Drama. Præcis som i mit liv for tiden.. - Perceval xD

Drama havde aldrig været en af Percevals favoritter, da han simpelthen ikke tog faget seriøst. Hver gang han prøvede at opføre noget, endte det oftest i et grineflip, som professoren - og ikke mindst de ambitiøse - bestemt ikke var tilfredse med. Men det var ikke noget han tog så tungt - det var da hyggeligt nok, selvom han til hver en tid foretrak musik. Det havde han dog taget en pause fra, af personlige grunde - et dødsfald i sin nærmeste familie. Guitarspil mindede ham bare om ulykken, så han ville vente lidt. Og siden at tegning var et no-go, blev det altså drama.

Han satte sig ved et tomt bord, og stirrede ned på bordfladen. Det var egentlig ikke fordi han var en loner - han var meget allround, hvad angik venner - han var bare ikke særlig populær i denne time, da han jo ikke tog det seriøst nok. De plejede egentlig at være to drenge, som spøgte med det hele, men ham den anden var vidst til noget familie tam-tam.

Hans tankegang blev afbrudt, da en pige han ikke kendte, satte sig ved bordet og præsenterede sig selv. Så hun var ny - det forklarede grunden til, at han ikke kendte hende, da han ellers syntes at kende langt de fleste.
"Hej," smilede han og tog fat om hendes underarm, da hun rakte sin arm frem. Så slap han den hurtig igen og forsatte: "Velkommen til... Mit navn er Perceval."
Så betragtede han hende lidt; hun havde langt, rødligt hår og et kønt ansigt med fregner, som han nu syntes var meget pæne. Og ikke mindst hendes mærke, som sad i panden.vHan kom til at tænke på, hvor gammel hun mon var, da hun ikke for ham så særlig gammel ud. Højst seksten år eller noget i den stil. Men hvad gjorde det også?

Det var nemt at se, at hun var nervøs og genert, men det var jo også helt forståeligt - det var trods alt hendes første skoledag. Eller det gættede han i hvert fald på. Det var altid svært at starte et nyt sted. Det havde det i hvert fald været for ham. Han havde altid været i trygge rammer, så at flytte til en helt ny stat og skole var et stort, skræmmende skridt. Og oveni havde han jo også fået mærket. Men det havde jo resulteret i noget godt - han elskede stedet her og ynglingene omkring ham.
"Det forstår jeg godt," nikkede han og smilede varmt til hende i et forsøg på at få hende til at slappe lidt mere af. Man kunne nu skimte et rødligt skær fra hendes kinder, så han skyndte sig at forsætte: "Men hvis du har nogle spørgsmål, eller bare brug for en ven, er du mere en velkommen til at komme til mig. Folk var rigtig gode til at tage imod mig, så jeg vil gerne give andre nye den samme oplevelse."
Så kom læreren ind i klassen og Perceval kløede sig lidt i sin krøllede manke, hvorefter han lyttede opmærksomt på, hvad der foregik. De skulle åbenbart se hende opføre et eller andet stykke, som alligevel ikke ville fange hans interesse.

Som sædvanligt sov Perceval næsten gennem professorens monolog. Han var dog også typen, som næsten altid sov. Hvis han havde en halv times fritid om 'eftermiddagen', kunne man ofte finde ham på sit værelse eller i opholdsstuen, hvor han sov. Søvn kunne man vel altid bruge. Eller også sad han og drak cola og spiste chips. Man kunne ikke ligefrem sige, at hans livsstil var sund, så det var bestemt heller ikke noget han pralede af, men sådan var de fleste drenge jo.

Efter noget, der virkede som flere timer, ringede klokken endelig, hvilket resulterede i et lettet suk fra Perceval. Det var endelig frokost! Han rejste sig med en pludsen energi og smilede over hele ansigtet.
Så kom han til at tænke på pigen ved siden af ham, som nok ikke havde nogen at spise med. Derfor kiggede han venligt på hende og spurgte: "Vil du med til frokost? Jeg kan desværre ikke huske dagens menu..." Så tog han sin gamle taske og svang den over sin ene skulder, hvorefter hans blik endnu engang fandt hendes. "Hvad så? Hvad siger du til drama?" Spurgte han kækt og regnede med, at hun var helt vildt med det, ligesom alle andre piger. En passion han simpelthen ikke forstod.

Hendes overraskelse kom bag på ham - havde hun virkelig troet, at han bare ville smutte og efterlade hende mutters alene? Det var heldigvis ikke tilfældet. Han skulle nok spise med hende - og måske kunne hans venner joine dem, hvis hun altså var frisk på at møde dem? Det kunne selvfølgelig godt blive lidt for meget, men han måtte se tiden an. Han var typen, der tænkte alt for meget på alt og intet.
Han kiggede interesseret på hende, da hun meget nervøst begyndte at formulere et spørgsmål. Hun stammede endda! Fordi hun havde været så nervøs, gjorde han sit bedste for ikke at komme til at grine, og bed sig derfor i læben. Det var det klassiske spørgsmål, som også havde fyldt hans tanker i sin tid.
"Nej, bare rolig. Vi får aldrig råt kød eller blod, men i stedet helt almindelig mad," forsikrede han hende med et selvsikkert smil, som forhåbenlig ville få hende til at stole lidt på ham, selvom det kunne være svært at stole på fremmede. Det gjorde han i hvert fald ikke selv.
Da hun så svarede på hans spørgsmål, smilede han skævt og klukkede indeni. Selvfølgelig kunne hun det! Det var for eksempel ligesom at langt de fleste piger elskede heste, og de langt de fleste drenge elskede motorsport. Dér var Perceval vel lidt af en outsider.
"Jamen det er jeg glad for at høre. Og bare rolig - dit talent skal nok få dig til at stå ud af flokken," sagde han nikkede. Så smilede han igen til hende og spurgte: "Skal vi gå?" Han havde knap spurgt, før han kom til at tænke på, om hun mon kendte vejen derned. Derfor begyndte han at gå, så hun bare kunne følge med.

Han lagde hovedet på skrå, og betragtede hende opmærksomt, da hun pludselig gik tilbage mod ham. Men så stoppede hun midt i sin bevægelse og hele situationen blev ret akavet. Hendes nervøsitet syntes at være tilbage, og han vidste virkelig ikke, hvad han skulle gøre for at hjælpe hende.
"Tja, det blev jeg også," indrømmede han og kløede sig forlegent i nakken. "Jeg tror at alle her på et eller andet tidspunkt også troede, at vi skulle spise sådan noget," forsatte han med et skævt smil.
Da hun så begyndte at snakke om hans kæreste, klukkede han og rystede på hovedet. Han vidste faktisk ikke præcist, hvor han stod henne. Om han var i et forhold eller ej. Men han valgte alligevel at svare: "Det tror jeg hun har det fint nok med. Ellers er det synd for hende - hun bestemmer ikke, hvem jeg snakker med." Han smilede skævt og forsatte så: "Og jeg er sikker på, at hun har det på samme måde." Det havde hun i hvert fald givet udtryk for en del gange. Men der havde det også været noget andet - det havde været dårlig selskab! Denne pige virkede meget flink og rar, så han kunne ikke se problemet i, at han snakkede med hende.
"Han lyder som en nar," sagde Perceval direkte og der var pludselig ikke et smil at spore på hans ansigt. Han var rimelig alvorlig, når det kom til jalousi - det var en slem ting, som aldrig førte noget godt med sig.

Så begyndte de at bane sig vej mod spisesalen, mens han pegede og fortalte om forskellige ting de passerede.
Da han kom ind i spisesalen, opdagede han, at de skulle have en eller anden form for pastaret, hvilket resulterede i et stort smil fra hans side af.
"Told you," smilede han drillende.

//Øhm, okay...//