg har accepteret at jeg er blevet hvad jeg er, og jeg må leve med det, og jeg kan godt lide at være på skolen, det er bare ikke det samme som at være tæt på min familie” sagde han kort og betragtede hende kort
”min søster er musikalsk talent, alt der kan spille musik kan hun mestre” hun er skræmmende, men hun foretrækker et klaver og violin” sagde han og smilede, ”Hendes vuggeviser er vidunderlige, beroligende, men samtidig triste, men med et strejf af lykke i dem også” hun er vidunderlig” sagde han langsom med en trist stemme, han savnede virkelig sin søster mere end noget andet.
”samme her, og trængte også til noget motion som jeg plejede” sagde han og smilede kort over sig selv, han vidste ikke hvorfor, men dagen havde nu bare altid været mere ham end natten.
”vi mødes i glæde” sagde han og smilede til hende.

Hendes smil vaklede lidt inden hun fik det sat ordenligt på plads igen. "Det gør ikke noget. Jeg har bare en vane med at trække mig væk fra folk som er ved at komme lidt for tæt på," mumlede hun og så væk. Hendes blik faldt på guitarkassen i sin hånd.
Hun grinede. "Det var for sjov," sagde hun så og så på ham. "Vampyrer har det jo med at blive rige og berømte, så mon ikke det også lykkes for dig?" spurgte hun med et smil. "Man vænner sig til at være væk fra familien. Det gør de fleste i hvert fald, men jeg tror at alle alligevel savner deres familie nu og da. Det gør jeg også. Mine forældre gider slet ikke at have noget med mig at gøre," sagde hun blidt og så ærligt på ham. Hendes facade var væk, i hvert fald for et kort øjeblik, og hun havde nemmere ved at snakke om sin familie. Men det varede ikke længe, og snart smilede hun igen.
Hun lyttede til hans fortælling om sin søster. "Hun må være god," sagde hun med et smil. Musik var en stor del af Kaylas liv, og hun elskede at høre om andre der også havde en stor passion for musik. Hun kunne godt høre tristheden i hans stemme. "I kan jo stadig have et forhold til hinanden. Det vil ikke være det samme, det ved jeg godt, men man behøver jo ikke droppe sit gamle liv bare fordi man er blevet valgt til et nyt, vel?" sagde hun og smilede svagt. Hun håbede det ville gå bedre for Xiëzi og hans søster end det havde gjort for hende og sin bror. Hun så igen væk med tårer i øjnene, og tørrede øjnene med et hurtigt bevægelse.
Hun smilede over hans ord og så på ham.

Xiëzi så på hende og smilede kort da hun snakkede ”det er jeg glad for at hører, men jeg siger bare at der mennesker og vampyrer der er ligeglad med at folk bryder deres intimsfære, og dem kan du nærmest stå helt op af, vi snakker bryst mod bryst” sagde han og så på hendes guitar kasse, ”må jeg får et nummer på et tidspunkt?” spurgte han ”hvis du vil give mig et, vel og mærket” sagde han og smilede venligt.
”Det ved jeg godt, men jeg kunne have omformuleret mig ikke sandt” sagde han og grinte selv lidt. ”det ved jeg, men det var ikke sådan jeg mente det, ikke rig og berømt det var ikke sådan noget, men jeg ville have læst til læge, og så speciel læge, sådan altså, få succes” sagde han og smilede til hende ”Det ved jeg, jeg boede jo heller ikke hjemme i det sidste af mine menneske dage, der boede jeg på collegehjem” sagde han og betragtede hende med et blidt smil ”jeg savner dem hver weekend, jeg mener jeg plejede at være hos dem i weekenderne, da det på den måde kunne holde traditionen med familie samlinger” sagde han og smilede venligt og lukkede øjnene og forstillede sig tilbage til de dage hvor han kunne sidde sammen med familien og nyde sin søsters musik.
”hun er vidunderlig komponist” sagde han og smilede venligt ”på den måde siden min søster fyldte 4 og begyndte har vi haft musik som en fast del af vores hverdag” sagde han og lagde hovedet tilbage, han kunne ikke lade være med at nynne hans yndlings melodi som hans søster havde skrevet, han vidste ikke hvorfor, men hver gang han nynnede eller hørte den, kom han i et fantastisk humør. ”det kan vi, indtil hun flytter på musik college” sagde han og sukkede ”eller rejser til udlandet” sagde han og så trist ud ”men selvfølgelig er jeg glad på hendes vegne hun bliver noget stort inden for musikken” sagde han stolt og smilede kort og lagde hovedet tilbage og så op mod himlen, han elskede dagen den mindede ham om hans søster, der altid var positiv og glad, hun mindede ham om solen, og efter han var kommet ind til nattens hus var solen en sjælden gestus.
Han smilede tilbage til hende og betragtede hende med et skævt smil.

Hun grinede. "Jeg er slet ikke sådan. jeg siger ikke jeg hader at røre ved folk, kramme dem og sådan, men jeg skal helst kende personen bare nogenlunde," sagde hun og mindes den eneste gang hun havde mistet kontrollen over sig selv foran en person hun lige havde mødt.
Hun smilede og så på ham. "Selvfølgelig, du siger bare til," svarede hun og så sig omkring.
"Få succes," gentog hun stille. "Det kan du også stadig, men måske ikke lige som læge. Blod og alt det... men der er jo mange karriere muligheder for os," smilede hun. Hendes eget valg var indenfor musik. Hun elskede det og vidste at hun var et naturtalent på guitar og at hun havde en engels stemme, det havde folk i hvert fald tit sagt til hende. Men hun ville også være noget indenfor musik for at gøre hendes bror stolt. At gøre ham stolt betød mere for hende end noget andet. Han var hendes et og alt, havde i hvert fald været det i mange år. Nu var alt ændret men han betød stadig meget.
Hun skar en grimasse. "Ja, okay. Det er måske et problem," sagde hun så. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige, der var vel ikke så meget at sige til det.
Hun smilede og lagde nysgerrigt hovedet på skrå. "Du må være meget stolt af hende," sagde hun med et smil og betragtede ham indgående. "Hvor gammel er hun?" spurgte Kayla.
Hun så op mod solen, med ønsket om i stedet at se månen. Hun følte ikke at hun hørte til i dagslys, ikke mere. I månens skær var hvor hun hørte til, ikke i solens stråler.

Xiëzi så på hende og smilede kort ”det fandt jeg så ud af” sagde han med et lille smil, ”men det kunne også have været du havde været” sagde han og smilede til hende ”men jeg er glad for du ikke er” sagde han venligt ”de personer de kommer hurtigt til at udstå forkert oppe i folks hoveder” smilede han og blinkede til hende.
”dejligt, det må blive en dag oppe på skolen” sagde han med et smil og nikkede ”mange tak fordi du vil dele din musik med mig” smilede han og fulgte hendes blik.
”jamen nu var det som læge jeg havde håbet jeg ville få succes som” sagde han og smilede kort til hende ”men jeg må finde noget andet, det har du ret i, og jeg vil ikke kunne komme til at gøre det med kampsport heller ikke, da der også ville være fare for at der kommer skader med blod” sagde han kort og sukkede så og betragtede hende, han glædede sig egentlig til han skulle høre hendes musik, faktisk lige så meget som hvis han skulle høre hans egen lillesøster.
”det er et stort problem, men jeg må leve med det” sagde han kort for hovedet, ”der er ikke noget at gøre ved det, og jeg har ikke tænkt mig at forhindre hendes talent i at vokse til endnu højere højder” sagde han
”om jeg er stolt af hende, det kan ikke beskrives hvor stolt jeg er” sagde han og smilede og lagde en hånd for sit hjerte, ”hun er det jeg har allermest kært, og derfor er jeg træt af, at jeg ikke kan være der, den da hun virkelig får problemer med drenge” sagde han lavt ”et knust hjerte” tilføjede han ”hun er kun 16 så det er stort” sagde han langsomt.
”jeg er glad for solen, den minder mig om min søster” sagde han med et smil ”den er positiv og lys, og min søster er min sol” sagde han med et smil og betragtede hende.