Første dag, første musiktime - Til Jameelah.

Pga. af de mange andre ynglinge, var det svært for hende at holde øje med Daliah, så derfor blev hun lettere forskrækket, da hun dumpede ned ved bordet og skubbede en bakke med mad over til hende. Hun lyste op, da hun så maden. "Var det hårdt at hente maden?" drillede hun og blinkede med det ene øje, for at vise hun kun sagde det i sjov. Hun begyndte at slubre nudlerne i sig. Godt nok var maden sund, men det smagte helt vildt godt. Og desserten så heller ikke værst ud. Det var hel klart den bedste hun havde set, i den uge hun havde været der.
"Har du fået af vide hvem, din værelseskammerat er?" spurgte hun nysgerrigt, mens hun fortsatte med at spise. Dog holdt hun en kort pause, for at pille elastikkerne ud af sine rottehaler. I stedet samlede hun det lange, lidt tykke hår i en hurtigt knold og fortsatte med at spise.

"Nåårh, jeg klarede det fint, gjorde jeg ikke?" grinede hun, og stak gaflen ned i sit nuddelbjerg. Det var også på tide at hun fik noget mad. Hun var mega sulten. Og så elskede hun chai-mad, næsten lige så meget som burgere. Det tegnede til at blive et godt ophold, det her.
Hun rykkede sin stol længere ind til bordet, så hun ikke tabte nudlerne imens hun spiste. Hun skubbede tasken længere ind under bordet, så ingen ville kunne tage den, men også så hun sad bedre. Hun elskede den taske, og havde haft de i snart fem år.
"Værelseskammerat.." mumlede hun for sig selv, ligesom for at få det ind i hovedet, imens hun tyggede på sin mad. "Ypperstepræstinde-et-eller-andet, sagde at hun ville vise mig rundt i morgen.. Jeg mener aften.." hun smilede lidt undskyldende. "fordi hun havde et meget vigtigt møde med Lederen af Nattens døtre. Sommer Sumarum, jeg ved ikke hvem min værelseskammerat er." Hun strøg noget af det røde hår væk fra sit ansigt, og så på Jamm.

"Jo, man skulle tro du var vant til sådan et mylder" grinede hun og tog en lille bid af sin dessert, bare for at smage på den og se om hun kunne lide den. Som forventet smagte den fantastisk. Derfor skubbede hun den til siden, for at gemme den til når hun havde spist sine nudler. Alene det at de fik dessert, var jo nærmest en sensation. Måske var den sundere end den så ud? Det måtte den være, for ellers ville de sikkert ikke få den serveret.
"Ypperstepræstinde Clary" sagde hun med et smil. Hun kunne meget godt lide deres ypperstepræstinde. Godt nok, havde hun kun snakket med hende en gang, da hun ankom, men hun virkede som en meget venlig person. Det skulle ypperstepræstinderne vel også være, for ellers burde de jo ikke være præstinder. Sådan så hun det.
"Fedt" sagde hun og smilede glad til Daliah. "Jeg har ikke nogen værelseskammerat" sagde hun med et skuldertræk og slubrede nudlerne i sig.

"Tja, der var ret mange på min gamle skole." Hun trak på skuldrende, og smilede barnligt. Den gang havde hun bare skubbet til dem, hvis hun skulle forbi. De så hende allerede som en skør snegl, så hvorfor ikke bare vise dem at de havde ret? At hun var en freak, og hun havde brugt hele sit liv på at lede efter et sted som hun passede ind. Og for tilsidst at finde ud af at hele hendes liv bare havde en rejse imod at blive Mærket, blive en blodsuger.
Hun slubrede de sidste nudler i sig, og slikkede noget sojasovs af sine læber. Hendes veninde havde været meget jaloux på hendes læber og øjenvipper. Hun havde kommenteret hendes læber en dag til poesi, på en meget poetisk måde. Noget med rosenblade. Daliah var ikke et sekund i tvivl om at Ophelia ville været blevet en utrolig smuk vampyr poet, Poet til Gudindens ære, helt sikkert. Ophelia havde også altid lignet en vampyr; kort, sort, pjusket hår og dybe, mørke øjne. Minderne bragte næsten tåre frem i Daliahs øjne, men hun havde øvelse i at holde dem på afstand.
"Hvis du ikke har en værelseskammerat, så håber jeg at jeg kommer i samme værelse som dig, Jamm." sagde hun ligeud, og skammede sig slet ikke over at kalde Jameelah for Jamm. Hun gav altid sine venner de sjoveste navne. Ophelia havde heddet Offe, eller Oline.

"Jeg ved ikke med dig, men jeg savner ikke min skole" sagde hun med et lille smil og proppede de sidste nudler i munden. Hun savnede ikke sin skole, måske mere de få personer, som havde været hendes venner. Og hendes familie selvfølge, dem savnede hun meget. Men de ville komme og besøge hende hver måned, det var hun glad for. De var ikke blevet så skræmt, af alt det vampyr noget. Jo, hendes lillebror en smule, men han havde jo ringet til hende i sidste uge, for at fortælle hende at han ikke var bange mere. Kun hvis hun lovede ikke at drikke hans blod. Det var et nemt løfte at holde. Alene tanken var frastødende for hende. Specielt når hendes lillebror var hendes bedste ven. Hun savnede hans mørke hår, mørke øjne og sådan set bare ham! Det ville helt sikkert blive hårdt.
"Håber jeg også! Det kunne være så fedt, Lia" sagde hun og smilede stort til hende. De havde måske kun kendt hinanden et par timer, men de klikkede. Og de havde kælenavne til hinanden. Noget sagde hende, at de ville have det godt sammen, hvis de kom til at bo på værelse sammen.

"Heller ikke mig. Der er ikke noget jeg savner." Hun smilede blidt, selvom det var meget svært. Tanken om den gamle skolen var brændt ind i hendes hjerne, og hun ventede bare på at de ville hele, og at hun ville blive lige så kold omkring det, som Ophelia havde været. Ophelia græd aldrig, og skreg aldrig af folk. Hun havde bare været venlig og sjov, og havde taget det med løftet pande.
"Men alligevel er jeg bange for at jeg ville komme til at savne Nattens Hus, hvis jeg tog væk herfra." Hun lagde hovedet på skrå, og smilede lidt bredere, på en barnlig måde. Det var utrolig at hun ville komme til at savne 'Blodsugernes Højborg', som hendes klassekammerater havde lavet bræklyde over. Tænk hvor ironisk. Dette sted var hundrede gange bedre end det gamle.
"Mmm..." mumlede hun bare, og smagte forsigtigt på frugtdesserten. Hun led af meget kraftig madallergi. Ja hun var faktisk allergisk over for alle frugter og grønsager, og alle dyr med pels. Men hun havde så svagt lagt mærket til at der ikke var sket noget da hun kom ind i Nattens Hus. Hun viste at der var rigtigt mange katte her, men hun havde ikke nyst en eneste gang. Måske forsvandt det, da hun fik Mærket.

"Det er faktisk underligt, at der ikke er nogen som spænder ben for mig" indrømmede hun, ikke den mindste smule flov. På en måde savnede hun det og på en måde ikke. Hun havde jo fået utrolig mange knubs af det, men det var bare som om der manglede noget. Måske hun skulle bede nogle elever om at spænde ben, for hende med vilje? Bare sådan så hun ikke savnede det alt for meget. Eller bede Daliah om at slå hende, hver gang hun kom til at savne det. Men det var rart, at hun ikke behøvede gå mærkeligt, fordi hun havde ondt i knæene og rende rundt med forbindninger hele tiden.
"Jeg ville nu gerne, besøge mine forældre og lillebror ind i mellem" mumlede hun og prikkede lidt til sin dessert. Hvis hun kunne komme hjem og besøge sine forældre en gang i mellem, ville det også være lettere for dem. Det var jo ikke fordi, at New York lå tæt på Tulsa. Faktisk en del stater væk. Det var jo nærmest en to dages tur for dem, at komme derhen. Hvis de var heldige kunne de nok nå det på en.
"Ved du om der er æbler i den her?" spurgte hun om desserten.

"Underligt?" Daliahs stemme dirrede. Tænk at nogle havde spændt ben for en pige som Jameelah. Tanken var hårrejsende. Hvor var mennesker bare noget fjolser af og til. Havde de da ingen samvittighed? Daliah havde lyst til at slå en eller anden meget hårdt i ansigtet. Hun knyttede hænderne om gaflen, og bed sig i læben. Hun fik træng til at beskytte Jameelah, ligesom Ophelia havde beskyttet hende.
"Der er da besøgsdage indimellem, ikke?" Personligt glædede hun sig overhovedet ikke til forældredag. Hun hadede sine forældre og håbede at de ikke ville komme. Der var ingen grund til at komme når de bare ville gøre livet surt for deres stakkels datter, familiens sorte får.
"Æbler?" mumlede hun fortvivlet. Æbler var noget af det værste man kunne give hende. Men normalt slog hun ikke ud når hun fik frugt og grønsager som var varmet op eller frosset ned. Hvis den her dessert virkelig var flamberet, så gik det nok.

Jameelah nikkede. "Ja, det er lidt som om der mangler noget" sagde hun med et skævt smil og lo. Hun tog det ikke så tungt. Dem som havde gjort det, ville sikkert bare have et nemt offer og så havde de valgt hende. Det havde hun accepteret, for hellere hende end nogen af de andre. Men hvem syntes egentlig at det var sjovt, når folk spændte ben? Åbenbart en hel high school, men de var tydeligvis ikke for kloge i hovederne.
"Det er vist en gang om månenden" hendes stemme var ivrig og hendes øjne nærmest lyste som julelys. Hun glædede sig virkelig til at se sine forældre og Mike igen. Hun ville gerne høre hvordan det gik derhjemme i Brooklyn og om alt gik, som det skulle med Mike, når hun ikke var der til at passe på ham. Eller han til at passe på hende, var det nok nærmere. "Jeg glæder mig" hvinede hun og prikkede lidt til desserten.
"Ja, er ret så allergisk overfor dem" sagde hun med et skuldertræk.

Daliah havde haft det lidt mærkeligt med at hun ikke vågnede op til skænderier, eller skrig. Det var på en måde dejligt, men på en anden måde forkert. Hun skulle lige vende sig til det. Det var ligesom det anderledes døgn. Nu stod hun op til græshoppernes sang, ikke fuglenes. Hun havde trængt til at få vendt op og ned på det hele, få en omvæltning og komme væk fra sin familie, men det her var meget specielt. Dette var det hele. Intet var normalt.
"En gang om måneden?" spurgte hun overasket, og prøvede at skjule sin forfærdelse. "Det.. det er meget tit, syntes jeg." Hun fik sin stemme under kontrol, og smilede skævt igen, men tanken var hårrejsende. Hun havde håbet at slippe for sine forældre i så lang tid som muligt, men det ville det her ødelægge fuldstændigt!
"Jeg tror at der er æble i." sagde hun, imens hun rodede lidt rundt i bunken af frugter, for at finde ud af om der var nogle æbler. "Jeg er også allergisk over for æbler - og mange andre ting for den sags skyld - men det plejer ikke at være så slemt når det har været opvarmet." Hun havde ingen problemer med at snakke om sine ... handicaps - kaldte hun dem - sammen med Jamm. Det var nemt at snakke med hende. De to klikkede bare sammen.

Jameelah nikkede. "Ja, jeg glæder mig til min familie kan komme og besøge mig.. Det er så længe siden, jeg har givet min lillebror et kram" lo hun. Hende og hendes lillebror Mike, havde et virkelig tæt forhold. De kunne snakke om hvad som helst, men der var dog nogle emner, hun gik udenom pga, af hans alder. Godt nok var han 13, men der var altså nogle ting, han ikke behøvedes vide alt om. Hun var en smule overbeskyttende over for ham.
Hun skubbede desserten til siden. "Jeg kan overhovedet ikke tåle det, eller lide det. Min tunge svulmer op og blir' tre gange så stor som normalt" grinede hun og skar en grimasse. Heldigvis var det mange år siden, at de sidst var sket.

Tanken om at Jameelahs tunge blev så stor hun hun sagde, var så sjov at hun grinede. Det var en dejlig følelse, endelig at grine igen. "Din lillebror siger du? Jeg har også en lillebror. Hans navn er Julian, og han er vist lige fyldt 13." Hvis hun havde ret, så havde han fødselsdag midt i måneden. Men det betød ikke så meget for hende. Hun have ikke elsket ham. Han havde været en møgunge, bare uden nogen form for familiekærlighed.
"Fortæl mig om ham." sagde hun med et smil, og lod hovedet hvile på knoen.
Hun rodede frugten, og fandt noget jordbær. Hun puttede det i munden, og smilede. Vampyrer var virkelig gode til at lave mad. Det smagte godt, og det var meget sødt.

Det var egentlig underligt, at de havde så mange ting tilfælles. Men alligevel var det på en måde også ret rart. Så var der i hvert fald en, som forstod en. "Min lillebror hedder Mike og er også 13" sagde hun smilede. Ret sjovt tilfælde. At begge deres brødre var 13 år. Måske ville de komme meget godt ud af det med hinanden? Hun vidste det ikke, for hun kendte jo ikke Lia's lillebror overhovedet.
"Han er udadvendt, hjælpsom og utrolig glad. Har dejligt mørkt hår og mørkeøjne, ligesom mine.. Vi kan snakke om alt sammen, og han er min bedsteven" fortalte hun og tænkte på sin lillebror. Det ville blive rart at kramme ham igen, når han kom og besøgte hende sammen med deres mor og far. Faktisk ville det blive rart bare at se dem alle sammen igen. "Og selvom jeg prøver at beskytte ham, ender det altid med at han beskytter mig" sagde hun med et skævt smil.

Daliah klemte øjnene sammen, og bed sig i læben. Hvor var det bare dårlig fordelt. Hendes lillebror var såååå sød, og Daliahs var ondskabsfuld. "Min lillebror er temperamentsfuld, og elsker at være på toppen." Hun løftede øjenbrynene, og så ned i sin mad.
"Det eneste jeg ønsker er at han ændre sig, og bliver bedre nu hvor jeg er væk."

//Jeg bliver lige nød til at smutte.//

"Jeg vil gerne dele min lillebror med dig, selvom jeg er sikker på din lillebror ikke er så slem" sagde hun og smilede opmuntrende til Liah. Det var typisk hende, at være så optimistisk. Hun ville helst se det gode i alting og det så hun som en slags fordel. Men det var også en af hendes store svagheder, for med sin optimisme var hun jo også sindsygt naiv.

//Ok og undskyld, min krea døde lidt//

"Tak fordi jeg må låne din lillebror." Hun kunne ikke lade være med at grine igen. Det lød altså mærkeligt, men det gjorde hende alligevel glad. Hun sank sit sidste mad, og stablede sine ting sammen på bakken så det var nemmere at aflevere. "Klokken er mange, og vi skal snart have den næste time." Hun rejste sig og så imod døren hvor der var en masse andre ynglinge. Hun skulle stadig prøve at vende sig til alle de halvmåne formede Mærker i panden på alle eleverne. Hun vendte sig om, og så på Jameelah med et varmt smil.

//Jeg føler mig også helt vildt.. uden krea T _ T//

"Det var så lidt" lo hun og stablede sine ting op på bakken, ligesom Daliah. Det ville lettere og hurtigere at aflevere det, når de skulle ud af spisesalen. Hun fandt sin taske frem fra under bordet og tog den på skulderen. Rejste sig så op. "Desværre, det var ellers hyggeligt" sagde hun og smilede venligt til hende. Håbede lidt de skulle have samme time igen. Det kunne være ret fedt.
"Hvad skal du ha' i næste time?" spurgte hun og begyndte at gå med sin bakke hen mod udgangen.

Daliah havde lagt bakken og service på det sted man skulle aflevere det. Tasken hang over hendes skulder så hun kunne åbne den og se på hendes skoleskema som hun havde lagt dernede. "Jeg skal have poesi." sagde hun og så på Jamm igen. Hun håbede virkelig at hun også skulle have poesi, for hun ville helst ikke være alene. Og det ville også være mere hyggeligt.
Hun rettede på sin uniform, og vinkede til en pige som hun havde mødt til Vampyrer og Samfund, som havde vist hende skabene og de andre nye ting ved Nattens hus, som var anderledes end på andre skoler. Hun hed vist noget med Monika, eller noget i den stil. Hun var okay sød, men lidt for distræt.

Jameelah stillede bakken fra sig, der hvor man skulle aflevere det. Så så hen på Daliah. "Heldige dig" sagde hun og grinede lidt. "Jeg skal have fægtning" mumlede hun og skar en grimasse. Hun glædede sig ikke lige frem til det. Mest fordi hun var sindsygt klodset og aldrig nogen sinde, havde deltaget i en eneste idrætstime på sine gamle skole. Hun havde altid faket en skade, så hun ikke havde behøvedes være med. Så havde hun siddet i musiklokalet i stedet. Men det ville ikke fungere her, for der vidste lærerne jo om man løj eller ej.
"Poesi er fedt! Glæd dig" smilede hun. Åbnede sin taske og tog sit skema frem, for at checke om hun virkelig skulle have fægtning. Hun studerede papiret et stykke tid og sukkede opgivende. Fægtning stod desværre som hendes næste fag.

"Fægtning. Det lyder mega spændende. Poesi lyder ellers røvsygt." Hun rynkede panden og lavede et meeeget trist ansigt. "Hvorfor miig?" spurgte hun teatralsk, og lod som om hun besvimede.
Hun trak op i tasken, og smilede til hende. "Jeg ville ønske at vi kunne bytte timer." sagde hun og trak på skuldrende. "Men mon ikke jeg overlever. Jeg er faktisk kommet til at kunne lide det her sted." Hun strøg noget rødt hår om bag sit øre, og stirrede på de andre. "Hele mit liv har jeg ledt efter et sted hvor jeg passer ind, og så finder jeg det. Et sted blandt mega lækre mænd, god mad og hvor pigerne bestemmer. Det er næsten som en drøm som går i opfyldelse."

Jameelah lo. Daliah var utrolig morsom! Hun var glad, for at hun var faldet over hendes taske tidligere. Klodsetheden havde gjort at de var blevet venner. Ret pudsigt. Måske kunne den alligevel bruges til noget.
"Liah, med min balance ender jeg med at skade hele min fægteklasse!" grinede hun. Det ville være så typisk, hvis det skete og ikke mindst voldsomt uheldigt. Men hvis læreren ikke var sådan en sur en, så skulle hun nok klare det. Hvad var det værste der kunne ske? At hun faldt? Det var jo sket så mange gange at hun måtte være ved at blive imum over for det eller noget i den stil.
"Vi har været heldige" sagde hun og blinkede med det ene øje.

"Det ville ikke undre mig, hvis din klodsethed viste sig at være en utrolig evne til fægtning. Du kan vakle udenom alle våbnene, uden at blive ramt." Hun fniste ved tanken, og tjattede blidt til hendes skulder. "Men mig og poesi... Jeg har ikke et ord i livet." Hun skar ansigt. "Jeg kan overhovedet ikke finde ud af at sætte ord sammen. Altså, ikke sådan i digte. Jeg kan godt skrive historier.." hendes stemme var drømmende ved de sidste ord. Hun havde skrevet meget for at flygte fra sit gamle liv.
"Vi har været meget heldige Jamm. Det var vi også fortjent. De bedste mennesker fortjener det bedste, og du er i hvert fald en god.. yngling mener jeg." Det var svært at vende sig til at kalde det ynglinge og vampyrer istedet for mennesker.

"Eller at den fik mig slået ihjel" sagde hun med et skuldertræk. Bare der var veste, så de ikke midt i undervisningen. Det ville være temmelig uheldigt. Og hvis læreren ikke kunne lide hende. Så var hun dødsdømt de næste fire år. Hun skar en grimasse ved tanken. "Poesi er ligesom musik, bare med ord i stedet for noter.." mumlede hun med et smil. Eller det var en måde at sige det på. Sådan så hun det og så blev det lidt nemmere at skrive poesien.
"Du er også en god yngling" sagde hun og tjattede Daliah på overarmen. Så kort op på klokken.

"Jeg tror ikke at der er nogen stor chance for at du dør." sagde hun med et bredt smil. "Jeg tror ikke at man kan dø af de der fleuretter-ting, tror du?" Hun rynkede panden. Det ville i sandhed være uhyggeligt. Måske skulle hun bare holde sig fra fægtning i så fald. Mon de var onde imod nye?
"Jeg er god til musik, men det er kun fordi min mor tvang mig til at prøve det, og så fik jeg en forsmag og blev glad for det. Utroligt, ikke?" Hun grinede skævt.
Hun trak sig ud på gangen sammen med Jamm og stod ved gangen og ventede på at hun fik lyst til at gå fra hende. I virkeligheden havde hun overhovedet ikke lyst til at være væk fra Jameelah.

"Tror du ikke også man har vest på? Ellers ville de da være uansvarlig" sagde hun og grinede. Mon ikke de nok havde en masse veste og masker, til at skulle beskytte ynglingene. Hvis en af eleverne døde pga. af at have været til fægtning, var der vel ikke særlig mange forældre, som ville have deres børn sent dertil. Uanset hvor meget de hadede dem eller ej. Det var hun ret sikker på.
"Musik er fængslende. Når man først er begyndt kan man ikke stoppe" mumlede hun. Hendes far havde også startet med at undervise hende i at spille klaver og så var hun bare blevet ved.
Hun fulgte med ud på gangen og stod lidt. Vidste ikke helt om hun skulle gå, eller vente på at Daliah gik.