Første gang i Drama klassen, hvilket drama!

Onyx forsøgte ihærdigt at få hendes åndedræt under kontrol. Episoden i litteratur timen havde været alt andet end heldigt.
Onyx fortrak klart at være lidt anonym her i starten, bare indtil hun ligesom havde lært hvordan ting skulle skæres her, hvordan etiketten var skruet sammen og så videre.Men nu havde hun da virkelig fået tiltrukket sig opmærksomheden, uheldigt efter Onyx´mening!
Der havde ikke været een i klassen der ikke så episoden hvoe hendes nye lærer på total urimelig og nedladende vis havde sat hende godt og grundigt på plads.Onyx mærkede varmen i hendes kinder,da hun tænkte på ham og blev herefter lettere irriteret...
Den skide vampyr...havde vampyrer virkelig stadig SÅ meget testeron tlbage i deres krop efter forvanlingen...åbenbart...?!
Onyx måtte huske at finde på en måde, en listig måde at få skovlen under Raphael på , hendes nye stupide ,helt urimelige og vanvittige øjeguf agtige lærer , hvis man da ellers var til den mørke og skide arrogante type.
Onyx huskede hvordan Raphaels blik havde virket gennemborende og på en måde næsten anmasende, men øjnene havde haft et glimt af noget andet også som Onyx ikke havde været i stand til at afkode, og det havde fået hende til at gå helt i baglås, foran alle de andre elever havde hun bare stået og taget imod al hans shit, uden at være i stand til at undskylde sig selv, uden at være i stand til at kunne forklare...pis...Onyx kunne virkelig ikke snuppe uretfærdighed.
Døren til drama lokalet gled op med en knirkende lyd og Onyx så sig undrende omkring med et spørgende blik..hvor var alle de andre, det kunne da ikke passe at hun stod alene i drama lokalet?...Havde hun misforstået noget eller...

//OOG. hej Onyx du skal huske Tid Sted Vejr og Omgivelser når du lavr et emne okay ? så det kommer til at stå sådan her;

Tid: 13;00
Sted; Drama klassen
Vejr; Kølig nat med få stjerner
Omgivelser; en masse andre elever

Onyx forsøgte ihærdigt at få hendes åndedræt under kontrol. Episoden i litteratur timen havde været alt andet end heldigt.
Onyx fortrak klart at være lidt anonym her i starten, bare indtil hun ligesom havde lært hvordan ting skulle skæres her, hvordan etiketten var skruet sammen og så videre.Men nu havde hun da virkelig fået tiltrukket sig opmærksomheden, uheldigt efter Onyx´mening!
Der havde ikke været een i klassen der ikke så episoden hvoe hendes nye lærer på total urimelig og nedladende vis havde sat hende godt og grundigt på plads.Onyx mærkede varmen i hendes kinder,da hun tænkte på ham og blev herefter lettere irriteret...
Den skide vampyr...havde vampyrer virkelig stadig SÅ meget testeron tlbage i deres krop efter forvanlingen...åbenbart...?!
Onyx måtte huske at finde på en måde, en listig måde at få skovlen under Raphael på , hendes nye stupide ,helt urimelige og vanvittige øjeguf agtige lærer , hvis man da ellers var til den mørke og skide arrogante type.
Onyx huskede hvordan Raphaels blik havde virket gennemborende og på en måde næsten anmasende, men øjnene havde haft et glimt af noget andet også som Onyx ikke havde været i stand til at afkode, og det havde fået hende til at gå helt i baglås, foran alle de andre elever havde hun bare stået og taget imod al hans shit, uden at være i stand til at undskylde sig selv, uden at være i stand til at kunne forklare...pis...Onyx kunne virkelig ikke snuppe uretfærdighed.
Døren til drama lokalet gled op med en knirkende lyd og Onyx så sig undrende omkring med et spørgende blik..hvor var alle de andre, det kunne da ikke passe at hun stod alene i drama lokalet?...Havde hun misforstået noget eller...

husk at skrive det sådan.. okay ?//

Natalie kom ind i drama lokalet. Overrasket over at der kun var en. "Hej" sagde hun så. "Har vi ikke lige haft en time sammen" sagde hun roligt. Kan du huske mig jeg kom for sent. Hun smilte igen sit hånlige smil.

Lettet over ikke at være den eneste i lokalet, længere smilte Onyx et skævt smil til den nyankommende smukke pige. " hej med dig, jo jeg tror vi kommer fra den samme time" svarede Onyx lidt genert.
Onyx håbede ikke pigen ville bringe episoden med Raphael på banen, for helt ærligt det var sku ikke videre heldigt at miste sit cool foran en hel flok ynglinge.
Men noget over denne pige der virkede interessant, Onyx fornemmede der var noget bag det smukke ydre, noget spændende bag det lidt hånlige smil... " Og hvem er så du "? spurgte Onyx interesseret.

"Jeg hedder Natalie" sagde hun med noget stadig lidt hånligt blik. Hun havde set hende i klassen. Hun var nok meget genert. "Vidste du virkelig ikke hvem jeg var" sagde hun overrasket. "Jeg mener altså jeg var ret ubehøvlede i litteratur" smilte hun venligt .Hun tænkte lidt at det var underligt hun ikke kendte hende. Hun havde jo fået alles opmærksomheden i timen. Den tanke fik hendes hånlige smil tilbage. "Du virker genert" sagde Natalie. "Hvorfor er du egentlig genert og er jeg for åben og ligefrem" Natalie var meget ligefrem om sine meninger. Hun kiggede spørgerne på pigen med sine smukke mørke øjne.

Åh jo, Onyx vidste hvem hun var, lige pt var tiden til at holde en lav profil og ikke gøre mere stads af sig selv end nødvendigt var, for Onyx havde en mærkværdig tendens til at blive draget ind i mange finurlige situationer og eftersom hun var ny her, havde hun bestemt lige at chille lidt og se de andre ynglinge lidt an.
Desuden fandt Onyx at de fleste ynglinge havde noget interessant og helt særligt over sig.
Mon det var derfor de var blevet udvalgt?
Hej Natalie, svarede Onyx, genert eller tilbage trukket,det er jeg indtil jeg kommer lidt under huden på nye mennesker sagde Onyx og smilede et tøvende smil.
men inden Natalie kunne nå at svare, spurgte hun med et frækt glimt i øjet ..." kræver du altid så meget opmærkssomhed?" spurgte hun oprigtigt.

"Jep" sagde Natalie med et smil. "Jeg elsker opmærksomhed og at pisse andre af. Hvad med dig. Når ja dumt spørgsmål for det ser ikke ud som om du kan lide opmærksomhed." Natalie kunne se hendes frække glimt i hendes øjne. Hun bliver mere modig over for mig tænkte Natalie. "Utroligt at du allerede kan have dit frække glimt i øjet. Er du allerede kommet under huden på mig." Natalie ville gerne få Onyx til også at være lige så fræk over for andre. Ja det var det Natalie ville gøre. Hun ville lære Onyx at få mere selvtillid. "Hvorfor har du ikke det frække glimt i øjet over for læreren." Sagde Natalie meget hånligt.

Onyx kunne ikke lade være med at smile , spørgsmålet kom lidt bag på hende.
"Det er kun til de særligt udvalgte" var det svar hun gav Natalie.
desuden var der noget ved Raphael der gjorde hende nervøs og Onyx kunne ikke begribe hvad det var der udløste denne mærkelige følelse.

"Hvilken ære." Jokede Natalie. "Jeg hjælper dig næste gang vi har litteratur." Det var det eneste Natalie kunne sige lige nu. Hun vidste ikke hvorfor.

Det vil da være cool, svarede Onyx og lød glad.
Hun besluttede at hun ville finde ud af mere om denne usædvanlige kække pige som Onyx var begyndt at finde interessant.
Måske var det den spæde start af en nyt venskab, hendes første her i Nattens hus, hvor sejt kunne det lige være!

Natalie smilte hånligt. "Jeg står bag din ryg men står du bag min." Sagde Natalie lidt ondt for at gøre Onyx nervøs. Natalie troede hun vidste hvordan man gjorde Onyx nervøs. Hun vidste da hvad der gjorde andre sure. Så hun håbede hun havde gættet rigtigt og håbede Onyx blev lidt nervøs.

Onyx lagde sit hoved lidt på skrå og kiggede undersøgende på Natalie.
" Jeg bakker altid dem op , som har været der for mig ! " svarede hun Natalie og løftede et perfekt formet øjebryn.
Hjemme på den gamle skole havde Onyx været meget populær , netop af den grund at hun var en vældig loyal veninde.det vil sige lige indtil den dag, med den underlige oplevelse..

"Fedt."Endelig smilte Natalie venligt. Så tog hun sin guitar frem og begyndte at sidde og spille/synge.

Onyx der iøvrigt var rimelig velbevandret i musikkens univers, lyttede betaget med.
Det måtte helt klart være en "tune" Natalie selv havde komponeret, Onyx kunne i hvert fald ikke huske nogensinde at havde hørt den før.
"Sig´mig, er det noget du selv har skrevet" ? Spørgsmålet blev stillet til Natalie der sad med ryggen til Onyx

Natalie stoppede med at spille. "Nej det var en sanger der aldig fik en chance for at spille/synge sin musik/sange." Natalie blev lidt trist. Hun kiggede igen på Onyx. Natalie havde ikke krafter til at holde hendes hårde facade.

Da Onyx så paraderne falde hos Natalie. mærkede hun et stik i sit hjerte, natalies ansigt var uden det hånlige islæt hun så ofte havde, og hun var faktisk endnu mere køn, som hun sad der ..
Der lå bestemt en historie der, tænkte Onyx medfølene, og uden at tænke over det havde hun rejst sig og stod nu foran Natalie.
"Den er virkelig smuk" synes jeg, sagde sagde hun varmt og forsatte stille.." var det en der betød meget for dig"

"Nej men det gør sangeren." Sagde Natalie trist. Natalie tænkte på hendes mor hun ikke kendte. Sangen var noget af det eneste hun havde fra sin rigtige mor.

Onyx bed sig lidt i læben, usikker på om hun skulle forsætte samtalen og sin spørgen.
" ok, sagde hun stille, og du- har du lyst til at tale skal du vide jeg godt vil lytte"
Det var det eneste Onyx kunne sige, hun ville nemlig ikke løbe den risiko at Natalie fik sit jern forsvar op igen.

"Jeg behøver ikke åbne mig for dig. Jeg skal nok klare mig. Det har jeg gjort i så mange år." Vrissede Natalie. Hun var igen bag den mur hun havde lavet omkring hende selv.

Onyx synes det var synd for Natalie, nu så hun tydeligt "den lille sårede pige" der gemte sig bag den hårde og hånlige facade.
Det betød at hun ikke var så selvsikker som Onyx først havde troet.
Onyx besluttede sig for at hvis Natalie nogen sinde kom i knibe, ville Onyx være der og hjælpe hende, efter alt, havde Onyx en stærk personlighed og var mentalt ikke lige til at bryde ned.
Oftes så folk bare at hun var genert,og mistolkede det for at hun var en stille og bly person.
Onyx var stærk, hun var bare ikke så opmærksomhedskrævende,ikke med mindre hun havde noget på hjertet.

Natalie kiggede ondt på Onyx. Hun havde lige fået Onyx til at tro at hun ikke var den selvsikre person. Natalie var den person. Hun var også den lille pige men det var bare en anden side. "Onyx du skal ikke tro at jeg er en lille pige. Jeg er stadig den du så i timen." Sagde Natalie koldt. Hun var ved at åbne sig for Onyx men det gik lidt for hurtigt. Onyx var okay men Natalie havde ikke respekt eller så meget tillid til Onyx. "Du skal ikke tro at jeg er så nem at have af gøre med." Sagde Natalie ondt. Onyx skulle ikke tro at hun var den lille pige. Natalie var den onde, kolde og selvsikre pige. "Min fortid skal du ikke blande dig i og jeg ved godt at det ikke var det du prøvede på." Natalie var stadig kold og ond.

Onyx smilte svagt, denne reaktion var jo at forvente. Fattet tale hun til Natalie, " du skal naturligvis kun fortælle hvad du har lyst til Natalie, det er jo ikke for at snage."
Onyx sank en klump, og forsatte" Det var kun fordi jeg kunne se du blev berørt, og jeg synes det klædte dig at lade facaden falde en smule" smilede Onyx imens hun overvejede hvor man kunne få stillet sin sult hurtigt.

Natalie var vred og ked af det. Hun ville ikke snakke med nogen. Lige pludslig begyndte hun at græde. Hun kunne ikke glemme sin fortid. Alt gik godt for hende men hendes familie var bare..... AAARRRGGG......

Onyx gik stille hen ved siden af natalie, hun vidste godt at hun løb en stor risiko da hun lagde hendes hånd på natalies arm.
"Natalie, det er okay...vi har alle noget med i bagagen, vi kender nok alle til smerte og sorg" Onyx stemme var grødet og udtrykte et realt ønske om at hjælpe natalie.Hun gav armen et lille klem.
" Er der noget du har lyst til, eller brug for så sig nu til, du behøver jo ikke altid klare det hele selv" forsatte Onyx. Hendes blik hvilede på Natalie og forsøgte at få øjenkontakt med hende.

"Undskyld jeg er så ond" Sagde Natalie stille

//Undskyld det er så kort//