Første dag, første musiktime - Til Jameelah.

Tid: Formiddag.
Vejr udenfor: Det har jeg ingen anelse om.
Sted: Musiklokalet.
Omgivelser: Andre elever, men ingen hun kender.
___________________________________________

Daliah stod med en fløjte, og prøvede desparat at ramme nogle af de toner som læreren havde lært hende. Sam Selza, læreren i musik, havde givet hende nogle ekstra sværer nogle, fordi hun var øvet. Hun havde spillet lidt derhjemme, men havde aldrig spillet særlig meget på fløjte. Hun håbede ikke at de andre lagde mærket til at hun spillede rimelig meget forkert.
Hun betragtede de andre i klasseværelset. Det så ud som om alle godt kunne finde ud af at spille, undtagen hende. Hun var skuffet af sig selv. Hun pustede igen i fløjten, blidt, og lod fingrene løbe over hullerne, så hun nåede nogle af de rigtige toner den her gang.

//Ændrede hendes navn til Jameelah ^^//

Jameelah gik ind i musiklokalet, smilende som altid. Det røde hår var sat i to lange rottehaler. Kort så hun ned af sig selv og smilet blev lidt større. En blå tanktop under cardiganen og nogle knæstrømper i samme blå farve, havde været hendes valg den dag. Hun var ret tilfreds med resultatet.
Hun så op igen og hen på læreren, Sam Selza, som nikkede hen mod pianoet. En stor sten faldt fra hendes hjerte. Hvis han havde givet hende andre instrumenter end saxofon, klaver eller guitar havde hun spillet mere forkert end nogen af de andre elever til sammen. Det var hun helt sikkert på. Derfor gik hun lettet hen og satte sig ved pianoet. Lagde den sorte skuldertaske ved siden af. Hun rejste sig dog hurtigt op igen, for at gå op og hente noderne hos Hr. Selza. På vej tilbage til pianoet faldt hun over en anden elevs taske og landte på sin højre side.

//Det kan jeg se ^^//

Daliah så hurtigt på ynglingen som var faldet over en af de andre pigers tasker. Men da hun så lidt mere på tasken, gik det op for hende, at det var hendes egen, hendes taske med de hjemmelavede tuch-streger på. Hun klemte øjnene sammen, og stirrede ondskabsfuldt på pigen. Hvis noget var gået i stykker i den, ville hun personligt hævne sig senere.
Hun betragtede pigen, og hendes rottehaler. Hendes hår var ca. samme farve som Daliahs. Rødt. Daliahs var ikke ægte, men hun var i virkeligheden rødhåret. Bare en falmet, mørk, kedelig farve, som hun ikke var særlig stolt af. Hendes onde storesøster havde mobbet hende i hendes tidlige år, med at hun havde mørkerødt hår, og ikke sort hår som søsteren. Hendes øjne var heller ikke mørke som hendes forældres og søsters, men mere ravfarvede.
Personligt elskede hun sine øjne, men det ville være et nedderlag at sige det til andre, hvis de ikke kunne fordrage dem.

//Utroligt så meget krea jeg har i dag oo'. Og jeg skrev ikke engang noget om fløjten!! ;D//

//^^//

Jameelah tog sig til højre arm, men sagde ikke et ord eller lavede den mindste lyd. Armen var det mindste af hendes problemer. Hvad nu hvis noderne var blevet krøllede eller ødelagte? Så ville hun jo ikke kunne spille på pianoet. Hvorfor skulle hun også være så forbandet klodset? Hvis bare hun kunne lære og løfte fødderne, så ville hun ikke få så mange skræmmer eller skader som hun havde fået gennem årenes løb.
Hun sukkede og satte sig på knæ. Samlede noderne sammen og rejste sig på. Så på pigen, som stirrede ondt på hende, med et undskyldende udtryk i sine mørke øjne. Betragtede kort pigen. Hendes hår havde næsten samme farve, men Jameelahs var ægte. Hun brød sig bare ikke om farven, så nogle gange farvede hun det en mere orange farve, for ikke at virke mere som en outsider end hun sikkert allerede var. "Undskyld" mumlede hun med sin friske, melodiske stemme. Så nysgerrigt på pigen. "Jeg tror ikke den er gået i stykker" sagde hun og gjorde et nik mod tasken.

//Jameelahs fald distraherede dig sikkert fra fløjten xD//

Daliah var ikke helt overbevist om at alt var godt. Det ville være så forfærdeligt hvis nogen ødelagde nogle af hendes ting på første dag, i Nattens Hus. Hun havde ikke vennet sig til noget som helst her, endnu. Det var ret forfærdeligt at starte på en ny skole, og så var Nattens Hus, ikke en almindelig skole. Overhovedet ikke. Hun håbede bare at hun ville klare forvandlingen så hun kunne blive en normal (eller så normal som en vampyr kan blive) guitarist.
"Det tror jeg heller ikke." svarede hun efter et stykke tid. Noget ved pigens stemme, fik hende til at syntes om hende. Mon ikke det var en god idé at få nogle venner her? Nogle ville have losset til den taske med vilje, men det var tydeligt at det ikke havde været pigens mening.
"Undskyld at jeg freakede ud. Det er min første dag." Daliah smilede undskyldende, og lagde hovedet på skrå. Hun så hen på Mr. Salez, som stod og forklarede en af de stakkels ynglinge (som sikkert ikke havde særlig mange toner i livet) noget med hans bass.

//Sikkert. Hun er en værre lille klodsmajor

Jameelah åndede lydløst lettet ud, da pigen virkede en smule venligere allerede. Det havde ikke været hendes mening, at falde over tasken, men hun havde ikke den bedste koordination i verden. Og så var det som om alle ulykker bare blev draget mod hende nogen gange. Men hun var ved at blive bedre til at undgå ulykker. Sådan nogen lunde da. Måske forsvandt det med alderen, klodsethed. Det håbede hun virkelig. Hvor pinligt ville det ikke være med en klodset vampyr? Hvis hun da klarede forvandlingen. Vampyre var jo de mest elegante skabninger på jorden. Så kunne man jo ikke være klodset som vampyr.
"Det gør ikke noget. Det er ikke så fedt at være ny.. Sidste uge reagerede jeg præcis lige som dig" sagde hun en smule opmuntrende til pigen. En ny. Det havde hun også været for en uge siden, men nu slappede hun mere af. Nu havde hun jo vænnet sig til det hele. Eller så meget man nu kunne vænne sig til stedet. Hun fulgte pigens blik og så på Mr. Salez og ynglingen.

//Haha, very funny xD

Hun fik en god fornemmelse, da pigen sagde at hun kun havde været her i en uge. Så hun var også en lille smule ny, ikke? Det virkede ikke som verdens værste sted, der her sted. Det var sikkert bedre end at være på den røvsyge skole hun havde været på før. Men sådan var alle menneskeskoler. Utroligt, hun var allerede begyndte at se sig selv som vampyr. Eller nej, ikke vampyr. En yndling hun skulle bare vende sig til stedet, ligesom pigen sagde, og så ville alt blive perfekt. Eller i hvert fald bedre.
"Mit navn er Daliah Isábell." Hun knugede lidt hårdere om blokfløjten uden at tænke over det, da hun rakte den rødhårede pige sin hånd. Det virkede som en normal gestus, og hun kom i tanke om at de gjorde det anderledes her, ligesom amazonerne. Altså, greb fat om underarmen, og ikke bare trykkede hinandens hånde. Hun kunne godt lide det her sted. Her var det pigerne som styrede skolen, og ikke drengene.

Hun begyndte at slappe af, da hun fornemme at pigens fjendtlige attitude fra før, var forsvundet. Så var hun åbenbart tilgivet, hvilket gjorde hende gladere. Hun ville jo gerne bare accepteres. I mod sætning til hvad hun var på sin gamle skole. Okay, hun havde haft nogle meget gode venner, men der var en del, som havde gjort livet på skolen surt for hende. Bla. ved at spænde ben og bare sådan generelt fremhæve hendes klodsethed. Det var nærmest held, hvis folk max. skubbede til hende så hun faldt. Men hun vidste at sådan ville det ikke blive her. Det gjorde hende mere tryg.
"Jeg er Jameelah Murphy" præsenterede hun sig og greb fat Daliahs underarm. Det skulle hun stadig minde sig selv om, at man ikke gav hånd, men at man greb fat om hinandens underarme. Ligesom amazonerne. Dejligt at skolen blev 'styret' af piger i stedet for drenge. Selvom piger kunne være tusinde gange ledere end drenge.

Daliah smilede svagt over den lidt underlige hilsen, men hun kunne godt lide den. Den var anderledes, og ikke helt så formel. Hun var ikke så formel. Ikke af natur. Hun var mere... Tja, mere sådan som hun havde lyst til at være. Afslappet. Hun lod sig ikke styre af nogen. Hun var sin egen, på alle måder.
"Hyggeligt at møde dig, Jameelah." sagde hun, og knyttede hånden over hjertet, men uden at bukke. Det var nemmere, når nodestativet stod lige foran hende. Hun ville uden tvivl slå hovedet, og vælte stativet, hvis hun bukkede. Tanken om at hun gjorde det foran dem alle sammen, fik hendes mave til at trække sig ubehageligt sammen. Hun lagde svagt mærket til at Sam rejste sig fra eleven, og så ud over klassen. "Vi skal vist snart begynde, samlet." sagde hun henkastet, som stikord til at de måtte gå hvert til sit, men mødes senere. Det håbede hun at de ville gøre. Mødes senere, altså. Hun havde ikke rigtigt bidt mærket i at se Jameelah sammen med nogle andre i kanti... spisesalen, så måske ville hun ikke have noget imod at de sad sammen ved middag.

Jameelah smilede og gav så slip på hendes underarm. Hun kunne godt lide hilsnen. Godt nok var den lidt underlig og helt sikkert anderledes, men den var også sjov. Sådan så hun den i hvert fald. Ikke så formel, ret afslappet faktisk. Ligesom det skulle være. Og ikke håndtryk og hvide handsker. Alene tanken gav hende kuldegysninger.
"I lige måde, Daliah" sagde hun og smilede glad til hende. Gjorde det samme som hende, og knyttede sin hånd over hjertet. I modsætning til hende, så bukkede hun kort. Sådan havde hun lært man skulle gøre, men hun forstod godt hvorfor Daliah ikke gjorde det. Hvis hun fik banket hovedet ind i nodestativet, ville det helt sikkert gøre ondt. Og nogle af eleverne ville sikkert komme til at grine. Ikke den bedste måde at starte sin første dag på. Det ville helt sikkert bare gøre en pinligt berørt og måske sur resten af dagen. Sådan forestilte hun sig det.
Hun nikkede. "Men skal vi sidde sammen i spisesalen efter timen?" spurgte hun og var allerede begyndte at bakke hen mod pianoet. Ikke fordi hun havde lyst, men fordi Sam sendte dem et ret så bestemt blik.

Hun havde så småt lagt mærket til Sams bestemte blik, og han virkede ikke just som en lærer man skulle lægge sig ud med, eller som en lærer som så let på sniksnak i hans timer, når man skulle spille musik.
"Hvis du vil - Jameelah." svarede hun venligt, med et svagt smil. Hun smilede næsten aldrig, aldrig rigtigt helt, med øjnene. Hun bemærkede at Jameelah sad ved et piano. Det største instrument i lokalet. Men også det smukkeste. Alligevel havde Daliah aldrig i sit liv siddet ved et piano. Det var for stort, for fint, og for svært at spille på. Der var for mange tangenter. Det syntes hun i hvert fald. Det syntes Jameelah tydeligvis ikke, for hun så ud til at kunne lide instrumentet. Daliah havde ikke hørt hende spille, men hun havde på fornemmelsen at hun spillede meget smukt.

Hun nikkede ivrigt og oprigtigt glad, da hun satte sig på den sorte piano bænk, foran det sorte piano. Det mindede lidt om det de havde hjemme hos hende selv, bare større, smukkere og sikkert meget nyere. Deres var et gammelt, slidt et, men det spillede alligevel godt. Og så havde det været hendes helt ejet.
"Det vil jeg gerne, Daliah" sagde hun med et stort smil og satte sig så til rette på bænken. Placerede noderne på 'stativet' på pianoet og kiggede lidt på dem. Hun kendte melodien, men ikke overdrevet godt. Men hun skulle nok klare det. Ellers kunne hun jo altid øve sig senere. Øvelse gjorde jo mester og hun var ikke helt vildt god til at spille endnu, syntes hun selv. Måske var hun bare helt vildt selvkritisk, men sådan var hun.
Hun skævede over til Daliah og smilede. Hun skulle spillede på en fløjte. Et meget undervuderet instrument, i følge hende selv. Ikke man gad spille på det, fordi det var så svært at lære. De forskellige positioner med fingrene, hvor hårdt man skulle puste og alt muligt. Det var virkelig svært, men det lød som regel godt, hvis personen som spillede på det, kunne finde bare nogen lunde ud af det. Og det var hun ret sikker på at Daliah godt kunne.

Daliah kunne ikke lade være med at smile venligt til Jameelah. Hun var altså en skør snegl. På den gode måde, altså. Måske skulle det være slut med den mystiske og mørke opførsel fra hendes side. Måske kunne hun blive en normal igen? Droppe hendes mærkelige principper.. Sikkert. Dette var (som ypperstepræstinden havde sagt) et nyt liv. Hun havde valgt at tage Daliah som fornavn, i stedet for efternavn. Før hun blev Mærket havde hun heddet Isabell Dali. Men hendes veninde havde kaldt hende for Daliah og Bell, lige indtil ulykken, og det hele endte.
Tankerne gjorde igen hendes humør mørkt, men da Sam skulle til at slå dem an, og starte sangen, lukkede hun øjnene og fik kontrol over hendes forræderiske tanker. Sam startede violinerne som de første. Kun én pige stod med en violin, og hun startede med at spille, ret nervøs. Så kom bassen og Jamm skulle starte lige om lidt. Daliah fulgte den langsomme rytme. Hun havde på fornemmelsen at Sam havde valgt en nem sang, en langsom sang, pga. hende. Når hun var ny.

Jameelah lyttede opmærksomt, da de andre begyndte at spille. Lidt efter violinen og bassen skulle hun begynde. Men hendes tanker begyndte at vandre i mod hendes 'tidligere' liv. Eller tidligere og tidligere. Sådan så hun det ikke. Hendes forældre og lillebror havde ikke udstødt hende, men accepteret hende. De besøgte hende tit og det var hun utrolig glad for. Det var også derfor hun havde beholdt sit 'gamle' navn. Jameelah Murhpy. Det var dejligt velkendt, der var sikkert ingen andre der hed det og så betød navnet meget for hende og hendes familie. Og hun syntes det passede til hende.
Hun rystede kort på hovedet, og skubbede tankerne væk, lige i tid til at hun skulle begynde at spille. Hun satte fingrene på tangenterne og begyndte at spille. Som sædvanlig når hun spillede levede hun sig fuldstændig ind i det, og glemte altid alle andre omkring sig. Dog var hun hele tiden opmærksom på de andre som spillede.
Nemt, hurtigt og let strøg hendes slanke, klaverfingre over tangterne. Snart var det Daliahs tur til at hoppe ind.

Daliah var ved at tabe både næse og mund, da hun hørte Jameelah spille. Det var så smukt. Hun levede sig virkelig ind i det, og man kunne næsten mærke hvordan hun levede for det. Så tæt på musikken var Daliah aldrig. Hun spillede bare, og håbede at ramme rigtigt. Hun var så optaget af Jamms musik, at hun næsten ikke lagde mærket til at det var hendes tur. Men hun stemte i helt af sig selv. Naturligt.
Hun lukkede øjnene og pustede blidt i fløjten, imens hendes fingre lynhurtigt fløj over hullerne, så de blide toner smøg sig omkring hullerne som lydene kom ud af. Med det samme, droppede hun alle tankerne, og spillede videre, som i en rus. Det var fantastisk at spille blokfløjte.

Jameelah, som før havde haft sine øjne næsten lukkede, spærrede dem nu helt op, da hun hørte Daliah spillede. Så smukt havde hun aldrig troet en blokfløjte kunne lyde. Overhovedet ikke. Det måtte hun være god til. Aldrig nogensinde havde hun hørt nogen nærme sig Daliahs niveau. Det turde hun sætte hele sin børneopsparring på. Hun spillede så godt, at hun helt fik tåre i øjnene. Hurtigt tørrede hun dem væk og fortsatte med at spille.
Hun levede sig igen ind i musikken, men lyttede mest til det hun selv spillede og så det Daliah spillede. Hvis hun selv skulle sige det, så lød det bestemt ikke værst. Hun havde slet ikke forestillet at Daliah kunne spille så godt. Det var i hvert fald ikke det indtryk, hun havde haft lige, da hun kom ind i klassen og hørte hende. Måske skulle hun bare lige læse noderne, ellers havde det måske været nervøsitet. Men hun spillede smukt.

Daliah behøvede ikke at åbne øjnene og se på noderne, for hun kendte sangen godt. Det var en af de første melodier som hendes far havde lært hende. Hun havde det også bedst når hun havde lukkede øjne. Hun så det for sig selv. Musikklassen. Men forestillede sig allermest Jamm gående i en skov, hvor græsset bølgede i takt til musikken. Helt imod hendes vilje brød tåre frem imellem hendes lukkede øjne, og hun lod den løbe ned af kinderne, indtil hun tørrede dem væk.
Hun lagde kun svagt mærket til Salez' svage udbrud. Han var meget overasket over alle hans elvers talent. Det rørte hende bare endnu mere. Hun bed sig i læben, og var oprigtig ked af at sange nu var på sine sidste toner.

Jameelah spillede de sidste toner på pianoet og lod lyden af dem langsomt dø hen. Hun havde fået kuldegysninger op og ned af armene og de ville helt sikkert ikke forsvinde lige med det samme. Alle de andre havde spillet så smukt, at hun var blevet helt rørt. Dog var den der havde rørt hende allermest Daliah. Hun havde forvandlet det allermest undervuderede instrument til det der havde lydt smukkest. Det havde virkelig overrasket hende.
Hun havde ikke hørt Mr. Salez udbrud, men da hun vendte sig, så hun kunne se ham, sagde hans ansigt det hele. Hun smilede lidt over det. Tænk at en lærer kunne blive se så overrasket ud.

Daliah ventede til hendes hjerte slog lidt langsommere, og så åbnede hun øjnene og knugede blokfløjten ind til sig. Hun så op imod klokken og lagde mærket til hvor lang tid der var gået, for hun havde hygget sig, sjovt nok. Der var bare noget ved musik, og når hun spillede musik med andre, som fik hende i et bedre humør. Op i de højere luftlag. Det var næsten som i hendes forrige liv, hvor hende og hendes barndomsven, Aiden, havde spillet musik sammen. Det var bare noget anderledes, det her.
Hun kastede et blik hen imod Jamm, og smilede blidt til hende. Hun var kommet i meget bedre humør. Måske var det her hendes yndlingsfag? Det var ikke til at sige endnu. Hvor mange timer havde hun haft nu? Det var sikkert sidste time inden de skulle spise...

Jameelah smilede tilbage til Daliah og pakkede lydløst noderne ned i sin sorte skuldertaske. Timen var slut om et par minutter og hun ville gerne hurtigt ned i spisesalen for at få et godt bord, der var i et af hjørnerne. Det var altid dem der røg først, specielt dem i den bagerste del. Hvilket også var nogle af hendes yndlingsborde. Men dem i siderne var også gode. Sådan havde det også været før hun kom til Nattens Hus. Måske var det pga. af at hun havde været en outsider i skolen, men hun søgte altid ned til de bagerste borde, en slags gammel vane kunne man vel kalde det.
Da Mr. Salez gav dem fri, rejste hun sig hurtigt op og tog tasken over skulderen. Gik hen til Daliah. "Sulten?" spurgte hun med et stort smil, og skubbede de lange rottehaler om på ryggen.

Daliah lagde fløjten på plads i dens æske, på dens hylde, og hun pakkede noderne sammen i den taske, som Jameelah var gået ind i. "Ja. Jeg er mega sulten." for at understrege hendes ord, rumlede hendes mave som en lavine. Nogle af de nærmeste ynglinge fniste og Daliah kunne ikke lade være med at smile lidt skævt af dem. Hvis det havde været i hendes tidligere liv, så havde hun overfaldet en eller anden, men ikke nu. Nu grinede hun bare. Hun var ikke længere Isabell, hun var Daliah. Daliah Isabell.
"Kom, lad os smutte." Hun fulgte efter de andre på vej ud af døren, efter at have modstået en trang til at tage Jamm i hånden. Det ville være mærkeligt. Virkelig mærkeligt. Måske burde hun lige kommentere sin orientering over for Jameelah. Hun ville meget gerne være venner med Jameelah, men det ville være ærgerligt hvis Jameelah ville komme til at hade hende, fordi hun også var til piger.

Jameelah smilede skævt, da Daliahs mave rumlede utroligt højt. "Det samme her, men de servere desværre ikke junkfood" sagde hun og skar en grimasse. Hun elskede virkelig usundt mad. Ikke at hun havde godt af det, men det smagte så forbandet godt. Og det at hendes forældre, ikke så tit lavede mad havde bare gjort trangen til usundt mad endnu større. Hun hadede alle Light og Zero produkter. Det var jo ikke bedre end dem med sukker og det med sukker i smagte jo hundrede gange bedre. Men nogen gange måtte hun holde en pause. Hun ville jo gerne holde vægten. Derfor var det vel meget godt at man i Nattens Hus kun serverede sundt mad. Noget af det smagte faktisk meget godt.
Hun nikkede og fulgte efter Daliah og de andre elever. "Gå efter de bagerste borde i hjørnerne!" mumlede hun lavt. "Det er de bedste" sagde hun med et smil og satte tempoet en smule op, for at komme før nogle af de andre elever.

"Okay. Godt." Hun grinede bredt til Jameelah, og tog alligevel fat i hendes hånd, og trak hende med imod spisesalen. "Ingen junkfood?" spurgte hun lidt panisk. Ingen friture? Det lød forfærdeligt. Hun elskede også usund mad, og det gjorde det bare endnu værre, for det var meget lang tid siden hun havde fået det sidst.
De zigzaggede igennem alle ynglingene, og Daliah holdte døren for Jamm. Spisestuen var allerede mere fyldt en hun havde regnet med. "Jeg skal nok hente noget mad, så kan du reservere et bord til os." Hun klemte Jameelahs hånd en enkel gang, og forsvandt ind i mylderet af ynglinge, fra alle trinene. Mmm, det så ud som om der var noget chai-mad på menuen. Lækkert. Hvis man fik sådan noget mad hver dag, mon ikke de kunne overleve det, uden alt for meget junkfood?

Hun nikkede og smilede over Daliahs udtryk, som var lettere panisk. Det så ret sjovt ud. "Ja, desværre. De mener at hvis vi spiser sundt, bliver vores chancer for at klare forvandlingen bedre" mumlede hun og trak på skulderne. Ikke at hun ikke troede på det, men lidt usundt mad en gang imellem, var ingen døde af. Og de kunne jo bare lave det på en sund måde. Hvis hun skulle spise mere salat, ville hun nok gå amok. Man kunne i den grad få for meget salat. I følge hende.
Hun nikkede og snusede til luften. Aha, chai-mad. Spændende. "Gerne stegte nudler til mig og hvis der er noget frugt der smager sødt, så bare tag det med også" sagde hun og smilede. Da Daliah klemte hendes hånd, klemte hun den automatisk igen. Skyndte sig så hurtigt igennem de mange ynglinge for at snuppe det allerbagerste bord i en fart. Hun blev nødt til at skubbe lidt til en enkelt elev, men hurtigt nåde hun igennem dem. Satte sig lettet på en af stolene ved borden og smed tasken ovenpå, for at vise bordet officielt var optaget.

Der var ingen tid til at se sig tilbage, og se om Jamm havde fået bordet, og nu stod hun i køen og hun kunne ikke se hende derfra hvor hun stod. Hun kikkede på den andre, imens hun øsede mad op på sin og Jamms bakke. Hun hældte ekstra sojasovs på sine egne nudler, og spærrede lykkeligt øjnene op. Det så ud som om der var dessert. Og ikke hel almindelig dessert. Det så ud som om det var flamberede appelsinstykker, jordbær, æblestykker og andre spændende ting. Duften kildede hende i næsen, og mindede hende om alt andet end hendes gamle kantine.
Hun tog godt fat i bakkerne - meget bange for at tabe dem - og klemte sig igennem ynglingeklumperne rundt omkring. Hun satte sig på bordet, og tørrede sig teatralsk over panden. "Sådan, her er maden!" hun fniste, og skubbede den ene bakke over til Jamm.

//Jeg bliver nok nød til at smutte om lidt.. T _ T//