Still alive, but bearly breathing - Percie

Perceval havde endelig løsrevet sig fra den normale døgnrytme, og valgt at tage på biblioteket. Et sted han sjældent kom til dagligt, men hvis han havde brug for ro, var dette et glimrende sted at opholde sig.
Som sædvanligt bar han mørke jeans, en skjorte og sorte converse. Det var, hvad hans garderobe hovedsageligt bestod af. Hans kurs var sat mod den spanskprægede afdeling af biblioteket, hvor han, sjovt nok, havde tænkt sig at finde en bog på spansk. Ikke faglitteratur, nej denne gang skulle det være skønlitteratur. Han savnede det, at kunne fordybe sig i en anden verden, og glemme sin egen for en stund. Det var i hvert fald, hvad han syntes han trængte til. Elizabet havde været forsvundet, som dug for solen, hele ugen, og han vidste godt hvorfor. Det var på grund af ham. Han havde dummet sig gevaldigt!
Da de brune øjne fangede noget, som kunne ligne en mulighed. Bogens forside var brun og kedelig, og havde overskriften Caliente verano. Ikke den mest opfindsomme overskrift, men Perce valgte alligevel at tage den under armen, og bevægede sig så over mod lånecomputeren. Han nåede bare ikke så langt, da han pludselig stoppede op på grund af høj musik. Eller det vil sige, at musikken i sig selv kke var særlig høj, men siden at man kunne høre, at det kom fra høretelefoner, måtte den spille på fuld drøn. Automatisk fulgte han lyden gennnem det store, gamle bibliotek, hvor han til sidst endte i et lille hjørne. Og der sad Elizabet! Han sank en klump og overvejede kort at stikke halen mellem benene og skynde sig væk. Men så mandede han sig sammen og gik med beslutsomme skridt mod hende.
"Vi må tale sammen," sagde han bestemt, efter at have revet høretelefonerne ud. Og han ville ikke tage et nej for et nej! Han havde brug for at snakke.

Hun følte hvordan hendes earplugs blev flået ud. Hun stirrede forskrækket op på ham.
Hendes pupiller blev mindre og mindre, som om det røde opslugte dem.
''Vi to, har intet at tale om.'' Det var tydeligt hvor såret hun egentlig var. Uden at tøve rejste hun sig, mens hun stadig så ham i øjnene.
''jeg tror at du gjorde det rimelig tydeligt sidst, at du ikke regnede med at se mig sådan mere.'' Hun lukkede den bog hun havde læst i. Typisk hende at gøre alt så dramatisk.
Hun vendte ryggen til ham da hun stillede bogen tilbage på en hylde med selvhjælpsbøger.

Hun vendte sig igen mod ham. Ikke for at sige noget, kun for at se ham i øjnene.
''Måske havde Mortimer ret. Jeg er ikke det værd.'' Hun begyndte at gå, helt roligt.

Et højt gisp slap ud fra hans læber, da han fik øje på de røde øjne. Hvorfor var de røde igen? Efter en vis overvejelse besluttede han, at det nok var bedst at lade emnet ligge. Der var ingen grund til at bringe endnu et følsomt emne op, når hun var i det dramatiske humør, som virkelig tog livet af ham.

Som forventet var hun kold over for, hvad han sagde - det var tydeligt, at hun prøvede at holde en hardcore facade, men ærgeligt for hende at han så lige igennem den. Han kendte hende for godt. "Det svar kan jeg ikke acceptere," svarede han ærligt, og begyndte at følge efter hende. Bare hun ikke ville forlade biblioteket; så skulle han vælge mellem at lade bogen ligge, eller lade hende gå og finde hende på et andet tidspunkt. Men det ville jo være umuligt. Lige for tiden kunne hun godt sammenlignes med et stykke papir i viden; man vidste ikke, hvor man havde hende.

Da han kom op og gå ved siden af hende, forsatte han sin tale: "Du har slet ikke givet mig en mulighed for at give en forklaring. Så vil du ikke nok høre på mig? Bare i to minutter, så kan du gå." Han kiggede bedende på hende, men denne gang ville han heller ikke tage et nej for et nej. Hun blev nødt til at høre, hvad han havde at sige, selvom det nok ikke ville gøre den store forskel. Men det ville derimod lette en byrde fra hans hjerte og samvittighed.

Hun stoppede op, mens hun skar tænder.
''Hvad er det du vil!? Du fik lettet trykket, godt for dig! Men helt ærligt, så tror jeg ikke at vi har mere at snakke om Perceval.'' Hun så lidt ned. Hun følte sig allermest sårbar når hun så på ham. Som om hun kunne bryde grædende sammen på stedet. Hun havde ikke grædt, ikke over ham ihvertfald. Over at hun havde lade det ske, helt klart. Men hun fortrød ikke. Hun ville ønske at det skete igen og igen og igen. Han havde frembragt en følelse i hende, en følelse af et begær.
Uheldigvis var han som forbuden frugt, hands off!

Hun så hjælpeløst ned, prøvede at skjule sin tvivl.

Han sukkede og kunne virkelig ikke lide, når hun var i dét humør. Hvad var det - PMS? Det troede han nu ikke på, men det gjorde ham altid så tvivlsom og frustreret, når hun så hurtigt skiftede humør. Måske led hun af en eller anden form for humørsvingninger?

"Du skal bare lige vide... At dén morgen... Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det var helt ubeskriveligt," hakkede han og kiggede ned i jorden. Han skulle have forberedt sig bedre og tænkt mere over, hvad han dog skulle sige. Alligevel tog han mod til sig og forsatte forsigtigt: "Og jeg ved godt, at jeg sagde nogle dumme ting... Men jeg var bare så forvirret. Forfanden da, Eli - det var min første gang! Hvad havde du forventet? At jeg var fuldstændig afklaret med, hvad der lige var sket? Så må jeg desværre skuffe dig."

Han var røget længere og længere op i det røde felt, mens han havde snakket, og det var lige præcis, hvad der ikke måtte ske. Måske var det i virkeligheden ikke hende, der havde humørsvingninger, men ham selv. Han overvejede det kort, og troede faktisk godt, at det kunne være en mulighed. Men så rystede han på hovedet og kom tilbage til nutiden; det nyttede ikke noget at komme på sidespor. Så ville hun bare begynde at beklage sig over dét. Han sukkede.

Hun sagde ikke noget. Hun forblev tavs mens han prøvede at forklare sig.
Så lagde han kortet med sin første gang. Hun blev mere og mere anspændt.
Hun gik hen og satte sig i et vindue og stirrede udenfor. Hun gned arrigt sine tårer væk.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Heller ikke hvad hun skulle sige. Hun elskede ham. Hun ønskede kun at være med ham. Men hun vidste ikke engang selv hvordan.

Hun var forsat tavs. Uden at sige den mindste lyd, lod hun tårer fylde sine øjne.
Han vidste det jo ikke engang. Hun var bare endnu en pige, endnu en forbipasserende i hans liv. Hvorfor prøvede hun at holde fast i ham?
''E-er der mere du vil sige..?'' sagde hun næsten hviskende. Hun holdte sin stemme på et minimum. Hvis hun snakkede normalt ville hun bryde sammen igen.

Han stirrede efter hende, som troede han ikke sine egne øjne. Gik hun bare? Og græd hun?! Åh nej, han havde virkelig jokket i spinaten. Hans dårlige samvittighed forsvandt dog med ét, da hun sagde noget, som han syntes var meget uforskammet.
"Undskyld mig? Jeg har lige sagt det, jeg har på hjertet, og du får det til at lyde som om det ikke er godt nok? Jamen undskyld det ikke tilfredsstiller dig med min forklaring. Men det er alt jeg har!" udbrød han arrigt og knyttede vredt sine hænder. Nu var det hende, der ikke var fair.

hun så bare ned. Hun gned tårerne væk igen. Det var tydeligt a det ikke var det hun havde ment. Hun så hen på ham, denne gang mens hun snøftede.
''Perceval, jeg tror ikke at der er mere at snakke om.'' hun så på ham endnu.
''jeg ved at det er frustrerende at jeg er sådan her. Og at jeg bare gik. Men en ting må du forstå ved mig, jeg flygter. Jeg tager aldrig kampen op.'' Hun vendte sig igen, og stirrede igen ud af vinduet.

Hun kunne have slået ham i hovedet, og det ville have gjort mindre ondt. Og det var efter hun havde sagt de ord, at han tog en beslutning og tog et skridt tilbage.
"Jeg ser ingen grund til at kæmpe så. Vi ses vel senere," sagde han og gik hen og lånte bogen, han havde under armen. Det var tydeligt, at han talte om, at der ikke var nogen grund til at kæmpe for at få stablet et forhold på benene.

''d-det var der vel ikke fra starten af...'' hviskede hun stille inden hun rejste sig, og gik ned til sit afsides hjørne af biblioteket. For hvert skridt hun tog, blev det sværere og sværere for hende at få vejret. Hun krøb sammen hvor hun havde siddet før, og prøvede at holde sin hulken tilbage.
Hendes tårer begyndte at tage farve efter hendes øjne og blev en smule mere røde for hver gang en ny trillede ned.

Hun opgav. Hun havde alligevel aldrig haft lyst til at have en at elske.. Eller det var det hun sagde, når hun vidste at ingen kunne elske hende.
Hun lagde sig i fosterstilling, på siden, mens de næsten blodrøde tårer gled ned på gulvet. Hun rystede lidt.
Hun havde ikke lyst til at ligge der indtil nogen fandt hende. Derfor rejste hun sig rystende og fik sine støvler af, så hun havde bare tæer. Derefter tog hun sin iPod og løb ud af biblioteket. Ud i kulden. Hun stod lidt og stirrede på døren til pigernes opholdsstue. Hun løb op mod sit værelse mens hun hulkede. I farten tabte hun sin iPod, som landede i sneen.