Afslappet - åbent

Sted: Nordfløjen, et sted på gangene
Tid: Aften
Omgivelser: Elever går sommetider forbi
Vejret: Sne, sne, sne.

Gangene lå ødede hen. Det eneste der nu hørtes var en ung piges hastige skridt. Fierra Lavasprings havde bestemt ikke regnet med at blive udvalgt af så mange hundrede, tusinder og milloner af børn. Hendes liv var blevet planlagt helt ned til hver mindste detalje, men mulighederne var væk nu. Nu skulle hun leve som en yngling og udvikle sig til en vampyr, hvis hun altså overhovedet overlevede forvandlingen. Hun sank en klump i halsen. Hun havde endnu ikke været vidne til et dødsfald, men var mildest talt skrækslagen. Det ukendte var skræmmende. Hun stoppede op og lænede sig op af en væg. I starten ville hun ikke. Hun prøvede at stritte imod, hvilket ville betyde døden. Det var umuligt at stritte imod. Men nu havde hun langsomt vænnet sig til tanken om at hendes tidligere liv aldrig ville komme flyvende tilbage. Dette var hendes skæbne og hun burde være stolt! Og stoltheden var så småt ved at komme, den halede ind på hende og hun ville eller ej! Hun snappede efter vejret og kunne mærke at tårerne pressede på. Hun ville ikke vise at hun var svag, ikke her. Den eneste grund til at hun var så bedrøvet var enkel, men forfærdelig: Ensomhed. Hun ville så gerne lære andre at kende, men hun var bange for at lukke dem ind. Bange for at blive såret i sidste ende... Nej, Fierra Lavasprings plejede at være en livsglad og positiv pige, men det nye liv havde vendt op og ned på hele tilværelsen. Det er nu eller aldrig, tænkte hun. "Nu," mumlede hun beslutsomt. Nu ville den gamle Fierra så småt vende tilbage.

Røgen gjorde den unge dreng utrolig afslappet og komfortabel, da han tog et sug af cigaretten. Han var blevet forbudt at ryge indenfor, men hvis der alligevel ikke var nogle mennesker på denne gang, hvad var der så galt i det? Hellere dette end at stå udenfor i sne og kulde.
Der lød pludselig hastige skridt på gangen, og Perceval trådte et skridt tilbage, så han nogenlunde ville være gemt i skyggerne. Hvis nu det var en vampyr. Men hvis det var tilfældet, gjorde det ikke så meget - det var ikke noget de tog så hårdt på. Det var før sket, at han var blevet taget i at ryge, men der var han bare blevet bedt om at slukke for den.
Hans blik gled hen på den nyankomne pige, som syntes at være ukendt. Perce havde i hvert fald ikke set hende før. Det så ud som om hun var rimelig frustreret, så da hun pludselig sagde nu, slukkede han skoddet, og smed det i skraldespanden ved siden af ham. Så gik han, med rolige skridt, ud fra skyggen og spurgte kækt: "Hvad nu? Hans smil var venligt, så hun forhåbenligt ikke ville blive forskrækket, for ærlig talt syntes han hun lignede der var ude af balance. "Mit navn er forresten Perceval," præsenterede han sig med samme, venlige smil, mens han stak sin underarm frem, for at hilse på hende.

Fierra havde godt bidt mærke mærke i den svage lugt af røg, men det var ikke noget som hun tænkte yderligere over. Hun havde fornemmet hans tilstedeværelse, før at han gav sig til kende. Han havde tydeligvis stået her mens hun havde ført en mental samtale med sig selv. Indeni sukkede hun, men udenpå blottede hun ikke sine følelser. Langsomt hævede hun øjenbrynene. Hun havde mest af alt lyst til at komme med et spydigt, måske maliciøst svar, men det var hun ikke i stand til lige nu. "Det vedrører sådan set ikke dig," svarede hun i en venlig tone. Personligt. dog i en en det var hun ikHun rømmede sig og prøvede at præstere et venligt smil "Godaften, Perceval. Vi mødes i glæde." Hun tog langsomt mod hans arm og sammen fremførte de den ældgamle vampyrgestus. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham nøje.