Første dag

Sted: Et træ foran templet
Vejr: Stille vind og næsten fuldmåne
Tid: aften
omgivelser: Gudindens Tempel, træer og en sti der føre hen mod templet.

Hun stod alene ved at træ foran templet og vidste ikke hvad hun skulle foretage mig. Hun tænkte bare på hvordan hendes mor ville håndtere det til sidst. Sidst hun så hende var hun helt ude af sig selv og kæmpede bare for at få hende hen til Tulsa. Heldigvis var de på ferie i nærheden, så der gik ikke så lang tid. Det gik op for hende at hun måtte have haft det hårdt med at håndtere hende. Fordi at inden hun blev mærket var hun på stoffer, hun måtte have været ustyrlig. Det utroligt det først er nu hun finder ud af hvor dum hun var. Hun begyndte at græde, og satte sig ned

//HEY Kath! Jeg beklager at skulle sige det, men det lader ikke til at du har læst reglerne?
Først og fremmest er det vigtigt at du har
Tid
Sted
Omgivelser
Vejr
Påklædning (valgfri)
Derudover så skal du Skrive i 3. persons datid. Dvs.
Hun så rundt, mens hun stod under træet. Hun tænkte på hvordan hendes mor ville håndtere det.
Du kan godt se forskellen fra din, hvor du har skrevet 1. persons datid, ik?
Jeg ville bare lige sige det, inden en admin kom og hakkede ned på dig
Hav en god dag, og forsat god emnelyst

-Elizabet Nowren //

//Sorry havde jeg glemt -.- jeg ændrer det nu! tak for hjælpen //

Perceval var, som sædvanligt, gået ud for at tage en smøg. Det var helt utroligt, hvor afhænig han var for tiden. Men der var ikke så meget at gøre ved det, især ikke når han havde nogle svære periode.
Men så langt nåede han ikke, før han hørte en gråd. Instiktivt fulgte han efter lyden, og så til sidst en pige krøbet sammen på jorden.
"Er du okay?" Spurgte han, men holdt en vis afstand. Det var det bedste at gøre, når han jo ikke kendte pigen. Ifølge ham selv, selvfølgelig. Han ville i hvert fald ikke bryde sig om, hvis en eller anden fremmede klamrede sig for meget på.

Katherine kiggede op og så en dreng der stod på lidt afstand. Hun rystede på hovedet "Ehm, nej". sagde hun og kiggede ned. "Hvem er du?" Spurgte hun, interesseret.

Elizabet sad i træet, og havde kigget længe på pigen. Hun havde holdt sig på afstand, mens hun så rundt. Hun havde først og fremmest set på Katy som en snack.
Med sine rødlige øjne stirrede hun på skikkelsen der nærmede sig Katy.
Percie!? For pokker da, han kom da også bare alle steder når hun var sulten!
Hun sukkede opgivende, men lavt, mens Percie snakkede til pigen.
''Selvfølgelig er hun ikke okay, hun har grædt sine øjne ud af fjæset de sidste ti minutter.'' sagde Elizabet roligt med en sarkastisk undertone.
Hun så igen på pigen, og derefter på Perceval.
''Du var da heller ikke 'ok' da du kom hertil. Var du vel?'' Hun sprang let ned fra træet, og landede elegant på jorden. Hendes røde mærke lyste en smule op i natten. Hun gik hen og lagde armen om livet på Perceval og så på Katy.
''Mit navn er Eli. Og det her en forsigtigbidderen Perceval.'' sagde hun med et roligt smil til Katy.
''Og bare rolig, du vender dig til stedet. Det gør alle. Det er altid rart med en pause hjemmefra.'' sagde hun med et grin.
''hvem ved, måske er du heldig at finde en sød fyr?'' sagde hun med et varmt smil, henvendt til Katy.
''Hvad er dit navn?'' spurgte hun roligt.


//nu kommer Eli og forstyrrer jer!!~//

Han forstod udmærket godt, at hun ikke var okay. Siden han ikke havde set hende før, gik han ud fra, at hun var ny, og det var jo ikke lige nemt at være den nye.
Han skulle lige til at svare på hendes spørgsmål, da de blev afbrudt af en sarkastisk stemme, der tilhørte Elizabet. Et diskret suk gled over hans læber, da han ikke ligefrem fandt hendes stemme venlig og imødekommende.
Han knyttede sine hænder, da hun endnu engang snakkede med samme tonefald. "Nej, det var jeg ikke," svarede han skift. Et eller andet ved hendes attitude irriterede ham.
Irritationen blev blot hævet, da hun snakkede igen. "Hey! Hvad mener du med dét?" rasede han og var fristet til at fjerne hendes hånd, men lod vær.

''Rolig nu Perceval.'' sagde hun med tryk på hans navn.
''jeg mener blot, at du var lige så forvirret, og urolig da du kom hertil. Jeg kan sagtens forstå jer, det må jo være ekstremt hårdt at skulle være væk fra sin familie.'' Hun så kort på Percie, inden hun igen så på Katy.
Hun fjernede sin hånd, efter at havde svaret Percie. Hun ville bestemt ikke trænge sig på, ikke hos ham.
''Nå, jeg smutter om i stalden. Vi ses i to.'' sagde hun hurtigt, da hun endelig registrerede fjendtligheden i Percie's stemme. Hun havde ikke lyst til at gøre ham vred, ikke nu.

Hun stirrede på elizabeth, der lige var hoppet ned fra træet, med tårer i øjnene. "Erhm.. Jeg hedder Katy" hun rejste sig, tørte tårene væk og tog sig sammen. Hun kiggede ned i et et sekund. "Ehm, ja det var nu ikke pga. stedet eller mærket jeg græder, jeg er sikker på jeg vænner mig til stedet, jeg tænkte bare på min tid før mærket, men det fint" Sagde hun. Hun prøvede at lyde stærk, og vise at det ikke var så galt.. men det var ikke helt sandt. Hun kiggede skiftevis på dem begge.

Han sukkede opgivende af hende og mumlede så bare: "Bliv nu bare her, Eli." Han havde ikke lyst til at være lyseslukkeren og følte ikke rigtigt, at han kunne tillade sig at være så sur og fjendtlig, når hende den nye var så ked af det.

Så vendte han endnu engang fokus med Katy, og spurgte så: "Hvad er der da med dit gamle liv? Og undskyld, hvis jeg spørger for meget - bare sig til, hvis jeg skal holde min mund eller gå min vej.."

Hun kiggede lidt væk i et stykke tid. "ehm, det er ok. Jeg har bare været på stoffer en del af mit liv, det er bare først nu at det gik op for mig at jeg må have været vanskelig, det kan jeg bare ikke lide så.. jeg ved ikke, det lyder latterligt at have grædt over nu." Hun kiggede ned i jorden og ventede på at de sikkert ville skride fra mig pga. det ligesom alle andre.

//Skal vi lave en form for rækkefølge?//

//det tror jeg er en god idé//