Gud hvor tiden flyver! - Stephen

t omkring kl. 03:26
s musiklokalet, hvor ellers?
v det blæser utrolig meget udenfor. Nogen ville kalde det en orkan..
o her er helt tomt. På grund af blæsevejret er undervisningen aflyst.
p sorte tætsiddende jeans, korset uden noget indenunder. lange silkebånd op at armene. Sorte converse med blodrøde snørrebånd.

Nemesis sad på scenen i musiklokalet med en bas i skøddet. Hun sad og stemmede den, for at se om den nu engang var som den skulle være. Nogle førsteårselever havde leget med den, og nu var den helt til rotterne.
Hun sad og nynnede Dynamite imens. Selv samme sang kørte i baggrunden, da den sang havde de fleste akkorder til en bas i sig.

da hun ikke kunne sidde stille mere rejste hun sig og begyndte at danse til sangen. hun smilede nydende mens hun dansede rundt, hver trin mere yndefuldt end det andet.

Stephen havde været væk i lang tid. Han havde været ude og rejse. Det måtte han sikkert ikke, men nu var han tilbage. Han lignede sig selv ret så meget, ud over at hans hår var en smugle tyndere og havde fået lidt mere farve, ikke meget, men lidt.
Han havde en mørkeblå hættetrøje, med hætten hen over hovedet, nogle sorte sorte bukser, en hvid t-shirt inden under hættetrøjen og nogle sorte sneakers på. Hans tøjstil lignede ikke så meget sig selv som den havde gjort.
Hans blik var sænket da han stod ude foran døren til musiklokalet. Han kunne tydeligt hører noget musik, der blev spillet, han havde selv nogle høretelefoner i ørerne, og hørte lavt musik for at holde stemmer ude. Men det var ikke nogen som spillede, det var noget i en radio, eller noget. Han hævede sit ansigt og skubbede forsigtigt døren op og stak sit blege hoved ind af døren og så en pige stå og danse. Hun havde en god rytme. Han blik var dog et der ville få folk til at tænke at han var ligeglad.
Han trådte så ind og lukkede døren bag sig. Hans blik var stadig på pigen og på en eller anden måde, fik han den tanke at overraske pigen. Han begyndte forsigtigt at nærme sig pigen og stod under en halv meter fra hende, ventede bare på at hun skulle vende sig om, opdage ham og få et chok.

Nemesis dansede blot videre da hun bankede ind i armene på en ung mand. hendes blodrøde øjne havde været gemt af hendes hår det meste af tiden, men nu så hun direkte ind i den unge mands øjne.
''Stephen?!'' gispede hun, så lavt at han sikkert ikke ville kunne høre det for musikken. Hun blev stående, i få sekunder. Så bakkede hun en smule.
''jeg troede at du var rejst for evigt..!'' hun rakte sin arm frem, den formelle hilsen. Hun vidste ikke om han stadig så på hende som dengang i biblioteket.
hun rettede på sit tøj og skruede ned for musikken.

Stephen gik et halvt skridt tilbage da pigen stødte ind i ham og hætten faldt ned. ”Nemesis?” kom det lavt fra Stephen. Han havde et undrende blik i ansigtet. Som om hun snakkede et fremmet sprog til ham. Det var helt forvirrende at se hende igen.
Han satte hænderne i lommerne på sine bukser og kunne fingernemt slukke for sine høretelefoner. Nu havde han jo Nemesis til at underholde ham. Hun blev stående hvor hun var, men fjernede sig lidt fra ham. Stephen lugtede automatisk til sin hættetrøje, for at se om han lugtede. Men nej, han havde ikke ligefrem nogen lugt.
Han trykkede hendes hånd og bukkede blidt af hende. Den lille fantasi erindring lå stadig rimelig tydeligt i ham. Han kunne huske at han forstillede hende i fin kjole og håret sat op.
Han smilte ikke, som sædvanlig. ”Jeg troede heller aldrig jeg ville komme tilbage...” mumlede han, ”Men det kom jeg altså,” svarede han og slap hendes hånd.
”Men De er stadig lige så pragtfuld, som jeg husker dem, Nemesis,” han prøvede ikke at charmere sig ind på hende, han tilstod bare sin tiltrækning... Eller var det enlig ikke det samme?

hun så lidt ned på sine fødder. Hun havde helt ærligt ikke regnet med at se ham længere. Hverken ham eller sig selv.
Det var tydeligt at hans kommentar ramte et ømt punkt, da hun så ham i øjnene, vendte ham ryggen og gik mod scenen. Hun satte sig opgivende på den.
''pragtfuld? hvis jeg var pragtfuld, hvorfor rejste du så?'' mumlede hun, og satte sit hår op i en rodet knold for at holde håret væk fra sine øjne.
''hvorfor kom du tilbage, hvis du ikke selv ønskede det?'' hun lød lettere såret, uden egentlig selv at vide hvorfor hun reagerede sådan. Måske fordi hun følte at det var hendes skyld at Stephen havde forladt skolen.
hun så ned i gulvet, for ikke at se ham i øjnene. hun havde egentlig ikke retten til at stille ham alle disse pokkers spørgsmål, men hun ønskede svar. havde hun jaget ham væk? var hun skyld i at han kom tilbage.

Stephen havde sine øjne hvilet på hende. Da hun vendte sig kunne han ikke lade være, men gik i hælene på hende. Han stoppede lidt før scenen og lod hende sætte sig. Hans øjne hvilede stadig på hende. ”Fordi jeg blev nød til at komme væk,” svarede han hendes med en hård tone. Kunne hun mon huske at han havde nogle mentale fejl?
Hun nåede ikke rigtig at sige 'det' da Stephen afbrød hende: ”Hvem har sagt jeg ikke ønskede at komme tilbage?” igen var hans stemme hård, ”Jeg troede bare ikke jeg ville komme tilbage, jeg troede jeg skulle blive der ude, men jeg blev sendt her tilbage!” Hans stemme steg i tonelejet. Hun skulle være glad for at hun sad på scenen og ikke over for ham, så ville han have rusket i hende, og han ville have skreget indtil hun undskyldte for sit spørgsmål. Da han var færdig satte han sig ned på en stol tæt ved ham. Han lagde sin kolde brede hånd for hans øjne. Den dækkede næsten hele hans hoved. Man kunne høre at han trak vejret dybt. Han fjernede hånden, kiggede ikke op på hende. ”Undskyld,” mumlede han lavt.

hun rejste sig og gik hen foran ham, så ham dybti øjnene. ''tal. aldrig. sådan. til. mig. igen.'' hun prøvede at lyde hård, men man kunne tydeligt hører hvor tæt på grådens rand hun egentlig var.
''jeg kan jo tydeligt høre på dig at du ikke vil være her. Hvorfor blev du ikke bare derude?!'' nærmest råbte hun mens hun tog sine ting. den sidste sætning havde været svær at hører da hendes stemme hele tiden knækkede over i gråd. hun kunne virkelig ikke klarer at man råbte af hende.
hun satte sin vej mod døren. uden at se tilbage på ham. han havde fået hende til at huske hvorfor hun ikke længere så dem fra sit gamle liv. men at han, af alle hendes 'bekendte', skulle minde hende om dét, havde hun aldrig troet.
hun træk vejret rasende, indhalerende, mens hun gik. tårer sveg bag hendes øjne, pressede sig let vej frem til frit skue. hun stoppede op lige foran døren, satte sig med ryggen til ham og begyndte lavt at nynne. som en sindssyg kvinde, vuggede hun sig selv fra side til side og nynnede. minderne væltede ind over hende, gav hende lysten til at skrige af smerte og had. men istedet nynnede hun bare. det eneste lykkelige minde hun havde blev druknet i hendes nynnen. mindet af de tog sammen, hvordan han havde set på hende. hvordan han havde talt til hende. alt forsvandt, blev sort.
hun havde lært det for længe siden. at lukkede sine relativt unødvendige minder og følelser ude.

hun sad forsat på gulvet og vuggede sig selv. et sted, bag tårerne og nynnen, var der noget der bad hende op at rejse sig, og løbe tilbage i hans arme. noget der skreg i vildens sky at hun skulle undskylde for sin opførsel, og krybe tæt op af ham. men hvordan kunne hun dét? ham, der var skyld i hendes savn, sin længsel efter ham.
samtidig med alt dette krøb hun endnu mere sammen. stemmen i baghovedet skulle ikke vinde. hvis han ville have hende, måtte han vise det.
hans øjne stod pludselig skarpt i hendes erindring. gyldne, bløde og varme. bød hende velkommen ind i hans sjæl. hun blinkede sit mentale billede væk. så kom gråden, midt i hendes nynnen. det lød først som om hun var ved at druknes i sin gråd, men efter få sekunder græd hun, næsten lydløst.
hun hev ikke efter vejret, som hun havde gjort som barn. det var en behærsked gråd, en gråd der kunne få det til at løbe en koldt ned af ryggen. en panisk gråd, inderst inde.

Stephens blik blev ved med blot at kigge på hende. Fulgte hende som kunne han springe over hende. Præcist hvordan springe over hende, kunne man ikke se i hans hemmelighedsfulde øjne.
Han kommenterede ikke hendes hårde sætning og kunne tydeligt hører på hendes stemme at det var hårdt for hende.
Først da hun igen sagde noget, som hun jo ikke kunne vide med sikker hed, var det som om han virkelig holdte sin råben tilbage. De var som et gammelt ægtepar. Han undlod at sige noget. Det ville kun komme forkert ud af hans ynkelige mund. Hans gule øjne fyldtes straks med små tårer, da hun havde vendt sig om og gik hen mod døren. Dog fjernede tårerne sig automatisk, da han så, hun satte sig ned. Han lod hende sidde lidt. Vidste at hun skulle have lidt tid til at tænke over begge deres fejl. Han begyndte at gå over mod hende. Stephens sko gav den typiske lave lyd.
Han var omkring tre meter fra hende, og hun brød igen ud i gråd. Han stoppede kort op men fortsatte hen mod hende og satte sig på knæ foran hende, som skulle han fri eller tale pædagosik. Han lagde sin ene arm på sit ben og lod den anden være hårdt i gulvet. Hans blik var på hans hånd i gulvet.
”Nemesis,” kom det lavt ud fra hans mund. ”Hør på mig,” forsatte han.
Han kiggede op på hende, ”Jeg savnede at være her. Jeg har savnet skolen. Jeg har savnet dig!” han holdte en kort pause for at få noget mere på tungen, som ikke ville lyde forkert. Hans stemme var dybt seriøs og hård. ”Jeg har savnet den gang vi var sammen, der hvor vi mødtes,” kom han endelig. Han kiggede kort væk fra hende, og da han så på hende igen, lignede hun, som dengang, en smuk kvinde i den flotteste kjole. Dog hendes tårer skar igennem hans isende hjerte. ”Nemesis... Jeg vil gerne fortælle dig noget... Men det kræver at du lytter til mig,” sagde han pludselig og fiskede efter hendes blik.

hun så ikke på ham, hun kunne ikke. først da han begyndte at tale om den gang de mødtes, så hun op på ham. der var noget ved hans øjne, der endnu en gang sendte hende tilbage til biblioteket. hun rystede svagt tanken af sig, og så lidt væk fra ham. hendes ansigt var gennemvæddet af tårer. øjnene, der normalt var blodrøde, var gået over i en sygelig grå farve. det var en af de ting hun hadede ved sin krop. hun kunne ikke skjule det når hun græd.

''du har intet at sige til mig..'' hviskede hun endelig. hun så ham direkte i øjnene. ''jeg vil ikke høre dine ord Stephen.. Jeg er træt af ord..'' hun så ned og rejste sig op. hun brugte bagsiden af sin hånd til at tørre sine tårer væk fra sit ansigt.
hun rakte ham sin hånd, og fik ham op og stå. hun lagde armene om livet på ham, i et kram. ikke forsonende, nærmere i afsked.
''et menneske, der kan gå direkte hen og råbe mig i hovedet, er ikke et menneske jeg kan leve med..'' hun vidste godt at han ville blive vred over at høre det.
''jeg ved hvad du har været udsat for.. hvor meget pinsel du har måtte gennemleve. og fra det øjeblik jeg så dine øjne, vidste jeg at jeg elsker dig. desværre.... så er ikke det ikke nok at elske en i denne verden.'' hun havde sagt alt dette mod hans hals.
''jeg ved at du ikke elsker mig, for helt ærligt, hvem gør det? så lad være med at prøve at overbevise mig om andet, please? jeg er blevet løjet overfor mere end en gang på det punkt...''
hun kyssede blidt hans hals, og trak sig så tilbage, væk fra ham. ''jeg tror at det er bedst at jeg går nu..'' sagde hun så, toneløst, og vendte om for at gå tilbage efter sine ting

Stephen greb hendes hånd og kom op at stå. Han kunne mærke hendes arme om sig og hendes varme fugtige ånde mod sin hals. Hvis det havde været en hver anden, ville han strak være viget væk, men han lod være. Hans tanker galoperede af sted som gjaldt det liv eller død. Da hun vendte sig om greb han hendes hånd hårdt. Hans øjne hvilede på hendes. ”Jeg er ikke noget menneske mere,” mumlede han og gik over til hende. Stephens hånd holdte stadig om hende. ”Jeg er en yndling, og lige så er du.”
Han stod helt op af hende, næsten nærgående. Hans hjerne kunne ikke tænke mere og gjorde det hans tanker sidst, næsten hele tiden, havde sagt han skulle gøre. Han kyssede hende og lagde omhyggeligt sine arme om hendes, for at hun ikke skulle gøre modstand med hænderne. Om hun ville eller ej, nu havde han gjort det.
Det tog ikke lang tid før han afsluttede kysset, stadig tæt på hendes ansigt, og løsnede grebet om hende. Hun måtte gøre hvad hun ville. Slå ham, skrige, blot tage sine ting og gå eller blot at stå stille.

hun trak vejret i stød da han kyssede hende. hun havde ønsket dette længe, hver nat, og nu da han endelig gjorde det kunne hun ikke finde ud af hvad hun skulle gøre! hun bed sig frustreret i læben, og tog så forsigtigt hans hænder, og lagde hans arme om sig igen.
''du har ret.. du er en yngling.'' sagde hun inden hun lagde læberne mod hans øre. ''min yngling.'' hviskede hun og kyssede ham på kinden.
hun lagde armene om livet på ham igen. i en blid bevægelse kærtegnede hun hans hofteben.
''og som du nok ved, så forbliver du ikke en yngling. du forlader skolen, efterlader mig her hos de andre. som du alerede har gjort en gang.'' hun så på ham med et lille smil, et tegn på at hun ikke mente noget ondt med det. ''lad være med at sige at du ikke gør det. du har jo allerede gjort det en gang.'' hun trak på skuldrene og kyssede ham.

Da hun rørte hans hænder, var det som om, at flere tusinde tons frustration lettede fra hans brede skuldre. Hendes hænder førte hans omkring hende og hans hænder forblev om hende. Hendes bevægelse op mod hendes øre var fantastisk og smidig, og hendes stemme var varm og lettet.
Hendes kærtegnene bevægelse på hans hofte var beroligende. Hans øjne hvilede stadig på hendes. Han ville kommentere hvor han havde været, men det endte blot i et kys. Hans ene hånd bevægede sig forsigtig op mod hendes skuldre hvor i mod den anden kærtegnede hendes len.

//Min krea begynder at svigte igen.//

i en blid bevægelse lod hun sin ene hånd glide op til hans nakke hvor hun nussede hans hår.
hun kyssede ham forsat, hedt. for hver gang deres læber skiltes, søgte hun mod hans igen. hun ville ikke give slip på ham, ikke efter at have manglet ham så længe.
mens hun nussede ham i nakken, lod hun sin anden hånd kærtegne hans kind. det var tydeligt hvor tiltrukkende hun fandt ham, specielt lige nu. hun slap ham dog, langsomt og tøvende, da billedet af ham der råbte af hende kom igen. hun så lidt ned. ''hvor var du..?'' hviskede hun så, forsigtigt. hun var bange for at hendes spørgsmål ville få ham til at råbe igen.
''og hvorfor kom du ikke bare tilbage til mig, erhm jeg mener skolen..?''
hun lød som en lille mus, med en stemme der var grå og forsigtig. hun frygtede inderst inde at hvis hun spurgte om noget han ikke ville svarer på, så ville han råbe til hun græd igen, og så ville hun ikke have andre muligheder end at gå. hun kunne ikke have flere mennesker i sit liv, der ikke kunne holde styr på sine følelser.

//du behøver ikke at skrive specielt langt?//

Stephen kunne mærke hendes lange tynde fingre glide op til hans nakke. Hendes kærtegnende bevægelse var blid og svævende. Han gengældte og gengældte hvert evig eneste kys. Dog som altid, når han hyggede sig, skulle en af hans mentale sygdomme springe i hoved på ham. Han begyndte igen at høre stemmer. Han klemte øjnene i for at koncentrere sig om hende, og ikke om hvad stemmerne sagde. Larm fyldte hans hoved, som var det et diskotek på højdepunktet om aftnen.
Hendes hånd der kærtegnede hans kind, fik ham næsten til at føle, at der ikke kunne ske noget lige nu. Og så trak hun sig lidt væk og spurgte.
”Jeg var på en anden skole i kort tid,” mumlede han sit første svar, ”Jeg troede at jeg skulle gå der, så jeg blev der.” tilføjede han og kiggede hende i øjnene. Hvilken skole ville han helst ikke nævne, så det lod han ligge, så kunne hun spørge hvis hun nu endelig ville.
”Jeg kom her tilbage, fordi at jeg blev opdaget på skolen. Lærerene havde ikke en gang opdaget mig.” Et ord var blevet skiftet ud med alle andre, og fik det hele til at lyde som en normal skole, ”Men så kom jeg her tilbage, da de så mig. Jeg savnede dig og ville virkelig gerne her tilbage. Men da jeg ikke vidste besked blev jeg nød til at blive på hos... skolen.”

//Men det vil jeg... Ellers føler jeg ikke jeg kan svarer noget. Det kan ikke ændres på.//

hun så ned, tavs. Hun vidste udemærket godt at han ikke kunne fokuserer.
''fair enough.'' mumlede hun blidt.
''Stephen, jeg skal videre..'' hviskede hun stille og slap ham helt. hun nussede kort hans kind inden hun tog sin taske og træk en trøje op. Hun tog hendes t-shirt af og stod nu i en bh der lukkede udelukkende om halsen.
med ryggen bar, tog hun trøjen fra tasken på. den var helt gennemsigtig med en drage der flænsede hendes ryg op. forsiden var dækket af blodige pletter der dækkede hendes mave, og en smule af brystet.
hendes jeans afslørede kanten på hendes g-streng, der var sort. hun samlede håret i en løs up-do.
hun vendte sig om og kyssede ham kort på læberne og smilede blidt, ''Dans.'' sagde hun roligt, som et svar på det spørgsmål han ville stille.
hun smilede og pakkede den anden trøje i tasken. hun tog tasken over skulderen og begyndte at gå mod døren. Hun havde et par sneakers i tasken, som kunne skimtes, og et par stilletter på sine fødder.

//ikke specielt krea..//

Stephens hænder gled ned til hendes hofter igen og faldt ned til hans side, da hun slap ham. Han gav hende et minimalt smil, da hun kort nussede hans kind.
Efter hun havde fået fat i sin trøje, tænkte han sig til, at hun ville tage den helt normalt uden på sin t-shirt, men nej. Hun tog sin t-shirt af. Han kunne ikke lade være med at smile lidt bredere, da han så hende i kun bh. Nu hvor hun jo stod med siden til ham, kunne han enlig se hvor dan hendes bryster enlig stak ud fra hendes slanke krop. Hun så yndig ud. Han havde enlig ikke lagt mærke til det, før nu. Da hendes trøje endelig kom hen over hendes hoved formindskede hans smil sig en anelse, indtil han så den var gennemsigtig, meget. Da hun havde bukket sig ned efter hendes trøje, havde han fået øje på kanten af hendes g-streng, som var sort. Han kiggede væk, han ikke ville virke som en der lurede. Han kiggede hen på hende igen og så hun var i gang med at sætte sit hår op.
Han skulle til at åbne munden for at spørge hvor hun skulle hen, hun kyssede ham, og svarede han spørgsmål.
”God tur, Nemesis,” lykønskede han hende.
Hun bukkede sig atter ned for at sætte hendes t-shirt i tasken, og hans øjne nærmest sprang på hendes g-streng igen. Han kunne ikke gøre for det. Hun log tasken over skuldren og begyndte at gå mod døren, men inden hun nåede den, kom det højlydt ud af hans mund, så hun kunne høre det:
”Hvornår ses vi så igen?” Hans smil var stadig bredt.

''du kan jo tage med til dans hvis du vil det?'' smilede hun og vendte sig om og så på ham.
''men kan ikke love at du kan lide teknikken..'' sagde hun drilsk.
Hun smilede lidt, og drejede en let omgang rundt om sig selv.
''-Hvad syntes du egentlig om tøjet?'' spurgte hun, smilende, med et drilskt glimt i øjet. Det var tydeligt at hun nød at se ham halse sådan efter hende. Det var jo ikke noget hun så hver dag.
Hun elskede at han virkelig smilede. Et bredt, dejligt, drenget smil med smilehuller og hele pakken. Hun forgudede hans smil, det så så lykkeligt ud, i forhold til hvad hun ellers havde set.
''MEN!'' grinte hun så, ''-hvis du tager med, så lov mig at du ikke overbeglor mine meddanserinder! De bliver som en flok høns'' grinte hun, men slog så over i en alvorlig mine for sig selv. ''hvis de da dukker op..'' mumlede en stemme i hendes hoved. Hun bed sammen, hun ville ikke lytte til stemmen nu. Ikke nu, hvor han havde fået hende til at indrømme sin åbenlyse tiltrækning af ham.
På ét eller andet punkt, der måtte hun jo indrømme over for sig selv, at han var verdens dejligste dreng. Han havde alt hvad hun elskede; de dybe øjne, det faste greb, temperamentet og ikke mindst den evne til at få hende til at føle sig som om hun ville have ham på stedet. Den sidste ting ville hun jo nok ikke sige højt, til hverken ham eller nogen anden.
''de dukker ikke op, Nemesis. Det ved du jo også godt. De dukker ikke op, fordi du gør. De vil ikke se dig. Du er ikke god nok til dem. Var det ikke det han sagde? 'Du ligner ikke engang en pige. Du ligner en horeunge fra Londons gader!', eller tager jeg fejl? Jeg mener da at det var sådan?'' stemmen i hendes hoved blev højere og højere. Til sidst føltes det som om stemmen havde overtaget hendes egen.
''hold op..'' hviskede hun, bedende. ''hold nu bare op..''

uden at give sig selv muligheden for at undskylde sig selv overfor ham, tog hun sine stilletter af. Hun satte sig med ryggen op af scenen. Hun så tavst på ham. Hendes øjne var gået over til den sygelige grå farve igen. Men denne gang ville hun ikke græde. Ikke over en bagatel som en hoven danseinstruktør engang havde sagt.
Hun så ned igen, ned i gulvet. Der var mærker efter hendes stilletter fra da hun havde danset før. Hendes øjne sved, hun vidste at der var tårer på vej. Hun blinkede dem arrigt væk, gned med bagsiden af sin hånd. Han havde allerede set hende græde en gang. Det var mere end nok.

''jeg bliver her lidt endnu..'' fik hun sagt, med en stemme så toneløs, at man skulle tro at hun havde været død.
''jeg bliver bare her, hvor jeg hører hjemme..'' hun så på sin hånd..

//wow, for en krea..//

”Jeg tror da nok jeg kan lide teknikken, så selvfølgelig vil jeg da med” svarede han hende og begyndte at gå hen mod hende. Ved hendes næste spørgsmål kiggede han kort væk, ”Elsker det,” komplimenterede han det, sandt.
Han lo lidt og stoppede op henne ved hende, ”Jeg lover, at jeg mest vil overbeglo dig,” tilføjede han med det milde smil og en let latter.
Det tog ikke langtid for Stephen at finde ud af at der var noget galt, efter at hun havde mumlet nærmest til sig selv.
”Nemesis, hvad er der galt?” han satte sig ned foran hende og tog hendes hånd. Hans anden frie hånd fjernede en enkelt tåre som havde undsluppet hendes hånd.

"ikke noget...." fik hun mumlet.
Hun så lidt på ham. Derefter satte hun sig ordenligt. "bare... Et dårligt minde fra min sidste dansetime..." det var næsten for tydeligt at hun løj.
Hun flettede sine fingre ind i hans, stille. hun trak derefter vejret dybt.
''jeg løb tør for mine piller for nogle dage siden.. siden da har stemmen kommet og gået, hver gang højere og højere...'' hun hadede at indrømme at hun ikke var mentalt stabil.
''denne gang... gik den bare over stregen..'' hun så på deres hænder, og lod så sine fingre glide fri af hans hånd..