stille aften (Kayla)

Cal kiggede på Kaykay, hun huskede hvad ånderne havde sagt men det var forbudt, hun kiggede på Kaykay ``ved du om vi har noget blod på skolen Kaykay?`` hun var bange.

Hun tog sig sammen og kiggede på Cal. "Prøv et af køleskabet i opholdstuen" svarede hun. "Hvad skal du bruge det til?" spurgte hun mistænksomt. Ynglinge udviklede først blodtrøst på 5-6. trin. Det vidste alle da, gjorde de ikke? Hun kiggede på Cal. Det kunne ikke passe at Cal allerede havde blodtrøst.

hun smilede, hun vidste hvad Kaykay tænkte, ``jeg skal bruge blod for at overleve, jeg er åbenbart lidt tidligt ude med det der blod tørst halløj`` hun smilede

"Okay" svarede hun bare. Cal var ikke helt normal åbenbart. Blodtørst og affinitet? Det kunne ikke passe. "Jeg må videre, men vi ses nok på et tidspunkt Cal" sagde Kayla, gav Cal et hurtigt kram og satte så kurs mod døren. Hun ville ikke være derinde mere. Hun havde brug for at være alene, eller snakke med hendes bror. Hun skubbede døren op og gik ud i den kølige nat. Hun kiggede op på månen og smilede.

Cal svarede Kaykays kram. hun havde brug for at være alene hun gik mod sit værelse, hun ville bare sove og glemme det hele. hun ville helst ikke kunne det med ånderne, det var bare noget der gik med hendes arv. hun håbede ikke at det var en affinit, hun havde virkelig ikke brug fordet. hun kastede sig på sengen, og græd. et øjeblik efter løb hun ud på toilettet og kastede op.

Kayla var trukket ind i skyggen af et træ og hun så Cal komme ud af biblioteket. Hun sukkede og lod sig glide ned på jorden. Hun fandt sin mobil og ringede til hendes bror. Hun forklarede det med Cal og så snakkede de længe. Kaykay lagde på og kiggede op på himlen. Hun sukkede lavt.

Cal bandede stille. hun tog sin mobil frem og snakkede lidt medt sin moster, hun var på grådens rand nu. hun smed sig på sengen og besluttede sig for at møde mørket. hun var på vej til dem

Skulle hun gå op til Cal? Nej, det havde hun ikke lyst til. Hun ville bare have lyst til at være alene. Hun sukkede igen og kunne ikke forhindre en tåre i at trille ned over sin kind. Hun ville gøre alt for at kunne stikke af til Italien og bare bo der sammen med sin bror, men det kunne hun ikke og det vidste hun jo godt. Hun ville d hvis hun stak af, men hun savnede ham bare så meget! "Hvor er du?" hviskede hun.

Cal var udmatted, hun var lige kommet tilbage fra ånderne, det var sandt hvad hun havde frygtet, hun ville ringe til ham senere, nu ville hun bare sove, hvor mon Kaykay var nu, hun savnede hende forfærdeligt meget.

Kayla rejste sig op og gik op på sit værelse. Hun satte sig på sin seng og tog sin guitar. Hun spillede sin brors ynglings sang. Hun nynnede med. Tårerne vældede op i hendes øjne, men hun spillede videre. Da sangen var slut, begyndte hun at spille en anden. De to sange passede sammen syntes hun. Hun fik det lidt bedre.

Cal hørte musik fra Kaykays værelse, det var meget smukt, hun begyndte at synge en stille lille sang som hun havde hørt da hun var lille, hun vidste ikke hvor det kom fra, men hun elskede bare den sang højt.

Kayla hørte nynnen ude fra gangen og rejste sig op. Hun gik hen til døren og åbnede den. "Er det dig der synge Cal?" spurgte hun og kiggede smilende på Calla. Det lød godt. Kayla kunne ikke finde ud af hvilken sang det var, men den var da god...

Cal hørte Kaykay,hun for lettere sammen, hun havde været i sin egen verden. hun smilede til hende ``ja det er bare mig der sidder og synger, det plejer jeg at gøre når tingene går imod mig, det her er bare en af utallige sange jeg har lært når bare jeg har hørt dem en gang`` hun smilede til Kaykay, ``det lød smukt da du spillede på guitar.`` hun kiggede hen på Kaykay, pludselig mærkede hun kvalmen hun styrtede ud på toilettet.

Hun smilede. "Tak," sagde hun. "Cal?" råbte hun, men blev hvor hun var. Hun ville gerne have fulgt efter, men lugtet af opkast gav hende kvalme. Hun så hen mod badeværelsesdøren. "Cal?" kaldte hun igen.

Cal gik tilbage igen, hun kiggede undskyldne på Kaykay ``undskyld, jeg er bare lidt dårlig, jeg har overvejet at gå til lægen, eller i hvert fald min moster, hun er gammel læge.`` hun kiggede sig omkring, hun følte sig svimmel hun satte sig ned på sengen.

"Det kunne måske være tegn på at din krop afviser forvandlingen," sagde Kayla. Hun satte sig ved siden af Cal. Det var ikke fair at nogle ynglinge klarede forvandlingen, men andre døde under forsøget. Hun klappede Cal på ryggen. "Du kan opsøge sygeplejersken her på skolen," foreslog hun.

hun smilede til Kaykay, hun vidste ikke helt hvordan hun skulle sige det, men hun gjorde et forsøg. ``min krop afviser ikke forvandlingen, jeg er... er.. jeg er gravid.`` hun rødmede så hendes kinder fik en dyb rød farve, hun var glad for at det var sagt hun kiggede på Kaykay reaktion

Hun kneb øjnene mistænksomt sammen. "Hvem er faderen?" spurgte hun. Kayla havde svært ved at tro på Cal, men ville gerne. Det virkede bare underligt. Hun trak mentalt på skulderne og kiggede nu nysgerrigt på Cal.

Cal kiggede på Kaykay, hun sukkede ``det er min kærste Malakas Komru, han er åbenbart begyndt her,han er blevet mærket nu.`` hun mærkede nogle tåre løbe.

"Okay. Har ikke hørt om ham," svarede hun og løftede et øjenbryn. Der var noget ved Calla som gjorde Kayla mistænksom. Måske var det at hun kunne tal med ånder, havde blodtørst og nu også var gravid. Kayla fnøs.
"Jeg har andet at bruge min tid på end en der prøver at spille sej!" sagde Kayla og forlod rummet. Hun gik ind på sit eget værelse og smækkede med døren.

Cal sad helt mundlam, hende spille sej, sådan var det jo slet ikke. hun slog sig selv i panden ``dit store fjols Calla darktime, du mister jo alle du holder af`` hun var på grådens rand, hun lukkede døren og begyndte at græde, det var ligsom dengang med Angel, hun havde lige misted den person udover Kat som betød mest for hende.

Kayla satte sig i sin vindueskam og spille på sin guitar. Det gjorde hun altid, lige meget hvad humør hun var i. Det gjorde hende glad. Hun sang stille med.
Hvad det forkert det hun havde gjort over for Calla? Nej det kunne det ikke være. Cal var flink nok, men når hun troede hun kunne snakke med ånder, skulle drikke blod og nu også var gravid, det var for langt ude...

Cal mærkede nogle tåre glide stille ned af sine kinder, pludselig mærkede hun luna puffe til hendes hovde, hun smilede. hun fandt en lille notesblok frem og begyndte at skrive samtidig med at hun sang, det var hendes sangbog, hun kiggede på den sidste sang, det var den hun havde skrevet om hende og angel, da angel havde forrådt hende.

Mens hun sang begyndte tårerne at trille ned over hendes kinder. Hun spillede videre og ignorerede at hendes trøje blev våd. Hun sluttede sangen og så ud på stjernerne. Hvorfor? tanken flød rundt i hendes hoved og hun kunne ikke gøre noget ved det.
Hun rejste sig og ringede til sin bror. Hun begyndte at trave frem og tilbage. Ingen svar. Hun kastede vredt mobilen hen på sengen.

Cal gik hen til skabet som stod i hjørnet af værelset, der stod en tromme, en lille indianer trommer, skindet på den var fra en muskusokse. hun tig den ud af skabet, og gik hen til sengen hvor hun satte sig med den. hun begyndte lige så stille at spille på den mens hun sang på hendes og moren og mosterens sprog, hun fik kuldegysninger, men fortsatte bare. til sidst skete det, mørket kom. hun lod sig frivilligt indfange.