stille aften (Kayla)

t:aften

s:biblioteket.

v: nymåne, køligt.

o: bøger,computere, nogle få ynglinge.

p:en afslappet t-shirt, et par slidte jeans med hul ved knæet.


Calla slappede af hun elskede duften af bøger, det fik hende til at mindes hendes onkels gamle bibliotek, hun tørrede en tåre væk. Hun var efterhånden begyndt at vænne sig til at være mærket, hun sukkede, hun gik lidt frem og tilbage mellem reolerne.

Hun gik og kiggede på alle bøgerne. Hun smilede. Hun fandt en bog hun gerne ville læse. Hun kom ved et uheld til at skubbe den ned på min anden side. Hun løb hurtigt derover og så en anden yngling. "Hej" Hun smilede nervøst.

Calla forsammen ved lyden af en stemme, hun vendte sig om og så en anden yngling, hun smilte til hende ``hej, jeg hedder Calla Darktime. hvad hedder du?`` Calla mente at have set ynglingen før men var ikke helt sikker, hun kiggede videre efter bogen. hun fanddt den, det var nøjagtig den bog hun havde ledt efter, hun smilede.

"Fedt navn" Hun smilede. "Jeg hedder Kayla Marnie" sagde hun. Hun gik hen til den nedfaldende bog og samlede den op. Hun kiggede på den og opdagede at det var den bog hun ledte efter. Hun smilede. "Hvad læser du?" spurgte hun Calla

``tak, dit navn er også sejt`` hun smilede venligt til Kalya, ``den her bog *holder bogen i verjet* den handler om overlevelse, min onkel havde sådan en på et tidspunkt.`` hun smilede ved tanken om bogen, på sin 10års fødselsdag havde hun ved et uheld sat ild til den, hun kunne tydeligt huske varmen og smilet der bredte sig, hun havde altid været glad for ild. ``hvad handler din bog om?`` hun peger på bogen Kalya næsten lige har samlet op.

"Spændende" Hun smilede og kiggede på bogen. Hun holdte sin egen bog i vejret. "Den handler om kærlighed og sådan noget" sagde hun. Hun smilede og at det havde været hendes bors ynglings bog da de var små.

``spænende, du har en slags forbindelse med den har du ik?``*nej hvor flot din klovn, du skal ikke ødelægge det her med dine sære fornemmelser* Calla var vred på sig selv, men hun skjulte det, hun havde lært det hos mosteren og onklen at skjule sine følser overfor andre mestrede hun nu til fulde. ``hvor kommer du fra?`` nu kiggede Calla med venlig nysgerighed på Kayla, *hun er faktisk meget pæn, mærket gør hendes asigt lidt kønner.* Calla smilede ved sig selv.

"Det var min brors ynglings bog da vi var små" Hun smilede. Hvordan vidste pigen at hun havde en forbindelse med bogen. Hun kiggede igen på pigen. "Jeg er fra Italien" svarede hun. Der hvor min bror er nu. Hun sukkede indvendigt. "Hvad med dig?" Hvis hun bare kunne lede emnet væk fra sig selv, kunne det være at hun ikke begyndte at tude igen...

``din bror og dig har en god bog smag, hvis man kan lide den slags altså, Italien sejt, jeg har hørt om det mange gange men aldrig været der. jeg kommer bare fra kedelig gamle Danmark.``Calla gik hen og gav Kayla et knus hvorefter hun sagde ``bare rolig, slap helt af så begynder du ikke at græde, jeg skal nok lade vær med at spørger mere ind til din fortid, kender følsen af man ikke vil fortælle særlig meget`` hun smilte til Kayla, *syndt hun er så trist, har ondt af hende, hvor må hun dog savne sin bror* Calla tænkte at hun nok ville få det bedre hvis de gjorde noget andet sammen. ``hvad siger du til at vi en dag laver noget sammen som kan muntre dig lidt op?`` hun kiggede på Kayla og håbede at hun ikke ville blive sur eller fornærmet over hun var sådan, ligsom de gamle klassekamerater når hun fandt ud af deres følser.

Hun smilede og nikkede. "Det kan vi sagtens" Hun så på pigen. Hun så sød ud. Hun virkede som en Kayla sagtens kunne blive veninder med. Hun smilede og prøvede at glemme den konstante smerte. Det var så belastende at have den med over alt! Hun hadede smerten, men hun vidste at den først forsvandt når hun hørte sin brors stemme eller når hun så ham. Hvilket hun nok ikke kom til i lang tid.

``super, hvor længe siden er det du sidts snakkede med din bror, ikke for at snage men det følses som om du har ondt et sted?`` Calla smilede til Kayla hun var virkelig sød, *syndt hun har sådan en smerte* Calla blev helt trist, men hun skjulte det for Kayla, hun forstod hvordan hun havde det. *hvis bare det var noget jeg kunne gøre for at hjælpe hende*. Calla var glad for Kayla ikke var sur eller fornærmet over den måde hun kunne aflæse hendes følser, hun havde altid kunnet det, hun tænkte aldrig nærmere over det. hun smilede venligt til Kayla.

Hun tænkte sig lidt om. "Tror det nærmer sig to måneder eller sådan noget" Hun sukkede og fik tåre i øjnene igen. Hun blinkede kraftigt for at få dem væk. "Det er okay at du spørger. Men så skal du også fortælle om dig selv" sagde hun. Smerte eller ej, ingen skulle tro at de fik info ud af hende uden at fortælle om dem selv. Aldrig i livet. Det havde hun fra sin bror. Han sagde aldrig noget til andre før de havde fortalt noget selv. Hun smilede lidt ved et af de mange minder hun hele tiden tænkte på.

Calla smilede ``det er helt i orden, du spøger bare efter hvad du ønsker at vide, din bror har lært dig noget virkelig godt og nyttigt i den her situation, det kan være du skal ringe til ham igen, kan vi komme til at få ham herover tror du?`` Calla tænkte sig om, hun havde intet svar,*mærkeligt at jeg ikke er faldet om endu, det kan være det kommer senere* Calla stolede på Kayla hun ville fortælle hende alt hun ville vide, hvis det var nødvendigt.

Hun sukkede. "Jeg vil gerne vide noget om din fortid. Hvordan voksede du op? Hvad med dine forældre? Har du stadig kontakt til dem? Sådan set vil jeg bare lære dig at kende" Hun smilede. Endelig en som var åben. Kayla var så træt af at møde fjolser. "Det bliver nok rigtig svært at få min bror til at komme. Han er flyttet tilbage til Italien sammen med min mor og far" Hun sukkede. Hvorfor skulle det være så hårdt at have en tvillingebror? Han skulle også have haft Mærket. Så ville de stadig være sammen.

Calla smilede ``jeg voksede op hos min moster og onkel,de bor i Danmark. jeg voksede op hos dem fordi at mine forældre døde da jeg ikke var så gammel, jeg ved stortset intet om dem, men jeg har kontakt med dem hvis man kan sige det sådan, min moster og mig vi er åbenbart de eneste i lang tid i vores familie der er blevet velsignet med et ``gave`` vi kommer fra indianerne, så vi kan se og snakke med ånderne, jeg har det bare sådan at jeg også kan mærke folks føleser. ellers kan jeg kun huske at jeg altid har været vild med ild, på en af mine fødselsdage satte jeg ild i en af min onklers bøger, han blev så sur at hun lignede en tomat i hovde. `` Calla begyndte at grine hun kunne sagtens huske onklens ansigt. ``men ellers er der ikke så meget andet at fortælle om mig`` hun håbede ikke at hun havde kedet Kayla med sin historie om sig selv. hun stolede på hende, hun følte sig tryk sammen med hende.

"Det gør mig ondt med dine forældre. Men ellers en rimelig fed historie, hvis man kan sige det" hun smilede og grinede lidt. Hun var en spændende pige. Kayla kiggede på den bog hun stod med i hånden og bestemt sig for at sætte den på plads. Hun skubbede den ind på hylden igen og så, så på Calla.

Calla smilede, hun kunne godt lide Kayla. ``man skal ikke have ondt af mig, så får jeg det bare dårligt selv`` hun begyndte at smile hun var glad for hun tog det pænt. ``men ja ellers er mit liv meget fedt, hvis man kan se det på den måde.`` hun grinede lidt.

Hun grinte med. Calla var en sød pige. Kayla smilede til hende. "Hvad skal vi så lave?"Hun håbede at hun ikke var alt for påtrængende. Det var svært at finde ud af hvad folk syntes om hende, så hun var næsten hold op med at tage sig at andres meninger

Calla var glad for Kayla. ``hvad med vi tager ud at ride, så på cafe eller noget og så en film? hvis du vil noget af det`` Calla smilede hun var glad for at havde mødt Kayla

Hun smilede. "Kan vi tage ind til byen og se en film og smutte på cafe?" spurgte hun. Det var da utroligt så mange der var glade for heste i det her Nattens hus! Calla virkede dog ikke som en af de piger som kun tænkte på heste. Heldigvis. Calla virkede smadder sød og Kayla glædede sig allerede til at tilbringe en dag/nat sammen med hende. Hun smilede stort og kiggede på Calla...

Calla smilede hun regnede ikke med at Kayla var den store hestefan. ``jo klart, skal det bare være os eller vil du have en veninde eller ven med?`` hun smilede stadigvæk, *Kayla var sjov og meget nem at være sammen med, utroligt at det går så nemt at få nye venner*

Hun trak lidt på skulderne. En vane hun havde. Hun gjorde det når hun var ligeglad eller trist. "Jeg er ligeglad. Vil du have nogen med?" spurgte hun og smilede. Calla var super sød og Kayla blev igen slået over hvor almindelig ynglinge var. Selvom at alle var på vej til at blive vampyr, eller til at dø, så var de jo stadig normale. De kunne snakke, grine og lave normal teenager ting. Det glædede hun sig over

hun smilede at Kayla`s skuldre, *mon Kat vil med?* hun tænkte sig lidt om. ``er det ok hvis jeg invitere en af mine veninder som hedder Kattorina Nigth med?`` hun smilede, håbede ikke at Kayla havde noget imod det. hun blev slået over hvor hurtigt de var blevet venner. hun må virkelig savne sin bror tænkte Calla, det er godt for hende at hun nu får mulighede for at slappe lidt af tænkte Calla.

Hun grinede lidt. "Tag bare Kat med. Hun er også en af mine gode veninder" fortalte Kayla og smilede stort. Det ville være hyggeligt at være sammen med dem begge to. Hun kiggede ned. Hendes guitar lå på gulvet og ventede på hende. Hun samlede den op. Hun kiggede igen på Calla. Hun var super flink. De skulle nok få skabt et stærkt bånd, tænkte Kayla. "Har du enligt noget kælenavn?" spurgte hun pludseligt og overraskede sig selv. Hvad var det for noget at spørge om? Hun smilede undskyldende.

Calla smilede, hun kunne mærke at Kayla var flov, hun smilede varmt i mod hende `` det bliver vildt hyggeligt så, men ja jeg har et kælenavn, Kat gav mig det uden at være bevidst om det, Cal. hun gav mig det første eller anden gang hun reddede mig`` hun smilede ved tanken om det.