stille aften (Kayla)

"Fedt, er det noget jeg må kalde dig?" spurgte hun og smilede. Hun kunne vist roligt stole på Calla. Calla havde i hvert fald ikke stødt hende endnu. "Hvad reddede Kat dig fra?" spurgte hun. Hvorfor skulle hun være så nysgerrig? Hendes bror havde lært hende meget og en af tingene var at stille mange spørgsmål. Ikke en ting som hun havde ønsket at lære. Hun sukkede lavt og så på Calla..

Calla smilede ``det må dug godt, det er en ret lang historie men jeg gør den kort. du ved jeg har en ``gave`` når jeg går i sort er det fordi der er nogle ånder der vil i kontakt med mig, jeg faldt om i kantinen efter at have hjulpet Kat med at samle bøger op, hun kaldte mig tilbage til her, man kan blive fanget når ånderne kalder på en`` hun sukkede det lød virkelig falsk når hun sagde det sådan, nå pyt skidt tænkte Calla jeg kan sagten stole på Kayla. ``har du et kælenavn?`` hun kiggede venligt og varmt på Kayla for hun ikke skulle føle at hun snagede i hendes privat live.

"Lyder ikke som en rar gave" sagde hun og så medfølende på Calla. "Kat og min bror kalder mig Kaykay" svarede hun og grinte lidt. Det var et halv lamt kælenavn, men Kayla elskede det fordi hendes bror havde fundet på det og havde kaldt hende det siden de kunne tale. Hun smilede varmt til Cal.

Cal smilede hun kunne mærke glæde over kælenavnet Kaykay fra hende, ``det er den ikke lige altid, men nogle gange kan det være meget rar, feks jeg kan finde ud af hvornår nogen dør og noget ligene det`` hun holdt begge hænder op foran munden hun var forskrækked det burde Kaykay ikke vide, hun kunne bare blive bange,sur eller det der var værre.

Hun fik kuldegysninger. "Det kan jeg ikke forstille mig er rart. Men det er bare min mening" sagde hun og smilede til Cal. Hun havde aldrig kunne lide spøgelser eller døde mennesker. Hun så på Cal.

Cal smilede, før havde hun hadet tanken om spøgelser og døde menesker, men siden hendes forældre døde havde hun været glad for gaven.

Tavsheden mellem dem nærmede sig det pinlige. Kayla smilede forlegent. "Hvad laver du ellers i din fritid?" spurgte hun. Hun kiggede på Cal og smilede stort

Cal smilede ``jeg rider,læser og er sammen med mine venner, nogle gange ellers sidder jeg på værelset og overgiver mig til mørket`` Cal stemme var blid og venlig selvom hun følte sig så. så hvad?, hun smilede til Kaykay ``hvad laver du i din fritid?``

"Spændende" hun nikkede anerkendende. "Jeg læser, er sammen med mine venner og veninder og spiller guitar. Ellers så glor jeg ud af mit vindue eller snakker med min bror" sagde hun og rødmede lidt. Hvornår var hun bleget forlegen over at snakke med sin bror? Måske fordi det føltes forkert at snakke om ham nu. Hun smilede svagt til Calla.

Cal smilede hun vidste hvordan Kaykay havde det, ``næste gang du snakker med ham må du hilse ham fra mig og sige han har verdens sejeste søster`` Cal smilede.

Hun grinede. "Tak, det skal jeg nok. Også siger jeg også at hans søster har fået verdens sødeste veninde! sagde hun og smilede stort til Cal. Kaylas mobil ringede og hun fiksede den op af tasken. Hun behøvede ikke kigge på nummeret før hun vidste hvem det var. "Når man taler om solen" mumlede hun og smilede. Hendes bror havde sin egen ringetone på hendes mobil. hun trykkede på det grønne rør og smilede. "Hej brormand" sagde hun frisk. "Fint... Ja ja, de er alle vældig søde.... Jeg skulle hilse fra min nye søde veninde.... Ja... Nej ikke hende.... Nej en anden.... Hvad med dig?... Super.... Glæder mig.... Elsker også dig... Ses!" Hun afsluttede opkaldet og smilede til Cal. "Undskyld. Jeg skulle hilse fra min bror og sige at han vil møde dig når han kommer til byen"

Cal grinede med, hun smilede varmt til Kaykay ``takker `` hun hørte mobilen, hun skulle bare se på Kaykay`s ansigt og mærke følserne fra hendre for at vide det var hendes bror, hun smilede. da samtalen var slut spurgte Cal ``hvordan har han det?`` hun havde hørt han kom til byen. ``hvornår kommer din bror, vil gjerne møde ham`` hun sagde det oprigtigt, hun havde fået en af verdens sødeste veninder, hun var heldig.

Hun smilede. "Han har det godt. Han savner mig bare" sagde hun. Hun trak lidt på skulderne og bed sig i læben. "Det ved jeg ikke endnu" sagde hun med et suk. "Han skal først have ferie, men det får han først om et halvt år! Så lang tid kan han ikke vente med at se mig, så han vil prøve at overtale min mor og far til at lade ham rejse så snart som mulig" Hun sukkede igen. Hun savnede ham helt vildt, men kunne ikke gøre noget for at få ham hurtigere her til.

Cal smilede. ``kan godt forstå han savner dig, du er fantastisk ville gøre alt for at have en søster som dig`` Cal havde altid ønsket sig en søster, men hendes forældre var døde. så det kunne ikke lade sig gøre, hun blev lidt trist ved tanken, nå men pyt skidt sagde Cal til sig selv.hun kiggede på Kaykay. ``din bror er heldig at have sådan en fantastisk, sød , dejlig søster.`` cal håbede at hendes rosende ord kunne få noget af savnet til at forsvinde.

"Tusind tak Cal. Jeg tror også han gerne ville have så fantastisk en pige som dig, som søster" hun grinede lidt. Ryan ville helt klart sætte pris på at have Cal som søster. "Han vil elske dig!" sagde hun og smilede varmt til Calla. Kayla savnede Ryan, men hun var sikker på at hun ville overleve, hvis alle var lige så søde som Calla ville det gå nemt. Hun kiggede på Cal. Cal så trist ud. "Er der noget galt?"

Cal skyndte sig at smile ``nej jeg har det fint, jeg har altid ønsket mig en søster eller bror, min bedste veninde vi var blodssøstre, men hun var virkelig led da hun så mit mærke. Ryan lyder som en sej bror at have.`` Cal var ikke så glad for at huske på hendes veninde og hvad hun havde gjort, hun lod sig ikke vise sine følser igen. Kaykay skulle ikke se hendes følser.

"Hvor forfærdeligt!" udbrød Kayla. Da Ryan som den første havde set hendes mærke var han kommet hen og krammet hende og hviskde at alt nok siulle gå og at avn altid ville elske hende. Hun slilede ved minder. "cal, du skal bare sige til hvis du en dag vil snakke om det" sagde hun og krammede Cal. Hun trak sig tilbage og smilede varmt til Cal. "Jeg vil altid være her for dig" hin mente hvert et ord. Endnu en ting som hun havde lært af Ryan; vis medfølelse. Hun smilede igen til Cal.


//Beklager for fejl, skriver fra min ipod

//helt i orden kender det godt.

Cal var rørt. hun krammede Kaykay hårdere ind til sig, ``jeg skal nok sige til når jeg vil tale om det, indtil vidre så håber jeg på det bedste. håber Ryan snart kan komme herned, vil gerne møde ham hvis du vil præsentere mig `` Cal smilede til Kaykay.

Hun grinede lidt. "Selvfølgelig skal du møde ham!" sagde hun og kiggede på Cal. Ryan ville elske hende! Det var Kayla overbevist om. Kayla var allerede blevet ret glad for Cal, så det ville Ryan også blive. Ingen tvivl om det. Hun kiggede frem for sig. "Jeg håber også snart han kommer, men jeg tror desværre der går noget tid" sagde hun så. Hun sagde det så lavt at hun ikke var sikker på om Cal hørte hende.

Cal hørte det, `` jeg er sikker på at han skynder sig så meget han kan`` hun følte sig pludselig træt, årh shit nu kommer mørket tænkte Cal, hun måtte handle hurtig. ``Kayla om lidt besvimer jeg, det er ånderne du ved. jeg taler usammenhængende du skal tale til mig, hele tiden, så kommer jeg tilbage men lad mig ikke være alene. og hvis min vertrækning bliver svag så giv mund til mund metode.`` hun nåede lige at sige det inden hun faldt om på gulvet, talen begyndte. hun kunne ikke mærke noget. det sortnede for hendes øjne.

"Cal hva..." nåede hun at sige før Cal faldte om. Kayla faldt på knæ ved siden af hende og tog hendes hånd. "Cal, vågn op. Kom nu Cal!" hun blev ved med at tale. Hun ville ikke lade Cal være alene. Kayla lyttede til Cals vejrtrækning, den lødstadig normal. Hun talte stadig indtrængende til Cal. Hun ruskede lidt i hendes skulder. " Kom nu Cal!"

Cal kunne høre ånderne hun så hvad de viste, det var ikke noget godt. hun råbte ``NEJ,NEJ. lad mig gå og jeg vil ingenting gøre for at hindre det.`` hun begyndte at græde, hun slog over på det sprog der lød uforståeligt for andre og begyndte at treygle åndrene. hun mærke Kaylas hænde, hun åbnede øjnene, ånderne havde sluppet hende, hun var meget heldig og meget stærker end dem, gi det pludselig op for hende, hun kastede armene omkring Kakays hals og begyndte at græde, hun var helt ude af den.

Kayla greb Calla og slyngede armene tæt om hende. "Såså, du er okay" sagde hun og strøg forsigtigt Callas hår, lidt ligesom på et barn. Hun smilede svagt. "Hvad sagde de?" spurgte hun stille. Hun havde aldrig haft med ånder at gøre, men hun var temmelig sikker på at de havde talt til Calla. Lige nu var hun bare glad for at Calla var okay, men hun var også lidt nysgerrig.

Cal var fuldkommen paf, ånderne havde sagt hun skulle dø, hende dø, utroligt, men hun havde altid været svag. hun så roligt på Kaykay. ``ånderne sagde jeg skulle dø, men de sagde også at jeg kunne ændre det. jeg ved bare ikke hvordan. jeg må have fat på min moster.`` hun kiggede på Kaykay, hun tænkte på dem, det var ikke de ånder der plejede at være der. ``Kaykay det var mine forældres ånder, mine forældre fortalte mig at jeg skal dø`` hun var på grådens rand.

Hun stirrede måbende på Calla. Hun sagde ikke noget, hun havde lidt problemer med at finde sin stemme. Hun trak vejret dybt og prøvede at få ro pi sig selv. Hun lukkede munden, men sagde stadig ikke noget. Cal måtte ikke dø! Kayla ville hjælpe hende, det ville hun virkelig, men hun anede ikke hvad hun skulle sige. Hun kiggede bare på Cal og blinkede et par gange.