faretvild (Åbent)

hun gik ned langs de mørke gange og lod hænderne glide over de rug mure. Karttriona gik og hørte musik, og nynnede med på sangen da hun pludselig faldt. Hun rejste sig op og kiggede ned af sig selv. hendes knæ var fuldstændig rævet op det gjorde skide ondt. "AV for fanden!"
hun slæbte sine ben efter sig. til sidst kunne hun ikke længere hun satte sig ned og begynte og hulke. " lad vær' dit fjols tag dig sammen! rejs dig op... tag dig sammen der er ikke noget at tude over!" råbte hun til sig selv men det hjalp ikke. hun græd bare enu mere. hendes maskar løb ned over kinderne. hun ville hjem, hjem i sin bedste veninde, have at alt var som før... eller næsten. hun ville ikke tænke på det, hun ville hen på hendes værlse... men hvilken vej! SHIT!!!

Kayla gik rundt på gangen. Hun så sig omkring og smilede. Hun kunne godt lide at være her på skolen, her var rart og folk var venlige. Hun nynnede med på sangen i sine høretelefoner. Kayla hankede op i sin taske. Hun fik øje på en pige lidt væk. Det så ud til at hun var kommet til skade. Hun gik der over. "Hey, er du okay?" spurgte Kayla. Hun kiggede på pigens ben og gispede forskrækket.

Hvem var hun? hvad lavde hun her? der var SÅ mange spørgesmål. hun gispede og kikkede forskrekket op. den pige hvem var hun. Kattriona havde lyst til at spørge hende men kunne ikke. det var som, ja... hun ikke kunne snakke. hendes knæ gjorde bare så ondt! "hej... hvem er du? Jeg har ikke set dig her før" hun snakkede hurtigt. " kan du hjælpe mig?"

Kayla kiggede på indgående på pigen. Hun så flink ud, men hvem var hun? Kayla hørte pigens spørgsmål og kiggede på hendes knæ. "Altså...jeg er bare mig. Ej jeg hedder Kayla. Jeg er rimelig ny" sagde hun, "hvad hedder du selv?" Kayla kiggede lidt rundt, og så tilbage på pigens knæ. Det så slemt ud. "Jeg er ikke sikker på hvad jeg skal gøre, men vi kan måske tage noget og binde om dit knæ" Det var et forslag, men Kayla var ikke sikker på hvor hun havde idéen fra. Hun smilede prøvende til pigen....

den pige hun... hun så bekendt ud i Kattriona's øjne. "jeg hedder kattriona, men du kan kalde mig Kat." hun smillede hun virkede venlig, men alligevel så... farlig. " ja hvis du har noget at binde om sit kæn så kan jeg gøre det... eller vil du?" hun prøvede at smille men det linede en grimasse. hun prøvede at rejse sig op, men det skulle hun ikke have gjort. med det samme faldt hun forover og harmrede sit knæ ned i gulvet igen. "AAAAAARRRVVV! Av for en i helved!" hun vendte sig om mod hende Kayla.

"Hyggeligt at møde dig, Kat" sagde Kayla og smilede venligt. Kayla så hende pigen falde. Kayla tog ved hendes albue og hjalp hende op og sidde. "Jeg har en trøje i min taske, tror du den kan bruges?" Kayla kiggede på pigens knæ og skar en grimasse. Det så virkelig slemt ud.

" Ja jeg tror det går" hun smilede. hun var måske ikke så farlig igen. " må jeg få den der trøje du har i din taske?" kattriona bed sine tænder sammen det gjorde virkelig ondt. hun ragte ud efter tasken.

Kayla trak sin taske lidt væk fra pigen. "Ja nu skal jeg finde den" svarede hun. Hun begyndte at rode sin taske i gemmen efter sin trøje. Den lå selvfølgelig i bunden. Hun trak den med besvær op og der faldt en masse papir med sangtekster ud. "Her" Kayla rakte pigen trøjen, og smilede lidt forlegent. Hun begyndte at samle papirerne op.

hun tog fat i trøjen. "tak. og undskyld jeg ikke spurgte." hun så lidt forlegen ud. "hov vent hvad er det? og må jeg rive trøjen i stykker så jeg kan binde den rundt og mit knæ? jeg skal nok give dig en ny." hun tørede øjnene, og kikkede på trøjen den var flot, det var måske lidt synd og rive den i stykker...

Kayla sænkede blikket. "Du må godt rive den i stykker og du behøver ikke give mig en ny" sagde hun med lidt grødet stemme. Trøjen havde hun enligt fået den dag hun blev mærket af sin bror. Hun havde jo fået så meget af ham gemmen tiden, men trøjen var bare noget særligt. Hun fik tåre i øjnene ved tanken om sin bror. Hun blikkede kraftigt for at få dem væk igen. Ryan var her ikke nu, så det nyttede ikke noget at græde. Især ikke når denne pige, Kat, havde brug for hjælp. Kayla kiggede op og smilede svagt.

"okay, men jeg indsistere på at give dig en ny." sage hun glad. hun tog fat i trøjrn og hev. Den knasende lyd var for færtelig, men hun skyndte sig at hive den i stykker. da trøje var revet i stykker tog hun strimmlerne og bant dem om sit knæ. det gjorde forfærteligt ondt. hun gispede efter luft. da hun havde gjort det kom hun op og stå, kikkede hun på Kayla. "tak fordi du ville hjælpe mig." hun smillede af hele hendes hjerte. " Kan du hjælpe mig med 1 ting mere?"

Hun så trøjen blive revet i stykker og for hver gang den forfærdelige lyd kom skar det i hendes hjerte. Hun mindede sig selv om at være glad for at hun hjalp pigen Kat. Kayla smilede lidt mere sikkert og kiggede grundigt på Kat. Hun var rimelig pæn mente Kayla. Hun så på pigen. "Så lidt" svarede hun og smilede, "Ja det kan jeg vel" Kayla kiggede nysgerrigt på pigen. Hun var jo også den første person Kayla mødte her på skolen...

"ømm... det er lidt pinligt men kan du hjælpe med at finde mit værlse?" hun rødmede, meget. hun kikkede på det indbundet knæ. trøjen var ved at være bløt igenem.
"har du enlig været her længe eller er du lige kommet?" hun rejste sig op og begynte og gå...

"Jeg kan da prøve" svarede Kayla på spørgsmålet. Hun smilede svagt. "Jeg har ikke været her vildt længe, men lidt tid" Pigen virkede da sød nok. "Hvor kommer du fra?" spurgte hun af ren nysgerrighed. Hun smilede lidt størrer.

"jeg kommer fra tja... fra en skod by..." hun sagde det stille nærmest hviskende. hun drejede om et hjørne. "da jeg blev mærket var det som at komme i til et bedre sted. Hjemme blev jeg slået og tæsket... det samme i skolen jeg sad for det meste for mig selv og havde ikke rigtigt nogen venner... jo jeg havde en bedste veninde."
hun kikkede på Kayla. hun havde tåre i øjnene. "hvad med dig?" hun tørede tårende væk og kikkede igen på Kayla.

Kayla kiggede forskrækket på pigen. "Det var da forfærdeligt!" udbrød hun. Hun overvejede at klappe Kat trøstende på skulderen, men det virkede for plat. Hun kiggede lidt rundt og sukkede svagt. Så fæstede hun blikket på Kat. "Jeg kommer fra Italien. Jeg borede der sammen med min mor, far og min tvillingebror Ryan. Min familie er vist flyttet derned igen, men jeg er ikke sikker, Ryan skriver ikke så meget mere" hun fik lidt tåre i øjnene. Ryan var jo hendes et og alt! "Har du stadig kontakt til din bedste veninde?" spurgte hun så for at lede emnet væk fra hende selv.

hun kikede på kayla. "nej det har jeg ikke. den dag i klassen hvor jeg blev mærket, var den bedste og DÅRLIGSTE dag! iklassen sad jeg nede i mit hjørne og læst da han pludselig kom ind i vores klasse. min lærer råbte mit navn ud over hele klassen. da jeg rejste mig kom han også gåenden ned mod mig. han pejede på mig eller retter sagt min pande. min pande gjorde forfærdeligt ondt. alle i min klasse iginte af mig. jeg græd og græd. da jeg kom hjem, gav min far mig den største lusing jeg nogen sinde havde fået. jeg løb op på mit værlse og blev ringet op af min bedste veninde. hun sagde at vi ikke kune være venner mere pga. mit mærke jeg havde fået" hun sluttede sætningen af med et suk.

Hun kiggede på Kat. "Hun lyder ikke som en ret god veninde, ikke for noget" Hun sukker lavt og tænkte på hvis det havde været Ryan der havde gjort det mod hende. Hun blev hurtigt enig med sig selv om at det aldrig kunne ske. Han elskede hende og hun elskede ham. De var jo også forbundet gemmen blod. Hun smilede svagt ved tanken. Hun kiggede på Kat igen.

"hvad er det du smiller over?" spurgte hun smillene.
hun haltede lidt. det gjorde skide ondt i knæet. "AV forsatan! kan vi finde en rigtig forbinding?."

"Jeg kom bare til at tænke på min bror. Jeg savner ham helt forfærdeligt" svarede hun og kiggede ned på Kats knæ. "Jo det må vi hellere" Hun kiggede rundt. "Hvor mon de opbevare det?"

" din bror prøv at fortelle mere om ham, og jeg tror de gemmer dem i første hjælps kasserne" sagde hun med et grin. der var en kasse forende af gangen. hun tog nogle hurtige skrit og var henne ved kassen. hun tog en af de store bandager.
"hvar dan er det enlig at bo i Italien, og det var det du kom fra ik'." spurgte hun usikkert.

Hun trak lidt på skulderne. "Altså han hedder Ryan. Han minder rigtig meget om mig, det eneste forskel er at han er meget bedre til at skabe venner end jeg er" hun smilede lidt. Kayla gik med hen til førstehjælpskassen. "Det er rart. Dejlig varmt og sådan. Men jeg kan bedre lide at bo her" Nu smilede hun stort. "Fortæl noget om din familie" sagde hun og kiggede på Kat.

" okay, ham gad jeg godt møde." hun smillede til Kayla. da hun trak forbindingen af. det så slemt ud. hun tog forbindingen. imens snakkede hun:" Tja hvor skal jeg begynde jeg er ene barn og mine forældrer kune ikke rigtig lide mig. De ringer ikke en gang til mig, jo en gang da jeg var på hospitalet og skulle have sat mine knogler på plads, ellers havde de aldrig ringet til mig. jeg syndes det er skide tavligt. jeg glæder mig bare til jeg er blevet en varmpyr så kan jeg vise dem at deres´´udugelige´´ datter er blevet til noget stort." hun trak lidt på skullerne. "hvad lavede du i din fritid?"

Hun grinte lidt. "Tja det ville jeg også godt" hun smilede. Hendes smil falmede da hun hørte historien. "Det var da trist! Dine forældre kan da ikke være det bekendt!" Hun blev altid vred når hun hørte om forældre der svigtede deres børn. Det var bare ikke fair! "Jeg læser, spiller guitar og hænger bare ud med mine venner eller mig selv" Hun syntes selv at det lød ynkeligt. "Hvad laver du?"

"Jeg er... øm... Tja før jeg begyndte her var jeg for det meste i svømmehallen og trænede tli stævner... jeg var faktisk blevet rigtig god til det." fortalte hun. "Ellers læser jeg og ikke så meget mere."

"spiller du guitar. det lyder da helt vildt fedt. kan jeg høre dig spille senere" hun smillede.