En stille aften

Tidspunkt: aften
Vejr: Mørkt, koldt og en smule blæsende, men ellers tørt.
Sted: Gangen
Omgivelser: Den lange gang, svagt belyst.

Laurence var egentligt på vej mod sovesalene; simpelt fordi han ikke have noget at tage sig til.
Han var iført dagligdags tøj(Mørke jeans, slidte ved knæene og ved skoene. Markerede om lår og røv, men forholdsvist løs ved leg. Hvid t-shirt med V-udskæring. Sorte og brune læderarmbånds snore om håndledet og sit togtag, som hang i den sorte lædersnor. Sjusket rundt om halsen havde han et koksgråt halstørklæde med spæde lysere nuancer af blå.) -det var jo trods alt aften, og han hadede rent sort tøj. Det var for.. upersonligt.
En svag nynnen kom fra ham; det ville ikke genere ham hvis nogen hørte ham for han var sådan set i et ganske godt humør , hans sangstemme var nu heller ikke grim, men han kedede sig blot. Men det gjorde han tit, folk på denne skole kunne man hverken sige bu-eller bøh til, enten begyndte de at tude, ellers flygtede de så man aldrig så dem igen. Alt i alt, var denne skole kedelig og i de år han havde gået der, havde han aldrig rigtigt knyttet sig til nogen; hvert fald ikke af dem han havde snakket med. De fleste respekterede ham, for hans intelligens, men resten respekterede ham for sit arrigskab som ikke var af den sjove afstøbning.

Ciel gik fuldstændig i sine egne tanker, mens katten Ringo blev ved med at løbe om hans ben, for at få ham til at falde. Den mørkhårede dreng så dog ikke ud til at bemærke det halvskaldede lille kræ. Han var iført et lidt for stor mørkeblå hættetrøje. Han foretrak den slags varme tøj, eftersom det var koldere i Tulsa end i den del af Frankrig, han kom fra. 6. trins emblemet bar han stolt på brystet, selvom han ærligt talt var en smule ængstelig. Han ville snart blive forvandlet - eller dø. Han var endnu ikke ude for fare.
Han hørte en nynnen i nærheden og pustede det sorte hår ud af de grønne øjne, så han kunne se hvor lyden kom fra. En lyshåret dreng var på vej i modsatte retning. Det var egentligt sjældent han så blonde personer, så det overraskede ham en smule.
Et højt hvæs hørtes ved hans fødder og i næste øjeblik så han Ringo flyve tværs over gulvet og mod den fremmede ... Den kat blev aldrig klogere!
"Attention!" Heldigt at det franske ord også havde betydning i det engelske sprog, så den blonde fyr forhåbentligt ville reagere.

// Du skal lige huske vejr og omgivelser - også selvom de er indenfor. //

// beklager : D ps. regner med han kom til at sparke til den og den ikke bare angriber, ellers må jeg lige rette indlægget ahah!

Laurence fortsatte blot ned af gangen, han havde godt bemærket den anden men han tog sig ingen notits medmindre personen afbrød ham, hvilket den fremmede gjorde.
Laurence stoppede brat sin nynnen idet ordet 'attention' blev kastet gennem luften, accenten var tydelig fransk. Hans blik blev hurtigt kastet over på den selvfølgelig mørkhårede knægt, men Laurence fulgte dog den fremmedes blik og så i stedet for en halvskaldet og ikke særlig køn kat komme mere eller mindre flyvende hen i mod ham, den angreb.
Laurence spærrede overrasket øjnene op, trådte et skridt tilbage og skyndte sig at sætte foden frem så det passede med den ville angribe hans fod i stedet: katte var jo ikke lige de skarpeste på det punkt. Med et hurtigt snubtag tog han fat i katten nakke, eller rettere stramt i kattens nakkeskind så den ikke kunne bevæge sig; den ville sikkert også begynde at vræle og klage. Det var kun 'behageligt' for killinger, voksne katte var det typisk bare en pain for.
Roligt holdte han katten op foran sig, dog stadig med respektabel afstand mens han skulede ondt til den ,, Kæft hvor er du grim. " kom det så fra ham, inden han stod og rystede den frem og tilbage ganske forsigtigt.
Laurence vendte derefter blikket mod den fremmede. Han fnyste kort inden han med lange afmålte skridt stod foran ham; Laurence var højere end den anden, mellem 10 og 15 centimeter, så han så bare ned på den anden, med et hævet bryn inden han rakte katten frem i stiv arm, afventede på den fremmede ville tage sit dyr til sig ,, Lær' at styre dit kræ. " han så på den anden, holdte øje med ham.
Den fremmede skulle være glad for han var i godt humør, ellers havde han sikkert sparket katten til den anden ende af verdenen.. Lorte dyr.

// håber det er okay at jeg 'styrer' katten lidt! ): (altså med at Laurence får den op, den må gerne bide og rive ham osv.. ! )

// Så må du hellere rette indlægget, for katten flyver altså bare på ham xD Det er en lettere sindssyg kat, så den angriber ofte bare alt fremmed. >.< (Sad og grinede helt vildt af Laurence's syn på katten xD)//

// har rettet nu! Troede bare helt seriøst du mente han sparkede til den ahah
Jamen helt seriøst, den lyder da godt nok grim xD halvskaldet, mølædt og bidt halvt i stykker af andre dyr ahaha!

// Jep. Ciel fandt den i en baggård, hvor den også angreb ham >.< //

Ciel så overrasket ud, da den blonde fyr hurtigt havde fået fat i Ringos nakkeskind. Eftersom katten ikke var så gammel, hang den bare stille, som en hver anden killing ville have gjort, og stirrede på Laurence med sine tofarvede øjne. Det ene ører var flået, og Ciel måtte give den fremmede helt ret i, at det lille kræ ikke var kønt. Men Ciel elskede den stadig højt. Som enhver anden yngling elskede den kat, der havde valgt dem.
Han stod og så op på drengen, er ikke var så frygteligt meget højere end ham selv. Han tog straks Ringo fra den blonde dreng og sukkede lidt af det hvæseri.
"Pardon ... En kat har sin egen vilje. Det er ikke noget jeg kan ændre." Da den sorte halv-pelsede kugle lå i hans arme, begyndte den straks at spinde højlydt og kærligt, mens den sendte onde øjne til den anden dreng. "Du kom vel ikke noget til?" Ciel smilede skævt og forsøgte at være imødekommende, selvom den anden ikke ligefrem så ud til at være glad efter hvad der lige var sket.

Laurence nikkede bare blidt til hans undskyldning. Pardon. Snak dog så alle forstår det, tænkte han svagt for sig selv. Var det virkelig så svært? Men okay, sådan var det jo bare. Nogle lærte aldrig et sprog rigtigt.. Det var bare belastende i længden. Men det mest irriterende var altså dem der 'legede' noget! Ligesom alle de små tøser og deres skide japanske pis, kawaii, onee-chan og hvad fanden de nu ellers sagde. Det var til at brække sig over!
Laurence så roligt på katten ,, En kat kan sagtens trænes. De fleste lærer jo også deres kat, at de ikke må ligge på bordene, ikke sandt? " han smilede roligt og grinede kort af den andens ord ,, Jeg har det fint, men mine sko fik et par skrammer. " han så ned på sine forholdsvis nye sko som havde fået nogle flotte tand og klo mærker. Han sukkede indvendig, inden han så på den andens ansigt igen, smilende.
Som sagt havde Laurence været i godt humør, så han var stadig i hvad man nok ville kalde for 'balance'; hans blik faldt atter på katten inden han sagde med en overdreven blød stemme som man typisk brugte til dyr ,, Hvis jeg nogensinde får mig en stalker-kat, har den bare at have lidt mere pels end dig. " han løftede kort hånden for at kort ville nusse den på hovedet men stoppede hurtigt sig selv; det ville nok bare ende galt hvis han gjorde det.

// Det giver mig seriøst stress at du er så herre venlig og Laurence bare hader alle >.< xD //

Ciel sukkede svagt, da han begyndte at snakke om at katte kunne trænes. Ciel vidste udemærket hvordan dyr kunne behandles. Men det var ikke noget mennesker, ynglinge eller vampyre skulle gøre mod dem. Ingen af Homo Sapiens ville finde sig i at blive sat i snor og trænet for usle godbider og hvad man nu ellers kunne finde på, så hvorfor skulle dyr? Ringo kunne sagtens opfører sig ordentligt, når det gjaldt døde ting ... fremmede, levende ting, var bare et område han ikke havde det så godt.
Han tænkte kort at det vist var meget godt, drengen foran ham ikke havde fundeten kat. Stakkels kræ der valgte ham.
"Et hårdt liv sætter spor ... Men pelsen gror jo ud igen." Han kælede fraværende for katten, der hvæste af den blonde fyr, da hans hånd nærmede sig. Det var vist et klogt træk at fjerne hånden igen.

// Det er skuespil jo!
Ej, jeg har selv et KÆMPE temperament, men jeg går bare fra tingene i stedet AHAHA :i men ja, jeg er vel ganske venlig :b Laurence er bare mit temperament.. Som ikke kan styre sig selv..

Laurence rynkede på næsen over den anden. Et dyr skulle trænes, have retningslinjer ellers ville det blive vild. Det samme ville et menneske. Hvis du ikke opdrages til det er forkert at gennemtæve andre for at få sin vilje; så gør du det bare. Det samme skal en kat lære om det med f.eks. ikke at gå på bordene samtidig med at en lille hund ikke skal hoppe op. De skal lære det ved en bestemt hånd. Ingen vold og ingen tillokkelser. Man fjerner dem, beder dem om at gå ned og roser dem efterfølgende nede på jorden, nusser dem halvt til døde rettere sagt. Dét kan der jo intet være galt i. Sådan havde Laurence hvert fald altid selv opdraget sine dyr.
Hans blik hvilede roligt på katten ,, Hmm, sandt. Hvor fandt du ham henne? " han skævede kort til den fraværende persons øjne. Feeed samtale, sådan at stå og snakke med en der virker som en der er fuldkommen lige glad. Rend mig dog.

Ciel så op på Laurence, men så mere på mærket i hans pande, end hans øjne. Han havde aldrig været frygtelig god til det med øjenkontakt, og han vidste skam godt at det kunne opfattes som uhøfligt, men man burde vel aldrig ændre sig på grund af andres meninger.
Han kunne godt fornemme på den fremmede, at han ikke ligefrem var nogen imødekommende person, men han prøvede at ignorere stemning, der hang i luften om dem, som gav ham lyst til at smutte væk med det samme.
"I en baggård inde i centrum af Tulsa." Katten så ud til at have mistet al interresse for de to drenge, for den sprang ud af Ciels favn og fortsatte alene ned af gangen med hovedet højt hævet, som om den ejede hele stedet.
"Ciel Moreau," præsenterede han sig og rakte hånden mod den høje blonde fyr. "Og du er?" Han lagde mærke til 5. trins emblemet på ynglinges bryst og noterede det for sig selv. Ciel var endnu ikke blevet 18, selvom han var på 6. trin, men han havde aldrig rigtig følt sig lille - nu følte han sig dog lidt klemt over rollefordelingen. Men som erfaren fægter vidste han også, at størrelsen ikke betød noget.

Laurence nikkede stille og roligt ved den andens ord. Stakkels kræ, den havde da vidst ikke haft det helt nemt. Men den var stadig uopdragen og grim. Hans blik fulgte den halvskaldede kat ned af gangen, hvilket fik ham til at trække svagt på smilebåndet over det lille halvskadede kræ.
Han vendte dog hurtigt sin opmærksomhed mod den anden og trak svagt og imødekommende på smilebåndet mens han let tog den anden hånd og trykkede den ,, Laurence Piers Whitlock " han nikkede kort, hilsende til den anden mens han kort lod sit blik glide over den andens ansigt for at kunne huske ham. Efterfølgende lod han blikket glide ned på hans emblem; 6 trin. Det generede ham nu ikke. For selv var Laurence fuldkommen ligeglad. Han vidste bare at hvis han ikke overlevede forvandlingen og blev en rød vampyr, burde han skydes pga. hans temperament. Han ville flå alt og alle fra hinanden mere eller mindre.

Ciel lagde hovedet lidt på skrå, da Laurence tog hans hånd. De fleste ynglinge havde ellers vænnet sig til den traditionelle hilsen, hvor man tog fat om underarmen. Men nogen ynglinge hang sig vel altid alt for meget i deres menneskeliv. Ciel kunne godt sætte sig i deres sted, selvom ham måske ikke var den mest empatiske yngling. ´
"Laurence," gentog han lavmælt, for lige at gå sagt navnet. Han nikkede kort og hilsende før han slap hans hånd.
"Du er ikke her fra Tulsa, vel?" Det virkede ikke som om Ciel overhoved havde lagt mærke til, at katten var smuttet. Han havde vænnet sig til, at man ikke kunne holde det lille bæst tilbage, når den ikke ville være et sted mere. Han havde før prøvet at ændre dens adfærd, men Ringo var som en gammel hund - ude af stand til at lærer nye tricks.

Laurence var af den holdning, at han helst ville holde sig væk fra fremmede. Han afskyede folk. Han vidste jo ikke hvor de lige sidst havde gnuppet deres hånd eller arm henne. Han gøs kort af tanken. Det der med at rage hinanden på armene og kramme hinanden, kunne vente til man i det mindste bare var venner, hvert fald efter hans mening.
Laurence så kort undersøgende og afventende på den anden idet han sagde hans navn. Hans hørelse var jo bedre grundet den medfødte fejl som man ikke rigtigt kunne se, medmindre du kiggede i øjnene på ham; det ene øje bevægede sig ikke ligeså langt som det andet . Men det var intet der afled en hele tiden, for så slemt var det heller ikke. Også skulle man selvfølgelig ikke snige sig ind på ham, fra højre side. Hvert fald ikke hvis man havde livet kært.
Han rystede kort på hovedet ,, Nej, jeg er født og opvokset i King's lyn. Nord england.. " han trak skævt på smilebåndet og så lidt på den anden ,, Din accent siger mig også, du ikke er herfra, har jeg ret? " hans blik hvilede roligt på den anden, undersøgende og afventende.

Han nikkede kort.
"Jo, du har ret. Jeg blev flyttet hertil fra det Franske Nattens Hus, da jeg var på 5. trin ... Jeg har ikke set dig før." Han vidste selvfølgelig godt, at det var umuligt at kende hver og en yngling i Nattens Hus, men han prøvede at ligge op til, at den blonde fyr kunne fortælle, hvis han heller ikke havde gået der så længe, og der derfor var en grund til, at Ciel ikke havde set ham før.
Han kunne fornemme noget fjendtligt ved Laurence's personlighed og tog ubevidst afstand til ham. Han havde selv lidt af et frygteligt temprament tidligere og han ville ikke give sig selv grund til at blive sådan igen. Det havde kun bragt han problemer og det havde været hårdt at lærer at holde det forbistrede temprament nede.

Laurence smilede blot af den anden. Han havde aldrig rigtig spekuleret på om der var et nattens hus i hvert land, chancen var der, men det ville også være en smule usandsynligt. Også alligevel ikke.
Laurence grinede kort inden han svarede Jeg har ellers altid gået her, mens jeg har gået på et nattens hus. han trak skævt på smilebåndet og fortsatte Jeg holder mig væk fra de fleste påskolen. Folk her er stort set alle sortseere eller så følelsesladet at man dårligt kan kigge på dem før de græder. han smilede skævt. Det var måsle ikke det klogeste at sige men tilgengæld var det sandt!
Laurences fyrrige temperament var blevet meget bedre gennem tiden selvom det stadig var ude af kontrol.

Ciel smilede skævt, selvom han ikke rigtig følte at den anden var en særlig positiv person. Han nikkede kort, da han fortalte at de fleste var ret overfølsomme. Han kunne kun give ham ret. Men på den anden side, så var der jo også logik bag. Teenagere var altid lidt værrer end andre, og når man så var yngling og var blevet revet væk fra det liv, man var vant til og måske havde mistet alt, var det klart at man havde brug for at være lidt besværlig for sine omgivelser. Han var nu ret sikker på at Laurence ikke havde efterladt meget. Han virkede som en meget viljestærk person udfra hvad Ciel havde allerede havde set.
"En enspænder, går jeg ud fra ... Var du også sådan før du blev mærket?" Han hævede det ene bryn lidt. Et skævt smil spillede på hans læber, men kun ganske forsigtigt.

Laurence vidste da godt de fleste havde det hårdt; men han følte bare at det var sådan, at ligeså snart han åbnede munden i nærheden af nogen af dem, så begyndte de at ævle løs om deres miserable og hårde liv. For satan menneske, eller rettere vampyr, så tag dig dog sammen og ret dig op. Alle møder modgang i livet og selvfølgeligt var det hårdt.. Men sådan var det nu engang.
Laurence trak bare lidt på smilebåndet af hans bekræftelse og spørgsmål ,, Enspænder på skolen, ja. Før det her, ikke just. Mine forældre var aldrig hjemme, men til gengæld hang jeg ud med folk på min egen alder som jeg brød mig om. " han trak skævt på smilebåndet ,, Jeg tror ligeså meget at det jeg ikke gider knytte mig yderligere til folk her, er enten så dør de under forvandlingen; eller også, ligeså snart de er forvandlede, så forsvinder de hen hvor de har lyst. Hvad skal man så bruge det til? De efterlader alligevel en. " han trak ligegyldigt på skuldrene mens han så afventende på den anden fyr. Hans blik gled dog kort vagtsomt ned af gangen, for at se om det grimme bæst kom spænende igen.

Ciel forstod, hvad han mente, men han så ikke rigtig den logiske tænkning i det. Han regnede dog heller ikke med, at han ville kune få drengen til at skifte mening.
"Men hvis du selv dør ... Er det så ikke trist at vide, du ikke har brugt dine sidste dage godt? Desuden, så genopstår de fleste ynglinge jo her i Tulsa, så døden kan ikke rigtig være en undskyldning."
Han smilede svagt, da han fortalte at han havde været anderleds før han blev mærket ... Det måtte have været hårdt aldrig at have sine forældre i nærheden, og Ciel følte sig pludselig heldig, selvom han aldrig havde brudt sig meget om livet derhjemme. Han havde dog fået en god barndom og ungdom og han havde haft hans lillebror og sine venner. Så kunne det vel ikke blive meget bedre.
"Hvad lavede dine forældre da, siden de aldrig var der?" Han rynkede brynene lid og forsøgte at finde de rette engelske ord. Sprog havde aldrig været hans stærkste side - Det var også derfor han havde valgt Spansk fra og havde fået en professor overtalt tilnoget engelsk undervisning.

Laurence stod bare og så lidt på den anden, han overvejede kort de ord han sagde ,, Njarh. Ikke rigtigt. Tanken om man ligger og dør også efterlader folk som holder af en.. Deet, syntes jeg er for selvvisk.. " han rynkede svagt på næsen; tænkende, dog stadig lyttende.
,, Hmn? " han så i øjnene på den anden ,, Nå, jo. Min far er skrædder i en by lidt væk fra den by vi boede i. Det kræver jo meget tid. Og min mor arbejdede i den nærmeste storby og var hjemme højst to gange om ugen. " Laurence trak bare ligegyldigt på skuldrene over det han sagde; det gjorde ham ikke så meget. Han var jo ikke van til andet. Det ville jo være hårdere hvis man var van til det ene; og det så pludseligt ændredes. Se dét måtte være hårdt!
Laurence smilte bare ganske svagt hver gang han snakkede; hans måde at snakke på var sød, på sin egen måde. Men til gengæld måtte han være frygtelig irriterende at skændtes med, hvis han blev ophidset. For så fattede man sikkert bare INTET af hvad han sagde; og det hjælper ikke ligefrem på ens temperament.

"Det er vel ikke selvisk, hvis det ikke er ens eget valg." Ciel filosoferede lidt over det. Han havde for blot et par dage siden fået besked fra frankrig om at hans kæreste ikke havde overlevet forvandlingen. Selv synes han, at han allerede havde oplevet død nok nu, og den smerte håbede han aldrig ville gentage sig.
"Jeg vil selvfølgelig ikke tvinge dig til noget. Jeg tror bare ikke, jeg selv kunne leve som enspænder i alle de år. Men du er jo også snart på 6. trin og så betyderdet vel intet mere."
Han lyttede halvt-om-halvt, da Laurence fortalte om sine forældre, mens han tænkte, at det lød som om Laurence var en af de, der ville tilbage til deres gamle liv. Det var på en underlig måde rart at vide, at ikke alle folk på skolen var født med tragedie i blodet.
"Og jeg går ud fra, du er enebarn?"

,, Måske ikke. Men tanken om man er en tikkende bombe, den er der jo stadig. " han trak roligt på smilebåndet og lod roligt sit blik hvile på den anden; Laurence havde ikke haft nogen særlig trist barndom; tvært i mod. Godt nok havde hans forældre aldrig rigtig været der, men det havde ikke været et kedeligt, ensomt eller deprimerende liv.
Laurence så bare på den anden med et lille skævt smil, inden han så bare kort sagde ,, Well. Er det så tydeligt? " han lod roligt blikket hvile på den anden ,, Hvordan kan det egentligt være at du kom hertil? Altså.. Fra Frankrig? "

Han nikkede kort igen. Det var let at forstå det hele fra den anden side af debatten.
Et svagt grin lød fra ham, da Laurence spurgte om det virkelig var tydeligt. Det var egentligt ikke noget bestemt ved ham, der havde givet Ciel den tanke. Det virkede bare typisk at forældrepar, der aldrig havde tid til en familie, kun fik ét barn. Det var godt nok en generaliserende tanke, men det passede næsten altid.
"Hvorfor ... " Han gentog ordet og sukkede tungt mens han af alle krafter tvang et smil frem. "Jeg vil ikke være endnu en ynkelig hykler. Grunden til, at jeg er her, er ikke vigtig ... " Han trak fraværende på skulderne. Normalvis ville han have slået spørgsmålet til side med lidt skuespil og en masse udenom-snak, men han var ret sikker på at en som ham den blonde, ville kunne se igennem den slags facader. Ciel var en god skuespiller, men ingen var prefekte.

Laurence smilede bare lidt af den anden og hans korte svar; at trække på skuldrene. Så han vidste ikke rigtigt om den anden, Ciel, bare havde opgivet den 'diskussion' eller ej. Laurence valgte dog at lade det ligge.
Laurence smilede bare af den andens grin; selvfølgelig var det indlysende. Forældre begge med forholdsvis god karriere, som var deres et og alt -mere end de måske elskede hinanden. De blev nød til at få ét barn; en skulle jo kunne tage over og arve det der nu var; men to, ville være en pain in the ass, pænt sagt. Det ville kræve for meget tid og især moderen ville blive bremset på dette punkt. Men så igen, det genrede ham ikke at være 'forældreløs'
Laurence vippede svagt hovedet på skrå, åbnede kort munden; men valgte at lukke den igen. Det var tydeligt det der var sket, eller ikke tydeligt og han vidste da heller ikke hvad der var sket. Men noget var der sket, sikkert et tap eller noget i den dur. Måske var det derfor han i starten havde forsvaret det, for derefter selv at vælge at tie da Laurences ord måske alligevel fik ham til at overveje det hele. Han vidste det dog ikke; men det kunne virke som om, at han måske havde mistet en anden "vampyr".
Laurence lod kort tøvende blikket glide over sin egen skulder, inden han så på den anden, med et let og kejtet smil ,, hmm. Okay så. Hvis du har brug for.. " han stoppede kort sig selv men fortsatte så ,, ..for at snakke, så har jeg ikke noget i mod at lægge et øre til. " til tider, var det bare bedst at sidde og tude ved en fremmedes skulder; som ikke kendte noget som helst til noget. Det gjorde til tider ting lettere og i det hele og halve, så sladrede Laurence ikke.
Hvert fald ikke om sådanne sager.

Han smilede skævt og følte sig ret taknemmelig. Ganske vist kunne han ikke fortælle nogen i Nattens Hus, hvorfor han var blevet sendt dertil, men at vide, at nogen i det mindste ville være der for ham. Det var jo hvad venner var til for.
"Merci," sagde han lavmælt og så kort fyren i øjnene, før hans blik fortsatte op mod halvmånen i hans pande. Han brød sig ikke om øjenkontakt, men det var jo ikke høfligt, ikke at se på dem man snakkede med.
"Nåmen ... Hvor var du på vej henaf?" Gangen var tom og føltes meget større end den plejede.

// Undskyld, det blev lidt kort. Jeg er pænt træt xD

Laurence var typisk ikke den mest.. Kærlige person; men han forstod sig da alligevel lidt på folk og den måde man skulle undgå at grave dybere i ting, selvom man måske var oprigtigt nysgerrig og egentligt bare ville vide hvad det hele handlede om.
Laurence smilede bare kort over den anden, da han i et lille øjeblik kiggede ham i øjnene. Det var underligt, at det var så svært for Ciel at kigge folk i øjnene, for faktisk gjorde det det hele akavet for Laurence; for hvor skulle han kigge hen? Hvis han kiggede mod den andens øjne ville de blive 'afvist' og ellers kunne han glo den anden i panden; ja så kunne de begge stå og beglo hinandens hårfarve og pandehår, fedt hva'.
Han vågnede dog op af sine spekulationer og så bare lidt på den anden ,, Faktisk var jeg på vej hen til mit værelse.. Jeg havde ikke rigtigt andet at tage mig til.. " han trak skævt på smilebåndet mens hans blik kort flakkede over dens andens ansigt ,, Hvad med dig Ciel, hvor var du på vej hen? " kom det så kort spørgende fra ham, dels for at holde samtalen lidt i gang.

//sådan er det jo